SF-ordfører: Vi må ikke svigte integration i symbolpolitikkens eufori

Alt for længe har vi haft en polariseret integrationsdebat med naiv kulturrelativisme over for nationalromantisk strammerkurs. Et nyt flertal må have fokus på konstruktive løsninger i stedet for at tale om håndtryk, kage og tørklæder, skriver Serdal Benli (SF)

Den hårde retorik, hvor der bliver talt til frygten, ønsket om at stoppe integrationen og valget om at lovgive værdipolitisk får mange unge nydanskere til at vende fællesskabet ryggen, skriver udlændingeordfører Serdal Benli (SF).
Den hårde retorik, hvor der bliver talt til frygten, ønsket om at stoppe integrationen og valget om at lovgive værdipolitisk får mange unge nydanskere til at vende fællesskabet ryggen, skriver udlændingeordfører Serdal Benli (SF). Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix.

INTEGRATIONSPOLITIKKEN HAR været et ekstremt kontroversielt emne i mange år. Ventetiden har gjort meningsspektret om integration meget polariseret, med kulturrelativismens naive forståelse på den ene side og den nationalromantiske strammerkurs på den anden side.

Venstrefløjen har svigtet sine oprindelige idealer ved ikke at kræve aktiv deltagelse i de fællesskaber, som var og er grundstenen i velfærdssamfundet. Højrefløjen har ligeledes svigtet ved at sætte uhensigtsmæssige bomme for den inklusion, som integration afhænger af.

Den forsigtighed, der så længe har lammet venstrefløjen, har ingenlunde været fordrende for integrationen. Venstrefløjen har med misforstået velvilje over for mennesker med en anden etnisk baggrund ofte fokuseret på disses rettigheder, men i samme åndedrag glemt de pligter, der følger med at være borger i det danske samfund.

Hvis vi for alvor vil styrke integrationen, bliver vi nødt til at tage et opgør med den polariserede debat og finde et konstruktivt mellemrum. Vi må have en klar strategi for, hvordan vi indfører mennesker, der kommer fra et andet samfund end vores, i demokrati, ligestilling, religionsfrihed og andre borgerpligter. Igennem dette bliver der etableret en fælles forståelse, der opbygger sammenhørighed og solidaritet borgerne imellem.

Nødvendigheden af at have en realistisk tilgang til flygtninge og integration, hvor vi stiller krav til dem, der kommer hertil om aktivt at indgå i samfundet, og samtidig gør en dyd ud af at få folk til at føle sig velkomne og hjemme i Danmark, fremstår derfor klarere end nogensinde.

Venstrefløjens berøringsangst med integration på udlændinge- og integrationsområdet har i vid udstrækning overladt scenen til højrefløjens fjendebilleder, som har rodfæstet sig i den danske debat. Senest har Dansk Folkepartis udspil om et paradigmeskifte i udlændingedebatten endnu en gang rykket integrationsdebatten ud af kurs. Således ønsker man nu slet ikke at tale om integration af mennesker, der har udsigt til at være i landet i mange år.

Ved at gøre ubetydelige særpræg ved muslimer til store samfundsproblemer fodrer Dansk Folkeparti forestillingen om massiv splittelse og formår at overskygge positive historier, der kunne samle os i stedet. Når Dansk Folkeparti taler om, at man skal smide tørklædet for at være en del af Danmark, reducerer de en vigtig debat til symbolik.

Af samme årsag ser man skridt til at lovgive på områder, hvor man før aldrig ville have kunnet forestille sig det. Denne glidebane udstiller vores egen svaghed og skrøbelighed over for de grupper, der er modstandere af vores liberale demokrati. Vi kommer ikke reaktionære tanker og ideologier til livs ved at forbyde dem – det kan vi kun gøre ved at udfordre dem i et demokratisk rum.

Den hårde retorik, hvor der bliver talt til frygten, ønsket om at stoppe integrationen og valget om at lovgive værdipolitisk får mange unge nydanskere til at vende fællesskabet ryggen. Hvis vi vil sikre sammenhængskraften i det danske samfund, bliver vi nødt til at acceptere forskelligheder i de fællesskaber, hvis fundament netop er respekt og mangfoldighed. Vi må i samme ombæring stille krav om overholdelse af de spilleregler, som er fællesskabernes eksistensgrundlag.

Forleden kunne Kristeligt Dagblad fortælle, at skønt der er indberettet 100 tvangsægteskaber til myndighederne, er der kun blevet taget retslige skridt imod ét. Det udstiller fuldstændigt højrefløjens handlingslammelse, at den gerne vil tale problemerne op, men ikke evner at sætte ind over for selv de mest åbenlyse problemer.

Højrefløjens fejlanalyse består altså grundlæggende i, at den tror, at vi kan gøre op med fortidens fejl ved at overstyre og helt opgive integrationen. Et håbløst politisk projekt.

PÅ TRODS AF DEN HÅRDE RETORIK har mange indvandrere alligevel formået at integrere sig, hvilket er en udvikling, der skal fortsætte og bør hjælpes på vej. For at komme problemerne i integrationen til livs, skal der sættes ind på to fronter: den værdi- og kulturkamp, som venstrefløjen har svigtet, og den klassekamp, som højrefløjen lader hånt om.

Værdikampen står mod de reaktionære, religiøse og traditionalistiske kræfter i lukkede grupper, der ikke ønsker at indgå i et samfund med demokratiske rettigheder. Vi skal bekæmpe de kræfter, der vil skabe had og splittelse, og som fastholder forstokkede tanker om kønsligestilling og frihed. Det er en kamp, der skal tages, uanset om fænomenet forekommer i etniske minoritetsmiljøer, lukkede indremissionske samfund eller på den danske højrefløj.

Klassekampen handler om at få vendt den socioøkonomiske balance i udsatte boligområder, der fastholder alt for mange mennesker i en ulige position. Så længe vi aktivt skaber fattigdom i eksempelvis områder som Mjølnerparken på Nørrebro og Værebroparken i Bagsværd, fastholder vi folk i strukturer, hvor de ikke kan rykke opad i samfundet, men er fastlåst i en negativ spiral. Er man økonomisk udsultet går man glip af foreningsliv, familieliv og sociale arrangementer, og det gør integration svær, hvis ikke umulig.

DET ER SELVFØLGELIG ET PROBLEM, at vi har parallelsamfund i udsatte boligområder, hvor mennesker med anden etnisk baggrund lever efter egne regler og værdier afsondret fra det omkringliggende samfund. Og det er selvfølgelig et problem, at nydanskere integreres ind i lukkede etniske minoritetsmiljøer frem for at blive en del af samfundet. Men disse problemer forbedres ingenlunde af at fastholde folk i fattigdom.

Den ofte stigmatiserende omtale af indvandrere overskygger de positive historier, der viser, at det kan lade sig gøre at integrere folk med en anden etnisk baggrund. Antallet af indvandrerpiger

i uddannelse er eksploderet over to årtier. For 20 år siden var de 22 procent efter de danske kvindelige studerende, i dag har de stort set indhentet dem på de gymnasiale uddannelser.

I kølvandet på denne udvikling følger der for unge indvandrerkvinder en kamp for frigørelse fra patriarkalske, religiøse dogmer, for ligestillingen og fremtidige generationers udfoldelsesmuligheder. De gør op med forældede synspunkter og dogmatikernes verdensbillede og presser på for forandringer i minoritetsmiljøerne.

Det er en prisværdig kamp for ligestilling mod stærke fastgroede traditioner, som de desværre ofte står alene i. De skal kæmpe internt, og samtidig skal de overbevise majoriteten om, at de ikke bærer rundt på skjulte dagsordner. Det er derfor en kamp, vi skal sikre os, at de ikke kæmper alene, og vi skal sikre os, at de er klar over, at det er med samfundets opbakning, denne rejse og denne kamp tages.

Spørgsmålene står tilbage: Hvorfor bremse integrationen ved at insistere på en polariseret debat? Hvorfor opfinde ikke-eksisterende problemer, når der i forvejen er udfordringer nok? Hvorfor ikke satse mere på at få integrationen på det rette spor, så både individ og samfund kan høste frugterne af et udvidet og forstærket fællesskab? Spørgsmålet om integration er for vigtigt til ikke at finde en samlet løsning. Et nyt flertal må have fokus på konstruktive løsninger i stedet for at tale om håndtryk, kage og tørklæder.