Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Kronik

Vi må kæmpe for at bevare den sønderjyske dialekt

Christian Egander Skov, Historiker og postdoc ved Norges Teknisk-Naturvitenskapelige Universitet i Trondheim

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Her 100 år efter genforeningen er sønderjysk den absolut mest vitale danske dialekt i et land, der med undertrykkelse, arrogance og endog vold har gjort alt for at udrydde lokalsprogene som ”dårligt dansk”, men den er udrydningstruet

Næste år er det 100 år siden, at det nordlige Sønderjylland – eller Slesvig – blev genforenet med Danmark. Som alle, der bor i landsdelen, ved, er der en ganske særlig identitet knyttet til det at være sønderjyde. Jo, det kan godt være, at det i praksis kan være lidt vanskeligt at sætte ord på, præcis hvori det særlige består, men man er ikke i tvivl. En af de særlige ting ved Sønderjylland er naturligvis sproget. Sønderjylland er det sted i landet, hvor dialekten har holdt sig allerbedst. I dag er det imidlertid truet med udryddelse.

Det bemærkelsesværdige ved sønderjysk er ikke, at det er trængt, men at det overhovedet lever og her 100 år efter genforeningen er den absolut mest vitale danske dialekt i et land, der med undertrykkelse, arrogance og endog vold har gjort alt for at udrydde lokalsprogene som ”dårligt dansk”.

Sprogforskeren Peter Jeppesen konstaterede i 1936, at den generation, der dengang var børn, ikke ville bruge særlige dialektord som bol for tyr, vant for mangle og kredkåe for trillebør. Men disse ord har faktisk overlevet frem til i dag – også hos langt yngre sønderjyder. De er ikke døde og glemte ord, men variationer, man endnu i dag kan gribe til. Det er unikt i en dansk sammenhæng.

Men så det til triste. For at et sprog kan overleve, må det overleveres. Overlevering er som en gammeldags brandkæde, hvor man lader spanden gå fra mand til mand. I Sønderjylland er der imidlertid sket det, som for længst er sket alle andre steder herhjemme, nemlig at en mand har valgt at lægge armene over kors og lade spanden falde til jorden. Kæden er brudt, og spandens indhold siver nu ud på jorden. Den er endnu våd fra plasket, men langsomt og sikkert vil jorden opsuge vandet, og solen få det til at fordampe. Der findes mig bekendt ingen statistik over, hvor mange der taler sønderjysk. Men det er i virkeligheden også vigtigere, hvem der taler det. Kodeordet er alderskohorter. Jeg ville skitsere det således:

De sidste af den generation, som var ensproget sønderjysk, er vel døde og dermed den verden, hvor sønderjysk satte den eneste horisont, som disse mennesker kunne leve i. Den generation, hvor sønderjysk er førstesproget, og rigsdansk noget, man skifter til, er i bedste fald i 1950’erne – og det er på landet.

Herefter falder de alderskohorter, hvor rigsdansk i de fleste sammenhænge er hovedsproget, men hvor man stadig ubesværet kan skifte til sønderjysk. Her må der måske typisk være tale om en slags fortyndet sønderjysk, hvor en del af de specifikke dialektord som lim for kost eller unnen for middag stadig kendes, men typisk vil være fortrængt fra dagligsproget af ord fra det rigsdanske normalvokabularium.

Selvom man kan – og bør – begræde denne udtynding af sproget, er den gode nyhed, at man faktisk i denne gruppe finder ganske unge folk, helt ned til min egen generation, som er i 30’erne. For folk yngre end dette synes det mere relevant at tale om kendskab til sønderjysk.

Forleden hørte jeg en ung skoledreng proklamere over for sine venner, at han forstod sønderjysk. Godt for ham. Men også symptom på, at det er undtagelsen.

Modersmål-selskabet afholdt for nylig en konference om grænselandenes sprog. Som jeg sad der blandt de grånende tilhørere, undgik indtrykket mig ikke, at det stod skidt til. De traditionelle, historiske sprog i Sønderjylland fra Kongeåen til Ejderen er sønderjysk, frisisk og plattysk og er alle trængt til et punkt, hvor den naturlige udviklingstendens – hvis man lader stå til – er døden: udslettelsen af den verden, de udtrykte, udslettelsen af Sønderjylland i enhver meningsfuld forstand.

Professor Elin Fredsted fra Flensborg Universitet beskrev i et foredrag i mørke toner det sønderjyske sprogs situation. Værst ser det ud syd for grænsen. Her var sønderjysk helt op i vor egen tid hjemmesproget i mange familier i Sydslesvig. I dag kan de familier, hvor der tales sønderjysk, tælles på to hænder. Det er en dramatisk nedtur.

Fredsted brugte landsbyen Agdrup som eksempel. I 1970’erne talte 25 procent af byens indbyggere sønderjysk. Nu er tallet tre procent. Hvad var der sket med resten? Ja, de er antageligvis døde.

Det tankevækkende ved eksemplet er, at det sønderjyske sprog egentlig ikke er dårligere stillet syd for grænsen end nord for. Faktisk er der i Slesvig-Holsten langt større fokus på sproglig mangfoldighed end i Danmark.

Spørgsmålet rejser sig derfor, om der egentlig er nogen som helst grund til at tro, at det ikke også vil gå sådan nord for grænsen. Og yderligere: Hvor mange år har vi? En generation i bedste fald?

Det var i erkendelse af denne fare, at en gruppe sønderjyder tilbage i år 2000 stiftede Æ Synnejysk Forening, der særligt i de tidlige år var meget aktiv. Læser man gamle medlemsblade, får man indtrykket af såvel indignation og kampgejst og et begyndende sprogpolitisk engagement.

I dag er det så som så, og foreningen fremstår mest som et slags socialt forum, hvor folk, der taler sønderjysk, kan hygge sig med hinanden. Holdningen synes at være, at videreførelsen af sproget hænger på bedstemødrene, nu da forældregenerationen er tabt. Deraf foreningens fokus på børnebøger. Det er i sig selv fint, og man skal aldrig skose dem, som faktisk gør noget. Men har det nogen udsigt til at virke?

Der er et tungt socialt og institutionelt pres på sønderjysk. Selvom sønderjyder er kendt for at være stolte af deres sprog, er sandheden, at sønderjysk som dialekt har lav status. Det anerkendes ikke officielt, og forældre prioriterer ikke at videreføre det. Kan bedstemødre stoppe det? Ikke alene i hvert fald. Nej, der må rykkes ved sprogets status. Og uret tikker. Dem, der var 60 år for 20 år siden, er 80 år nu. Dem, der er 60 år om 20 år, tilhører den generation, der allerede i vidt omfang har vendt sproget ryggen.

Syd for grænsen kører kampen for plattysk, altså det oprindelige tyske folkemål i Sønderjylland, på et helt andet niveau, hvor man har lagt vægt på organiseret sprog- og kulturpolitisk arbejde, politisk lobbyisme og sidst men ikke mindst undervisning af børn og voksne i plattysk. Gennem organisationer som Bundesraat för Nedderdüütsch er man gået fra defensiven over i offensiven og fokuserer målrettet på at hæve sprogets status ved blandt andet at insistere på, at plattysk ikke er forkert tysk, men et regionalsprog, som det politiske system er forpligtet på at beskytte og bevare. Hvordan vi tænker om sprog og dialekter har stor indflydelse på deres fremtid.

Selvom plattysk fortsat står over for store udfordringer – også her er der en skæv alderspyramide – er det lykkedes at bremse den ellers fatale tilbagegang i de yngre aldersgrupper. Der er kommet fokus på plattysk i børnehaver og i skoler, lærere skal gennemføre kurser i plattysk og så videre. Kort sagt har sproget rykket fra at være noget, der skulle gemmes væk i privaten, til at være noget, der gør krav på sin retmæssige plads i undervisningssektoren og samfundet.

Her har forkæmperne for sønderjysk meget at hente. Men det kræver, at de tør sætte sig ud over den modvilje mod sprogpolitisk arbejde. Det kræver også, at man begynder at arbejde med sprogrøgt, hvor man hjælper sprogbrugere til at fastholde og vende tilbage til distinkte sønderjyske former, hvor disse er blevet fortrængt af den rigsdanske påvirkning. Det kræver, at man tør kræve undervisning i sproget i skolerne.

Ja, det kræver, at man tør tro på, at man har krav på noget. Og det kræver, at man tør tro på, at kampen kan vindes, og forstår, at den skal vindes.

Alternativet? Spørg dronten.