Prøv avisen
Kronik

Generalsekretær: Vi må lade os inspirere af kristne uden for vores kultur

Henrik Engelbrekt Refshauge, Generalsekretær, Mission Afrika

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Moderne mission er at blive inspireret og at vidne om Jesus uden en bagtanke om at presse mennesker til omvendelse. Kirken må ud af den forældede tanke om os til dem-mission – både i mødet med muslimer og ”den almindelige kirkeutro dansker”

HVOR ER VI DOG HURTIGE TIL at fordømme hinanden, når vi taler om, hvordan vi skal møde muslimerne. Det bygger mure og skaber kun endnu mere had og fjendskab både mellem kristne brødre og søstre og til vore muslimske og andre kirkefremmede/kirkeutro danske ”næster”.

Følg debatten i kommentarfelterne på sociale medier og i netavisernes debatsektioner, hvor en voldsom vrede blusser op i et totalt uværdigt sprogbrug, der står i diametral modsætning til kristne værdier. Og så bliver kulturkamp vigtigere end kærlighedsbuddet, og dialog stilles op som modsætning til mission eller i bedste fald blot som redskab til mission.

Men skal mission altid være med den bagtanke, at vi kun går i dialog for at missionere? Virkelig respekt er vel først, når jeg lytter til min samtalepartner, lærer af ham og hengiver mig i en herredømmefri samtale i et ligeværdigt fællesskab.

MINE FØRSTE UGER som generalsekretær for Mission Afrika har bekræftet mig i, at mission og inspiration går alle veje – ikke blot fra Danmark til Afrika, men også fra Afrika til Danmark og fra det ene afrikanske land til det andet. Landets kirkeminister kaldte det ”moderne mission” på årsmødet. Her havde vi også besøg af Robert Goyek, der er kirkepræsident for 200.000 kristne mennesker i over 1000 kirker i Cameroun. Han er både spydspids for et omfattende freds- og forsoningsarbejde mellem kristne og muslimer i det konfliktfyldte nord og samtidig primus motor i at sprede evangeliet om Guds kærlighed i by efter by. Samtidigt med at han er i dialog med muslimerne, har han sendt seks missionærfamilier til det muslimske Mali – alt sammen i samarbejde med Mission Afrika.

På den måde inspirerer Afrika os til ”moderne mission”, som kirkeminister Mette Bock (LA) udtrykte det i sin hilsen: Mission er at møde mennesker og gennem de kristne værdier få håb og styrke i en ofte vanskelig hverdag.

Robert Goyek fortalte helt lavpraktisk, hvordan denne ”moderne mission” foregår: I Afrika lever kristne og muslimer ”i en naturlig virkelighed”, som han sagde. Kristne og muslimer er knyttet sammen af familiebånd. De går i skole sammen, handler på markedet sammen og har traditionelt et ukompliceret forhold til hinanden.

AFRIKANERNE LÆRER OS, at vore muslimske venner er næster og medtroende. På den baggrund får vi mange spændende samtaler, hvor vi også får lov til at fortælle dem evangeliet og bede for dem og sammen med dem.

De senere års massive, mange overgreb fra terrorbevægelsen Boko Haram har udfordret dette forhold, men samtidig er det netop afrikanske religiøse lederes pragmatiske forhold til religion, der nu træder i karakter. Som modvægt til terror knytter kristne og muslimske ledere nu venskab med hinanden, besøger hinandens højtider og viser offentligt, at de fint kan leve i fred og respekt for hinanden.

Respekten viser sig blandt andet i den afrikanske kirkes missionsarbejde, hvor man afholder sig fra al form for pres og manipulation.

Goyek peger på paragraf 18 i FN’s Menneskerettighedskonvention, hvoraf fremgår, at alle mennesker har ret til at tro, ret til at skifte tro og ret til ikke at tro i det hele taget.

DOG SKAL FN IKKE SÆTTE dagsordenen for os. Vores kristne grundlag er nok.

Søren Kierkegaard anbefaler: ”For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, maa jeg forstaae mere end han – men dog vel først og fremmest forstaae det, han forstaaer.”

Og Kierkegaard siger også:

”Al sand Hjælpen begynder med en Ydmygelse; Hjælperen maa først ydmyge sig under Den, han vil hjælpe, og herved forstaae, at det at hjælpe er ikke det at herske, men det at tjene, at det at hjælpe ikke er at være den Herskesygeste men den Taalmodigste.”

Tænk, at det er afrikanere som Robert Goyek, der skal lære os princippet i det berømte Kierkegaard-citat!

Vi skal lære af Afrika og kæmpe for retten til at tro. Hvis vi for eksempel ikke respekterer muslimernes tro eller de kirkefremmedes ”åndsfraværende” tro, vil vi langsomt indsnævre vores åndelige synsfelt, så vi til sidst kun respekterer dem, der er 100 procent enige med os. Tør kirken bevare sin rummelighed, samtidig med at vi frimodigt vidner om Jesus?

Vi går ikke i dialog for at lokke muslimerne ind ad bagdøren eller for senere at gøre overgreb på dem, men for at gå i ærlig samtale.

Hvis ikke vi sætter os sammen med muslimerne, hvor skal de så lære, at kristendommen med hele vores historie, lærebygning og kultur er et vigtigt grundlag for vores civilisation? Vi kan spore uddannelse, sundhedstilbud, retsvæsen og så videre tilbage til De Ti Bud, klostre, kirker, ja, det kristne livs- og menneskesyn i det hele taget. Dette syn kan vi kun vise vore nye medborgere i en fordomsfri samtale.

DET ER NATURLIGT at leve i fred og fordragelighed, og det er lige så naturligt at dele det, der ligger dybt i vores hjerter. Den balancegang kan vore afrikanske venner lære os. Og når nu evangeliet om Jesus brænder i os kristne, er det kun naturligt, at vi frit og frejdigt deler det med vores muslimske venner.

Jesus kom som opfyldelsen af profetier – ikke bare i Det Gamle Testamente, men også gennem myter, digte og så videre i andre religioner. Hans komme, hans budskab, hans stedfortrædende død og opstandelse er kernen i evangeliet. Det er kristendommens velsignelser, og derfor skal vi pege på Jesus Kristus. Han er Frelseren med stort F, og det skal da råbes ud fra tagene!

Jeg tror på evangeliet og ved, at Jesus er sandheden, lyset, og at Helligånden er den mest overbevisende kraft, der findes. Derfor behøver jeg ikke at overbevise, presse på og omvende folk. Det skal Helligånden nok gøre. Jesus er så fascinerende, at mennesker vil forlade alt for at følge Ham! Hvis de bare lærer Ham at kende. Og her spiller vi kristne en nøglerolle. Med både liv, handling og ord. Det er holistisk mission.

Desværre viser den usobre debat, at der er behov for, at vi både inden for og uden for kirken møder hinanden med respekt og tålmodighed. Det er helt åbenlyst, at kirken har brug for intradialog om, hvordan vi mødes med folk med en anden tro. For vi er ikke i tvivl om, at vi vil mission – jævnfør folkekirkens ”blå betænkning”.

I MISSION AFRIKA HAR VI i år startet samtalen gennem TReK (Teologi, Religion og Kultur) – tværreligiøst, kulturelt og økumenisk). På engelsk betyder trekking ”en lang, anstrengende vandring”. For vi er nødt til at indse, at det er en aktiv rejse at være i tværreligiøs og tværkulturel dialog. Vi skal ud af vores trygge komfortzoner for at engagere os med andre.

Jo, Afrika inspirerer til ”moderne mission”! Lad os nu stå sammen og bruge, lytte og lære af hinandens historier i opgaven med at række evangeliet til vore muslimske og kirkeutro næster.

Virkelig respekt er vel først, når jeg lytter til min samtalepartner, lærer af ham og hengiver mig i en herredømmefri samtale i et ligeværdigt fællesskab

Henrik Engelbrekt Refshauge