Indfødsretsordfører for Venstre: Vi må sikre, at nye statsborgere støtter danske værdier

Tildelingen af statsborgerskab er en af de vigtigste opgaver for det danske folketing. Derfor skal vi være varsomme med, hvem vi forærer det danske pas. Og vi skal sikre os, at dem, der bliver danske, har ild for fædrelandet, skriver Morten Dahlin (V)

Tirsdag den 25. februar 2020 kom knap 500 personer forbi grundlovsceremonien på Københavns Rådhus for at blive endegyldigt danske statsborgere. Nu - et år senere - påpeger Morten Dahlin, der er indfødsretsordfører for Venstre, at "Danmark meget nødigt må ende i samme situation som Frankrig", og at vi nu må tage "Grundtvigs knapt 175 år gamle ord alvorligt". Privatfoto og Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix.
Tirsdag den 25. februar 2020 kom knap 500 personer forbi grundlovsceremonien på Københavns Rådhus for at blive endegyldigt danske statsborgere. Nu - et år senere - påpeger Morten Dahlin, der er indfødsretsordfører for Venstre, at "Danmark meget nødigt må ende i samme situation som Frankrig", og at vi nu må tage "Grundtvigs knapt 175 år gamle ord alvorligt". Privatfoto og Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix.

”Til et Folk de alle hører/ Som sig regne selv dertil/ Har for Modersmaalet Øre/ Har for Fædrelandet Ild.” Sådan skrev N.F.S. Grundtvig (1783-1872) i sit digt ”Folkeligheden” fra 1848.

Grundtvig var den første formand for Folketingets indfødsretsudvalg, og selvom meget er sket, siden han skrev disse ord, er de stadig værd at lytte til i dag, når vi fastsætter regler for, hvem der skal kunne få dansk statsborgerskab. For sandheden er, at tildelingen af statsborgerskab er en af de vigtigste opgaver for det danske folketing. I modsætning til for eksempel skattepolitik kan en forkert beslutning ikke bare sådan lige laves om. Det er notorisk svært at tage statsborgerskabet fra mennesker, for eksempel kriminelle og antidemokrater, når de først har fået det tildelt.

Derfor skal vi være varsomme med, hvem vi forærer det danske pas. Vi skal gøre os umage. Og vi skal sikre os, at dem, der bliver danske, ikke blot har øre for vores modersmål, men også, at de har ild for fædrelandet. Præcis som Grundtvig skrev.

Og det er baggrunden for, at Venstre har foreslået, at ansøgningsprocessen hen imod det danske statsborgerskab skal gøres mere værdibaseret. I årtier har vi strammet reglerne for, hvor godt dansk man skal tale, hvor lidt kriminalitet man må have begået, og hvor længe man har skullet forsørge sig selv.

Det er alle fine opstramninger, som Venstre har stået i spidsen for. Og der er ganske givet mere at komme efter på disse områder, men det er ikke nok. Vi bliver nødt til at tage yderligere forholdsregler og sikre os, at dem, vi lukker ind i vores fællesskab, også deler vores værdier og bakker op om vores folkestyre.

Tidligere har vi desværre forsømt dette. Og det har haft nogle ganske betydelige konsekvenser. Det værste eksempel er de fremmedkrigere, der på et dansk pas rejste til Syrien for at slås for en af de værste terrorbander, verden har set: Islamisk Stat.

Den situation skulle vi nødigt ende i igen, og derfor foreslår Venstre helt konkret tre store ændringsforslag til de gældende indfødsretsregler:

For det første vil vi indføre en ny og værdibaseret indfødsretsprøve. Det er kun rimeligt, at ansøgerne skal have kendskab til danske samfundsforhold og dansk historie, men det langtfra nok. Står det til Venstre, skal ansøgerne også vise, at de ved, hvilke værdier det danske samfund er bygget på og er blevet stærkt af, for eksempel ytringsfrihed og ligestilling.

For det andet ønsker vi, at man fremover skriver en kort, motiveret ansøgning, hvori man redegør for, hvorfor man ønsker at blive dansk statsborger.

Det tredje forslag, som også udgør det største nybrud i forhold til gældende praksis, går ud på, at alle ansøgere skal deltage i en demokratisamtale. Samtalen skal sikre, at ansøgeren ikke aktivt vil bruge det danske statsborgerskab til at modarbejde vores folkestyre og de danske værdier.

Denne samtalemodel er kendt fra Schweiz, hvor man holder samtaler med ansøgerne. Og her er det værd at huske på, at det allerede fremgår af indfødsretscirkulæret, at hvis man vil være dansk statsborger, skal man ”respektere grundlæggende danske værdier og retsprincipper, herunder det danske demokrati”.

Sagen er bare, at der ikke gøres noget for at finde ud af, om ansøgerne nu også lever op til de værdier, cirkulæret omtaler. Det ønsker Venstre at lave om på.

Det betyder ikke, at vi vil kontrollere, hvad – og hvordan – folk skal tænke og tale. Vi siger blot, at eftersom det danske statsborgerskab ikke er en rettighed, men noget man skal gøre sig fortjent til, skal man selvfølgelig ikke belønnes med et dansk pas, hvis man for eksempel ønsker at omstyrte det danske demokrati.

I den forbindelse må vi desværre erkende, at vi har en række udfordringer med grupper i vores samfund, der foragter den slags demokratiske værdier, som de fleste af os tager for givet. Udfordringen er størst i visse muslimske miljøer.

For eksempel angiver omkring hver fjerde unge kvinde med ikke-vestlig baggrund, at de ikke selv frit må vælge deres kommende mand. Samtidig mener tre ud af fire indvandrere fra muslimske lande, at det burde være forbudt at kritisere islam. For slet ikke at nævne, at næsten 4 ud af 10 herboende muslimer mener, at dansk lov skal bygges enten helt eller delvist på Koranen.

De tal er skræmmende. Og dem skal vi tage alvorligt, især når vi uddeler statsborgerskab.

Som Hal Koch skrev, er demokrati ikke en styreform, men en livsform, og demokratisk dannelse kommer ikke af sig selv. Det er noget, hver generation skal tilegne sig på ny, og den opgave bliver bestemt ikke lettere, hvis vi uden at tænke os ordentligt om tildeler indfødsret til en masse mennesker, der aktivt har valgt de danske demokratiske værdier fra.

Men kræver en demokratisk samtale ikke, at vi går på kompromis med åndsfriheden? Nej, på ingen måde. Faktisk er Venstres forslag designet til netop at beskytte åndsfriheden. For åndsfriheden er – som demokratiet – ikke noget naturgivent. Den skal vækkes og kultiveres. Det er jo derfor, vi har uddannelsesinstitutioner med demokratiske formålsparagraffer.

Dertil kommer, at åndsfriheden har to dimensioner. En indre og en ydre.

Den indre er selvfølgelig et individuelt anliggende, mens den ydre angår os alle – hvorfor den i høj grad er et samfundsanliggende. Logikken er, at åndsfriheden kun kan eksistere på samfundsplan (den ydre dimension), hvis et stort flertal af borgerne værdsætter åndsfrihed (den indre).

I den forstand er de to dimensioner af åndsfrihed gensidigt afhængige: Den indre åndsfrihed kan kun udfolde sig, når de ydre omstændigheder tillader og tilskynder den, mens den ydre åndsfrihed kun kan eksistere, hvis størstedelen af borgerne og samfundets institutioner grundlæggende bakker op og aktivt holder den i hævd.

Pointen er, at vi som samfund må sikre betingelserne for, at både den indre og ydre åndsfrihed kan vokse og trives.Følgelig må vi indse, at et liberalt demokrati ikke kan fungere, hvis et stort mindretal frasiger sig de liberaldemokratiske værdier. I det danske fællesskab skal der være plads til, at vi er uenige om religion, politik og livsanskuelse, men der skal ikke være plads til, at vi er naivt tolerante over for de intolerante; at vi blindt lukker antidemokrater ind i vores fællesskab i demokratiets navn.

Lader man stå til, kan vores folkestyre ikke holde i længden, og sammenhængskraften vil smuldre. Det ser vi desværre tendenser til i Frankrig, hvor præsident Emmanuel Macron – ganske givet for sent – har kaldt til kamp for sekularismen i kampen mod islamistisk separatisme.

Danmark skulle meget nødigt ende i samme situation som Frankrig. Af den grund er der brug for, at vi tager Grundtvigs knapt 175 år gamle ord alvorligt og insisterer på, at hvis man vil være dansker, så skal man have taget Danmark til sig. Man skal have ild for fædrelandet.