Prøv avisen
Kronik

SF: Vi må stoppe de mænd, der tyranniserer kvinder

Huda-sagen, som Kristeligt Dagblad har oprullet, har vakt opstandelse herhjemme, ikke mindst fordi Danmark har kvitteret for affæren ved at sende Hussein et par hundrede tusinde kroner i repatrieringsstøtte. Vi er selvfølgelig helt enige i, at reglerne skal strammes, men er der ikke et lidt vigtigere spørgsmål om, hvorfor vi som samfund er så gennemført elendige til at beskytte muslimske kvinder?, skriver formand Pia Olsen Dyhr (SF) og indretsordfører Halime Oguz (SF).

Pia Olsen Dyhr, formand for SF og Halime Oguz, indfødsretsordfører for SF

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi svigtede Huda Ali Ahmad. Lad os nu for en gangs skyld endelig sørge for, at vi ikke længere svigter hendes medsøstre. Vi tror, der er brug for lovgivning, der sætter langt mere målrettet ind over for social kontrol, skriver Pia Olsen Dyhr og Halime Oguz fra SF

Huda Ali Ahmads historie er omtrent det mest tragiske, man kan forestille sig. Giftet væk som 16-årig til Hussein, der var 25 år ældre. Som 21-årig flygtede hende og manden til Danmark. Fem år senere blev hun stenet ihjel i Syrien. Husseins forklaring var, at hun købte dyr parfume og ikke ville gå i seng med ham. Lyt efter ekkoet: Hun var blevet fri.

Historien har vakt opstandelse herhjemme, ikke mindst fordi Danmark har kvitteret for affæren ved at sende Hussein et par hundrede tusinde kroner i repatrieringsstøtte. Det fik udlændingeministeren til at slå i bordet og træde i karakter: Nu skal reglerne strammes! Men fortæl os lige: Får Huda sit liv tilbage af, at vi strammer reglerne for repatrieringsstøtte? Vi er selvfølgelig helt enige i, at de skal strammes, men er der ikke et lidt vigtigere spørgsmål om, hvorfor vi som samfund er så gennemført elendige til at beskytte muslimske kvinder?

Og hvad med Hudas tvillingepiger, der stadig er fanget i Syrien, selvom de har opholdstilladelse i Danmark? Hvorfor siger regeringen ikke et pip om dem?

Vi svigtede Huda. Lad os nu én gang for alle sørge for, at vi ikke længere svigter hendes medsøstre.

Hudas historie er jo blot endnu et indslag i føljetonen om social kontrol og æresdrab, der kan arkiveres sammen med de hundredvis af historier, der allerede har udspillet sig, og de mange, der stadig vil komme, hvis vi fortsætter med at se stiltiende til.

Omkring samme tid som Hudas død viste TV 2 et afsnit i dokumentarserien ”Min livsfarlige familie”, hvor vi følger et hårrejsende forløb med en tyranniserende far, der tramper på sin kone og fortæller sin søn, at det er sådan, kvinder skal behandles. Det hele kulminerer med, at han stikker hende ni gange med en kniv. Forfatter Sara Omar opsummerede den følelse, jeg tror mange af os sad med: ”Jeg er chokeret over, at jeg ikke er chokeret,” sagde hun.

Vi er blevet så vant til de groteske overgreb, at historierne ikke påvirker os lige så meget, som de burde. Man kan fodre hele nationens bestand af flere end 10 millioner slagtesvin med dokumentation for den omfattende sociale kontrol i etniske minoritetsmiljøer.

Alligevel kan det være svært at få støtte til at bekæmpe problemet. Da SF foreslog et dedikeret center til at repræsentere disse kvinder og foreslå politik, der kunne hjælpe dem, var opbakningen begrænset. Den politiske forargelse er voldsom. Den politiske vilje til at handle er sværere at få øje på.

Selvom æresdrab er afskyeligt, så er antallet af kvinder, der lever med ”mildere” undertrykkelse i form af indespærring, overvågning, rygtebørs, psykisk vold, tvangsledighed og voldtægter i uønskede ægteskaber mindst lige så alvorligt, fordi det rammer langt flere. Måneden før TV 2’s dokumentar og drabet på Huda offentliggjorde Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, Vive, en rapport om fænomenet ”nikah”, hvor kvinder slavebindes i ægteskaber mod deres vilje, og ikke kan slippe fri – selv hvis de får en skilsmisse efter dansk lovgivning.

Udlændingeminister Mattias Tesfaye (S) sagde engang, at ”Gud har vigepligt” når religiøse dogmer støder sammen med dansk lovgivning, men det er, som om budskabet ikke rigtigt har manifesteret sig i visse, religiøse miljøer.

Måneden efter Vives rapport offentliggjorde de danske jobcentre en undersøgelse, der viste, at halvdelen af Danmarks jobcentermedarbejdere havde oplevet, at etniske minoritetskvinder blev presset til ikke at tage et job.

Alligevel blev SF angrebet for at diskriminere, da vi i 2016 foreslog at pålægge disse kvinder at tage arbejde eller uddannelse, selvom det netop var et forsøg på at tage magten fra de tyranniserende mænd.

I Danmark er vi ikke glade for at lukke staten ind i vores hjem. Det forstår vi sådan set godt. Men besværgelser om diskrimination og privatlivets ukrænkelighed må simpelthen ikke blive undskyldningen for, at vi på 30. år stadig ser til i afmagt, mens nogle etniske minoritetskvinder fornægtes de basale friheder, etnisk danske kvinder nyder godt af. Datidens feminister havde et slogan: ”Det private er politisk.” Pointen var, at kvinders frigørelse var et samfundsanliggende, og at den frigørelse begyndte inden for hjemmets fire vægge.

Venstrefløjen er kendt for sine visioner og for sin vilje til at gå langt i frihedskampen. Det er ikke os, der ryster på hånden, når samfundet skal reformeres til gavn for friheden og ligheden. Fortjener disse kvinder ikke samme handlekraft fra os, når de lever under tyranni, indespærres i egne hjem, overvåges af deres egne familier – og i yderste konsekvens slås ihjel?

Hvis vi skal bekæmpe den sociale kontrol, skal vi først og fremmest sørge for, at al den viden, vi sidder inde med, bearbejdes. Vi har brug for kloge mennesker, der kan reagere på alle de nedslående undersøgelser med at udvikle de tiltag, vi har brug for. SF har forslået et Center for Etniske Minoritetskvinder, der kan fokusere målrettet på det arbejde, men vi er parate til at diskutere alle løsninger, der kan omsætte viden til handling.

For det andet bliver vi nødt til at erkende, at vi ikke kan løse dette problem uden at turde interessere os for det, der sker inde i folks hjem. SF har forslået et uddannelsespålæg, der skal sikre, at alle etniske minoritetskvinder kommer ud af hjemmet og får deres selvstændighed og kontrol over eget liv tilbage. Men vi bliver også nødt til at diskutere yderligere beføjelser til sundheds- og socialfagligt personale, som udgør frontlinjen i kampen for at råbe op om kvindernes rettigheder.

I ”Min livsfarlige familie” ser vi, at Odense Kommune slet og ret giver op efter at have banket på familiens dør tre gange uden at blive lukket ind. Knivstikkeriet følger kort efter.

I Hudas tilfælde var faresignalerne der: Hun måtte ikke modtage mandlige gæster, når manden ikke var hjemme. Mange, der kendte Huda, bortforklarer dette med, at det er normalt for muslimske enker, og på det tidspunkt levede Huda og Hussein på den løgn, at Hussein blot var hendes svoger, og at hendes mand var dræbt i Syrien. Løgnen havde til formål at give Hussein mulighed for at få familiesammenføring med sin anden kone, hvilket i øvrigt udstiller det religiøse hykleri i, at han æresdræbte hende under mistanke for en affære!

Vores drøm om Danmark er altså ikke en, hvor kvinder ikke må omgås fremmede mænd, fordi man frygter for deres ærbarhed. Den slags religiøse dogmer skal vi bekæmpe, og det er jo uhyrligt, når den sociale kontrols ”almindelighed” bliver undskyldningen for ikke at reagere, før det er for sent!

Derfor bliver vi for det tredje nødt til at give vores sagsbehandlere værktøjerne til at tolke disse signaler. Danmark er velsignet med ufatteligt dygtige socialrådgivere, og det er samfundets ansvar, at de ikke er blevet klædt godt nok på, til at håndtere den sociale kontrol.

Bogen ”Æresrelateret social kontrol” bør simpelthen være obligatorisk pensum på socialrådgiveruddannelsen. Man skal ikke kunne forlade en social- eller sundhedsfaglig uddannelse uden at kende de specifikke, kulturelle markører, der afslører undertrykkelsen.

Slutteligt har vi brug for ny lovgivning. Snart skal vi evaluere på den nye lov om psykisk vold, men vi tror, der er brug for lovgivning, der sætter langt mere målrettet ind over for social kontrol.

Derfor kan du forvente flere forslag fra SF i den kommende fremtid. Kvindekampen er en hjørnesten i vores politiske projekt, og selvom vi er glade for den enorme opbakning til vigtige tiltag som øremærket barsel og samtykkebaseret voldtægtslovgivning, så stiller vi os aldeles uforstående over for, at støtten til at knuse den social kontrol er langt mere beskeden.

Vi er nødt til at erkende, at vi ikke kan løse dette problem uden at turde interessere os for det, der sker inde i folks hjem.