Prøv avisen
Kronik

Vi må tænke nyt: Koranen eksisterede før Muhammed

De lærde strides: Hvad kom først – Koranen eller Muhammed. For knap to år siden fandt man et lille, meget gammelt tosiders manuskript med tekster fra Koranen. Dét fund kan være bevis på, at historien om islams oprindelse slet ikke er, som vi har forestillet os

Hvad kom først: Koranen eller Muhammed? Det lyder som et dumt spørgsmål. Uden profeten Muhammed havde vi vel ingen koran? Alligevel er der forskere, som nu seriøst argumenterer for, at det er lige omvendt: Koranen kom før Muhammed.

For små to år siden vakte det sensation, da man i en samling mellemøstlige skrifter, den såkaldte Mingana-samling, på universitetsbiblioteket i Birmingham, fandt et lille, meget gammelt tosiders manuskript med tekster fra Koranen (dele af sura 18-20). Sådanne koranhåndskrifter har man fundet masser af før, men det bemærkelsesværdige var Birmingham-manuskriptets alder. Da man underkastede pergamentet, som teksten var skrevet på, en kulstof 14-undersøgelse (K14), viste det sig, at det kunne dateres til et sted mellem år 568 og 645. Denne datering fik mange vestlige islamforskere til at juble: Vi står her med et skrift helt tilbage fra tiden lige efter Muhammeds død år 632, hvor kalif Uthman samlede den første Koran i år 654. Det er sikkert: Muhammed var før Koranen.

Men blandt forskerne bredte usikkerheden sig efterfølgende. En af dem – professor i islamiske studier og teologi ved Notre Dame-universitetet i Paris Gabriel Said Reynolds – skrev i The Times Literary Supplement den 5. august 2015:

”Det, som iagttagere har fejret som noget nær bevis for den traditionelle historie om islams tilblivelse (...), kan ved nærmere overvejelse faktisk vise sig at være bevis på, at historien om islams oprindelse slet ikke er, som vi har forestillet os.” Det, Reynolds mente, var: Hvis vi nu et øjeblik ser bort fra det, vi har læst og lært – hvad fortalte så den K14? Den lagde det jo mindst lige så nært, at Birmingham-manuskriptet var blevet til før profeten. Ja, sågar før profetens fødsel (som de muslimske krøniker daterer til år 571). Med andre ord: Koranen var der før Muhammed. Reynolds’ mistanke bestyrkes af en anden betragtning. Birmingham-manuskriptet afviger i ordvalg ganske let fra den nu kendte Koran. Også hvad angår kapitelinddelingen, er der afvigelser. Der er dog flere overensstemmelser end forskelle, hvilket tyder på en skriftlig overlevering allerede længe før Uthman angiveligt samlede Koranen. Birmingham-manuskriptet er tydeligvis blevet til i en skriftkultur, hvor skrivere rettede deres manuskripter og afskrifter i forhold til andre skrivere.

Dette stemmer ikke rigtig med det, som vi kan læse på Wikipedia eller i ethvert standardvæk om islam. Her får vi at vide, at Muhammed var analfabet, og at han levede i den saudiske ørken, hvor folk hverken kunne læse eller skrive. Folk memorerede hans åbenbaringer. Enkelte skriftkyndige havde nået at skrive hans ord ned på forhåndenværende materialer som knogler og læderlapper. Efter Muhammeds død begyndte det møjsommelige arbejde med at samle de mundtligt overleverede åbenbaringer, til man til sidst stod med den Koran, vi kender i dag. Altså igen: Muhammed før Koranen.

Når forskerne nu alligevel seriøst overvejer muligheden af det modsatte, skyldes det ikke kun Birmingham-manuskriptet. Det skyldes kildematerialet generelt. I virkeligheden er det kun nogle langt senere arabisk-muslimske kilder, der knytter Koranen sammen med Muhammed. Arkæologiske og skriftlige kilder fra Muhammeds egen tid, første halvdel af 600-tallet, kender sært nok intet som helst til ham.

Koranen selv fortæller om både Maria, Moses, Aron og Jesus, men ikke et ord om profetens liv i Mekka. Alt det, vi ved om Muhammed, stammer fra en helt anden tid. Det samme fænomen, som man kender fra andre af historiens store mænd, for eksempel Homer, Buddha og Zarathustra, gør sig også gældende for Muhammed: Jo fjernere kilderne tidsmæssigt er fra det, der skulle være profetens egen tid, jo mere ved de om ham. Og omvendt: Jo tættere kilderne tidsmæssigt er på profeten, des mindre ved de at fortælle om ham. I 600-tallet ved kilderne intet som helst om Muhammed. I 900-tallet kan de fortælle, hvordan han klippede sit skæg og sine negle.

I al historieforskning er det god latin at give de ældste samtidige kilder fortrin. Allerede for over 100 år siden var europæiske forskere inde på, at islams historie nok i virkeligheden var en anden end den, vi kender. Men i mange år har denne forskning været sat i stå. Det er ikke holdbart. De muslimske krøniker og Muhammed-biografier er af præcis samme karakter som de bibelske historiske skrifter som for eksempel Samuelsbøgerne og Kongebøgerne: De bedriver ikke moderne historievidenskab, der har til formål at skildre, ”hvordan det egentlig var”. De er hagiografier, hellighistorie, teologiske traktater. Dermed ikke sagt, at de er usandfærdige. De har bare en anden dagsorden. Man kan sammenligne det med vores egen Saxo. Saxos værk skulle fortælle historie, men navnlig skulle det opbygge det ideologiske grundlag for kong Valdemars dynasti. De arabisk-muslimske kilder er ikke skrevet af historieforskere. De er skrevet af muslimske teologer og jurister langt fra den arabiske ørken i Damaskus og Bagdad. Disse teologer og jurister skulle med deres skrifter støbe det ideologiske fundament under de arabiske herskerdynastier i 800-900-tallet.

Af denne og mange andre grunde må vi nok til for alvor at overveje, hvad vi egentlig ved om islams tidlige historie. Er det noget, vi ved, eller er det noget, vi tror, vi ved? Hvor kommer Koranen fra? For en række forskere tegner der sig et stadigt tydeligere billede: De arabisk-muslimske teologer, jurister og ”imperiebyggere” havde kendskab til et gammelt skrift eller en skriftsamling, som med et syrisk ord blev kaldt ”Koranen”, hvilket kan betyde ”lektionar”, ”alterbog” eller sågar ”bibel”. Ingen kendte rigtig dets historie. Det var vanskeligt tilgængeligt, skrevet med syrisk-aramæisk konsonantskrift og siden forsynet med arabiske vokaler, som man skønnede, det gav mening. Dette skrift blev med mange udvidelse og tilføjelser arabernes hellige bog. Jøderne og de kristne havde deres bøger. Og omkring samme tid havde mandæerne, manikæerne, hinduerne, zoroastrierne fået etableret deres åbenbarede helligskrifter. Araberne fik deres åbenbarede Koran. Ifølge forskerne tvinger de samtidige kilder, inklusive Koranen selv, os til at tænke helt anderledes: Koranen før Muhammed. Et arabisk imperium før islam. Araberne som kristne, før de blev muslimer. De arabiske kristne i 600-tallet troede ikke på treenigheden som moderkirken i Konstantinopel. De var stærkt præget af jødisk tankegods i form af for eksempel renhedsforskrifter. Jesus var for dem ikke Guds Søn, men Guds tjener, Guds udsending, Guds sidste profet.

Birmingham-manuskriptet viser os ikke en ny religion, islam. Et af tekststykkerne i det er fra den ”bog” i Koranen, som betegnende nok hedder ”Maria”. Birmingham-manuskriptet er helt sikkert led i en proces, som vel at mærke ikke drejede sig om nedskrivningen af profetens åbenbaringer, men derimod om samlingen af et arabisk åbenbaringsskrift, som sidenhen, så at sige med tilbagevirkende kraft, blev tilskrevet Muhammed, ærkeenglen Gabriel og i sidste ende Allah.

Muhammed selv kender vi reelt kun fra senere århundreders tekster. Om han havde noget med Mekka at gøre, ved vi kun sammesteds fra. At Mekka ifølge gamle jødiske legender var begravelsessted for arabernes mytiske stamfader- og moder, Ismael og Hagar (måske ved Kaabaen, hvis grundplan kan minde om andre kirker for eksempel i Negevørkenen) kan forklare, hvorfor de arabiske krønikeskrivere knyttede Koranen og Muhammed til Mekka. Under alle omstændigheder: Vi må tænke nyt: Koranen var før Muhammed.