Prøv avisen
Kronik

Filosof: Vi må undgå at blive ramt af klimaangst

Anders Dræby, doktor i eksistentiel terapi, filosof og forfatter

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Det nytter ikke noget at gå i panik og blive overmandet af dommedagstanker. For at håndtere klimakrisen med stoisk ro kan vi bruge de fire dyder i stoicismen: visdom, mod, mådehold og retfærdighed, skriver filosof og forfatter Anders Dræby

Stadig flere mennesker bliver grebet af klimaangst eller følelser af håbløshed og hjælpeløshed over jordens fremtid. Men hvordan kan vi overhovedet håndtere den skræmmende information om klodens tilstand, uden at vi bliver overmandet af dommedagstanker eller grebet af hysteri?

Vi løser nemlig intet ved at gå i panik eller blive syge. Her kan vi finde hjælp i antikkens stoiske filosofi, der igen er blevet populær de senere år.

Vi anvender netop udtrykket at have en stoisk ro om en person, der bevarer fatningen, uanset hvad der sker. Stoicismen er en praktisk filosofi, der viser, hvordan vi kan undgå at komme i vores følelsers vold ved at bruge vores sunde fornuft. Det er nemlig ikke vores livsomstændigheder, men derimod vores reaktioner på dem, der bestemmer, hvordan vi har det.

Vi får det skidt, hvis vi reagerer ved at gå i panik, blive aggressive eller overdrevent kede af det over klimaforandringerne. Derimod kan vi bevare roen, hvis vi bruger de fire dyder: visdom, mod, mådehold og retfærdighed. Her skal vi se på tre stoiske strategier til at overvinde klimaangsten med:

Den første strategi handler om, at vi bliver ramt af klimaangst, fordi vi mangler visdom. Ifølge stoicismen er menneskets grundproblem, at vi har en trang til at ville forklare og kontrollere alting, selvom vi har begrænsninger.

Vores klimaproblemer skyldes netop, at vi har udviklet de videnskabelige og teknologiske midler til at kunne udnytte naturens ressourcer.

Til gengæld har vi ikke opnået visdommen til at kunne bruge videnskaben og teknologien med omtanke. Derfor har vores kontroltrang skabt nogle miljøproblemer, som vi ikke længere har kontrollen over.

Hvis vi bliver grebet af klimaangst, skyldes det, at vi benytter den samme livsindstilling, som overhovedet skabte problemet. Vi forsøger nemlig at gennemskue fremtiden, og jo mere vi sætter os ind i forskernes scenarier, jo mere ser vi alle ulykkerne for os og kommer til at fokusere på vand i gaderne, skove, der brænder, hungersnød og sammenbrud af civilisationen.

Ifølge den romerske filosof Epiktet er løsningen, at vi lærer at acceptere det, som vi ikke kan ændre, har modet til at ændre det, som vi faktisk kan, og opnår visdommen til at skelne mellem det ene og det andet.

Vores angst skyldes, at vi bliver grebet af afmagt over alt det, som vi ikke har nogen magt over, men alligevel prøver at gennemskue og kontrollere. Derfor kan vi bruge en masse energi på at forestille os en masse forfærdigelige ulykker, hvoraf de fleste aldrig kommer til at ske, så vi fylder vores egen hverdag med en masse unødvendige katastrofer og modgang.

Derfor skal vi simpelthen lære at acceptere, at vi ikke ved, hvad der kommer til at ske. Det er slet ikke sikkert, at dommedag er på vej, og det er bedst for os at tage tingene, som de kommer.

Det betyder ikke, at vi skal være passive, men derimod have modet til at gøre det, vi faktisk kan. Det eneste, vi i sidste ende har fuldt kontrol over, er vores egne tanker, følelser og handlinger, og vi får større sindsro, hvis vi lever mådeholdent i stedet for at lade vores behov løbe af med os.

Klimaproblemerne skyldes overforbrug, og hvis vi tør kaste os ud i en mere bæredygtig livsstil, får vi oplevelsen af selv at gøre noget nu og her.

Stoicismen er en naturfilosofi, der anbefaler, at vi undgår at misbruge naturen ved at nøjes med at fokusere på vores naturlige behov. Derfor må vi også give slip på forestillingen om, at det gode liv afhænger af et stort forbrug. Når vi i stedet fokuserer på at leve simpelt, bliver vi mere uafhængige og dermed mindre bekymrede.

Her anbefaler den romerske filosof Lucius Annaeus Seneca for det første, at vi lærer at spise på en simpel måde, hvor det er vores naturlige behov og ikke nydelsen, der er i fokus. Hvis vi spiser sundt og mådeholdent, og hvis vi køber bæredygtige fødevarer eller overskudsmad, får vi en god samvittighed og en oplevelse af selvkontrol.

At leve simpelt handler også om, at vores garderobe ikke bliver styret af en trang til at følge moden eller købe ekstravagant tøj. Hvis vi tænker, at vores tøj først og fremmest har et praktisk formål, og vi lige så godt kan genbruge eller lappe som købe nyt, så bliver vi ikke styret af et unaturligt behov og kan nemmere få oplevelsen af, at vi lever på en afbalanceret måde.

Det samme gælder indretningen i vores hjem og vores øvrige forbrug i det hele taget. Hvis vi giver slip på vores trang til at få nyt og større og bedre hele tiden og i stedet fokuserer på kun at anskaffe det, som vi har allermest behov for, så får vi større indre sindsro.

Det forandrer så ikke hele verden, at vi selv begynder at leve mere bæredygtigt. Men vi kan påvirke vores omgivelser ved at gå forrest. Når vi forsøger at tvinge andre mennesker til at gøre som os selv, virker det som regel ikke. Det gode eksempel har det derimod med at smitte af på omgivelserne, og på den måde kan vi bidrage til større forandringer.

For det tredje kan vores klimaangst vokse, fordi vi ikke oplever, at politikerne prioriterer klimaproblemerne. Ifølge den stoiske filosof Musonius Rufus forudsætter et godt og ligevægtigt liv, at vi forholder os aktivt og reflekteret til det samfund, vi lever i. Derfor er det også vigtigt, at vi siger fra over for uretfærdigheder og korruption.

Det gælder ikke mindst over for politikernes tilbøjeligheder til kun at følge deres egeninteresse i stedet for at handle på fællesskabets vegne og tage højde for samfundets harmoni.

Vi må acceptere, at vi måske ikke bare kan lave det politiske system om, men vi kan overvinde vores afmagtsfølelse, hvis vi tager os modet til at sige sandheden set fra vores perspektiv.

Vi har en moralsk forpligtelse til at handle på menneskehedens vegne, hvis vi mener, at vores egen adfærd og politikernes prioriteter er årsagen til klimaforandringerne. Det er netop afgørende, at vi ikke bare forstår os selv som danskere, der bor i Danmark. Hvis vi vil have et bedre liv i en bedre verden, er vi først og fremmest verdensborgere, der er en del af menneskeheden.

Mange af os almindelige mennesker kender ikke nødvendigvis til det tekniske sider af klimaforandringerne. Men vi kan sagtens have en almen indsigt i, at vi mennesker lever umådeholdent og derfor skaber ubalance i verden.

Derfor må vi have modet til at bakke op om de politikere, der har menneskehedens bedste for øje og kan gå forrest i bestræbelsen på at skabe et mere rimeligt forbrug af naturens ressourcer. Til gengæld må vi netop også have modet til at sige fra over for de politikere, der gør økonomisk vækst og dermed mere forbrug til et politisk mål. Den form for politik er ganske enkelt uretfærdig for menneskeheden som sådan.

Vi kan sagtens give vores mening til kende uden at tvinge andre mennesker til at følge vores dagsorden. Vi hverken kan eller skal kontrollere andre mennesker, for det ønske skaber blot mere angst i stedet for mere ro.

Men hvis vi har modet til at sige sandheden højt, kan det være, at vi kan få andre til at lytte. Og vi får ikke mindst oplevelsen af at gøre noget og ikke bare sidde på vores flade hænder.

Kunsten er også at være blandt de fornuftige, der gør en forskel og så undgå at lade sig styre af bekymring over alle dem, der ikke interesserer sig for klodens tilstand.

Vi får det skidt, hvis vi reagerer ved at gå i panik, blive aggressive eller overdrevent kede af det over klimaforandringerne. Derimod kan vi bevare roen, hvis vi bruger de fire dyder: visdom, mod, mådehold og retfærdighed

Anders Dræby, filosof