SOCIALDEMOKRATIETS kunstudsmykning af gruppeværelset på Christiansborg udført af maleren Jacob Brostrup har den seneste tid været udskældt af smagsdommere og vakt undren blandt især historikere i medierne. Kritikken har handlet om sandhedsværdien i den visuelle historiefremstilling af Socialdemokratiets bedrifter fra slutningen af 1800-tallet til i dag.
Det, som er faldet mange for brystet, er de tætte sammenkoblinger af socialdemokratiske nøglepersoner og givne historiske begivenheder. Socialdemokratiet forsøger at male sig selv ind i vores fælles forestillede danmarkshistorie via centrale nedslag i den historiske og samfundsmæssige udvikling. Men er der noget nyt i, at politikere bestiller kunstværker, der viser deres visioner for det land, de stræber efter at lede? Overhovedet ikke. Stærke alliancer mellem kunstnere og politikere har altid eksisteret og udgjort en dynamisk arena for magt, spin og visuel propaganda.
Magthavere har igennem århundreder brugt kunsten til at legitimere deres position i virkningsfulde billeder. Det er oftest sket i form af monumentale historiemalerier, hvor sejre og bedrifter hyldes, og hvor kongen indsættes som den strategiske nøgleperson, der sikrer ære, fremgang og ekspansion.
De danske enevældige kongers hofmalere var netop uddannet til at fremstille historiske begivenheder i en malerisk syntese, hvor man i ét billede kunne opfatte bedriftens storslåede udfald og kongens centrale rolle for samme. De enevældige konger var salvede konger af Guds nåde, og i deres selvbestaltede guddommelige autoritet fremstillede de deres eftermæle som dem, der bedst havde værnet om rigets territorium og befolkning. Fremkomsten af det magtfulde historiemaleri har stor betydning for vores visualisering af historien og dermed for historieskrivningen. Men eftertiden glemmer ofte, at kunsten sjældent skildrer historien neutralt.
Med enevældens fald i 1848 forsvandt kongernes magtlegitimering, og nye billedtyper så dagens lys: Kunstnerne fremstillede nu kongen ude blandt folket, ofte til hest, og således ikke længere på en piedestal omgivet af pragt og overdreven rigdom. Christian X, der på en hvid hest rider over Kongeåen i 1920 efter genforeningen med dele af Slesvig, blev hurtigt et ikonisk billede og gjorde kongen til folkets konge. Via reproduktioner og fotografiske tryk cirkulerede disse billeder i hele landet og vandt stor popularitet.
Hermed var grundstenen til kongens eftermæle lagt – der samtidig blev urørligt. Glemt var hans brud med parlamentarismen i forbindelse med Påskekrisen tidligere på året, hvor han afskedigede Zahle-regeringen og dermed overskred sine beføjelser som konstitutionel monark. Noget, man i dag ville betegne som statskup.
Et af de væsentligste kunsteksempler fra 1800-tallet, der direkte har påvirket til en ensidig historieskrivning, er maleren Constantin Hansens bestillingsopgave, der fremviser den store gruppe af politikere, der udformede Grundloven i 1849. Maleriet ”Den grundlovgivende rigsforsamling” viser den 23. oktober 1848, hvor forsamlingen trådte sammen første gang for at påbegynde arbejdet med at skrive Grundloven.
Billedet er langtfra en dokumentation af de faktiske begivenheder, selvom det af mange i dag opfattes sådan. Det blev malet i årene 1860-1864, altså godt på afstand af begivenhederne, hvilket gav mulighed for en konstrueret efterrationalisering af, hvem der skulle fremhæves for bedriften. Det var en bestillingsopgave fra den nationalliberale politiker og forretningsmand Alfred Hage til den lige så nationalliberale maler Constantin Hansen.
RESULTATET BLEV ikke overraskende et partibillede, hvor de væsentligste nationalliberale skikkelser optræder betydningsfuldt i forgrunden. Maleriet har siden været brugt flittigt til at illustrere overgangen mellem enevælde og folkestyre i midten af 1800-tallet. Den politiske dagsorden, som billedet visualiserer, er herved blevet en naturaliseret fortælling om de nationalliberales indsats for en dansk forfatning.
Kunst og politik er, med andre ord, en magtfuld alliance, hvor kunsten er et yderst virkningsfuldt redskab til at skabe historiske fortællinger, der tilgodeser bestemte dagsordener ved at gå selektivt til værks. For datidens nationalliberale lykkedes det at få budskabet om dem selv som nationens fædre slået fast, selvom tiden efter 1849 langtfra blev den politiske sejrsgang, de havde håbet på. Men maleriets fortælling sejrede, for den politiske kompleksitet i 1850’erne og 1860’erne frem mod 1864 har fuldstændig fortonet sig.
I dag hænger ”Den grundlovgivende rigsforsamling” på Nationalhistorisk Museum på Frederiksborg Slot, mens en mindre dublet hænger på Christiansborg. I disser rammer har det partipolitiske ophav fortonet sig til fordel for en national fortælling om rigsdagsforsamlingens helte.
DER ER SÅLEDES INTET NYT I, at en politisk bevægelse, denne gang Socialdemokratiet, ønsker at male sig selv ind i historien. Malerierne til gruppeværelset vidner om en historiebearbejdning med paralleller til de nationalliberales håb for Constantin Hansens kunstværk.
Arbejderbevægelsens milepæle males dog uden dens arbejdere, men via socialdemokratiske nøglepersoner, der indtager maleriernes forgrund med forskellige historiske begivenheder som bagkulisse.
På den måde afspejler billederne på en gang en vision for og en visualisering af Socialdemokratiets selvopfattelse, der bruges instrumentelt til at styrke fællesskabsfølelsen og partiidentiteten anno 2019.
Derfor er det heller ikke mærkeligt, at malerierne er stærkt tendentiøse i Socialdemokratiets favør. De skal minde nuværende socialdemokrater om den politiske danmarkshistorie, de har været og er en del af: De er partiet for folket, der forbedrede og moderniserede de grundlovsgivne rettigheder, sådan som værkernes titel ”Folkets tid” plæderer for. Forsøger man at aflæse malerierne som objektive skildringer af virkeligheden, kommer man hurtigt til kort.
Den seneste tids debat om kunsten i gruppeværelset viser det tydeligt, jævnfør statsminister Vilhelm Buhls placering på kutteren ”Henny” under Anden Verdenskrig: Billedet er en metafor for Buhl som redningsmand og altså ikke usandt i en socialdemokratisk selvforståelse.
KUNSTVÆRKER ER sjældent udført for at være neutrale sandhedsvidner. De ønsker at påvirke, og påvirke over lang tid, og den socialdemokratiske maleriserie er ingen undtagelse.
Undersøger vi kunsten med kritiske briller, tydeliggøres den væsentlige relation mellem kunstner og bestiller. Accepterer man, at kunstværker er udtryk for bestillerens politiske selvopfattelse, giver analysen os mulighed for at forstå, hvor magtfulde sådanne visuelle konstruktioner er.
Derfor gælder det om at forholde sig kritisk til magthavernes redskaber, dengang som nu, når politiske positioner og placeringer i historien styrkes gennem visuel kommunikation.
For hvad mon der sker med den aktuelle bestillingskunst, når næste generation af socialdemokrater ønsker at skifte kunsten i gruppeværelset ud? Hvor ender maleriserien så henne? Den kunne havne på Arbejdermuseet, Statens Museum for Kunst eller Nationalhistorisk Museum på Frederiksborg Slot. Og her er der fare for, at kunsten med tiden vil fremstå som en ensidig national fortælling om det danske samfund fra 1800-tallets slutning og til i dag.
Kronikken er skrevet af Karina Lykke Grand Lektor i kunsthistorie, institut for kommunikation og kultur, Aarhus Universitet. Rasmus Kjærboe, museumsinspektør ved Ribe Kunstmuseum og postdoc ved institut for kommunikation og kultur, Aarhus Universitet. Sally Schlosser Schmidt, ph.d.-stipendiat, institut for kommunikation og kultur, Aarhus Universitet. Sine Krogh, ph.d.-stipendiat, institut for kommunikation og kultur, Aarhus Universitet.