Vi mangler fokus på relationen mellem far og voksen søn

Der bliver skrevet og talt om nærmest alle familierelationer på nær relationen mellem forældre og deres voksne børn. Der bliver skrevet om alt fra at få børn til at blive gammel. Men ingen refleksion om relationen til mine forældre, efter jeg passerede 25 år

Vi mangler fokus på relationen mellem far og voksen søn
Foto: Ritzau Scanpix/Iris.

”MIN SØN ER BLEVET FAR NU, og jeg er gået af.” Sådan begynder sidste vers af Eddie Skollers danske udgave af sangen ”Cats in the Cradle”. Det har gennem mit voksenliv været en central antagelse for mig, at rollerne flytter med, når den ene generation afløser den anden.

Mine børn er blevet store nu. Vi taler om vores familie og deres familie. Når min søn siger ”os”, betyder det noget andet, end det gjorde tidligere. Derfor er det lige til højrebenet, at ordet ”far” skifter mening og rolle. Når jeg snart bliver farfar, går farrollen videre til min søn.

Sådan har jeg altid tænkt, at det forholder sig. At farrollen er noget, der går i arv fra generation til generation. At vi er fædre på skift. Her tager jeg udgangspunkt i far-søn-relationen, men man kan sikkert finde eksempler på lignende refleksioner i andre forældre-børn-relationer.

Mine tanker har dog ændret sig på det seneste. Inden jeg når til det, vil jeg udfolde, hvorfor det gør så stor en forskel, om min far er far, bedstefar eller både-og.

NÅR JEG SER PÅ MIN FAR som en bedstefar, er omdrejningspunktet mine børn. Bedsteforældre laver herlige ting med deres børnebørn og kan være en praktisk hjælp, når der er brug for en ekstra hånd.

Når jeg derimod ser på min far som blot min far, er omdrejningspunktet ham og mig. Her er der tale om et andet begrebsapparat og en helt anden måde, relationen udleves på. Hans rolle som far involverer mig, den har med mig at gøre. Det har hans rolle som bedstefar dybest set ikke.

Min far lærte mig at lappe cykler. Jeg blev hurtigt bedre til at reparere cykler, end han var, simpelthen fordi jeg gjorde det mere end ham, og fordi der var det værktøj i garagen, jeg havde brug for. Da jeg ikke længere behøvede hans hjælp til det, tog jeg endnu et lille skridt mod voksenlivet.

Men relationen var mere end det. Den ændrede sig fra, at han tog sig af mig, til at vi på lige vilkår kunne udveksle holdninger, erfaringer og følelser. Og nævne en tanke eller en bekymring, som en af os går med inderst inde. Bare nævne den, uden at det er noget, der skal fikses.

Og da jeg fik min egen familie, ændrede den sig som nævnt igen, nu blev han bedstefar. Og gik dermed af som far – antog jeg nok helt ubevidst.

JEG HAVDE BESØG AF EN GOD VEN fra Peru. Han er cirka 10 år ældre end mig, og da jeg i en periode boede i Peru med min familie, tog han sammen med sin kone imod os og hjalp os med at finde os til rette. Han blev og har i alle årene siden været en slags mentor for mig.

Mens vi snakkede om mange vigtige ting, kom vi også ind på en snak om vores børn, hvoraf – for os begge – flere var flyttet hjemmefra og var i parforhold. Vi snakkede faktisk ikke om bedsteforældrerollen, men om, hvordan vi som forældre kan respektere vores børns liv og samtidig involvere os. Det viste sig, at han var langt mere frimodig end mig og ofte spurgte ind til sine børn: Hvordan de havde det, og hvordan det gik i deres familier.

Det var helt tydeligt, at han havde en selvstændig dagsorden for den måde, han involverede sig i sine børns liv og deres familiers liv. og det var slet ikke faldet mig ind. Eller rettere: Det var ikke noget, jeg havde turdet formulere for mig selv.

Efterfølgende har min egen søn inviteret mig ind i sit liv og sine tanker på en måde, der har rusket i min forestilling om, hvad far-søn-relationen kan rumme.

Han har ganske enkelt ageret, som om vores relation ikke har ændret sig ved, at han er blevet gift. Det har været meget opmuntrende, og så har det gjort mig opmærksom på, at jeg vist aldrig har glædet min egen far på den måde.

HVORFOR ER DET RELEVANT, at jeg bringer dette tema på banen? Det er det, fordi det er min opfattelse, at der bliver skrevet og talt om nærmest alle familierelationer på nær relationen mellem forældre og deres voksne børn.

Både under min uddannelse til socialpædagog og via artikler, bøger og kurser har det handlet om at få børn, om det gode parforhold, om at blive gammel og så videre. Men ikke ét ord har startet en refleksion om relationen til mine forældre, efter at jeg passerede 25 år. Lige på nær DR, der satte fokus på fraværende fædre i slutningen af november 2019, og Thomas Skov, der havde en serie i foråret 2018 under titlen ”Far, der er noget vi skal tale om”. Her er temaet dog blevet berørt, når det er gået galt, eller når det er for sent.

Det får mig til at spørge: Hvor er den refleksion i samfundet? En samtale, der fokuserer på relationen mellem den voksne søn og hans far eller mellem det voksne barn og dets forældre i almindelighed?

Måske skyldes fraværet af den refleksion, at far-søn-relationer sjældent er ”almindelige”, men snarere komplicerede. Det fornemmer jeg i hvert fald blandt flere af mine jævnaldrende. Her er den gode relation mellem far og søn ikke altid indlysende. For nogle er den smertelig, for andre er den ganske enkelt ikke eksisterende.

Samtidig virker det, som om min generation overordnet har en meget tættere relation til deres børn, end de har eller havde til deres egne forældre.

MIN PÅSTAND ER, at både de unge, der er blevet voksne, og deres forældre vil have gavn af, at vi sætter ord på relationen mellem voksne børn og deres forældre. Den relation er uerstattelig, ingen kan erstatte en far, og ingen kan erstatte en søn.

Forleden blev jeg selv opmærksom på, at jeg skal øve mig i at sætte ord på relationen mellem voksne børn og deres forældre. Jeg skrev med en god ven om, hvordan vi lever med alle vores roller, og jeg opremsede: ”Far, mand, ven, lønarbejder, musiker…” Først bagefter indså jeg, at jeg ikke skrev ”søn”. Ser vi mænd da slet ikke på hinanden som sønner?

For mig – og i den situation – åbenbart ikke. Det ønsker jeg, at der laves om på. Jeg vil begynde med mig selv.

I Thomas Skovs serie ”Far, der er noget vi skal tale om”, problematiserer Morten Albæk en forestilling, som vi alle har i større eller mindre grad:

”Det handler om at ankomme til voksenlivet i en forfatning og med en værktøjskasse, der gør, at du kan komme til at leve et godt og meningsfuldt liv gennem hele voksenlivet.”

Et andet sted i serien siger han: ”En far skal give sin søn det, han skal give ham, mens tid er.” Det er cirka sådan, jeg har tænkt hele livet.

DERFOR ER DET EN ØJENÅBNER at opdage, at man kan betragte far-søn-relationen som selvstændigt værdifuld gennem hele livet.

Ikke bare som instrumentel relation med en konkret og tidsbegrænset ramme. Den overleveres ikke sådan forstået, at den ophører. Den fortsætter ind i en ny dimension.

Der er intet facit, hverken for mig selv, mine forældre, mine børn og slet ikke for andre. Men lige nu siger jeg til mig selv, at selvom min relation til min far ændrer sig, når den helt snævre forståelse af ”min familie” ikke længere inkluderer ham, så indeholder den de samme elementer, som den altid har gjort.

Det overså jeg, indtil min søn fik mig på andre tanker. Samtaler med min far og min søn om vores relation giver mig en forestilling om en far, der i respekt trækker sig, og en søn, der inviterer sin far ind igen.