DEN 20. JULI ER DET 50 ÅR SIDEN, at mennesket landede på Månen under ”Apollo 11”-missionen. Neil Armstrong satte som den første sin fod på Månen, fulgt af Buzz Aldrin, mens Michael Collins forblev i kredsløb i kommandomodulet ”Columbia”.
Sovjetunionen var ellers det første land til at sende en satellit i kredsløb om Jorden, og den sovjetiske kosmonaut Jurij Gagarin var det første menneske, der nåede ud i rummet. I flere år var USA altid et skridt bag efter Sovjetunionen, der også sendte den første kvinde ud i rummet, kom først med at sende en sonde i kredsløb om Månen og først med at lande en sonde på Månen.
DET VAR DERFOR IKKE OPLAGT, at USA ville være i stand til at opfylde præsident Kennedys plan om at sætte et menneske på Månen inden udgangen af 1960’erne, og da han fremlagde idéen i maj 1961, var begejstringen også til at overse. I dag mindes vi gerne Kennedys tale fra september 1961, hvor han udtalte de berømte ord om, at vi vælger at tage til Månen, ikke fordi det er nemt, men fordi det er svært.
Dengang var der imidlertid betydelig og vedholdende modstand mod Apollo-projektet, både i Kongressen og blandt vælgere, som mente, at de enorme udgifter kunne anvendes bedre til mere jordiske formål. Selvom månelandingen blev et af højdepunkterne i menneskehedens historie, var det kun lige omkring landingen, at mere end halvdelen af amerikanerne mente, at resultatet stod mål med udgifterne.
Der var dog også andre højdepunkter end selve landingen. En vigtig del af forberedelserne var at vise, at man kunne sende astronauter i kredsløb om Månen og bringe dem sikkert tilbage til Jorden, og det mål blev nået med ”Apollo 8”.
Da rumskibet gik i kredsløb om Månen juleaftensdag i 1968, sendte de tre astronauter en direkte transmission til Jorden, hvor de viste optagelser fra Månens overflade. Til sidst læste de tre astronauter på skift op fra indledningen til Bibelens skabelsesberetning, og udsendelsen sluttede med, at de ønskede alle en glædelig jul på den gode gamle jord. Det blev en historisk udsendelse, der blev set eller hørt af omkring en fjerdedel af Jordens befolkning.
I modsætning hertil brugte sovjetstyret rumprogrammet i dets kampagne mod kristendommen, der ikke harmonerede med den marxistisk-leninistiske ideologi. Kampagnen kulminerede midt i 1960’erne, hvor Khrusjtjov citerede Gagarin for at havde ledt omhyggeligt overalt ude i rummet, men uden at finde det mindste tegn på Guds eksistens. Som så meget andet i sovjettiden var citatet rent opspind, og for nogle år siden kom det frem, at Gagarin umiddelbart før sin rumfærd i al hemmelighed havde fået døbt sin ældste datter, Jelena.
Efter Sovjetunionens sammenbrud har den officielle holdning ændret sig, og da mit institut for nogle år siden modtog en buste af Gagarin fra den russiske ambassade, blev busten efterfølgende velsignet af en russisk præst. I dag modtager både de russiske kosmonauter og deres raketter velsignelsen før opsendelsen, og besætningen på Den Internationale Rumstation fejrer også juleaften.
Efter den seneste månelanding i december 1972 var der en forventning om, at mennesket hurtigt ville komme tilbage til Månen og også videre til Mars. Det kom som bekendt ikke til at holde stik, og det er der især tre grunde til:
For det første er det dyrt at sende ting ud i rummet, og selvom der er gode kommercielle grunde til at sende satellitter i kredsløb om Jorden, er der ikke mange kommercielle anvendelser for en raket, der kan sende mennesker til Månen.
For det andet kan robotter klare mange af forskningsopgaverne, de skal hverken have ilt, mad eller søvn, og de skal ikke tilbage til Jorden igen.
Endelig er den tredje grund, at det amerikanske forsvar ikke er interesseret. Mange af de store teknologiske gennembrud er kun sket, fordi det amerikanske forsvar kunne se værdien af dem og var villig til at betale for hele udviklingen, men der er ikke mange forsvarsteknologiske interesser i bemandede rumrejser.
Siden afslutningen på den kolde krig kan vi glæde os over, at konkurrencen i rummet er blevet afløst af et amerikansk-russisk samarbejde, især omkring Den Internationale Rumstation, som med en pris på 1000 milliarder kroner er den hidtil dyreste konstruktion, menneskeheden har bygget. De første dele blev bragt i kredsløb i 1998, og siden 2000 har stationen været permanent bemandet. Amerikanerne har betalt en stor del af regningen, men i mange år var det kun takket være russiske raketter, at man overhovedet kunne komme ud til stationen.
På trods af de geopolitiske spændinger på Jorden kan russere og amerikanere fortsat arbejde tillidsfuldt sammen ude i rummet.
Erfaringerne med rumstationen har været en del af forberedelserne til, at mennesket kan komme tilbage til Månen og længere ud i solsystemet, og tidligere i år annoncerede den amerikanske vicepræsident, Mike Pence, at USA vil foretage en bemandet landing ved Månens sydpol i 2024. Som forberedelse til landingen vil de første astronauter igen gå i kredsløb om Månen allerede i 2022.
MEN HVORFOR SKAL VI DERUD, når der hverken er kommercielle eller sikkerhedsmæssige grunde til det? En del af svaret er, at trangen til at udforske vore omgivelser ligger dybt i os, og fordi vi har været overalt på Jorden, er udforskningen af solsystemet vor tids opdagelsesrejser. Men en del af svaret er måske, at vi også lærer noget om os selv.
Da den franske astronaut Thomas Pesquet i 2016-2017 tilbragte et halvt år på rumstationen, valgte han som en del af sin sparsomme personlige bagage at medtage et eksemplar af Antoine de Saint-Exupérys børnebog ”Den lille prins”.
Rumstationen bevæger sig så hurtigt, at astronauterne ombord oplever 16 solopgange i døgnet, og det leder allerede tankerne hen på en lille prins. En af de mange forunderlige planeter, som prinsen besøger, drejer nemlig hurtigere og hurtigere rundt, og da prinsen ankommer, roterer planeten så hurtigt, at der er en solopgang – og en solnedgang – hvert minut. For lygtetænderen på den lille planet, der skal tænde og slukke planetens eneste gadelygte, er det blevet en sand plage, for han holder allermest af at sove, men han skal følge sit regulativ og har derfor ikke længere et øjebliks ro.
På hver af de små planeter oplever den lille prins forskellige sider af menneskets dårskab, men da han kommer til Jorden, opdager han, at den ene rose, som han så omhyggeligt passede på sin egen planet, slet ikke er noget særligt. På Jorden finder han en have med tusindvis af roser mage til hans. Men prinsen møder også en ræv, som lærer ham, at hans egen rose alligevel er en helt speciel rose, fordi det lige netop er den ene rose, som han holder af og er ansvarlig for. Så den lille prins rejser til Jorden og opdager, hvor meget han holder af sin egen rose.
Det var den samme oplevelse, de tre astronauter ombord på ”Apollo 8” havde, da de blev de første mennesker, der så Månens overflade på nært hold. Det, der gjorde størst indtryk på astronauterne, var nemlig ikke at se Månen, men at se tilbage på Jorden, fordi det gik op for dem, hvor skrøbelig Jorden er, som den lille blå planet, der svæver i et stort og mørkt verdensrum.
En af astronauterne, Frank Borman, fortalte bagefter, at synet af Jorden set fra Månen var det smukkeste og mest hjertegribende syn, han havde set i sit liv, og at det fyldte ham med en strøm af hjemve.
Så når vi spørger, hvad vi venter at finde ude i rummet, er svaret allerede givet af ”Apollo 17”-astronauten Eugene Cernan, der indtil videre er det sidste menneske, der har været på Månen. Han formulerede det således: ”Vi rejste til Månen og opdagede Jorden.”