Prøv avisen
Kronik

Der er brug for en slags MeToo-bevægelse for stressramte

Sanne Bjerg Foto: les kaner

I løbet af vinteren opdagede jeg, at angsten for at blive udstødt også var trængt ind i mig og gjorde mig bange for at skrive noget, der kunne bringe mig i skudlinjen for hån fra konkurrencekulturens vindere, skriver forfatter Sanne Bjerg

Denne kronik er oprindeligt udgivet 16. februar 2018.

FØRST OG FREMMEST MANGE TAK til alle jer, der har læst min kronik, som var i avisen den 19. oktober 2017, hvor jeg spurgte: ”Hvad skal der til, for at vi indser, at det er vores kultur, der er syg – ikke de enkelte mennesker, der bukker under?”. Til min forundring blev den en af de mest læste debatartikler i Kristeligt Dagblad. Rigtig mange viste sig at være enige i min beskrivelse af stress som en sund reaktion på usunde vilkår. Det er overvældende, i hvor høj grad folk har fået nok. Hvor udbredt følelsen er af, at filmen er knækket, kæden hoppet af. Det ramte en nerve, når jeg opfordrede til at forstå stress-symptomer som sjælens sundhedstegn og til at gå op til chefen og sige fra, hvis man var ved at have fået nok. Men samtidig skrev mange, at de enten havde prøvet forgæves at slå i bordet, eller at de havde opgivet på forhånd af frygt for reaktioner som hån eller fyring. Langsomt gik det op for mig, hvor naiv jeg havde været. At gå op til chefen og slå i bordet, når vilkårene på arbejdspladsen er urimelige, lader ikke længere til at være en reel mulighed.

FOLK SKREV TIL MIG om at være fanget i umulige situationer, hvor de tavst er nødt til at finde sig i, at deres helbred bliver nedbrudt af umulige krav og arbejdsvilkår. De fortalte om et arbejdsmarked, hvor markedstænkning og konkurrence styrer alle prioriteringer. Et mentalt miljø, hvor kritik er alt for risikabelt til, at nogen tør foreslå, at arbejdsvilkårene skal være lige så fleksible, som man kræver, medarbejderne er.

Det kom bag på mig, hvor udbredt følelsen af afmagt er. Det manglende rum for dialog får arbejdsmarkedet til at ligne en dysfunktionel familie. Måske en passende diagnose for situationen på arbejdsmarkedet ville være omsorgssvigt.

JEG FØLTE ET ANSVAR for at følge op på kronikken, at svare og gribe alle dem, der havde taget imod mine ord, som om de var en udstrakt hånd. Men samtidig kunne jeg mærke, hvordan afmagtsfølelsen lige så stille også krøb ind under huden på mig ved tanken om, hvordan jeg skulle kunne få ørenlyd for en dybere kritik i et mediebillede, hvor kampen om opmærksomhed er mere brutal end nogensinde.

Det er, som om vi alle sammen udmærket ved, at den er gal. Konkurrencestemningen har fået lov at gennemsyre alle dele af tilværelsen – fra fitnesscenter til Facebook. Hjernen er konstant på overarbejde, nervesystemet i alarmberedskab.

Når pædagoger fortæller mig, at de ikke har tid til nærvær, fordi inklusionen af børn med deciderede plejebehov kræver deres fulde opmærksomhed; når forskere skriver, at de ikke har tid til at forske, fordi de tvinges til dokumentation, administration og indtægtsdækket virksomhed; når jeg hører, at sundhedspersonale ikke har tid til sygepleje; når plejepersonale ikke har tid til omsorg – har vi så ikke nået grænsen? Eller et godt stykke ud over grænsen for, hvad vi kan forsvare og acceptere som borgere i et moderne samfund? Kan det virkelig være meningen, at vi alle skal være slangemennesker og ironmen, der kan tilpasse os uendeligt, uanset hvilke nye krav og absurde tiltag man finder på?

Hvorfor skal det føles, som om arbejdsmarkedet er et udskillelsesløb, forgiftet af en underliggende trussel om, at jobbet bliver udliciteret, flyttet til en fjern egn eller overtaget af en yngre model eller en robot? Behøver vi virkelig opføre os, som om vi befinder os i en undtagelsestilstand, hvor alle skal tvinges til at underkaste sig frømandskorpsets robusthedskrav? Er det ikke en meget kortsigtet og risikabel strategi at bringe alle i en tilstand af konstant alarm bare for at skabe en vækst, som vi egentlig godt ved, naturen ikke kan bære?

FOR MIG AT SE bider problemerne sig selv i halen. I et samfund, der har sat bundlinjen over alle andre værdier, kan man som individ dårligt andet end at føle sig uden kontrol over sit eget liv. Og netop den følelse er en central stressfaktor. Måske er det derfor, vi står midt i en epidemi af mentale livsstilssygdomme.

Afmagten gør os skamfulde – hvorfor kan jeg ikke finde ud af at styre min egen tid? Skammen får os til at isolere os, mens vi bider tænderne sammen og forsøger at holde tempoet. Ensomheden vokser. I England har man netop set sig nødsaget til at tage konsekvensen af den eksplosive vækst i antallet af ensomme, og har udnævnt en minister for loneliness. Det er på høje tid, at vi indser, at det mentale klima er helt ude af balance. Sjælen ved det udmærket allerede.

I løbet af vinteren opdagede jeg, at den angst for at blive udstødt, der holder folk fra at ytre kritik på arbejdspladsen, også var trængt ind i mig og gjorde mig bange for at skrive noget, der kunne bringe mig i skudlinjen for hån fra konkurrencekulturens vindere. Hvis jeg snakker for meget om, hvordan stressen gør, at jeg har ondt i maven og ikke kan sove, vil folk sikkert se mig som en svækling.

FØRST DA MeToo-bevægelsen voksede sig stærk, blev jeg mindet om betydningen af at opdage, at man ikke er alene. Hvilken fantastisk kraft der er i at bryde ud af skammens fængsel og stå frem, sammen. Nu fik alle endelig øje på den overgrebskultur, hvor angsten for udstødelse fik ofrene til at tie.

Var parallellen til situationen på arbejdsmarkedet ikke ret påfaldende? Et arbejdsmarked, hvor folk ved, at de enten bliver overhørt, ydmyget eller fyret, hvis de prøver at sige fra, ligner i den grad en overgrebskultur. Når man anvender begrebet stress, privatiserer man konsekvenserne af usund arbejdskultur og urimelige arbejdsvilkår og giver den enkelte ansvaret. Men svarer det ikke i realiteten til at give offeret skylden? Er der ikke en vis lighed mellem kravene om at udvikle robusthed og omstillingsparathed, så man ikke bliver stresset – og forsøget på at give kvinden skylden for overgrebet, fordi hun havde en kort kjole på?

Stresstallene bliver stadig mere alarmerende, uden at det fører til noget. Hvad hvis alle vi, der har været ramt af stress, i stedet for skamfuldt at prøve at være usynlige tal tillod os at tale lige ud af posen og starte vores egen bevægelse?

Mine moralske og følelsesmæssige grænser er blevet overskredet af en arbejdsgiver, uden at jeg har vovet at sige fra.

Jeg har oplevet det som skamfuldt og ydmygende at være nødt til at indrømme, at jeg var blevet syg af stress.

Jeg har fået en recept på angstdæmpende medicin efter at have fortalt min læge om angsten for at begå fejl, når rammerne for mit arbejde var uansvarlige.

Jeg er blevet mødt med beskyldninger om at være egoistisk, bagstræberisk, negativ, illoyal eller hysterisk, når jeg prøvede at få en dialog med ledelsen om arbejdsvilkårene.

Dette er bare et udpluk af de historier, som folk har delt med mig. Hvad hvis vi alle turde dele sandheden med hinanden? Hvad hvis vi aflyste privatiseringen af de mentale livsstilssygdomme og i stedet rejste fælles krav om mental bæredygtighed? Så vi i stedet for at være et grænseløst marked for medicin, alkohol, selvhjælpsguruer og så videre kunne blive en modstandsgruppe, en bevægelse, et oprør?

En folkebevægelse, der får fagforeninger til at stille krav om mental bæredygtighed på arbejdsmarkedet.

En bevægelse, der spreder alternative visioner om en politik, der sætter mennesker i centrum. En bevægelse, hvor vi støtter hinanden, så ingen føler sig alene eller skamfulde, når de er nødt til at sige fra.

Jeg tror, vi bliver nødt til at finde sammen snart, hvis vi skal kunne føle os som et samfund igen. Finde sammen om noget, der er større og vigtigere end bundlinjer og vækst. Blive borgere først i stedet for forbrugere.