Katrine Winkel Holm og Jesper Bacher: Vi skal forsvare gudstjenesten, som vi kender den

Der er brug for, at alle, der elsker søndagens gudstjeneste, gør sig klar til at kunne forsvare den mod den nedbrydning, som bliver det mest sandsynlige resultat, hvis liturgi-modernisterne ikke møder modstand, skriver Jesper Bacher og Katrine Winkel Holm

Katrine Winkel Holm og Jesper Bacher: Vi skal forsvare gudstjenesten, som vi kender den
Foto: Leif Tuxen.

”Mediet er budskabet.” Sådan lyder en kendt formulering af den canadiske medieforsker Marshall McLuhan. Mediet er altså mere end ramme og form om indhold og budskab. Mediet er en del af budskabet, og ændrer man mediet, mærker det også budskabet. Marshall McLuhans ord er fra 1964, men indsigten er meget ældre.

Den kirkelige tradition siger noget nær det samme med ordene ”Lex orandi est lex credendi”. Bønnens lov er troens lov. Altså, den måde, vi beder på, er den måde, vi tror på. Man kan også sige, at gudstjenestens måde eller liturgien er en del af evangeliet. Det er værd at lægge sig på sinde i den aktuelle diskussion om den folkekirkelige liturgi.

I rapporten ”Gudstjeneste. Om gudstjenestelivet i Den Danske Folkekirke”, fra en af de tre faggrupper, som biskopperne nedsatte i 2016, spørges, hvordan vi former gudstjenester, ”hvor det senmoderne menneske oplever mening, frihed og fællesskab? Og hvordan sørger vi for, at gudstjenestens sprog – ritualets former og Bibelens og salmebogens sprog og tone – understøtter dette?”. Men skal gudstjenesten virkelig formes efter det senmoderne menneske?

Bliver budskabet det samme, hvis gudstjenesten skal tjene det senmoderne menneskes oplevelse af mening, frihed og fælleskab?

Man kunne jo også stille spørgsmålet: Hvordan former vi gudstjenester efter Guds ord, som er det eneste, der kan rive det senmoderne menneske og i øvrigt mennesker til alle tider ud af deres indkrogethed i sig selv?

Om mennesker så i sidste ende oplever Gud i gudstjenesten, er ikke i andre menneskers hånd, men mennesker kan dog værne om en liturgi, der udtrykker Guds vælde og nåde. Liturgien er ikke noget, vi bare former efter behov og efterspørgsel. Liturgien er noget, som forvaltes efter mandat. Liturgien skal ikke formes restløst efter os, liturgien skal forme os søndag efter søndag. Liturgien skal selvsagt ikke være sort snak, men dyb tale har dybere rødder end tidens jargon og teologiske modeluner. Liturgien skal både være himmelnær og livsnær uden at være verdensfjern eller navlepillende.

Derfor skal eventuelle ændringer i liturgien også foretages nænsomt og agtpågivende efter en rum tid. Vores nuværende højmesseritual er imidlertid kun fra 1992, og 28 år er ingen tid i kirkens historie. Jo mere forvirret, pluralistisk og mangfoldig tiden er, desto mere grund er der i øvrigt til at fastholde en fælles gudstjenestelig grund. Og hvem er det også, som tørster efter ændringer i liturgien?

I en anden af rapporterne, ”Folkekirkens liturgi – mellem frihed og fasthed”, hedder det, at de præster og menighedsråd, som faggruppen har talt med, har ”givet udtryk for, at den nuværende form virker ufleksibel og opfattes for stram i forhold til ønsker om ændringer, lokale variationer og valgfrihed”, og der efterspørges en større grad af liturgisk frihed.

Vi er dog meget i tvivl om, hvor repræsentative disse præster og menighedsråd er for folkekirken. Faggruppen har i hvert fald ikke talt med os. Der er også en anden gruppe i folkekirken, som nok kunne hænde at være større end den første, der ikke ønsker mere frihed, men tværtimod fasthed, genkendelighed og en klassisk liturgi til en klassisk teologi.

Ingen kan udtale sig på folkekirkens vegne, men på sin vis taler højmessen og de autoriserede ritualer på folkekirkens vegne, når de møder os fra Skagen til Gedser. I kirken er friheden fællesskabets tjener, også ud over sognegrænserne og den enkelte menighed.

Under alle omstændigheder er der brug for en grundig overvejelse af liturgiens rolle, før nogen konklusion drages.

I denne tid er der kommet flere udgivelser, der inviterer til en sådan fordybelse og forholder sig kritisk til det bevidstløse krav om fornyelse for enhver pris. Dette efterår kom digteren Søren Ulrik Thomsens fine bog ”Tro mod ritualet ”, og lige nu er vi en række præster og kirkefolk, der udgiver bogen ”Nådens sprogdragt. Et forsvar for folkekirkens liturgiske arv”. I en række kapitler tages der livtag med de vigtigste spørgsmål i debatten.

Kirkehistorikeren Rasmus H.C. Dreyer laver en grundig analyse af de forslag til nye nadverritualer, som biskoppernes rapporter rummer. Forslag, der skal gøre det hele mere letfordøjeligt for det senmoderne menneske. Det viser sig imidlertid, at de nye ritualer ikke bare er udvandede og opdaterede udgaver af de nuværende. Nej, går man ritualerne nøje igennem, bliver det tydeligt, at ændringerne handler om meget mere end form.

Nadveren forstås nemlig udelukkende som det, at vi ”spiser os til fællesskab med Jesus og med hinanden”. Kristus er altså ikke rigtigt til stede i brødet og vinen.

Når nadveren ikke længere rummer det dybe mysterium, Jesu tilstedeværelse er, bliver nadveren umiddelbart nemmere at forstå, men samtidig også langt mere flad og ligegyldig. For hvis det kun handler om at spise sig til fællesskab, så kan vi jo lige så godt gøre det alle mulige andre steder end i kirken. Fællesskab er jo selvsagt ikke noget, kirken har monopol på.

Nok så vigtigt er det, at man med syvmileskridt bevæger sig væk fra den forståelse af nadveren, som den evangelisk-lutherske kirke er forpligtet på, ligesom man også siger farvel til Grundtvigs tanker om dette sakramente.

Det samme gør sig gældende med de nye forslag til et dåbsritual.

Her reducerer man dåben til bare at være en bekræftelse på, at Gud elsker os. Dåbens vand skal ikke gøre andet end at få barnet til at mærke, at Gud velsigner og beskytter det. Dåben er med andre ord ret ligegyldig og dermed ikke længere et nådemiddel. Det vil sige, at Gud ikke frelser det faldne menneske, når han med dåben skænker det syndernes forladelse. Med denne flade dåbsforståelse lægger man Grundtvigs dåbssyn i graven.

For er der en dansk teolog, der har brugt energi og hjerteblod på at gøre klart, at dåben ikke bare er en ceremoni, ikke bare er vand, så er det Grundtvig. For ham er dåben intet mindre end det sted, hvor vi bliver genfødt, modtager syndernes forladelse og bliver til Guds børn, sådan som det også hedder i den takkebøn, der i det nuværende ritual læses ved dåben.

Men det er lige præcis denne takkebøn, som man vil væk fra, og som der tages afstand fra i de nye ritualforslag. Det er på ingen måde en ligegyldig detalje. For når man gør det, så er det selve kirkens ældgamle dåbsforståelse, man gør op med.

Det viser lektor Nils Arne Pedersen i sin gennemgang af takkebønnens historie. Han gør også opmærksom på, at det faktisk først er inden for de seneste 20 år, at nogle præster er begyndt at have noget imod denne centrale del af dåbsritualet. Og hvis teologiske vurdering vejer mon tungest: Frederiksberg-sognepræsten Christiane Gammeltoft-Hansens eller N.F.S. Grundtvigs og den evangelisk-lutherske læretradition?

Med al respekt er vi ikke rigtig i tvivl.

Bogen viser, hvor meget der står på spil for folkekirken i denne debat. Mens man sidder halvsovende på bagerste kirkebænk, risikerer folkekirkens gudstjeneste pludselig at være blevet forvandlet, og kirkegængeren selv at blive hjemløs.

Derfor er der brug for, at alle, der elsker søndagens gudstjeneste, gør sig klar til at kunne forsvare den mod den nedbrydning, som bliver det mest sandsynlige resultat, hvis liturgi-modernisterne ikke møder modstand.