Prøv avisen
Kronik

Vi synger stadig med, når vi hører: “Vi skal gå hånd i hånd gennem livet, du og jeg"

Da vi fejrede sølvbryllup, oplevede vi begge følelsen af glæde og taknemmelighed over det liv, vi sammen havde skabt, og de børn, vi havde fået. Nu skulle vi ud at se verden. Asbjørn får motorcykel. Men efter to måneder med kørekortet i lommen, går det galt, skriver dagens kronikør, som er blandt vinderne af sommerens kronikkonkurrence

Den blå Skoda Fabia ruller med mig bag rattet næsten lydløst hjemad mod Viborg efter en dejlig familiefest på Fyn. Lyden af musik fra P4 er behagelig. Med den i ørerne slapper jeg af og mærker for en stund, at vi, Asbjørn og jeg, jo bare er et ældre ægtepar ligesom så mange andre på vej fra et sted til et andet i vores skønne, syrenduftende, grønne forårsland, Danmark.

”Vi skal gå hånd i hånd gennem livet, du og jeg...” lyder det pludselig fra højttalerne. ”Den er fra vore unge dage,” siger Asbjørn tydeligt veltilpas.

Ja, den er fra vores ungdom, fra dengang vi mødtes på Bornholm i 1968, hvor vi glade og ubekymrede gik med hinanden i hånden. Vi kunne slet ikke lade være. Min hånd i hans store næve. Livet lå foran os, vi var forelskede. Jeg havde mødt en mand, som udstrålede en styrke, som jeg faldt for. I hans verden var tvivlen ikke til at få øje på, og hvor var det fantastisk at møde et sådant menneske, når jeg selv var en, der kunne komme i tvivl om alt. Bag det flotte, sikre ydre anede jeg også en følsomhed, en blødhed, som han kun lod ganske få mennesker få indblik i. Efter et halvt år, hvor vi var ”på græs” på en skole i Rønne, vendte vi tilbage til Jylland. Mange erfaringer rigere og nyforelskede.

En ny hverdag ventede. Fra at have været vant til at tænke: jeg vil, jeg skal, jeg ønsker, jeg, jeg, jeg... var der ved at opstå et vi. Det mærkedes som et frø, der var blevet sået. Frøet arbejdede på at slå rødder i os, og et fælles liv blev mere og mere en realitet.