Prøv avisen
Kronik

Vi synger stadig med, når vi hører: “Vi skal gå hånd i hånd gennem livet, du og jeg"

Da vi fejrede sølvbryllup, oplevede vi begge følelsen af glæde og taknemmelighed over det liv, vi sammen havde skabt, og de børn, vi havde fået. Nu skulle vi ud at se verden. Asbjørn får motorcykel. Men efter to måneder med kørekortet i lommen, går det galt, skriver dagens kronikør, som er blandt vinderne af sommerens kronikkonkurrence

Den blå Skoda Fabia ruller med mig bag rattet næsten lydløst hjemad mod Viborg efter en dejlig familiefest på Fyn. Lyden af musik fra P4 er behagelig. Med den i ørerne slapper jeg af og mærker for en stund, at vi, Asbjørn og jeg, jo bare er et ældre ægtepar ligesom så mange andre på vej fra et sted til et andet i vores skønne, syrenduftende, grønne forårsland, Danmark.

”Vi skal gå hånd i hånd gennem livet, du og jeg...” lyder det pludselig fra højttalerne. ”Den er fra vore unge dage,” siger Asbjørn tydeligt veltilpas.

Ja, den er fra vores ungdom, fra dengang vi mødtes på Bornholm i 1968, hvor vi glade og ubekymrede gik med hinanden i hånden. Vi kunne slet ikke lade være. Min hånd i hans store næve. Livet lå foran os, vi var forelskede. Jeg havde mødt en mand, som udstrålede en styrke, som jeg faldt for. I hans verden var tvivlen ikke til at få øje på, og hvor var det fantastisk at møde et sådant menneske, når jeg selv var en, der kunne komme i tvivl om alt. Bag det flotte, sikre ydre anede jeg også en følsomhed, en blødhed, som han kun lod ganske få mennesker få indblik i. Efter et halvt år, hvor vi var ”på græs” på en skole i Rønne, vendte vi tilbage til Jylland. Mange erfaringer rigere og nyforelskede.

En ny hverdag ventede. Fra at have været vant til at tænke: jeg vil, jeg skal, jeg ønsker, jeg, jeg, jeg... var der ved at opstå et vi. Det mærkedes som et frø, der var blevet sået. Frøet arbejdede på at slå rødder i os, og et fælles liv blev mere og mere en realitet.

Vores meget forskellige måder at forholde os til tilværelsen på gav selvfølgelig problemer, og vores kærlighed blev i sandhed også et skæbnefællesskab. Indimellem gik bølgerne højt, dog aldrig højere, end at vi reddede os på land igen. Nogle gange fik vi våde sko.

Vi fik børn, vi havde travlt, vi nød vores job som folkeskolelærere og ved siden af det livet som deltidslandmænd. Skænderierne blev færre, som årene gik. Vi blev vel begge lidt mere rummelige i sindet. Gav hinanden plads til at udfolde os med hver vores interesser. De krisefyldte år mærkedes efterhånden kun som svage erindringstråde i hukommelsen. Vores blikke var rettet mod nye mål – fællesmål.

Da vi i 1995 fejrede sølvbryllup, oplevede vi begge følelsen af glæde og taknemmelighed over det liv, som vi sammen havde skabt, og de børn, vi sammen havde fået. Nu skulle vi ud at se verden. I de 25 år, der var gået, havde vi haft meget travlt med vores egen lille urtegård og andedam. Det var nu, vi havde overskud og lyst til at opleve en større verden, en verden, hvor naturen er anderledes, og hvor menneskene lever anderledes. Asbjørns drøm om at komme i gang med at køre motorcykel var let forenelig med vores fælles feriedrømme. Nu skulle det hele bare leves ud. Asbjørn tager motorcykelkørekort, og vi køber en rød Honda 500. Efter to måneder med kørekortet i lommen, går det galt. Ulykken sker. I flere måneder svæver Asbjørn mellem en komatilstand og en tilstand med svage tegn på, at han ville overleve omend i en forandret udgave.

”Det er som at bestige et bjerg hver dag,” siger Asbjørn mange år efter ulykken, da sproget omsider er begyndt at dukke frem. Han hentyder til, at alt, hvad han foretager sig, fra han hjælpes ud af sengen om morgenen, til han lukker øjnene om aftenen, er uoverskueligt. Alle former for livsudfoldelser er svære for ham. Alt skal læres på ny.

Han fortsætter sin beskrivelse af, hvordan han mærker det: ”Jeg starter om morgenen, kravler lidt op ad bjerget, falder så tilbage, tager mig sammen og kommer op igen, langsomt og møjsommeligt slæber jeg mig op ad bjerget. Sidst på dagen kan jeg måske begynde at skimte toppen. Jeg når den ikke, for pludselig falder jeg hele vejen ned ad bjergsiden. Næste dag kan jeg så starte forfra.”

Jeg var tæt på at miste den mand, jeg blev så stormende forelsket i på Bornholm. I min fortvivlelse råbte og bad jeg Gud om hjælp. Lad Asbjørn leve! Han må ikke dø nu! Samtidig rustede jeg mig langsomt til de mange udfordringer, jeg dagligt mødte i mit nye, forandrede liv. Asbjørn var der ikke, jeg måtte klare alting selv.

Ville vi nogensinde få et liv sammen igen? Ville han kunne huske de 25 år, vi havde haft sammen, vores børn, familie, venner? Ville han få førligheden tilbage og komme til at gå og springe rundt? Ville det overhovedet kunne lade sig gøre at blive sammen, og hvordan ville det blive? Ville mit liv blive et liv, hvor jeg blev alt for bundet, fordi Asbjørn havde brug for min hjælp til det meste? Jeg begyndte ganske langsomt at forstå, at vi var blevet ramt, som ældre ægtepar kan rammes, ved at den ene af os var blevet så handicappet, at den anden må tage over og klare det hele.

Vi var stadig unge. Ingen af os var fyldt 50 år. Vores fælles melodi fra ungdommen: ”Vi skal gå hånd i hånd” forstummede, blev væk. Mens Asbjørn kæmpede en desperat kamp for at få et liv, hvor hans forslåede krop og hjerne kunne genvinde noget af den gamle asbjørnske kraft, kæmpede jeg med at finde ud af, hvordan et liv som handicappet kørestolsbruger ville kunne fungere, hvis jeg besluttede, at Asbjørn skulle hjem at bo. I mange år var der bud efter vores kræfter, og vi reagerede på hver vores måde, når vi stødte ind i afmagtens betontykke mure. Det var ren overlevelse. Havde intet med kærlighed at gøre. Fortvivlelsen, sorgen, de glædesløse dage var blevet vores liv.

”Kan vi overhovedet tillade os at grine og have det sjovt, når far har det så dårligt?”, spurgte vores yngste søn, da Asbjørn lå på intensivafdeling i den første uge efter ulykken. Det kunne vi. Det blev humoren og latteren, der hjalp os tilbage på sporet. Men først skulle der gå meget lang tid, hvor der ikke var noget at grine ad.

Efter mange år kunne jeg i glimt pludselig få øje på noget af den gamle Asbjørn. Det kunne være, når jeg så, at han bøjede sig fra sin el-crosser og klappede sin hund, eller når han sad i en forsamling og sang med på velkendte sange fra Højskolesangbogen eller Salmebogen. Igennem en syngende forsamling kunne jeg høre stemmen fra før ulykken. Sådanne glimt kunne udviske mange års kampe og ulykkelighed. Det føltes som en heling af smerten og sorgen.

Troen og håbet om et fortsat liv sammen fik da ny næring.

Vi blev sammen, og i dag, 21 år efter ulykken, øver vi os stadig i at leve med de forandringer, som vi begge har undergået. Den bløde, følsomme mand, som jeg i mine unge år også gerne ville have set lidt af, er nu let at få øje på. Den styrke, som jeg godt kunne have brugt lidt mere af som ung, mærker jeg nu. Vi byttede roller, og efter mange år, hvor rystelserne var større end harmonierne, er livet atter blevet ”livet værd”. Ingen af os kan undvære hinanden, og selvom Asbjørn aldrig med ord kan formulere sin kærlighed til mig og sin forståelse for mit forandrede liv, så ved jeg, at den er der. Vi hører sammen: Asbjørn og jeg.

Sådan blev det. Om tre år fejrer vi guldbryllup. Asbjørn er kørestolsbruger, men vi synger stadig med, når vi hører: “Vi skal gå hånd i hånd gennem livet, du og jeg.”

Birthe Kristine Jensen er pensioneret lærer