Ifølge ordbøgerne peger ordet ”skam” på to ting: Dels at man skjuler noget, dels at man forkorter og lemlæster noget. Nærmest instinktivt mærker vi det som skændigt og ønsker at gemme det væk, når nogen eller noget påføres skade. Så hvis man taler let og ubesværet om skam, taler man ikke om skam. Det skjulte eller skændige vil altid vise sig forbeholdent eller forsigtigt og mærkes som smerteligt. Og smerten vil være til stede, uanset om man er alene eller sammen, og uanset om skammen er ens egen, fordi man er blevet en dårlig udgave af sig selv, eller fordi den anden er ramt af skam for eksempel på grund af overgreb.
Skam er kun et ord eller begreb på skrift, og så snart det læses, tænkes eller siges, mærkes følelsen også og kan lynhurtigt blive alt for nærværende. For at skjule og undgå at mærke skam kan mennesker begå skændige handlinger, sågar slå sig selv og andre ihjel.
Samtidig er skam den mest sociale af alle vores følelser. Derfor betegnes den som en socialiseringsfølelse (sammen med skyld). Til alle tider og steder fødes mennesker nemlig med et sæt grundemotioner, og skam er én af dem.
Vi har alle en medfødt evne til at føle skam, fordi vi kan skamme os, før vi ved, hvad skam er. Sådan begynder vores tidlige relationsudvikling i barndommen, og sådan reagerer vi også utallige gange sidenhen, når vi her og nu ”krummer tæer”, fordi situationen er skamfuld eller pinlig.
Når det sker, har kroppen sanset, forstået og reagereret, selvom forstanden endnu ikke har fanget betydningen af det, der sker, og kun aner, at der foregår noget uventet og betydningsfuldt.
I disse uventede opdagelser af at have forstået noget, som forstanden ikke forstår, får det meget lille barn dannet sit selv og sin selvforståelse. Samtidig får det også lært den sociale skam, nemlig hvad omgivelserne synes, barnet ”i virkeligheden” burde skamme sig over.
Ethvert samfund og enhver subkultur må nødvendigvis opbygge sine medlemmers selvforståelse og identitet gennem åbne og skjulte påbud og regler. Vil man være inde og stolt eller skamfuld og ude.
Samtidig kan man ikke undvære skam som afgørende komponent i sin forståelse for sig selv sammen med andre. Uden sansning af skam ingen empati og medfølelse – hverken for sig selv eller den anden. En person uden skam i livet kalder vi for skamløs og måske psykopatisk i sin måde at tænke, føle og handle på.
Endnu mere afgørende kan man ikke undvære skam som afgørende komponent i sin menneskelighed – ja, nogen vil sige sjælfuldhed og følelse af forbundethed. Der er nærmest ufattelige modsætninger indbygget i skam som medfødt socialisering, der subtilt og elegant skaber menneskelig forbundethed uden sidestykke. Men samtidig også skaber dens modsætning – hvad der er mig, og hvad der ikke er mig – hvorefter mennesker ikke kan holde ud at være i livet, fordi de ikke kan holde ud at være sammen med sig selv.
Det er et afgørende og måske uforståeligt paradoks, at barnets medfødte sansning af skam – det vil sige forbundethed, kropslige sansninger af væren, medfølelse og gensidighed – formidler de samspil, som danner barnets selv, men herved også danner barnets dybe afhængighed af at undgå den sociale skam. Barnet kan i sit selv kun forstå sig selv i det omfang og på de måder, som omgivelserne har spejlet barnets egen medfølelse – at kunne føle med andre og sig selv – tilbage til barnet.
Derfor kan spejlinger gennem øjenkontakt lynhurtigt sende mennesker til himmels, når de føler sig set, og tilsvarende ned i Helvede, når de føler sig set på og vurderet. At føle sig set i en andens kærlige blik kan hele den dybeste forkerthed, og omvendt kan kolde, granskende øjne skabe udelukkelse og dybeste sjælekval. Som Løgstrup er inde på, er vi hinandens næste i nærmest ufatteligt omfang.
Det er et paradoks, at skam på kærlig, nænsom og subtil vis kan skabe menneskelig forbundethed uden sidestykke. For denne medfødte skam burde slet ikke hedde skam, fordi den ikke er designet til at skabe forkerthed, men forbundethed. Og heldigvis vokser vi ikke fra den, men den medfødte sansning af skam er med os hele livet.
Vi er skabt til at reagere på gensidighed, det vil sige opfatte og reagere lige fuldt på andres som på egne vegne. Hele livet er denne gensidige forbundethed så stor en del af vores menneskelighed, at den også er så dyrebar, at man må reagere med skam og blufærdig trang til at gemme sig, når gensidigheden er på spil.
Selvom blufærdighed, skyhed, generthed og flovhed er helt forskellige følelser, kommer de alligevel til stede på en afgørende fælles baggrund.
De ledsager nemlig den risikable færd, det er at bevare værdigheden i at opdage sig selv, møde sig selv og komme ud med sig selv. Enhver vil hele tiden gerne være den bedste udgave af sig selv.
Modsvarende kan det skabe så megen selvrespekt og selvaccept, at det bliver muligt at sanse uværdighed, hvordan andres værdighed, måden man behandler medmennesker, dyr – ja, alt levende, naturen og kloden på – hele tiden bliver sat i spil. Derfor er klimaskam en dybt berørende sansning af uværdig behandling af kloden, mens flyskam, kødskam med mere er overfladiske, mere aktuelt og socialt styrede skam-konstruktioner.
Selvom skam er en socialiseringsfølelse, er det ikke så enkelt, at blot man opfører sig ordentligt, undgår man også at føle ubehagelig skam. Det kan nemlig ikke blot være handlinger, men lige så vel tanker og følelser, der vækker skam. For primært bliver skam så berørende og ofte belastende, fordi den uundgåeligt bringer en i kontakt med den, man er – med ens væren.
Anderledes vedrører skyld primært det, man gør – ens handlinger. Men handlinger medfører ofte, at mennesker skammer sig lige så meget, som de føler skyld over det, de har gjort. Kun tilsyneladende vedrører det selve handlingen men langt, langt mere selvforståelsen og det menneskelige indhold – hvordan man bliver den mest menneskelige udgave af sig selv – bag handlingen.
Derfor bliver hjælp til følelser af skyld ofte utilstrækkelig, fordi den bagvedliggende smertefulde skam ikke bliver adresseret – den er nemlig ifølge sin natur skjult og cirkulær, fordi det at opdage skam typisk vækker mere skam.
Hermed er også antydet, at selvom den afgørende forskel mellem skam og skyld er, at skam vedrører den, man er, mens skyld vedrører det, man gør, så er det kun tommelfingerregler. I praksis er skam og skyld vanskelige at skelne fra hinanden, fordi de optræder sammen, som var de uadskillelige tvillinger, selvom de er meget forskellige.
At blive ramt af skamfuldhed er et menneskeligt vilkår, og smerten i det har brug for hjælp og skal hverken bortforklares eller sygeliggøres. Hjælpen er ikke at fjerne følelsen af skam, men at møde den medfødte evne til at sanse skam i sin oprindelig betydning som værdighed. Vi er hele tiden og hele livet igennem tilknytningsvæsener, der er udstyret med en nærværstrang, beregnet til at suge gensidighed og gensidig betydning til os på ny.
Nogle gange er et kærligt blik – mødet med den andens kærlige øjne – nok. Andre gange er et kærligt blik mere end rigeligt, fordi det er for godt til at være sandt. For det kan give alt for stærke og dermed smertefulde reaktioner at møde mere, end ens krop og fortid har lært en at rumme – uanset hvor godt det gode burde være. Hvis mødet ikke bliver et omsorgsfuldt møde, risikerer man at blive opslugt og miste sig selv i stedet for at blive bekræftet i sin fornemmelse for at være et unikt, menneskeligt selv.