Prøv avisen

Vi skal kigge indad for at finde meningen med livet

Siden mennesket begyndte at registrere sin historie, har det betjent sig af to veje: den politiske, forretningsmæssige, naturvidenskabelige på den ene side og den mystiske, religiøse, åndsvidenskabelige på den anden. Og alt for ofte har de to veje været adskilt fra hinanden, skriver forfatter og musiker Lars Muhl.

Lars Muhl

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

”Jeg tror ikke på Gud”, er en sætning, jeg hører oftere og oftere hos mennesker, der søger min hjælp. På tonefaldet kan jeg som regel høre, om der er tale om en konstatering af, at vedkommende ikke er til åndelig tungetale eller spirituelle fiksfakserier, men gerne vil have hjælp alligevel – eller om vedkommende gerne ville tro på Gud, men er ude af stand til det. Uanset om man tror på Gud eller ej, beder jeg altid personen om at definere, hvad vedkommende forstår ved begrebet Gud, så det tydeligt fremgår, hvad det er, man tror på eller ikke tror på.

Videnskabsmanden og vismanden Carl Gustav Jung blev engang spurgt, om han troede på Gud, hvortil han svarede ”Nej, jeg tror ikke på Gud, jeg ved!”. I Carl Gustav Jungs tilfælde ville det have været nærliggende at spørge ind til, hvad det så var, han vidste. For at få et tilfredsstillende svar, må man læse hans værk. For mit eget vedkommende er der ingen tvivl, vi må alle stå ved vores erfaringer og bekende kulør, også jeg kan sige at ’jeg ved’. Det er en erfaringsbaseret viden og indsigt. Og det er essentielt. Vi kan læse bøger om andres erfaringer, og lige meget hvor indsigtsfulde de måtte være, er det i sidste ende kun vor egne erfaringer, der tæller.

For mig dækker begrebet Gud over en skabende, intelligent kraft, der står bag alt skabt. For at forstå denne kraft fuldstændig, må man være i stand til at ophæve den tredimensionelle begrænsning og se gennem det slør, som udgøres af livets ydre former og fænomener. Det

er derfor, det er så trist, at mennesket i vor tid ser ud til at være forblændet af det ydre på bekostning af det indre.

Man ryster på hovedet af et menneske, der i al fredsommelighed beder en bøn for andre, mens det er helt normalt at folk stimler sammen i tusindvis for at overvære en fodboldkamp, hvor 22 voksne mænd løber rundt og sparker til en læderkugle, og at tilskuerne efterfølgende slår hinanden halvt eller helt ihjel, fordi de er utilfredse med kampens resultat. Det ved vi, hvad er, det kender vi, og det vi kender, er trygt; mens bøn, for de fleste er noget mystisk, som man ikke kender, og som derfor ligefrem kan være farligt. Måske er der tale om religiøs fanatisme? Men fordi man er uvidende om bøn og dens kraft, kan fordommene få frit løb.

Siden mennesket begyndte at registrere sin historie, har det betjent sig af to veje: den politiske, forretningsmæssige, naturvidenskabelige på den ene side og den mystiske, religiøse, åndsvidenskabelige på den anden. Og alt for ofte har de to veje været adskilt fra hinanden. I antikkens verden etableredes såkaldte mysterieskoler, hvor udvalgte kunne få en uddannelse i alt, der berører mennesket. En uddannelse, der omfattede ’det hele menneske’. Det vil sige, at man på baggrund af århundreders erfaringer havde kendskab til mennesket som værende først og fremmest et åndeligt væsen, dernæst et psykisk væsen og til sidst et fysisk væsen. Modsat er det i dag, hvor vi først og fremmest opfatter os selv som fysiske væsener, i besiddelse af en psyke. Ånden er en lidt mere diffus størrelse, som ikke alle teologer, videnskabsmænd eller politikere anerkender eksistensen af. Til gengæld investerer vi lige nu mere i teknologiske innovationer, end vi bruger på udvikling af menneskets medfødte fakulteter. Det har givet mange bivirkninger, der ikke alene truer menneskets helbred, men også klodens klimatiske og miljømæssige tilstand. Teknologien og naturvidenskaben har ikke bragt mennesket tættere på hverken lykke eller forløsning.

Det har banet vej for en lang række livsstilsguruer, meningsdannere, psykologer og naturvidenskabeligt orienterede filosoffer, der vil have os til at at mærke verden, pifte vort sexliv op med tan-tra eller dæmpe stress med diverse meditative tiltag såsom mindfulness og lignende. Mennesker finder ro for en stund, men kastes som regel hurtigt tilbage i den vanlige gænge, fordi indsigterne, kurserne og filosofierne ikke har rod i en erfaring, der rækker ud over et weekendkursus eller læsning af en lille håndfuld selvhjælpsbøger. Jeg undskylder mine grove generaliseringer, men kan ikke se bort fra den lange række af mennesker, der har opsøgt mig efter at have gennemgået dette eller hint kursus udbudt af velmenende mennesker, der ikke har været deres opgave voksen.

Når man står af ræset, som jeg gjorde i 1999, konfronteres man meget hurtigt med alle sine dårligdomme, skygger, fordomme og neuroser, der pludselig står i kø for at komme ud i lyset, så de kan ses og forvandles. Det er en proces, der er så ubehagelig, at man ønsker at flygte langt væk, ja, måske endda tilbage til den tilværelse, man kender og er tryg ved. Uantastet at det er den, der i virkeligheden har gjort én syg. Men på trods af denne håbløshed, får man af og til en fornemmelse af en stille kraft, der manifesterer sig som lys, der glimter i den lille rift i hjertet, som man en overgang troede var et sår, der skulle heles, og ikke, som man forstår senere, er et sår, der skal udvides, så hjertets inderste åbner sig fuldkomment, som en blomst, der er er det helbredende lys, man altid har ledt efter, men aldrig vidst, hvor man kunne finde.

For de fleste mennesker betyder dét at være religiøs, at man er hjernevasket, mindre begavet, fundamentalistisk, forført og så videre. Og det er på mange måder forståeligt nok, når man ser, hvordan de fleste religioner er stagnerede i begrænsende opfattelser, dogmer og fordomme. I Danmark har vi folkekirken, der nok kalder sig kristen, men som på snart sagt alle måder er reduceret til en afspejling af det samfund, den går til yderligheder for at behage. I panik over et stadigt faldende medlemstal har kirken sat sin integritet over styr, solgt ud og er godt i gang med at afvikle sig selv.

Begrebet religion kommer af det latinske religare, som betyder at genforbinde sig med det højere. Og det er dette at gen-forbinde, der indikerer, at der er tale om en tilstand, som har været, men som ikke er mere og derfor må genoprettes.

Man søger at hæve sit individuelle og det generelle, kollektive niveau, så man forstår, at der måske findes en anden intelligens end hjernens og et højre perceptionsplan end intellektets. Et nødvendigt første skridt består i at erkende, hvilke idéer man hidtil har accepteret som værende absolutte sandheder, men som i virkeligheden blot er relative. Fysikeren Albert Einstein var af den opfattelse, at det eneste, naturvidenskaben er i stand til at bevise, er dens egen utilstrækkelighed. Kun få er klar over, at Albert Einstein selv tyede til metafysikken for at kunne bryde fysikkens begrænsninger.

Det ser ud til, at også flere og flere generelt har svært ved at finde meningen med livet. Ja, der er vel nærmest tale om en form for kollektiv bedøvelse, i hvilken det er meningsløst at forsøge at finde mening i noget som helst. Vi er blevet kulturradikale og kulturkristne, hvilket betyder, at vi udelukkende tror på det, vi kan måle og veje, på det, vi kan se med vores fysiske øjne, og på det, vi kan forstå med vort intellekt. Men der er en anden mulighed. En anden vej, der fører indad i stedet for væk fra mennesket. Den er beskrevet i alle de gamle mysterietraditioner. Der er tale om en frihedsfilosofi, der udspringer af et uendeligt potentiale, som vi hver især indeholder, og som derfor i sig selv er svaret på alle vores problemer og udfordringer. Hvis menneskeheden skal have en chance for at løse de problemer, den selv har skabt, må det give plads til det nye menneske. Det nye menneske kender sig selv fuldt ud og har udfoldet alle sine indre fakulteter.