Prøv avisen

Vi skal lære at tage imod livet som en gave

Frem for at halse efter at beherske stadig større dele af tilværelsen skal vi indstille os på at tage imod livet som en gave, skriver dagens kronikør, John Holten-Andersen. Foto: .

Frem for at halse efter at beherske stadig større dele af tilværelsen skal vi indstille os på at tage imod livet som en gave. Det indebærer, at vi åbner vores krop, vore sanser og vort sind for den natur, der er os given. Sådan lyder budskabet i en bog, som udkommer i dag

Det er ikke til at fatte, og dog er det ganske vist: Mennesket er i dag en planetforandrende kraft med altafgørende indflydelse på klodens fysiske og biologiske processer. Derfor diskuterer fagfolk i ramme alvor at omdøbe den nuværende geologiske tidsalder til antropocæn menneskets tidsalder. Mennesket har taget klodens skæbne i sine hænder, hvilket vil sige, at det har indtaget den position, som tidligere blev tillagt Gud.

LÆS OGSÅ: Opfattelsen af universet krakelerer

Og dog! For hvor Gud blev anset for at være alvidende, så er menneskets indsigt dog stærkt begrænset. Vi bilder os ind, at virkeligheden består af kausale relationer, hvor vi kan manipulere med givne årsager for at opnå bestemte virkninger, men vi bliver hele tiden overrasket af utilsigtede bivirkninger.

Vore forsøg på at indrette naturen efter egne formål giver derfor hele tiden bagslag, og når disse forsøg oven i købet udføres i en global skala, så er der lagt i kakkelovnen til den katastrofe, som vi nu er vidne til: ødelæggelse af flere og flere økosystemer, masseudryddelse af arter samt fundamentale ændringer af klodens klima. Hvis ikke vi grundlæggende ændrer kurs, bliver antropocæn derfor en meget lidt mindeværdig epoke og desuden ganske kortvarig.

At ændre kurs handler grundlæggende om, at vi indtager en mere ydmyg og respektfuld indstilling til skaberværket. En sådan indstilling betyder blandt andet, at vi må gøre op med den kausale tænkning, som præger stort set al moderne videnskab: Virkeligheden består nemlig ikke af årsag og virkning, men derimod af vekselvirkning, det vil sige af dialog.

Lige så lidt, som det i længden går an at herse med andre mennesker, går det an at herske over naturen. Den er ikke et stykke voks, som vi kan modellere efter behag. Den er ikke en død og åndløs materie, hvorfor den i øvrigt heller ikke er stum. Tværtimod tiltaler den os overalt med et ganske overvældende sanseligt sprog. Problemet er, at vi mennesker er hørt op med at lytte til dens stemme, hvilket hænger sammen med, at vi har udviklet vort eget helt særegne sprog.

Frem for naturens sanselige sprog har vi mennesker udviklet et symbolsk sprog, der med tiden er blevet mere og mere abstrakt. Mærkelige tegn sætter vi sammen til ord, der godt nok kan udtales som en lyd, men denne lyd er for længst ophørt med at have nogen relation til den betydning, vi tillægger ordet. Form og indhold er blevet skilt fra hinanden, hvorved ordet er blevet til et begreb, hvis betydning skal defineres ved hjælp af andre begreber, det vil sige rent symbolsk. Således har vi udviklet et sprog, der i tiltagende grad har mistet sin forbindelse til sanseverdenen.

Med dette sprog forsøger vi så at sætte hele verden på begreb, hvilket i realiteten vil sige, at vi opfatter den som en verden af ting: ting, som kan tegnes som ubevægelige tegn på et tegnebræt, og som vi derefter kan hæfte et entydigt begreb på. På denne måde bliver for eksempel den levende mangfoldighed af enestående træer til det abtrakte træ, som i samme proces mister sin fortryllelse og reduceres til en ting.

Med vort sprog tingsliggør vi verden, først mentalt og siden i praksis. Når et træ for eksempel har mistet sin enestående fortryllelse og er blevet til en ting, tæller det ikke længere som et levende væsen, men derimod alene som råmateriale for alle de ting, vi kan gøre det til. Det er derfor ej længere i sin egen ret et unikt træ, men derimod blot ét blandt mange træer, der alene tæller i kraft af deres størrelse og antal. Derfor sætter vi os for at tælle træer og regne ud, hvor meget tømmer de rummer, hvor mange stole eller borde de kan blive til, og hvor mange penge de kan indbringe. Når vi er nået så langt, hvor det sanseligt unikke træ er blevet til de sanseløst abstrakte penge, er tingsliggørelsen fuldendt: Den levende natur er gjort til et dødt symbol! Det er, hvad dansen om guldkalven handler om.

Det er i høj grad også, hvad vor tids mantra om evig økonomisk vækst går ud på. Men hvor dansen om guldkalven i sin tid blev betragtet som en synd, anses økonomisk vækst i dag nærmest for en dyd. Det tilbedes af alle partier minus Enhedslisten, hvortil kommer, at hele det mægtige samfundsmaskineri med al dets videnskab, teknologi og bureaukrati er indrettet på at efterkomme vækstøkonomiens diktat. Derfor er vi i dag kommet på kant med selve skaberværket og derfor er tiden inde til at tænke helt grundlæggende om.

Det er, hvad vi forsøger at gøre i bogen Modvækst omstilling til fremtiden, hvor 14 forskellige forfattere giver deres bud på et modvækst-samfund. Kort fortalt går det ud på, at vi med Grundtvigs formulering igen skal lære at leve et jævnt og muntert virksomt liv på jord. Frem for at halse efter at beherske stadig større dele af tilværelsen, skal vi indstille os på at tage imod livet som en gave, hvilket indebærer, at vi åbner vores krop, vore sanser og vort sind for den natur, der er os givet.

Vi skal med andre ord lære at give os hen frem for hele tiden at tage kontrol: give os hen til den sanseligt givne natur, men også til det andet menneske, som det er os givet som kød og krop, smil og tårer, sang og gråd. Når vi gør det, kommer livet os i møde frem for hele tiden at sive ud mellem fingrene på os, og når det sker, kan vi ikke undgå at møde det med undren.

Når vi møder livet i undren, kan vi umuligt forholde os kynisk og objektivt distanceret til det, tværtimod får vi lyst til at tage det i vor favn, lytte til det, smage på det, dufte til det, kæle for det. Lægger vi dette til grund for vort produktive samspil med naturen, opstår der uvægerligt en helt anden form for produktion end den, vi alt for godt kender i dag.

Først og fremmest bliver naturen nu en samtalepartner frem for en umælende undersåt. Når vi lærer at lytte til dens sprog og læse dens tegn, får vi øjnene op for dens unikke sanselige kvaliteter. Det indebærer først og fremmest, at vi er varsomme og nænsomme i vores omgang med den, men dernæst animerer det os til selv at fremstille ting af kvalitet.

Det betyder på sin side, at vi lader så meget som muligt af den oprindelige stoflighed i råvaren følge med over i den forarbejdede vare, hvilket i realiteten betyder, at vi forarbejder den så lidt som muligt. Til gengæld sørger vi for, at den er smuk at se på, og at den kan holde så længe som muligt, så vi ikke unødigt skal tære på naturens begrænsede ressourcer.

Et modvækst-samfund er således et samfund, hvor vi på alle planer satser på kvalitet frem for kvantitet. Det indebærer nødvendigvis, at vi genskaber respekten for håndens arbejde, og at vi i vidt omfang relokaliserer produktion og forbrug. Nutidens globale økonomiske system med dens ensidige fokus på masseproducerede standardvarer af stadig ringere kvalitet er ganske enkelt økologisk uholdbart. Mere og mere tyder desuden på, at det samme er tilfældet, når vi anskuer systemet fra en politisk-økonomisk synsvinkel.

Den aktuelle finansielle og politiske krise er således nok en påmindelse om, at vi mennesker hverken er alvidende eller almægtige, hvorfor ethvert Babels-byggeri er dømt til at mislykkes. På alle måder er tiden derfor inde til, at vi besinder os på en mere ydmyg og realistisk indstilling til tilværelsen, og at vi i god ro og orden indleder en retræte fra vores nuværende himmelstræbende katastrofekurs. Det er, hvad modvækst handler om. Modvækst er en modstand mod den enøjede fremskridtstænkning. Derfor har den fremtiden for sig!

John Holten-Andersen er lektor ved DTU og medredaktør af bogen Modvækst omstilling til fremtiden, som udkommer i dag.