Det er i dag 30 år siden, at et stort set enigt folketing besluttede, at også Danmark skulle underskrive FN’s Børnekonvention og dermed kunne se nødvendigheden af at sikre børnene egne individuelle rettigheder. Derved tilkendegav Folketinget, at barnets bedste skal være i centrum, og at børn skal have ret til at blive hørt og medinddraget, når der skal træffes beslutninger, som har betydning for deres hverdagsliv. Med Børnekonventionen fik børnene status som medborgere i det danske samfund.
Men en fødselsdag som denne inviterer også til refleksion. Som forskere er vi optagede af, hvordan børnene selv oplever deres dagligdag, og hvilke forhold i børns hverdagsliv der optræder som politisk relevante. Det er ikke givet, at politikere er optagede af de forhold i børnelivet, som giver bedst mening for børn.
Når vi i dag ikke bare stolt kipper med flaget og råber hurra, skyldes det, at Børnekonventionens optagethed af børns indflydelse på eget liv og inddragelse på nogle punkter er druknet i en række samtidige politikker. Fra at det havde været et venstrefløjssynspunkt, at børn skal have individuelle rettigheder, og højrefløjen havde ment, at det var unødig indblanding i familien, var der i november 1989 bred enighed om, at det var en god beslutning at ratificere Børnekonventionen. Børn havde ret til en god barndom, og for at sikre dette skulle der være en politisk rammesætning, der kunne passe på børnene. Det var for børnenes skyld, sagde man.
På tværs af partiskel kunne man se sig selv i Børnekonventionens tekst. I samme periode fandt der en kortlægning af børns retslige rammer sted. Det var ligeledes i disse år, at man oprettede Det Tværministerielle Børneudvalg og Regeringens Børneudvalg. Begge fik til opgave at sikre, at man havde øje for børnene, når man lavede politik. I 1994 kom også Børnerådet til verden. Børnerådet skulle blandt andet sikre, at der var ”lytteposter” i børneverdenen, som kunne bruges til at understøtte etableringen af en bedre børnepolitik. Der var altså meget godt i gang på det børnepolitiske område. Men der var også meget andet i gang i dansk politik, og noget af det slørede blikket for børns hverdagsliv.
Fokus på børn som medborgere er tidsmæssigt sammenfaldende med, at man i dansk politik fik forståelsen af, at forældres ”frie valg” er det, der skal til for at sikre børn et godt hverdagsliv.
Det betød, at nogle af de spørgsmål, man havde debatteret på Christiansborg i årtierne forud – for eksempel hvordan man kan indrette samfundet børnevenligt i forhold til familieliv, pasning og forældres arbejdsliv – ikke længere forekom at være relevante spørgsmål. En stor del af de helt centrale børnepolitiske spørgsmål, der hidtil havde været betragtet som et samfundsanliggende, nu blev et forældreansvar.
Devisen var, at forældre træffer gode valg, og at politikerne først og fremmest skal sikre, at der er noget at vælge imellem. Denne forståelse kom til verden i partiet Venstre i slutningen af 1980’erne og havde i løbet af få år bredt sig til Det Konservative Folkeparti og efter atter et par år til Socialdemokratiet. Pasningsgarantien fra barnets 26. uge blev argumenteret igennem med ordene: ”Det er det, forældrene vil have.” Mens børns almindelige hverdagsliv gled ud af politikken, trådte et andet børnepolitisk emne frem som særligt vigtigt, nemlig: børn som kommende arbejdsduelige voksne.
I 1990’erne fik en international skærpet bevågenhed på skoleundervisningens kvalitet ganske stor indflydelse på danske børns skoleliv. Blandt andre OECD konkluderede, at den danske folkeskole var for dårlig til at få børnene videre i uddannelsessystemet, og den enkelte skoles autonomi gjorde det desuden svært at evaluere det danske skolesystem.
I folketingssalen var man umiddelbart ikke enige om, hvorvidt man kunne tale om et decideret fald i kvaliteten af skolens undervisning, og om børnene vitterligt var blevet mindre dygtige, men alle var interesserede i at sikre uddannelsessystemets kvalitet fremadrettet.
Derfor blev der i de følgende år udviklet en række politisk formulerede værktøjer som planer og mål, der havde til formål at styre det lærerfaglige arbejde og derigennem sikre undervisningskvaliteten for eksempel ved løbende evaluering – i første omgang af undervisningen og senere af det enkelte barn. På den måde blev sproget om undervisning og undervisningskvalitet ændret i retningen af målbare og sammenlignelige forhold. Måleobjektet var børnene, og politikken gik i løbet af 1990’erne ganske tæt på hverdagen i skolen. Senere kom turen til vuggestuerne og børnehaverne.
I 2000’erne kom der for alvor fokus på daginstitutionerne. Også her er råmaterialet børnene, og også her er politikerne gået ganske tæt på børns hverdagsliv og på pædagogikken. Vedtagelsen af læreplaner i små børns dagtilbud i 2004 er et eksempel på, hvordan mere styring og mere kontrol af børns hverdagsliv forstås ikke bare som en nødvendighed, men som sund fornuft. Ligesom i skolen skulle en bedre kvalitet i daginstitutionerne opnås gennem brugen af en række værktøjer udviklet til formålet. Børns hverdag og individuelle kompetencer skulle nu også i daginstitutionen kunne måles, evalueres og dokumenteres. I en konkurrencestatslig logik betragtede politikerne det som statens vigtigste opgave at mobilisere befolkningen på ganske målrettede måder og ikke mindst: Det skulle ske fra barnsben.
Med dette politiske rationale in mente blev hverdagen i børnehaver og vuggestuer rammesat på nye måder. Også her skulle børnene hurtigere blive dygtige, så de kunne blive klar til skole og uddannelse. Der skulle forebygges og gribes tidligt ind i børns liv – allerhelst inden der var nogle problemer at gribe i. Børn skulle gøres robuste og udvikles i ”rigtige” retninger. Der kom fokus på fejl, mangler og potentialer.
I dag er barndomsvejen derfor til tider ret snæver, og man kommer som barn nemt til at gøre det forkert, for langsomt eller for dårligt. Uanset om vi taler om at være social, at lære sprog, motorisk udfoldelse eller kendskab til bogstaver og tal. Det er en ganske særlig måde at tale om små mennesker på, der har overtaget det børnepolitiske domæne. I dag er den børnefokuserede politik optaget af, hvad man kan gøre bedre med børnene, og ikke af, hvordan et egentligt medborgerskab for børnene kan etableres.
Det er ikke ligegyldigt, at der er politisk fokus på, at børn skal målrettes, ingen problemer skal have, hurtigt skal på vej og videre i livet, og det har trukket den samlede børnepolitik i en uhensigtsmæssig retning. Det er godt, at der er bred enighed om, at børn er medborgere, og at de skal behandles som sådan, men vi skal have langt mere politisk bevågenhed på børnenes hverdagsliv. Når vi får det, får vi øje på, at børn ofte ikke har ret stor indflydelse og medbestemmelse i mange væsentlige forhold – herunder deres hverdag i familierne, i daginstitutionerne og i skolen.
Naturligvis skal vi fejre Børnekonventionen, men vi bør gøre det ved at love hinanden og børnene at etablere en dialog om, hvordan vi sikrer, at fremtidens børn får et hverdagsliv, der i højere grad respekterer det fine menneskesyn, som Børnekonventionen bygger på.
Vi skal lytte til børnene, når de fortæller, at de savner nærværende voksne både ude og hjemme, og når de efterlyser mere tid til at lege eller blot være til stede i livet.