Vi svigter mødre, som har det svært efter fødslen

I et år med valg til regionsråd og kommunalbestyrelser vil det klæde de lokale politikere at sætte tiltag i gang, der kan hjælpe nybagte mødre med fødselsdepressioner, skriver Anette Marcher

Bevidstheden om fødselsdepressioner og andre efterfødselskriser skal højnes betydeligt, skriver dagens kronikør.
Bevidstheden om fødselsdepressioner og andre efterfødselskriser skal højnes betydeligt, skriver dagens kronikør. Foto: .

HVAD SKAL EN KVINDE GØRE, når hun lige er blevet mor, og livet gør så ondt, at hun næsten ikke kan holde ud at være til? For nogle uger siden ville jeg ikke have tøvet med at give et klart svar på det spørgsmål: Hun skal selvfølgelig søge hjælp.

Hun skal gå til sin læge eller sin sundhedsplejerske og fortælle så åbent og så udførligt som muligt om, hvordan hun har det. Eller kontakte sin jordemoder og bede hende om hjælp. Eller ringe til socialforvaltningen i sin kommune eller tage ind på psykiatrisk skadestue.

Hun skal med andre ord gøre, som hun ville have gjort, hvis hun havde fået lungebetændelse: Henvende sig til dem, der kan hjælpe med at helbrede hendes lidelse.

I dag er jeg anderledes skeptisk over for at give det svar til nybagte mødre, som står midt i en krise. For fredag den 15. februar kvalte en dybt ulykkelig 20-årig kvinde i Frederikshavn sin nyfødte søn og forsøgte derefter at begå selvmord. Hun stod også midt i en krise havde haft det psykisk dårligt siden fødslen og i de sidste 24 timer inden drabet forsøgte hun at kontakte psykiatrisk skadestue, psykiatrisk afdeling, sin sundhedsplejerske og sin læge.

LÆS OGSÅ: Mænd mangler viden om fødselsdepressioner

Hun gjorde præcis sådan, som jeg og mange andre ville have rådet hende til: Hun søgte hjælp. Men forgæves. Ingen af de sundhedspersoner, hun henvendte sig til, gav hende tilsyneladende den hjælp, der skulle til for at afværge tragedien. Det understreger med dobbelt tydelighed, at for kvinder med fødselsdepressioner eller andre efterfødselskriser er der ingen garanti for, at deres råb om hjælp har nogen effekt.

Desværre er det ingen nyhed, at nybagte mødre med psykiske problemer går forgæves i sundhedssystemet. Fødselsdepressioner og andre efterfødselskriser rammer op mod hver fjerde nybagte mor. Alligevel er alt for mange læger, psykiatere og sundhedsplejersker ikke tilstrækkeligt bevidste om, at kvinder, der lige har født, kan have det svært med andet end ømme bryster og søvnløse nætter.

DERFOR LIDER rigtig mange kvinder i ensomhed eller går rundt med ubehandlede fødselsdepressioner i årevis. Sundhedspersonernes proaktive indsats for at opdage og gribe fat i nybagte mødre med psykiske problemer bliver i øvrigt så meget desto vigtigere, fordi mange af kvinderne ikke engang tør tale om, hvor dårligt de har det med moderskabet.

Det hænger for det første sammen med, at emnet er voldsomt tabubelagt. At sige, at man ikke bryder sig om sit barn eller om at være mor, afføder gerne den samme reaktion fra omverdenen, som havde man sagt, at man er ved at dø af ondartet kræft. Folk vil helst ikke høre det og i hvert fald slet ikke forholde sig til det.

En anden årsag til kvindernes tavshed er, at moderskabet i dag er omgærdet af opskruede normer og forventninger. Trangen til at leve op til de glittede glansbilleder fra reklamer og graviditetsmagasiner er så stor, at det er frygtelig flovt, hvis man ikke magter det.

LÆS OGSÅ: "Hvorfor skal man forebygge, hvis der ikke er et problem?"

Læg dertil, at stort set ingen forbereder de vordende mødre på, at det psykisk kan gå grueligt galt, når de efter ni måneders graviditet står med deres barn i armene. Fødselsforberedelsen er mange steder skåret ned til et PowerPoint-show, og i gængs graviditetslitteratur omtales begrebet fødselsdepression kun overfladisk.

Godt nok har flere fødeafdelinger tilknyttet psykologer i en eller anden funktion, men gravide kvinders mentale trivsel er ikke en fast integreret del af svangreomsorgen på samme måde, som blodtypescreening, jordemoderundersøgelser og ultralydsscanninger er det. Til trods for at vi ved, at op mod hver tredje gravide kvinde oplever psykiske problemer i løbet af graviditeten.

Og nu vi er ved tallene. I 2012 blev der født knap 58.000 børn i Danmark. Alt efter hvor stramt vi definerer lidelsen, betyder det, at mellem 5800 og 14.500 danske kvinder sidste år blev ramt af en fødselsdepression eller anden efterfødselskrise.

Eksperter skønner, at det kun er halvdelen af de ramte kvinder, som opdages, og at det ud af dem kun er omkring en tredjedel, som kommer i behandling. Hvis de skøn stemmer overens med virkeligheden, efterlod det sidste år mellem 4800 og 12.000 kvinder det samme sted som den ulykkelige mor i Frederikshavn, nemlig helt alene og uden den nødvendige hjælp og behandling. Hvilke behandlingstilbud findes der så? Alt, alt for få. En ramt kvinde kan i en del kommuner opleve at få ekstra opmærksomhed og nogle samtalesessioner med sin sundhedsplejerske, men det er bare ikke nok. Fødselsdepressioner er en lidelse på højde med almindelige depressioner og angst og kræver behandling af fagfolk med speciale i psykologi eller psykiatri.

LÆS OGSÅ: Ønsker screening for fødselsdepression

Og de tilbud er der meget langt imellem. Tag Aalborg Kommune som eksempel. Her oprettede man for 10 år siden et behandlingstilbud bestående af en såkaldt samtalegruppe ledet af en psykolog og en sundhedsplejerske. Gruppen har været en succes kvalitativt om ikke kvantitativt. For ud af de 220-500 kvinder, som anslået hvert år får en fødselsdepression i Aalborg Kommune, er der på årsbasis kun plads til 8 eller 10 i samtalegrupperne.

Alle andre både i Aalborg og i resten af landet er henvist til at opsøge privat psykologhjælp. Hvis de altså har råd til at betale for den. Men på grund af begrænsninger i psykologernes aftale med regionerne har mange psykologer flere måneders ventetid på de lidt billigere behandlinger, hvilket selvfølgelig er komplet uholdbart, når man står midt i en alvorlig efterfødselskrise.

Der forestår med andre ord et meget stort arbejde, før vi som samfund har opbygget et tilstrækkeligt beredskab i forhold til fødselsdepressioner både med hensyn til forebyggelse og til opsporing og behandling. Og i et år med valg til både regionsråd og kommunalbestyrelser ville det klæde de lokale og regionale politikere at melde sig på banen med konkrete forslag til, hvordan de vil opnå det.

HER ER TRE FORSLAG TIL, hvad de konkrete tiltag kunne være: Bevidstheden om fødselsdepressioner og andre efterfødselskriser skal højnes betydeligt hos social- og sundhedspersonale, således at de bliver bedre til og har større fokus på at opspore nybagte mødre, der har brug for hjælp. Dette gælder i særlig grad sundhedsplejersker, jordemødre, sygeplejersker, læger samt andet fagpersonale på skadestuer og sygehuse, men også socialrådgivere og fagfolk i dagpleje og daginstitutioner skal inddrages i en tværfaglig indsats.

Større fokus på gravide kvinders psykiske helbred, herunder angst og depressioner og tilløb til det. Bedre fødselsforberedelse og integrerede tilbud om psykologkonsultationer under graviditeten. Solid information til gravide om de psykiske problemer, de risikerer at opleve både før og efter fødslen, og hvordan de kan behandles.

Reelle behandlingstilbud til alle kvinder med fødselsdepressioner og andre efterfødselskriser altså behandling af personer med baggrund i psykologien eller psykiatrien.

Derudover kan man forestille sig nationale tiltag som: opprioritering af forskning i fødselsdepressioner og andre efterfødselskriser. Vi ved allerede meget, men jo mere vi ved, jo bedre er vi i stand til at forebygge og behandle lidelsen. Eller en kampagne rettet mod den brede befolkning, der både informerer om lidelsen og samtidig rokker ved de urealistiske normer og forventninger, som omgiver moderskabet i dag.

LÆS OGSÅ: En mor har bare at være perfekt

Det vil koste penge, ja. Men det har så sandelig også sine omkostninger både økonomiske og menneskelige når vi lader hundredvis af kvinder leve i psykisk sårbarhed i årevis på grund af ubehandlede fødselsdepressioner. En sårbarhed, som de i øvrigt risikerer at overføre til deres sønner og ikke mindst til vores kommende mødre, deres døtre.

Anette Marcher er journalist og selv tidligere ramt af fødselsdepression