Prøv avisen
Kronik

Vi trænger til en moderne familiepolitik med ligestilling

Isabella Arendt, Næstformand, Kristendemokraterne

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Ligestilling for mor og far er hverken dyr eller besværlig, der er bare ingen, som har gjort noget ved det. Vi politikere må sikre familien helt basale rettigheder. Først og fremmest bør mor og far have den samme mængde barsel til rådighed, mener Isabella Arendt

Jeg havde forleden aften en samtale med en nybagt mor. Hun stod lige midt i fyldte bleer, besværlige regler og med et akut behov for en familiepolitik, som sætter hende og faren lige. Som snakken gik, kunne jeg så informere hende om, at den manglende ligestilling hverken er dyr eller besværlig – tværtimod – der er bare ingen politikere, som endnu har gjort noget ved det.

Den (ikke eksisterende) familiepolitik, som vi har i Danmark i dag, er ganske enkelt hverken tidssvarende eller lige mellem kønnene. Det eneste lige ved de nuværende regler er næsten, at mor og far skiftes til at være dem, som bliver kørt over.

For det første burde fødselsforberedelse og forældrekurser være fast tilbud for både mor og far. Blandt andre foreningen Forældre og Fødsel har vist, at god forberedelse forud for fødslen sikrer en god fødsel og en god start på livet som familie. Desværre er det ikke alle kommuner, som har det tilbud, og mange steder er fokus på moderens behov og selve fødslen frem for også at inkludere faderen og tiden efter fødslen. Et sådant kursus burde være en sikker investering over hele landet. Tidlig investering betaler sig!

Den lille guldklump bliver født, og barslen går for alvor i gang. Her er der meget tilbage at ønske endnu, når det kommer til ligestilling af mor og far. Først og fremmest bør mor og far have den samme mængde barsel til rådighed. I dag har far to ugers øremærket barsel – ikke medregnet ny EU-lovgivning – og mor har 14 uger. Det er klart, at mor har nogle biologiske behov lige efter fødslen, som retfærdiggør lang barsel.

Men far har altså også lige fået sit liv vendt på hovedet. Hvor er anerkendelsen af det? I stedet burde al barsel være til lige deling mellem mor og far, så de begge står godt rustet i den første tid.

Det er i den første tid med barnet, at vaner dannes. Hvis det er mor, som har mest barsel, så tyder det på, at det også er mor, som tager barnets sygedage og mor, som går ned på deltid, hvis familien har brug for det.

Altså – den, som i starten bliver god til at være hjemme, er ofte den forælder, som påtager sig ansvar for hjemmet fremadrettet. Det skaber ulighed mellem mor og far, hvis mor altid er det oplagte valg på hjemmefronten. En lige barsel til lige deling mellem mor og far vil sikre, at alle familier selv kan bestemme, hvem og hvor længe man vil være hjemme ved barnet. En opfordring herfra skal lyde, at mor og far har barsel sammen i den første tid, så de begge bliver ligeværdige forældre helt fra start.

Hvis forældrene har mere og lige barsel, vil fordelen ved at ansætte mænd over kvinder også bliver mere udvisket. I barnets første tid har mange forældre brug for at være socialt sammen med andre nybagte forældre, som deler deres frustrationer om afføring i nakken, ømme bryster, manglende forbindelse med barnet, eller hvad det nu kan være.

Her er der gode muligheder for mødre i mødregrupperne, men alt for mange steder er der ingen muligheder til far. At der kun findes mødregrupper, er med til at fastholde den gammeldags opfattelse af, at småbørn er mors ansvar. Der burde være fædregrupper i alle kommuner til mænd på barsel. Det vil sende et stærkt signal til alle mænd om, at de er lige så vigtige for det lille barn og familien, som mor er. Og det vil give mange mænd et nødvendigt samtalerum, hvor de kan dele livet som nybagt far.

Næste udfordring for ligestillingen kommer, når alt for mange forældre er tvunget til at sende deres børn i institution. Kun en tredjedel af de danske kommuner tilbyder tilskud til hjemmepasning. Det betyder alt for ofte, at kvinderne går på deltid for at give barnet lidt mere tid i hjemmet. Med tilskud til hjemmepasning for alle vil både mor og far kunne vælge at gå hjemme med barnet i de vigtige første år. Det vil igen vise både mor og især far, at hjemmets og familiens opgaver er mindst lige så vigtige at tage ansvar for som opgaverne på arbejdsmarkedet.

Hvis hjemmepasning for alvor skal give ligestilling, er det dog vigtigt, at det bliver anerkendt som et fuldt ud gyldigt arbejde. Derfor skal forældre, som går hjemme med tilskud, selvfølgelig kunne optjene dagpenge ligesom alle andre. Hvis ikke de kan det, så vil den hjemmegående forælder være dårligere stillet på arbejdsmarkedet, når barnet sendes i institution.

Det skaber ulighed mellem mor og far og vidner om en gammeldags tilgang til, at hjemmet passer sig selv, og at et ”rigtigt” arbejde er et arbejde, hvor du tager af sted om morgenen. Den tankegang holder ikke mere. Et ”rigtigt” arbejde kan lige så vel være, at du tager ansvar for din familie, dit barn og dit samfund ved at passe barnet selv.

Resten af barnets liv handler det også om, at mor og far skal ligestilles rent administrativt. Her bliver far i dag snydt og af systemet betragtet som en mindre vigtig forælder. Stort set al kommunikation fra det offentlige til forældrene angående barnet kommer til mor – og kun mor. Hvad skulle forhindre, at tandlægeaftaler, jordmoderopdateringer eller barselsændringer også dukker op i fars e-boks?

Sidst, men ikke mindst mangler der afgørende ligestilling, når det kommer til pension. I dag bruger mor længere tid i hjemmet end far. Det betyder, at hun tjener mindre og derfor også får mindre i pension. Det er så absolut ikke fair. Hjemmepasning med tilskud skal optjene pension, ligesom alle andre jobs.

Derudover er det vigtigt for mig at slå fast, at ansvar for familien og ansvar for indtægten er to lige vigtige ansvarsområder – og burde være lige mellem mor

og far. Så hvis mor vælger at gå hjemme og tage et større ansvar for familien, og far vælger at arbejde og tage et større ansvar for indtægten, så burde de kunne dele pensionen mellem sig fra begge indtægter.

I dag er pension i teorien vores egne penge, men vi har ikke magt over dem selv. Vi burde sikre ligestilling i pensionen ved at lade alle selv bestemme, hvilken konto pensionen skal sættes ind på. Så kan far, der arbejder 40 timer om ugen, sætte 30 procent af sin pension ind på mors konto, som kun arbejder 30 timer om ugen. Eller omvendt, som familien selv vil! Det vil skabe ligestilling mellem mor og far helt til livets slutning og sikre, at hjemmets arbejde og udearbejde er ligestillede ansvar.

Ligestilling mangler desværre i familiepolitikken i dag. Måske fordi Christiansborgs politikere ofte slet ikke ser familien som en samlet enhed. De betragter mor og far som to individuelle voksne, som skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet, og børnene som små præ-voksne, som skal skoles og formes, så de også en dag kan stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Lidt skarpt, måske.

Konklusionen er desværre, at mor og far i dag slet ikke er lige i familien. Og at det ikke er hverken svært eller dyrt at lave om. Det kræver derimod, at vi politikere tager ansvar og sikrer familien helt basale rettigheder.