FØRSTE GANG jeg stødte på SF var i 8. klasse. Nogle smarte fyre havde talt grimt om kvinder i skolegården, og det gjorde mig rasende, men jeg havde stort set aldrig diskuteret politik før. Dengang var der ikke noget internet, men en sød bibliotekar lånte mig nogle venstreorienterede kampskrifter. Jeg opdagede Ebba Strange og så mig aldrig tilbage. For i 1970’ernes Danmark, hvor jeg voksede op, var SF det parti, man instinktivt forbandt med ligestilling og retfærdighed. Det er det stadig, og det vil det også være i fremtiden.
Som ung kvinde nød jeg godt af den kulturkamp, vi i dag kender som ungdomsoprøret. Vores frie og lige omgangsformer, den seksuelle frigørelse og ligestillingen mellem kønnene. Intet af det var en selvfølge i den stive og konservative efterkrigstid. SF var med i front for kvindernes rettigheder, for lærlingene og for ungdommen.
Er vi så nået i mål, som mange påstår? Langtfra! Det kræver stadig 50 procent flere jobansøgninger, før du bliver ansat, hvis dit navn klinger mellemøstligt. Der er stadig homoseksuelle, der oplever hadforbrydelser. Der er stadig unge nydanskere, der ikke selv må vælge, hvem de er kæreste med, og der er stadig masser af folketingspolitikere, der siger, at det ikke er noget problem, at kvinder tjener mindre end mænd, eller at fædre tager mindre barsel end mødre.
SF har været med til at rykke mere, end jeg nogensinde kunne have håbet på, men det har kun gjort mig mere sulten på at få nedbrudt de resterende uretfærdigheder, der stadig plager verden. Det gælder ikke mindst at få verden til at vågne op til det faktum, at klimaforandringer kræver øjeblikkelig handling.
SF fik nemlig sit gennembrud som kommunalt parti i 1980’erne, hvor især miljøsagen blev hjerteblod. Dengang var der ingen, der tog det særlig seriøst, men i dag siger alle gudskelov, at de vil være grønne.
ALLIGEVEL ER JEG LANGTFRA tilfreds, for hvis man går partiernes politik efter i sømmene, er der alt for mange, der kun har det i munden. Venstre skifter farve på deres logo med den ene hånd, mens de med den anden leverer en politik så sort, at det kunne kvæle en sten. Så er det bedre med Socialdemokratiet, men tro mig, når jeg siger, at socialdemokraterne ikke flytter sig mere end et par millimeter uden en stærk venstrefløj til at hive dem i ørerne.
Flere områder i Danmark betaler stadig miljøprisen for fortidens synder og ”jorden er giftig” flere stedet i landet. Alligevel er det svært at finde politisk vilje til den oprensning, der skal garantere vores børn en sund mudderpøl at lege i.
SF har ikke haft det nemt de seneste år. Regeringstiden var en blandet oplevelse, skal jeg hilse og sige, og der er mange ting, jeg ville gøre anderledes, hvis jeg fik chancen. Konsekvensen af de hårde lektier, vi lærte, blev en liste af helt konkrete forhandlingskrav, hvis vi nogensinde skal i regering igen. Vi kommer ikke til at være med, hvis ikke velfærden bliver udbygget, kontanthjælpsloftet afskaffes og miljøpolitikken bliver ambitiøs. Så enkelt er det. Tidligere havde vi nok en naiv forventning om, at man giver og tager i regering – og derfor endte vi med at give for meget og tage for lidt. Derfor siger vi hellere end gerne ”nej tak” denne gang, hvis ikke vi på forhånd kan se, at vi får indfriet vores ønsker.
Det betyder langtfra, at jeg fortryder hele regeringstiden. Noget af det, jeg er mest stolt af i min tid som politiker, er den afgørende rolle, SF spillede i afskaffelsen af fattigdomsydelserne og indførelsen af Danmarks hidtil grønneste politik, blandt andet med en milliardinvestering i en grøn togfond, som den dag i dag er en torn i øjet på de borgerliges ambitioner om at lade den offentlige trafik rådne.
HVIS VI VINDER NÆSTE VALG, skal vi måles på, at vi kommer endnu længere. Vi har stadig alt for få pædagoger i vores daginstitutioner, og der er hårdt brug for at give magten over arbejdslivet tilbage til sygeplejersker og sosu-assistenter. Det presser personale, forældre og ikke mindst de børn, der udgør vores fremtid.
Mange har en forkert idé om, at de sejre, vi har vundet, ikke kan tabes igen, men når de fattigste mennesker i Danmark har fået råd til mindre, end de havde for 10 år siden, mens alle andre har fået råd til mere, så mindes vi om, hvor hurtigt samfundet kan skride i svinget, hvis ikke vi fortsætter den indædte kamp mod toppens rovdrift på fællesskabet.
Jeg kan godt lide Socialdemokratiet, men sandheden er, at hvis de havde fået lov at bestemme, havde staten leveret skrabede kompromiser herfra og til dommedag. Det har altid været en skarptunget venstrefløj, der har holdt fast i, at rettighederne for kvinder, homoseksuelle og børn skulle udvides, og i dag er det også os, der insisterer på, at status quo ikke er tilstrækkeligt. Vis mig en socialdemokrat udtale sig om ligestilling, og jeg skal vise dig en, som har hjertet på rettet sted, men som alligevel skal trækkes til det politiske trug, før der sker noget som helst konkret.
Når SF efterspørger et grønt superministerium, handler det dermed også om at holde de store partier fast på nødvendige forandringer. Jeg er overbevist om, at vi om 30 år vil se tilbage på i dag og måbe over, at politikerne dengang var underlagt selv de smalleste økonomiske hensyn fra Finansministeriet, samtidig med at de kunne trække på skuldrene ad miljøet.
PÅ SAMME MÅDE er hele Folketinget vældigt fortørnet over Danske Banks hvidvask og finanssektorens svindel, men hvis man synes, det kalder på en gennemgribende reform af hele møget, så skal man kigge til SF og Enhedslisten. Hos de andre partier får man måske en samfundsrepræsentant i bestyrelsen og ellers business as usual.
Det er netop balancen mellem revolutionær forandringslyst og viljen til konkret, politisk forandring, som gør, at jeg føler mig hjemme i SF.
I 1992 stod det internationale samarbejde i en skæbnetime, da danskerne sagde nej til Maastricht-traktaten. SF foreslog en mindelig løsning med fire forbehold, og sådan blev det. Nu efterlyser de borgerlige partier en ”britisk Holger K”, og jeg kan egentlig godt forstå hvorfor. Udlændingedebat, globalisering og ulighed river befolkninger på tværs af Europa fra hinanden, og der er brug for politikere, der er villige til at gennemføre forandringer uden at lægge armene over kors og insistere på, at de kun kan gøres på én måde.
Det er det, der fylder SF’s politiske tankespind i dag, som det altid har gjort: Uretfærdigheden finder vi overalt i verden, det er bare med at komme i gang med at afvikle den. Danmarks internationale ansvar skal forskanses, velfærden skal udbygges, og Danmark skal være så grøn, at det kan ses fra rummet.
LYDER DET DRØMMERAGTIGT? Tjah, vi har aldrig rigtig købt den der med, at der skulle være en modsætning mellem at følge hjertet og lytte til hjernen. Faktisk tværtimod.
Det er vores følelser, der gør, at vi vil det bedste for vores børn, men det er vores hjerne, der fortæller os, at der ikke findes en fremtid uden dem.
Vores kærlighed til naturen kommer både, når vi nyder en mundfuld frisk morgenluft i skoven, og når vi tænker på, at vores planets helbred ikke kan adskilles fra vores eget.
Så ja, vi håber. Det har vi gjort i 60 år. Fordi nogen skal gøre det. Og fordi alene håbet kan give viljen til reel forandring, som kan mærkes af de mange mennesker, der imødegår fremtiden med utryghed.