Godhedens ansigt behøver ikke nødvendigvis at være som på den gamle filantropis tid, at kun altruisme i ren aftapning og uden tilsætningsstoffer kan tælle som godhed.
Alligevel kan der være nogle grunde til at diskutere, om der ikke er kommet for mange affaldsstoffer i nyere tids arrangerede medmenneskelighed præget af kendiskultur og en stærkt selvspejlende trend, hvor giverne af hjælp har indtaget scenen på bekostning af modtagerne og de problemer, som de måtte have.
LÆS OGSÅ: Frivilliges indsats i kommunerne truer foreningslivet
Ngo-området er i de senere år blevet stærkt påvirket af det private erhvervsliv og dets management sprog. En i princippet positiv vilje til at vise social ansvarlighed har bredt sig, men for det meste på en meget selvspejlende facon.
Med sociologen Goffman kan man sige, at markedets aktører benytter sig af impression management, opbygning af et selv-image ved hjælp af en bevidst og ofte subtil form for bevidst indtryksstyring, som har til formål at gavne virksomhedens position på varemarkedet gennem opnåelse af social sympati hos potentielle kunder.
Det ville være logisk at se nærmere på den økonomisk set gigantiske amerikanske filantro-kapitalisme, hvor Bill Gates (nu kært omtalt som Sankt Bill) og danske erhvervsdrivende fonde som Novo Nordisk Fonden, Realdania med flere er store aktører. Imidlertid har jeg af psykologiske grunde valgt eksempler i en meget mindre og tæt på borgerne-skala, nemlig den godhed, som for tiden er i spil omkring anbragte børn.
Det kan virke harmløst, at eks-landsholdsspilleren Jesper Grønkjær sælger sine fodboldtrøjer på auktion og bruger halvdelen af pengene til 10 spritnye cykler til børnene på behandlingsinstitutionen Bøgholt ved Aarhus.
Muligvis kniber det med velfærden på døgninstitutionerne, men velstand er der da. Materielt er børnene på vore døgninstitutioner bedre stillet end mange børn fra almindelige fattige familier, da de anbragte er omfattet af en lovgivning, der sikrer dem lommepenge, tøjpenge, næsten 6000 kroner til konfirmation og så videre.
Alligevel er børn på døgninstitutioner in for tiden som objekter for medmenneskelighed. Hvad med at forkæle sine sanser og gøre livet sjovere for anbragte børn ved at melde sig til en enestående velgørenhedsfrokost på Kokkedal Slot eller trampe i pedalerne for anbragte børn ved at deltage i et velgørende cykelløb og på den måde udvise socialt ansvar i børnehøjde.
Eller hvorfor ikke blive del af en bølge af medmenneskelighed ved at lade 8.-9. klasse-børn lære om markedsføring, fundraising og social ansvarlighed, mens de landsdækkende er i benhård konkurrence med hinanden og sætter fokus på social ansvarlighed ved at skabe synlighed om anbragte børn og unge (kilde til eksemplerne her er Erhvervsmagasinet CSR).
LÆS OGSÅ: Biskop sætter populær indvandrerpræst på plads
Mindst to spørgsmål rejser sig i forbindelse med denne bølge af medmenneskelighed: hvad er baggrunden for, at der overhovedet er børn og unge på døgninstitutioner? Det er jo ikke disse institutioner, som har sat børnene i verden, men nogle dysfunktionelle familier og sociale eksklusioner fra samfundet.
Måske nogle af de store børn, som konkurrerer på godhed, har forældre, som har forlangt de anbragte smidt ud af deres barns klasse, fordi de forstyrrer undervisningen for egne børn og mobber dem i frikvartererne. Kunne medmenneskelighed bestå i at invitere disse børn hjem i stedet for at klage over dem og få dem sendt via Pædagogisk Psykologisk Rådgivning til døgninstitutioner og opholdssteder i Jylland? Og derefter synes, at det er synd for dem.
Dernæst, hvad mener de anbragte om at blive udstillet på denne måde som fattige stakler? Det er jo en genopvækkelse af fortidens udstilling af de fattiges børn: Han er på sognet, som nogle, der kalder på vore andres barmhjertighed. De rige giver så meget, som de vil til hvem de vil, mens enhver trængende i samme åndedrag bliver gjort til tigger.
I 2006 udgav teologen Jørgen I. Jensen bogen Jeg-automaten, en ramsaltet teologisk kritik af et tidstypisk menneskebillede, hvor den ny karriere- og CV-kultur også er trængt ind i filantropien. At være god som noget kalkuleret og som en kulisse for den enkeltes udfoldelse.
Hvor man ser sig om i verden efter nogle nødlidende eller en næste, som skal opsøges for at modtage penge og være genstand for andres (selv)godhed. En analyse, som forekommer at passe på dele af tidens hjælpende ånd, hvor man kan få dokumentation i form af et diplom for en frivillig, instrumentel indsats, som kan vedlægges eksamensbeviset.
Måske er det for surt, men alligevel. Da jeg i en lokalavis så en borgmester i Rødovre uddele håndtryk til nogle skoleelever, som havde skabt virale bølger baseret på ansvarlighed og aktiv støtte til anbragte børn og unge, gav det mig en let kvalme.
En kvalme, som blot blev værre, da jeg i en anden lokalavis fra Esbjerg kunne læse, at eleverne dér indtog førstepladsen i konkurrencen om at samle penge ind til anbragte børn.
Denne form for filantropi/frivilligt socialt arbejde opleves som dydigt og godgørende for dem, som yder, men er jo forræderisk i den forstand, at der ingen forbindelse er mellem godhedskampagnerne og den virkelighed, som ligger bag.
Hvor er harmen over den uretfærdighed, som forårsager, at nogle har særlig brug for hjælp, hvor er de godes krav eller forslag til en forbedret verden? Sagt på en anden måde, det her er ny-filantropiens følelsesstyrede godhed (Nytænkning med hjertet hedder det i Huset Zornigs slogan).
Et paradigme, hvor det er vigtigere at kredse om de fattige som personer og lejlighedsvis være lidt gode ved dem end at gøre noget ved fattigdommen, hvor der laves kampagner til fordel for de udstødte børn på døgninstitutioner i stedet for at kæmpe mod deres sociale udstødning og for inklusion.
Det godes afhængighed af bedsteborgernes følelser og velvilje er og forbliver strukturelt forbundet med ulighed og en hierarkisk samfundsorden. Man ser forgæves efter en politisk bevidsthed og et slogan som Nytænkning med hjernen.
En sådan kognitiv seriøsitet er påkrævet ikke mindst i forbindelse med skolebørns mobilisering på vegne af anbragte børn, hvis ikke godheden skal udarte til et cirkus af stigmatiserende pseudo-godhed. Som Karl Ove Knausgaard skriver om societetskvinderne i Wien ved århundredskiftet (Min kamp, bind 6), tror de, at de er gode, fordi de giver almisser uden at forstå, at de derigennem ydmyger modtagerne.
Uden at foragte det, som Ritt Bjerregaard engang kaldte sociale albyler, er jeg enig med Knausgaard: Sand social virksomhed er ikke at uddele nåde, men at genoprette en retfærdig ordning og et samfund med lige muligheder for alle.
Den afpolitiserede godhed er et centralt træk ved den ny-filantropiske bølge. Amerikanerne bruger begrebet plug-in volunteers for ad hoc-frivillige med kort tidshorisont og løs eller ingen tilknytning til de frivillige organisationer.
Det at gøre noget godt i en ad hoc-sammenhæng, om eftermiddagen, behøver således ikke at have sammenhæng med en mere generel livsindstilling og etik hos personen om formiddagen.
Når tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) dukker op med fotografer og journalister tilkaldt, mens han samler penge ind på gader og stræder, kobles denne gode gerning ikke sammen med, at hans luksusrejser ifølge BTs beregninger på Red Barnets hjemmeside ville have kunnet dække omkostningerne for 1000 fattige børns skolegang i et år.