Jeg hørte for nylig om et sogn med cirka 11.000 sjæle og tre præster. De har i gennemsnit omkring 1000 mennesker i kirke hver uge. Men heraf er det kun cirka 100, der kommer til højmessen om søndagen. De øvrige kommer til begravelser, vielser, koncerter, spaghettigudstjenester, stilleandagter, lørdagsdåb og andre særlige gudstjenester og anledninger.
LÆS OGSÅ: Vielser i det fri udfordrer kirkebrylluppet
Det bekræfter, hvad der også kan konstateres andre steder i landet, at højmessen er ved at blive til en gudstjeneste for de særligt indviede for dem, der bedst kan lide brusende orgler, lange salmer og tung liturgi. Når der kommer historisk mange i kirke i vor tid, så er det på grund af et udbud af gudstjenester, der er så bredt og vidtfavnende som aldrig før. Danskerne er ikke kirkefremmede. De er højmessefremmede og det er noget andet.
Et bud kunne være, at det er nogle af de samme ting, der er på spil, når vordende ægtepar spørger efter en kirkelig vielse i det fri. Det er ikke nødvendigvis et udtryk for afstandtagen til den kristne tro. Det kunne også være et udtryk for, at alt det, der følger med en vielse i kirken, siger dem mindre og mindre: orglet, salmerne og liturgien, som de finder fremmedgørende og kunstig eller dårlige oplevelser med kirkerummet.
Ikke desto mindre vil de gerne vies i en kristen ramme. De er positive over for deres præst og betragter sig som kristne, vil gerne have evangeliet forkyndt til deres bryllup og Herrens velsignelse lyst over deres ægteskab, selvom de af forskellige grunde har det svært med kirkerummet og alt, hvad der dér følger med.
Indtil videre er alle forespørgsler på kirkelige vielser i det fri blevet afvist af biskopperne, i enighed om at fastholde et nej. Men nu er der tilsyneladende en åbning på vej.
Det forlyder, at vielser i det fri har været diskuteret på sidste fælles bispemøde. Jeg vil gerne opmuntre til at gå videre med det. Uanset om man er for eller imod, mener jeg, at det bliver mere og mere problematisk blot at fastholde et kategorisk nej, når trenden de sidste årtier har været, at flere og flere gudstjenester henlægges til den fri natur.
Jeg tror ikke, vi vil blive overbebyrdet med forespørgsler. Det er mit indtryk, at de fleste, der ønsker en kirkelig vielse, gerne vil have alt det med, som kirkerummet kan bidrage med. For mange er det kun en kirkelig vielse i kirken, der er en rigtig vielse. Men spørgsmålet er selvfølgelig, om rummet i sig selv gør vielsen kirkelig. Det mener jeg ikke. Ligesom det er tilfældet med en gudstjeneste, er en vielse ikke afhængig af, hvor den foregår, men hvordan den foregår.
MARTIN LUTHER BETRAGTEDE ikke vielsen som et kirkeligt anliggende, men som en verdslig håndtering. Derfor mente han også, at tilspørgslen og troskabsløftet skulle finde sted i det fri, foran kirkedøren, og at man så bagefter kunne fejre gudstjeneste inde i kirken. I den danske folkekirkes ritual er de to ting smeltet sammen til ét, således at tilspørgslen af parterne er blevet en del af gudstjenesten. Men netop altså en gudstjeneste.
Derfor er det også et godt spørgsmål, om der overhovedet kan gives nogle rent teologiske argumenter for at nægte en vielse i det fri? Der holdes jo masser af (andre) gudstjenester i det fri ikke blot på Kristi himmelfartsdag og anden pinsedag, som det er blevet tradition rigtig mange steder, men også konfirmand-, spejder-, høst-, feltgudstjenester og så videre.
En gudstjeneste i det fri er ikke en dårligere gudstjeneste end den i kirkerummet. Men den er anderledes. Det autoriserede vielsesritual er skabt til kirkerummet, og derfor skal ritualet selvfølgelig omsættes til andre fysiske omgivelser. Ligesom vi ved friluftsgudstjenester bliver nødt til at tilpasse liturgien og ordene det anderledes rum, vil dette være tilfældet ved vielser i det fri. Også her skal ritualet tilpasses situationen, sådan at der skabes et liturgisk rum for vielsen. Det er til gengæld så også noget af det, vi som teologer og liturger er uddannede til at kunne gøre på forsvarlig vis.
Når biskopperne indtil videre har sagt nej til vielser i det fri, har det mig bekendt ikke været af teologiske grunde, men først og fremmest for at beskytte præsterne mod at skulle foretage vielser på mærkværdige steder. Det skal de ikke have utak for, for det har gjort det nemt at sige nej. Men det er i mine øjne blevet vanskeligere at argumentere for i takt med det stigende udbud af friluftsgudstjenester. Spørgsmålet er derfor, om vi ikke skal arbejde på at finde nogle gode løsninger, så vi på den ene side kan åbne for vielser i det fri og på den anden side sikre, at det sker både smukt og evangelisk.
DET HAR VÆRET FORESLÅET, at der kunne godkendes udvalgte steder i hvert stift, hvor en udendørs vielse kunne finde sted. Det skulle tjene til beskyttelse mod at blive slæbt op i Storebæltbroens pyloner eller ned på bunden af Nordsøakvariet. Jeg tror dog ikke, at sådanne godkendte steder er den bedste løsning, da de fleste forespørgsler på friluftsvielser sandsynligvis ville dreje sig om parrets egen have, sommerhus eller lignende, mere personlige, steder.
I stedet kunne man stille nogle krav til selve vielsesceremonien og vielsesritualet. For at fastholde vielsen i en gudstjenstlig ramme kunne man for eksempel stille krav om, at en præst, der siger ja til en vielse i det fri, til enhver tid overfor sin biskop skal kunne forsvare, at det er en gudstjenstlig handling, som han eller hun forestår. Vielsen skal således uanset sted inkludere de ritualer, ord og handlinger, der gør den til en gudstjeneste.
Her kunne der passende arbejdes med et fast ritual for en udendørs vielse. Og for at fastholde offentlighedskriteriet kunne det også kræves, at menigheden og gæsterne skal kunne deltage i hele ceremonien. Det kunne også være med til at begrænse de mere outrerede vielsessteder.
Man må gå ud fra, at det er i parrets egen interesse, at stedet er egnet til formålet, og at der er taget højde for, at der kan komme regn og vind. Ligeledes må det være parrets ansvar, at det praktiske fungerer. At der er sørget for et alterbord eller andet, der kan give rummet retning, eventuelt en knæleskammel, anlæg til forstærkning af lyden og så videre. Det ville give parret medansvar og medejerskab til deres egen vielse og dermed et helt andet engagement.
Endelig bør det til enhver tid være frit for en præst at kunne sige nej til en vielse i det fri. Vi skal fortsat kun være forpligtede på at holde bryllup i kirkerummet.
JEG MENER, AT TIDEN ER KOMMET til at diskutere, om ikke der kan opstilles nogle fornuftige kriterier for, at der kan holdes vielser i det fri. Som sagt mener jeg ikke, at der er nogle teologiske argumenter imod det, der holder. De væsentligste argumenter imod vielser i det fri har været bundet i bekymringer for brudepar, der udelukkende går efter størst mulig selviscenesættelse af deres helt unikke og private bryllup. Et udstyrsstykke, hvor man kan forudse, at formen helt sikkert vil stå i vejen for indholdet.
Én ting er så, at det, at vielsen finder sted i kirken, ikke automatisk er et værn mod selviscenesættelse. Vigtigere er det, at den eksisterende form altså for nogle allerede står i vejen for det budskab, som kirken ønsker at formidle. Spørgsmålet er derfor, om tiden ikke er kommet til, at vi også i Danmark kan finde en løsning, som man har det mange andre steder. Så kan de par, der af hjertet ønsker en kirkelig vielse i det fri, imødekommes af de præster, der også gerne vil.
Jeg mener, vi ikke længere skal se på vielser i det fri som et onde, der for enhver pris skal undgås, men i stedet skal se dem som en anledning til også hér at få lov til at forkynde evangeliet.