Prøv avisen

Vikingernes kamp for Hvidekrist

Nationalmuseets udstilling Viking. Her kopi af Jellingstenene. Foto: Mads Nissen/ Denmark

For ikke længe siden strømmede folk til Nationalmuseet for at opleve særudstillingen Viking. Og netop nu præsenteres udstillingen under stor bevågenhed i England. De gamle kilder i Irland fortæller her om både sorte og hvide fremmede, der hærgede deres land. Hvem de var, har dagens kronikør et bud på

PÅ NATIONALMUSEETS UDSTILLING mødte vi krucifikset med den storøjede Konge-Kristus fra Nørre Åby Kirke og den hvide Kristus på den store Jelling-sten. Med dem som udgangspunkt vil jeg i denne kronik løfte sløret for den usynlige virkelighed: vikingernes trosforestillinger, som ved siden af ønsket om rigdom og materiel velstand også var en drivkraft bag deres tidligste togter.

For det viser sig, at kristendommen efter alt at dømme spillede en langt større rolle i vikingetiden, end vi hidtil har troet.

Den tidligste rapport om, at der er noget i gære, får vi under året 789 i Den oldengelske krønike. Her fortælles det, at normanner på tre skibe kommer til England, nærmere bestemt Portland i Sydengland. Da kongens foged rider dem i møde for at bringe dem op til kongsgården, dræber de ham.

I år 79 kommer angrebet på Lindisfarne kloster ved den engelske østkyst. Om begivenheden skriver Alcunin, en lærd teologisk rådgiver ved Karl den Stores hof blandt andet:

... hedningerne har besudlet de hellige ting, viede til Gud, og udgydt hellige mænds blod i omgangen omkring alteret, lagt huset, til hvilket vor fortrøstning er knyttet, øde, og i Guds tempel trampet på de hellige mænds legemer, som var det skarn på gaden ...

Håndskriftet De engelske kongers historie fortæller senere, at nogle af klosterbrødrene blev dræbt, andre ført lænkede bort og mange drev de nøgne ud og overfusede med skældsord; nogle druknede de i havet

Derefter går det slag i slag. De følgende år angriber hedenske mænd et kloster nær Jarrow, cirka 70 kilometer syd for Lindisfarne, samt klosteret på øen Iona ud for Vestskotlands kyst. Under årene 795, 797 og 798 rapporterer irske årbøger om overfald ved Det Irske Hav, sidstnævnte år på øen Man.

Indtil omkring år 830 fortsætter de spredte lynoverfald på klostre i irske kystegne. Derefter bliver flåderne større og angrebene bedre organiseret. Ad floderne trænger normannerne dybere ind i det centrale Irland, således mod klosteret i Clonmacnoise, som plyndres år 836. I det følgende årti opføres befæstede lejre, blandt andet ved floden Liffey, hvor handelspladsen Dublin grundlægges.

LÆS OGSÅ: Vikingegener hos en million briter

OVER FOR EROBRERNE står irske småkonger som hidtil har været optaget af indbyrdes stridigheder. Udviklingen samler dem til fælles modstand, og gennem fire slag i år 847 driver de en stor del af normannerne ud af landet. Men få år efter (i år 851) ankommer nye langskibe, sandsynligvis fra Northumbria, og deres besætninger vinder kontrollen over handelspladsen Dublin.

To år senere fortrænges de igen af normanner-kongesønnen Olaf den Hvide. Olafs tilnavn forbinder ham med gruppen af hvide fremmede som ifølge de irske årbøger udgjorde den første bølge af normanner, der etablerede sig i Vestskotland og Irland.

Skandinaviske kilder, stednavne og arkæologiske vidnesbyrd tyder på, at disse første hvide, normanniske fremmede overvejende kom fra Norge. I en irsk 1100-tals beretning om den irsk-skandinaviske krig omtales deres fjender, der midlertidigt erobrede Dublin i år 851, som sorte danske hedninger.

Identifikationen imellem hvide fremmede som nordmænd og sorte fremmede som daner bliver siden opretholdt i overleveringerne om den tidlige vikingetid i Irland Olaf den Hvide var en norsk kongesøn!

Vikingeforskningen er kommet med mange bud på meningen med denne skelnen imellem de hvide og de sorte. Man har set det som udtryk for de to gruppers forskellige hårfarve, hudfarve eller våbendesign, for eksempel skjoldenes farve, men ingen af buddene er blevet alment accepteret som sandsynlige.

Her skal introduceres en anden mulig forklaring, som hænger sammen med Jellingstenens hvide Kristus, som vi så på Nationalmuseets udstilling: De første hvide normannner, der kom til Irland, kan have været tilhængere af Hvidekrist, mens de sorte, der kom i anden indvandringsbølge, satte deres lid til andre guder: Odin og Thor med flere.

Udtrykket Hvidekrist optræder i to islandske skjaldedigte fra 900- og 1000-tallet samt i 1300-tals håndskriftet Flateyarbóks version af Olav den Helliges saga. Kilderne giver ingen forklaring på udtrykket, men det kan have forbindelse med den hvide kjortel, som Kristus-tilhængere skulle iklædes ved dåben.

I Nordens tidligkristne tid skete det i voksenalderen, endda ofte først umiddelbart inden døden, efter at personen med sympati for Kristus i mange år blot havde været primsignet med korstegnet som en forberedelse til dåben.

Denne praksis gav frihed (for eksempel for handelsmændene) til at omgås både hedninge og kristne. Man havde et ben i hver lejr og kunne uden at synde sende en bøn til hedenske guder, hvis det kneb med hjælpen fra Kristus.

Hvis vi antager, at Hvidekrist var en realitet for de tidlige hvide normanner, der kom til Nordengland og Irland i slutningen af 700-tallet og måske blot var primsignede, hvorfor terroriserede de så uden skånsel klostre og kirker? Var den Hvidekrist, de havde sympati for, en anden Kristus end den, der blev tilbedt i de irske klostre på denne tid?

LÆS OGSÅ:
De britiske spor efter vikingerne

TILBAGE FRA 400-TALLET havde kristendommen i Nordvesteuropa udviklet sig langs tre spor: det arianske, det irsk-keltiske og det romersk-katolske.

I Irland, der ikke havde været en del af Romerriget, skete det i begyndelsen uafhængigt af pavestolens indflydelse. Den irske kristendom fik aldrig en magtfuld kirkelig organisation i ryggen som den romersk-katolske, men udviklede sig efter Sankt Patricks tid gennem små selvstændige klostersamfund, hvor de enkelte abbeder og munke havde stor indflydelse på religionens udformning. Der var klostre for både mænd og kvinder, og præster og biskopper kunne gifte sig og få børn.

Irerne troede, at Gud Herren og hans magter var virksomme, ikke blot i den usynlige himmelske verden, men også i skaberværket, som kunne sanses og opleves i naturen. Fra sol, måne og stjerner virkede gudskraften direkte ned gennem elementerne, ned i dagliglivet. Og sønnen Kristus blev identificeret med solen og dens lys. Irerne havde uden om Romerkirken overtaget og videreudviklet naturopfattelsen direkte fra oldkristendommen i Syrien og Lilleasien.

I overleverede vers, bønner og hymner fra Skotland og Hebriderne lyder bønnen til Kristus: Solens konge, kom ned fra himmelen, og et andet sted omtales solen som Guds store øje. Ifølge den gamle irsk-keltiske tradition hyldede man solopgangen påskemorgen og oplevede, hvordan solen dansede i glæde over Frelserens opstandelse en tradition der jo også kendes i Danmark, men hos os er blevet flyttet til pinsemorgens solopgang.

Denne tro på Kristus som solen og lysets kilde var også levende hos normannerne, der kom til Irland sidst i 700-tallet. Det er baggrunden for udtrykket Hvidekrist derfor blev de kaldt hvide. Viking, det var man i vikingetiden, når man troede på Hvide-Kongen eller Hvidekrist som den sande himmelske gudekonge og drog på togt for at forsvare hans magt og indflydelse.

For igennem 700-tallet havde gejstlige fra den romersk-katolske pavekirke systematisk uddrevet repræsentanterne for den soloplyste irsk-keltiske kristendom fra deres religiøse centre.

I Vestskandinavien blev det set som en trussel imod religionsfriheden og allerede fra 600- og begyndelsen af 700-tallet havde grupper af normanner i Sydskandinavien haft sympati for den irsk-keltiske udgave af kristendommen ved siden af deres egen lokale religion: troen på Odin, Thor og Freja med flere.

Niels Ishøj Christensen er forfatter og næstformand i SDA Sammenslutningen af Danmarks Amatørarkæologer