Vil globalisering føre til Danmarks endeligt?

Hvis en nation er en velafgrænset kollektiv identitet og globaliseringen et udtryk for stigende grænseoverskridende udveksling, kan globaliseringen udhule det nationale. Dansk Kulturinstitut værner om det danske gennem bæredygtig nationsbygning

Vil globalisering føre til Danmarks endeligt?

Globaliseringen er ikke et nyt fænomen. Det nye er accelerationen af de politiske, økonomiske, miljømæssige og teknologiske udviklinger og processer. Den polske sociolog Zygmunt Bauman beskrev det som en bølge, man kan ride med på og vinde eller forsøge at stå igennem og tabe, men aldrig tage magten over. Globaliseringen er over os i mere end én forstand, og hvad betyder det så for Danmark?

Hvis en nation er en velafgrænset kollektiv identitet holdt sammen af erindring, symbolik og værdier og globaliseringen et udtryk for stigende grænseoverskridende udveksling af information, penge, naturalier og kultur, så medfører globaliseringen en risiko for en udhuling af det nationale som sådan. Det er logisk.

Er der da intet at gøre – er det ude med Danmark? Klart er det i hvert fald, at situationen stiller særlige krav til arbejdet for dansk kultur. Skal vi følge Bauman og ”ride med”, må vi må trodse logikken og alligevel finde plads til nationen i globaliseringsbevægelsen.

Det er netop, hvad vi arbejder med på Dansk Kulturinstitut, og det skorter ikke på ambitioner. Heldigvis har vi fundet en ”nøgle” i instituttets egen skabelsesberetning.

Det var med det spørgende og udadvendte slagord ”hvad kan vi lære af hinanden?”, den unge slavist Folmer Wisti i 1940 stiftede Dansk Kulturinstitut – dengang under navnet Det Danske Selskab. I 1940’erne var det ikke globalisering, men fascisme, man anså for hovedfjenden, og Det Danske Selskabs formål var, i gensidigt dannende dialog med andre kulturer, at arbejde for en genrejsning af den danske folkeånd efter nazismens propagandaprægede kulturdominans.

Selvom der er sket store forandringer siden da, spørger vi i et forskningsprojekt, som vi i øjeblikket arbejder på at få finansieret, hvad Dansk Kulturinstitut kan lære af dette arbejde, og hvad vi nu kan lære om os selv af hinanden.

Over for ”det fremmede” ville Wisti ikke formidle ”det danske” som noget færdigt eller endeligt. ”Bevidstheden om Danmark som et levende, skabende Samfund er værdifuldere for vort Lands omdømme udadtil end Forestillingen om et idealt men stagneret Asyl,” siger Wisti til det første hold af ”sendemænd”, der skulle udstationeres for Det Danske Selskab i 1947.

Niels Bohr, der også var afgørende for grundlæggelsen af Det Danske Selskab, skriver i samme ånd i indledningen til ottebindsværket ”Danmarks Kultur ved Aar 1940”, der var Det Danske Selskabs første store bedrift:

”Det, der vel mest af alt præger dansk kultur, turde jo netop være en umiddelbar forening af Aabenhed for den Belæring, der bringes til os udefra (…) og fastholden ved det af vore Minder og Skæbne betingede Livssyn.”

Det Sanske Selskabs arbejde for dansk kultur blev simpelthen grundlagt på en for sin tid radikal tanke om, at ”det danske” slet ikke lader sig tænke uden ”det fremmede”. Hermed tog Det danske Selskab et opgør med både nazismen og propagandaen, der jo møder sin omverden med en urokkelig kulturel selvsikkerhed, som andre kulturer må tilpasse sig og dermed også lade sig knække af.

Skal denne tanke sige os noget nu, er det afgørende klart at erkende de aktuelle vilkår for fordomsfri dialog og gensidig dannelse på tværs af grænser båret af kulturel tolerance.

Truslen mod demokratisk samkvem på tværs af grænser, som nazismen under Anden Verdenskrig og andre store totalitære regimer og ideologier under den kolde krig udgjorde, findes stadig; dog med et andet og mere diffust agentur. Stadig flere folkeslag verden over enten forskanser sig eller søger at udvide kulturelt hegemoni, og i stedet for den kolde krigs blokke ser vi nu et hav af national- og kulturkonservative murbrokker.

Demokratiske nationers politiske arbejde for at fremme egne interesser har tilpasset sig dette nye verdensbillede, og det har i høj grad betydet, at blødere, herunder især kulturelle, virkemidler er blevet optaget i politiske strategier og diplomatisk praksis. I mødet med passivt aggressive protektionistiske regimer udfolder demokratiske stater, herunder også den danske, soft power igennem for eksempel nation branding og kultureksport.

Men hvor effektive er disse metoder, når det kommer til stykket? Er det ikke, som om de – i det mindste på det teoretiske plan – utilsigtet bærer på et propagandalevn; en altid allerede meningsmættet kulturel selvopfattelse – måske endog tilsat lidt selvfedme?

Har denne mistanke noget på sig, så efterlader kulturdiplomati et for snævert rum for gensidigt dannende dialog med andre kulturer, og man kunne polemisk spørge, om det overhovedet er Danmarks interesser, man fremmer, og danske værdier, som for eksempel demokrati, man værner om? Ifølge Bohr og Wisti er det vel snarere således, at man stækker kulturen, hvis man frarøver den sin dannelsesmulighed ved at umuliggøre (eller i hvert fald besværliggøre) gensidig interaktion med det fremmede.

Dét opgør med propagandaen, som Wistis og Bohrs kulturtænkning implicerede, er det vort forskningsprojekts ærinde at sætte i spil i den dagsaktuelle situation. Vi vil blive klogere på den måde, hvorpå indadvendt national politik til styrkelse af danske værdier og missionerende kulturdiplomati til fremme af Danmarks interesser i udlandet af og til og på subtile måder underforstår en for selvstrækkelig kulturel selvopfattelse og dermed egentlig holder Danmark både i ave og dvale. Med denne nye viden vil vi bidrage med gentænkt nationsbygning, der med fornyede metoder undgår automatisk gendrivelse af sin egen pointe.

Inden for biologien er det in at tale om bæredygtighed, og mange er enige om, at en bæredygtig biologisk kultur er økologisk. I det lange løb spolerer vi naturens evne til vedvarende at udgøre menneskets ultimative underhold, hvis vi ved hjælp af pesticider sikrer det mod ukrudt og ved hjælp af e-numre mod forfald, råddenskab og mug. Uden hermed at antyde en metaforisk parallel mellem ukrudt eller mug og fremmede kulturer kan vi bruge økologiens tankegang til at beskrive Folmer Wistis arbejde i 1940’erne og Dansk Kulturinstituts projekt i dag.

Man værner ikke om den danske kultur ved at bygge et værn op omkring den. Det er ikke bæredygtigt, fordi kultur på sigt visner i sterile omgivelser.

Derfor er det ikke globaliseringen, der, som det var tilfældet med nazismen, i sig selv er et problem for nationen som sådan, men på ganske paradoksal vis de foranstaltninger, som vi i uvidenhed og ubegrundet frygt sætter i værk for at beskytte nationen mod globaliseringen.

Dét er ”nøglen”! Hvis vi vil værne om det danske, og det vil vi på Dansk Kulturinstitut, så må vi også i egeninteresse ville hinanden og det fremmede.

Et første skridt i retningen af bæredygtig nationsbygning er derfor at forholde sig konstruktivt til globalisering og være meget mere med i det internationale og interkulturelle samkvem. Der er god plads til nationen i globaliseringsbevægelsen, fordi kulturen, når den trives, også bevæger sig. Det er, når vi søger at holde Danmark i én fast betydning, at vi gør vold mod vores kultur.

Der er masser af plads til Danmark og dansk kultur her lige midt i hele verden, men vi skal holde os til, for pludselig har resten af verden bevæget sig ud af syne og Danmark ud af sind.

Michael Metz Mørch er generalsekretær i Dansk Kulturinstitut og Asbjørn Storgaard er projektkonsulent i Dansk Kulturinstitut