I anledning af 75-året for Danmarks befrielse er Vilhelm Buhl (S) endnu en gang blevet genstand for debat. Det drejer sig i første række om hans tale mod sabotagen i september 1942, men på den baggrund også om statsministerposten i befrielsesregeringen 1945. Ja, Vilhelm Buhl siges ligefrem at have gået besættelsesmagtens ærinde, da han fra 1942 tegnede regeringen. Det fortjener en behandling. Vilhelm Buhl udnævntes den 4. maj 1942 til statsminister, efter at Thorvald Stauning (S) den foregående dag var død, og han kom fra da af til at spille en helt central rolle i dansk politik. Det blev ikke mindst de danske kommunister, der kom til at optage ham.
Allerede ved Buhls tiltræden som statsminister havde regeringen i en erklæring udtalt sin moralske støtte til kampen mod kommunismen, der var en fælles europæisk interesse, der berørte alle lande på kontinentet. For så vidt angik forholdsregler mod kommunismen på eget territorium var den politiske linje, hed det, fastlagt ved loven af 22. august 1941 (kommunistloven) og Danmarks tiltræden af Antikominternpagten (november 1941). Den linje ville fortsat blive fulgt. Kommunisterne blev et akut politisk problem i sommeren 1942, efter at sabotører i overensstemmelse med instrukserne fra Moskva om direkte aktioner havde gennemført en række brandsabotager og forsøg i Odense, Aarhus, Silkeborg og København.
Besættelsesmagten valgte at tage de ganske vist endnu beskedne, men tydeligt tiltagende sabotageforsøg alvorligt, og resultatet var en demarche (forespørgsel) i Udenrigsministeriet den 10. august og – på grund af udenrigsminister Scavenius’ (R) fravær – igen den 24. august.
Under samtalerne i Udenrigsministeriet besværede den tyske gesandt sig over den voksende sabotage og stillede regeringen over for alternativet: at indføre dødsstraf for sabotage eller at acceptere, at sabotagesagerne blev behandlet ved tysk krigsret. Der krævedes også en advarsel til befolkningen mod sabotage, hvis tysk krigsret skulle undgås. Gesandten kritiserede desuden regeringen for almindelig passivitet, herunder ikke at leve op til regeringserklæringens ord om kampen mod kommunismen. For regeringen Buhl var dødsstraf og tysk krigsret uacceptabelt, og modtrækket mod gesandtens fremstød blev, at statsministeren skulle tale i radioen og advare mod sabotage den 2. september 1942.
Vilhelm Buhl rettede i sin radiotale en alvorlig og indtrængende appel til den danske befolkning om ved fælles hjælp at komme sabotagen til livs. Befolkningen havde i det store og hele loyalt efterlevet kongens og regeringens opfordringer til opretholdelse af ro og orden. Men i den senere tid var der, påpegede Buhl, forekommet nogle beklagelige tilfælde af sabotage mod den tyske værnemagt i landet, som gav anledning til nogle alvorlige ord til eftertanke.
Sabotage var, fastslog Buhl, en af de alvorligste forbrydelser, der kunne begås mod et krigsførende land, og i almindelighed kendtes der kun én straf: dødsstraf. Danmark var ikke et krigsførende land, men det måtte ikke glemmes, at Tysklands interesse i bekæmpelsen af forbrydelser mod værnemagten, på grund af Danmarks geografiske beliggenhed og stilling som forbindelsesled i den tyske front mod vest, var den samme her i landet som i de øvrige lande og områder, der var under tysk kontrol.
Kom man ikke sabotagen til livs, kunne der, advarede Buhl, blive stillet spørgsmål ved den gældende straffelovgivning i sager om forbrydelser mod den tyske værnemagt (dødsstraf) eller overhovedet om adgangen til selv at holde justits på dette område (tysk krigsret). I et videre perspektiv handlede det om det danske samfundsliv under Besættelsen og bevarelsen af de folkelige og nationale værdier.
Det var, sammenfattede Buhl, først og fremmest en dansk statsinteresse at undgå sabotagehandlinger mod den tyske værnemagt, fordi det direkte eller indirekte var landet selv, der kom til at lide mest under følgerne af sådanne handlinger.
Regeringen ville forfølge sabotage og lignende forbrydelser mod den tyske værnemagt med yderste strenghed. Men regering og politi kunne ikke klare det alene, og han appellerede derfor til alle gode og besindige kræfter. ”Vær med til at gøre det klart for alle, og navnlig for de unge, at den, som begår sabotage eller hjælper med dertil eller over for myndighederne tilbageholder viden om sabotageplaner eller undlader at medvirke til opklaring af sabotage, handler mod sit fædrelands interesse.”
De få ubesindige og hensynsløse, der søgte at bringe en konfliktsituation mellem Tyskland og Danmark til veje her i landet, måtte ikke få lov at drive deres spil, støttet i propagandaen af danske røster i udlandet.
Vilhelm Buhl mente, hvad han sagde – og gentog derfor også radiotalens afvisning af sabotage i sin 1. maj-tale 1943. Afvisningen var principiel og afspejlede, hvad DsF-formand Laurits Hansen ugen efter radiotalen udtalte over for B&W-arbejderne, nemlig at danske arbejdere aldrig havde benyttet sabotage som våben. En anden ledende socialdemokrat, Hartvig Frisch, afviste i november 1943 i samme ånd sabotage som den skjulte, anarkiske terrorisme, der adskilte sig fra krig – et folks åbne kamp – og var præget af en voldsmentalitet, som ikke kendte ringeste hensyn til landsmænds liv.
Sabotagen fortsatte, og Vilhelm Buhl måtte i november 1942 efter tysk pres overlade statsministerposten til Erik Scavenius. Men hans rolle var på ingen måde udspillet, og han fik gennem sin ledende position i det parlamentariske samarbejdsudvalg, Nimandsudvalget, og efter den 29. august 1943 dets fortsættelse, Buhls Kreds eller Trettenmandsudvalget, afgørende indflydelse på alle centrale politiske beslutninger. Det gjaldt også forhandlingerne om den såkaldte overgangsregering, befrielsesregeringen.
Spørgsmålet om overgangsregeringen var i sommeren 1944 blevet løftet op i et nyt plan. Kommunisterne havde sidst i august på baggrund af folkestrejken i København juni-juli og proteststrejken den 15. august efter drabet på 11 sabotører slået fast, at der ”ikke kunne dannes nogen overgangsregering uden om frihedsbevægelsen”. Det fik siden opbakning fra Frit Danmark og i Frihedsrådet, og fra den 1. november 1944 begyndte i Frihedsrådets og politikernes kontaktudvalg og på Frihedsrådets initiativ drøftelser om overgangsregeringen.
Kommunisterne kæmpede for en overgangsregering domineret af de illegale under Frihedsrådet, der skulle åbne dem vejen til magten. De ønskede Christmas Møller (K) som statsminister, men kunne ikke få tilslutning i Frihedsrådet. Mogens Fog, der repræsenterede Frit Danmark, støttede Vilhelm Buhl, og det gjorde også Ringens Frode Jakobsen efter at have mistet tiltroen til Christmas Møller på grund af dennes egen skepsis og tilnærmelse til politikerne.
Vilhelm Buhl ønskede en overgangsregering domineret af de demokratiske politikere. I slutfasen talte han stærkt for at ofre tre tidligere ministre i regeringen Scavenius for at sikre politikerne førerskabet i en overgangsregering med basis i Rigsdagen. Det lykkedes, og resultatet blev en regering med en fifty-fifty-sammensætning af illegale og politikere, politikere i de fleste nøgleministerier og ham selv som statsminister.
Samlet set ydede Vilhelm Buhl i mine øjne et uundværligt bidrag til bevarelsen af samfundets institutioner på danske hænder og dermed til afskærmningen af landet og befolkningen fra krigen og Besættelsen. Advarslen mod sabotage var båret af realisme og humane hensyn, og ved regeringsdannelsen var han med til at sikre de demokratiske politikeres førerskab. En statsmand værdig.