Prøv avisen
Kronik

40 år efter rusker Rote Armee Fraktions terror fortsat op i tyskerne

Hvordan kunne ganske almindelige unge mennesker tilbage i slutningen af 1960’erne og starten af 1970’erne blive så bitre på samfundet, at de var villige til at slå ihjel? Her 40 år efter spøger Rote Armee Fraktions terror fortsat, skriver journalist Mads Herholdt. Foto: DR

Selvom det netop i disse dage er 40 år siden, at den tyske terrorisme kulminerede med bortførelse af arbejdsgiverformand og kapring af et passagerfly, så rusker begivenhederne fortsat op i tyskerne, skriver dagens kronikør

KAN DU HUSKE navnet Hanns Martin Schleyer? Han var i 1977 formand for den tyske arbejdsgiverforening og en af landets store skikkelser i erhvervslivet. Men den 5. september 1977 blev han bortført af den tyske terrorgruppe Rote Armee Fraktion, RAF, og blev 44 dage senere fundet myrdet i bagagerummet af en bil. Jeg fulgte de 44 dage foran fjernsynet, og selvom jeg kun var 11 år dengang, har jeg siden da aldrig glemt navnet Hanns Martin Schleyer.

Bortførelsen af Hanns Martin Schleyer var kulminationen på historien om RAF og samtidig begyndelsen på enden for første generation i terrorbevægelsen. For i Stuttgarts Stammheim-fængsel sad grundlæggerne af bevægelsen fængslet på livstid, og nu var deres sidste håb at blive løsladt af den tyske stat – i en byttehandel med Schleyer. Men det skulle hurtigt vise sig, at den vesttyske stat med forbundskansler Helmut Schmidt i spidsen ikke var til at forhandle med.

Men nøjagtig for 40 år siden, sad lederne af bevægelsen på syvende etage i Stammheim og håbede på, at de snart ville komme ud i friheden igen. Det var Andreas Baader, Gudrun Ensslin og Jan-Carl Raspe. Den fjerde frontfigur, journalisten Ulrike Meinhof, var på dette tidspunkt allerede død. Hun hængte sig i sin celle i Stammheim den 9. maj 1976, efter at hun var blevet frosset ud af resten af gruppen.

De tre tilbageværende var alle idømt livsvarigt fængsel for deres terrorhandlinger, som havde kostet mange mennesker livet, og snart ville de også selv betale den højeste pris. Men selvom de tre havde siddet i fængsel siden 1972, var det lykkedes for dem at holde kontakten med deres kammerater udenfor, og nu havde bevægelsens anden generation bortført Schleyer. En af de vigtigste figurer i den generation af RAF var Brigitte Mohnhaupt, som for 10 år siden under stor bevågenhed og debat i Tyskland blev løsladt efter at have afsonet mere end 20 år af en livstids-straf, som hun blev idømt i 1985. Men hverken Mohnhaupt eller de fængslede stiftere kunne få den vesttyske regering til at ryste på hånden, og så måtte de hente hjælp udefra.

Derfor henvender blandt andre Brigitte Mohnhaupt sig til deres venner i PFLP, Folkefronten til Palæstinas Befrielse, og de foreslår at kapre et passagerfly og dermed lægge ekstra pres på den vesttyske regering. Så den 13. oktober 1977 stiger fire terrorister fra PFLP om bord på Lufthansas passagerfly ”Landshut” fra Mallorca og kaprer det. Om bord er 86 passagerer, og de bliver nu fløjet rundt til flere lande, alt imens terroristerne kræver, at lederne af RAF bliver løsladt.

Flyet flyver rundt i fire dage, over Rom, Dubai og Aden i Yemen, hvor kaptajnen om bord Jürgen Schumann bliver skudt af kaprerne, og flyet ender til sidst i Somalias hovedstad, Mogadishu. Her stormer det tyske antiterrorkorps GSG 9 maskinen kort efter midnat den 18. oktober, og det lykkes at redde alle passagererne ud i live, imens tre af de fire kaprere bliver skudt.

Med befrielsen af passagererne om bord på flyet anser de tre fængslede ledere og grundlæggere af RAF spillet for at være endegyldigt slut. Og om morgenen den 18. oktober finder fængselspersonalet de tre i deres celler – alle har begået selvmord. Andreas Baader har skudt sig selv, det samme har Jan-Carl Raspe. Han er dog stadig i live, men dør senere af sine kvæstelser. Gudrun Ensslin har brugt noget ledning fra en højtaler, som hun har hængt sig med.

Også for Hanns Martin Schleyer er spillet slut. RAF’s anden generation dræber Schleyer, og han bliver fundet i bagagerummet af en bil i en lille by i det nordlige Frankrig den 19. oktober.

Måske har mange tyskere dengang åndet lettet op i forvisning om, at nu ville terroren snart være slut – nu da de ledende skikkelser havde begået selvmord. Men RAF fortsatte med sine aktioner, og mange flere mennesker måtte lade livet, inden gruppen først i 1998 opløste sig selv. Den efterlod sig et blodigt spor i den tyske historie, et spor med 61 døde, 230 sårede og ødelæggelser for rundt regnet 250 millioner euro.

Men selvom gruppen snart har været opløst i 20 år, og selvom terrorens højdepunkt nu ligger 40 år tilbage, så er debatten om begivenhederne dengang slet ikke slut. Det viser debatten i de tyske medier i disse dage. En debat, der er blevet holdt i live af mange ubesvarede spørgsmål. Til dato har stort set alle fængslede RAF-folk nemlig nægtet at udtale sig om detaljer i flere af de mest opsigtsvækkende drab. Eksempelvis er det fortsat uklart, hvem der skød og dræbte rigsadvokat Siegfried Buback i april 1977.

Men også omstændighederne i forbindelse med RAF-ledernes selvmord, ”Die Nacht von Stammheim”, er fortsat genstand for mytedannelser og uopklarede omstændigheder. Et af de helt centrale spørgsmål, som journalisterne Stefan Aust og Helmar Büchel fra Der Spiegel, tidligere har stillet, er om staten var klar over, at de tre fængslede ledere af RAF ville begå selvmord. Journalisterne fremlagde nemlig indicier, der kunne tyde på, at de fængslede via et snedigt sammensat system kunne tale med hinanden mellem cellerne, og at staten lod dem gøre det, fordi de kunne lytte med. Der var nemlig i Stammheim-fængslet installeret et anlæg, så de fængslede kunne høre radio, og da Jan-Carl Raspe var lidt af en elektronisk handymand, så påstår journalisterne, at de fængslede kunne tale sammen mellem cellerne.

Det helt springende punkt er så, om staten og fængselsvæsenet vidste besked om kommunikationen mellem cellerne. Det fører Der Spiegel ikke afgørende beviser for, men usikkerheden er nok til, at man må spørge sig selv, om staten vidste, at de tre ville slå sig selv ihjel, og at de lod dem gøre det uden at gribe ind.

Men det er ikke kun spørgsmålet om selvmordene, der fortsat giver anledning til debat og uenighed. Mange har gennem årene påstået, at terroristerne afsonede deres straf under meget hårde betingelser, og at de blandt andet sad i tvungen isolation, langt væk fra hinanden og andre fanger. Men det må man i dag dog sætte et stort spørgsmålstegn ved. Den nu pensionerede fængsels-fuldmægtige Horst Bubeck konkluderer kort og godt, at der aldrig, hverken før eller siden, har været nogen indsatte i de tyske fængsler, der har haft så gode forhold, som Baader, Meinhof, Ensslin og Raspe havde på syvende etage i Stammheim.

Tilbage står de fleste af os nok her 40 år efter den tyske terrors højdepunkt og spørger os selv om, hvordan det kunne gå så galt. Hvordan kunne ganske almindelige unge mennesker tilbage i slutningen af 1960’erne og starten af 1970’erne blive så bitre på samfundet, at de var villige til at slå ihjel? Der Spiegel stiller dette spørgsmål til De Grønnes ekspolitiker Daniel Cohn-Bendit, som tilbage i 1968 mødte Andreas Baader og Gudrun Ensslin for første gang. Den tidligere studenterleder Cohn-Bendit ser blandt andet statens og politiets hårdhændede metoder mod oprørske studenter i Berlin i 1968 som en del af svaret. Han mener, at studenternes oplevelse af, at staten ikke ønskede at diskutere, men i stedet slog hårdt ned på studenterne, skabte så stor antipati hos de unge, at de bevægede sig væk fra samfundet og blev mere radikale i deres handlinger.

Samtidig var studenterne i forvejen på barrikaderne på grund af Vietnam-krigen, og så havde de tyske unge også et had til generationen i Tyskland, som havde stået for nazismen, i studenterkredse kaldet for ”Die Generation von Auschwitz”.

Kunne disse iagttagelser og RAF’s blodige historie måske bruges i dialogen med utilpassede unge på kanten af samfundet i København? Kunne læren være, at det er bedre at trække de unge rebeller til sig end at skubbe dem væk? Det er svært at svare på, men i hvert fald værd at tænke over.