Virussen forstærker diskrimination og ulighed

For nogle religiøse minoriteter udgør covid-19-pandemien ikke bare en sundhedsfare. Den betyder også en øget risiko for chikane, undertrykkelse og ulighed. Hvis vi vil pandemien til livs, må vi holde fast i menneskeretlige principper, skriver kronikøren

Mange advarer nu om en mulig sundhedsmæssig katastrofe, hvis covid19 spredes hos nogle religiøse minoriter rundt om i verden, der har færre muligheder for at forebygge smitte, dårligere helbred til at stå imod sygdommen og ringere adgang til behandling. Det gælder blandt andre i rohingya-flygtningelejren (billedet) i Cox's Bazar i Bangladesh, hvor befolkningstætheden sammenholdt med manglen på rent vand, ekstremt uhygiejniske forhold og manglen på sundhedspersonale, faciliteter og medicin udgør en stor risiko.
Mange advarer nu om en mulig sundhedsmæssig katastrofe, hvis covid19 spredes hos nogle religiøse minoriter rundt om i verden, der har færre muligheder for at forebygge smitte, dårligere helbred til at stå imod sygdommen og ringere adgang til behandling. Det gælder blandt andre i rohingya-flygtningelejren (billedet) i Cox's Bazar i Bangladesh, hvor befolkningstætheden sammenholdt med manglen på rent vand, ekstremt uhygiejniske forhold og manglen på sundhedspersonale, faciliteter og medicin udgør en stor risiko. Foto: Mohammad Ponir Hossain/Reuters/Ritzau Scanpix.

”Virussen diskriminerer ikke – men det gør dens indvirkninger.” Sådan sagde FN’s generalsekretær, António Guterres, da han for nylig præsenterede sin rapport om de menneskeretlige konsekvenser af covid-19. De, der i forvejen er udsatte og marginaliserede, rammes særligt hårdt af pandemien og dens følger. Det gælder også mange religiøse minoriteter.

Rundt omkring i verden hører religiøse minoriteter ofte – om end langtfra altid – til de fattigste i befolkningen. De har dårligere levevilkår, ringere adgang til uddannelse og sundhedsydelser, mere usikre jobs og lavere indtægter end majoriteten. I forhold til covid-19-pandemien betyder det, at de, ligesom andre udsatte og marginaliserede grupper, har færre muligheder for at forebygge smitte, dårligere helbred til at stå imod sygdommen og ringere adgang til behandling. I Pakistan tilhører mange af landets sanitetsarbejdere for eksempel den kristne minoritet. De arbejder ofte til dårlig løn og under urimelige vilkår.

Under covid-19-pandemien har de ikke fået nødvendigt smitteforebyggende udstyr, endskønt deres arbejde i kloakker og på hospitaler må formodes at udsætte dem for betydelig smitterisiko.

Særligt sårbare er fordrevne religiøse minoriteter, der lever i flygtningelejre. Flygtningelejren i Cox’s Bazar i Bangladesh huser en million rohingyaer på flugt fra Myanmar. Befolkningstætheden, manglen på rent vand, de ekstremt uhygiejniske forhold og manglen på sundhedspersonale, faciliteter og medicin gør, at mange advarer om en mulig sundhedsmæssig katastrofe, hvis covid19 spredes her. Stater har en menneskeretlig forpligtelse til at sikre alles ret til sundhed og adgang til basale sundhedsydelser. Det gælder også, og måsked særligt, i krisesituationer som denne.

Men covid-19 forstærker ikke bare den sundhedsmæssige ulighed for visse religiøse minoriteter. ”Det kan også blive en virus, der forstærker fremmedfrygt, had og eksklusion,” sagde FN’s særlige rapportør for minoriteter, Fernand de Varennes, for nylig. Krisesituationer fører ofte til stigende chikane, diskrimination og stigmatisering. Covid-19-pandemien er ingen undtagelse. Økonomisk usikkerhed, helbredsbekymringer og frustrationer skaber behov for syndebukke.

I mere end halvdelen af verdens lande oplever religiøse minoriteter chikane fra majoritetsbefolkningen. Særligt i disse lande er religiøse minoriteter i risiko for at blive syndebukke for covid-19-pandemien.

Allerede nu ser vi adskillige eksempler på, at minoritetsgrupper udsættes for hate speech, hærværk og vold i kølvandet på pandemiens udbredelse. FN’s særlige rapportør for tros- og religionsfrihed har således netop udtrykt dyb bekymring over ”stigningen i tilskyndelser til had og beskyldningerne om smittespredning mod religiøse samfund, herunder både kristne, jødiske og muslimske”, og han opfordrer politiske og religiøse ledere til at styrke inklusion og solidaritet i denne krisesituation.

I Tyrkiet kolporteres antisemitiske konspirationsteorier af blandt andre højtstående politikere og mainstreammedier. I Pakistan har der været forlydender om, at kristne og hinduer er blevet nægtet nødhjælp fra en muslimsk ngo. I Danmark og flere andre europæiske lande kobles sygdommen sammen med muslimske immigranter. Værst ser det måske ud i Indien, hvor diskrimination af muslimer har været stigende de senere år, parallelt med de voksende hindu-nationalistiske strømninger.

De indiske myndigheder sporede i marts flere tilfælde af covid-19 til en muslimsk missionsorganisation, som netop havde holdt sin årlige konference i Delhi. Kort herefter begyndte der på de sociale medier at florere videoer, der påstod at vise medlemmer af missionsorganisationen og andre muslimer, der bevidst spredte smitte ved for eksempel at spytte på folk eller slikke på grøntsager i et marked. Med brug af hashtags som ”corona terrorism” eller ”corona jihad” beskyldes muslimer for at bruge coronavirus som et våben mod hinduer.

Også medlemmer af regeringspartiet BJP har bidraget til at sprede misinformation. Rundt omkring i Indien har der været adskillelige rapporter om voldelige overfald mod muslimer og hærværk mod moskéer.

Der er eksempler på lokale ungdomsgrupper, der har forsøgt at forhindre muslimer i at komme ind i deres landsby, boykots af handlende og hospitaler, der har opdelt patienter efter religion.

Covid-19 kan også forstærke statslig diskrimination af religiøse minoriteter. Kriser giver typisk statsmagten større råderum og retfærdiggør særlige tiltag, der under normale omstændigheder ville være utænkelige. For at forhindre spredning af covid-19 har regeringer rundt omkring i verden således introduceret en lang række drastiske, men nødvendige, tiltag, som for eksempel isolation og karantæne, forsamlingsforbud og rejseforbud. Sådanne tiltag har økonomiske konsekvenser for os alle. Men fattigdom og usikre jobforhold betyder, at nogle religiøse minoriteter, såvel som andre udsatte og marginaliserede grupper, rammes uforholdsmæssigt hårdt. Som sådan kan covid-19 bidrage til at forværre eksisterende social og økonomisk ulighed.

Samtidig er der foruroligende tegn på, at visse stater misbruger smittebegrænsende foranstaltninger som led i deres diskrimination af bestemte minoriteter. Statslige begrænsninger af religionsudøvelsen er hverdagskost for mange religiøse minoriteter.

Faktisk oplever mere end halvdelen af verdens religiøse minoriteter begrænsninger i forhold til for eksempel juridisk anerkendelse, etablering af religiøse samlingssteder, beklædning, afholdelse af helligdage, undervisning og mission. I lande, hvor religiøse minoriteters tros- og religionsfrihed i forvejen er under pres, er der særlig risiko for, at covid-19-relaterede tiltag bliver brugt til yderligere begrænsninger af denne rettighed.

Nogle steder håndhæves ellers rimelige restriktioner diskriminatorisk. I Nepal har politiet for eksempel tilsyneladende slået langt hårdere ned på kristne minoriteters brud på forbuddet mod større forsamlinger end på ulovlige forsamlinger blandt den hinduistiske majoritetsbefolkning, og to præster er blevet arresteret. Andre steder synes restriktionerne i sig selv at være ude af proportioner. I Sri Lanka har sundhedsmyndighederne for eksempel bestemt, at personer, der er døde som følge af covid-19, ikke må begraves, men skal kremeres, endskønt WHO’s retningslinjer på området slår fast, at ofre for covid-19 godt må begraves. Det påvirker særligt landets muslimske mindretal, da islamiske begravelsesritualer ikke tillader kremering. Tre muslimske ofre for covid-19 er blevet kremeret mod familiens vilje.

Også andre smitteforebyggende tiltag kan misbruges til at styrke den statslige diskrimination mod religiøse minoriteter. Særligt i situationer, hvor religiøse minoriteter opfattes som en trussel mod statens sikkerhed, kan man være bekymret for, at tiltag som isolation, forsamlingsforbud og – ikke mindst – overvågning af befolkningens sundhed, bevægelser og kontakter vil blive udnyttet af autoritære regimer til yderligere undertrykkelse og kontrol af disse grupper.

Skal vi bekæmpe covid-19, handler det ikke bare om smittebegrænsning, behandling og vacciner. Det handler også om at sikre menneskeretlige principper om lighed, inklusion og ikke-diskrimination i vores tilgang. Som FN’s generalsekretær understreger i sin nylige rapport: ”Tiltag, der er formet af og respekterer menneskerettighederne, vil give bedre resultater i forhold til at bekæmpe pandemien, sikre sundhed for alle og bevare den menneskelige værdighed.”