Visioner om fælles værdier

Det fælles kulturgrundlag er i stærkt forfald. For at finde nye veje, som samfundet kan gå ad, kan det være en stor inspiration at vende tilbage til nogle af de ældre iagttagere af velfærdsstatens udvikling. Det har dagens kronikør gjort

Det er altid spændende at læse, hvad tidligere tiders iagttagere mente om udviklingen af deres samfund, og så vurdere, om de fik ret! I den sammenhæng har jeg læst en del udtalelser om velfærdsstaten og udviklingen af værdigrundlaget, udtalelser, der er formuleret for mere end 40 år siden, altså før højkonjunkturen satte ind fra 1956-57. I 1950'erne var drøftelserne om en mulig velfærdsstat kommet meget langt, og meningerne kom frem i en række tidsskrifter og småskrifter. Forfatteren Erik Rostbøll udgav i 1955 en række interview med ledende politikere i Norden. Den daværende undervisningsminister, Julius Bomholt, udtalte bl.a.: »Der må være et samlet helhedssyn bag vor kamp for at befordre samfundets kår. Uden en bestemt opfattelse af, hvad der tjener til dets bedste, kan man ikke etablere nogen politisk frontÉ (men). Det er ikke så enkelt, at får vi bare de økonomiske forhold i ordenÉ så følger en kulturel opblomstring af sig selvÉ Jeg ved, at et etisk synspunkt er absolut nødvendigt, hvis vi skal være i stand til som mennesker at gøre os fortjent til de materielle fremskridt. Som mennesker, der bærer et absolut ansvar for hinanden, og som sammen nærer en længsel efter harmoni og godhed. Jeg kan godt udtrykke det rent kristeligt: Som er skabt i Guds billede.« Forhenværende finansminister Thorkil Kristensen udtalte: »Selv om et politisk syn vel altid må være meget be-grænset set i forhold til en religiøs tro, så har der vitterligt været tider, hvor de absolutte værdierÉ prægede det mål, som bestemte den politiske udvikling. I dag præges dansk politik kun meget lidt af de absolutte værdier. Men det skyldes ganske simpelt, at de ikke mere eksisterer i vor hverdag eller i samfundet i det hele tagetÉ Det er klart, at et liv, som leves uden nogle retningsgivende værdier af moralsk eller åndelig karakter, mister sin indre kerne. Uden den styrke og spændstighed, som ligger forankret i noget indre, en åndelig suverænitet, bliver vi i et og alt afhængig af vore ydre vilkårÉ Vi står over for uhyre vanskeligheder. Den økonomiske og sociale udvikling vil i det kommende år bringe os skuffelser, som vi åndeligt set ikke er i stand til at bæreÉ Vi har vænnet os til denne tanke, at det er samfundets pligt at skaffe os en stedse højere levestandardÉ (men). Vort samfund lever på privilegier, som ikke mere kan opretholdes. Asiens millioner, kolonibefolkningen i Afrika og andre verdensdele vil gøre krav på at få del i livsgoderneÉ Vi vil i de kommende år blive afhængige af indre menneskelige hjælpekilder, som ikke kan skaffes til veje på det politiske planÉ En tingÉ er det moraliserende forhold, politikerne ofte stiller sig i forholdet til vælgerne. Han baserer sit valg på at tilbyde vælgerne mest muligt til den mindste, tænkelige pris. Men han kan ikke skabe politik ud fra tanken om at vinde vælgerne. En ansvarlig politiker må have mod til at kræve ansvarsbevidsthed af vælgerne - han må have mod til at snakke om sved og tårer, når han ved, at det er viljen til at betale også denne pris, som betinger at bringe sejren hjem.« Den svenske rigsdagsmand Valdemar Svensson vurderede forholdene sådan: »Hele vort moderne samliv er bygget på, at økonomisk velstand og tryghed er det vigtigste i livetÉ Hvis der ikke i folket findes væsentlige grupper, som er grebet af en åndelig virkelighed, som for dem betyder mere en den materielle komfort, så har jeg som demokratisk politiker ikke nogen at appellere til med mine synspunkterÉ det er kun en religiøs forandring, som kan redde storbymennesket fra at gå under for den økonomiske udviklings afsjæling.« Men også den svenske statsminister Tage Erlander havde sine tvivl. »Sandt at sige, vi politikere har ikke kræfter til overs til at lodde dybden i menneske-sjælen og se, hvad de ydre forandringer i samfund og livsform medfører af forandringer i mennesketÉ Selvfølgelig var det lettere på Brantings tid. Det må have været en fryd at være politiker, så længe man kunne tro, at mennesket blev bedreÉ (nu) lider vi under en ren inflation af neuroser, af uro, angst og depression. Mennesket synes ikke, det får noget ud af livet. Det finder det hele meningsløst. Sverige har en enestående social standard, men er ikke blevet noget lykkesamfund. Hvorfor? Hvilken sammenhæng findes der mellem de ydre vilkår for vort liv og opfyldelsen af vore indre sjælelige fornødenheder? Tror de ikke, jeg kan spørge?« Det var ikke blot politikerne, der var i tvivl ? I en artikel i »Vindrosen« (1956) skrev Peter P. Rohde: »Velfærdsstaten kan i sine yderste konsekvenser blive en fjende af alt, hvad der rager op over gennemsnittetÉ Hvad velfærdsstaten vinder i økonomisk betryggelse, risikerer den at sætte til på andre områder. Den kan udvikle sig til et samfund, hvor alle er mætte og har sikkerhed for, at de også vil blive det i morgen, men hvor enhver dynamik er slukketÉ« Han mente imidlertid, at der var tegn ude i Europa på, at noget nyt og bedre var i gære. I 1960 skrev han: »Velfærdsstaten kan først blive til, når samfundet har opnået en vis velstand, og den mister sin eksistensberettigelse, når samfundet er blevet så velhavende, at alle eller det store flertal har mulighed for at forsørge sig selv på tilfredsstillende mådeÉ I denne periode vil velfærdsstatens for-sorgsidé blive konsekvent erstattet af forsikringÉ Hvis det ikke lykkes at vække mennesker til forståelsen af disse ultimative kendsgerninger (at udviklingen kan ende i nihilisme, fordi ingen ved, hvad de skal bruge velstanden til), vil alle de rædsler, som velfærdsstatens kritikere har udmalet for os, blive til virkelighed: et samfund af individer, der i alle henseender lever et betrygget liv i velstand og frihed, men som ikke har begreb om, hvad de skal bruge denne velstand og frihed til, hvorfor de udvikler en åndelig atrofi (svind), som virker opløsende på den kulturelle værdiskala, altså på kulturenÉ Kultur er form, kulturløshed er formløshed, og hos det menneske, som har mistet sin kulturelle basis, finder der en proces sted, hvor den sjælelige dynamik skaber en ny værdiskala, så at sige med negativt fortegn; man kan tale om formløshedens tyranni, eller om en ritualisering af formløsheden. Det er en farlig proces, hvor de destruktive kræfter kommer til udfoldelseÉ« I samme nummer af Perspektiv skrev professor i filosofi, forfatterinden Iris Murdoch: »Vort øjeblikkelige billede af friheden opfordrer os til at drømme om nemheden, mens det, vi trænger til, er en fornyet sans for det moralske livs vanskelighed og sammensathed og menneskets uigennemsigtighed.« Disse mennesker, som på den ene side slet ikke ønskede nøjsomhedssamfundet igen, men som ikke havde så megen tillid til udviklingen, fik de ret? De har i hvert fald alle peget på problemer, som er trådt helt klart frem i vore dage. Mange har i den sidste tid givet deres bud på, hvad der er galt, og hvad der bør gøres. I Information den 17. januar i år siger historikeren Henrik Jensen blandt andet: »Fællesskabets moralske sammenhæng var indrestyret, fordi alle havde et effektivt billede af fællesskabets grundværdier.« Han peger på, at hvis det går helt galt, ender vi i et samfund som det, Huxley beskrev i »Fagre nye verden«. I et interview i Gymnasieskolen den 17. februar i år taler lektor på Forskningscenter for Voksenuddannelse på Danmarks Lærerhøjskole, Ove Kors-gaard også om, at samfundet mangler noget, der kan virke samlende, og at vi »skal lære at være danskere på en ny måde, hvor vi ikke kun definerer os selv ud fra et tilhørsforhold til nationalstaten, men som en del af en global økonomi og økologi samt et europæisk politisk fællesskab, hvor vi som danskere så har en særegen kultur og historieÉ Medborgerskabet er det, vi kan være fælles omÉ (nu da enhedskulturen er faldet sammen)É og et samfund kan kun hænge sammen, hvis vi påtager os ansvaret for det fælles og baserer det på nogle værdier som tillid, loyalitet, lighed for loven og en række andre basale moralske og etiske normer.« Alt det kan jeg godt tilslutte mig, men betænker vi, at de tidligere nævnte iagttagere af vores samfundsliv klart forudså, at det fælles kulturgrundlag allerede var brudt sammen, så er det slet ikke tilstrækkeligt med en slags moralsk oprustning. I det multikulturelle Danmark, der er ved at opstå, må vi gå to veje. Den ene må bestå i at søge værdier, som ligger uden for os selv, og som vil kunne opstå, hvis vi ærligt vil møde hinanden. Ud fra den tillid, som her vil kunne etableres, vil det kunne blive klart, at denne tillid i virkeligheden er baseret på dybere værdier, som vi må tyde os frem til, og som vil kunne føre til det, man i gamle dage kaldte religiøse værdier, dvs. værdier der havde deres grund i noget, der lå ud over den snævre virkelighed, vi oftest bevæger os i. Den anden vej vil så være lettere, for den vil bestå i at indlede en dialog med de mange af anden etnisk kultur, der lever blandt os. De fleste af dem lever i forvejen på en kultur, hvis værdier ligger forankret i noget uden for dem selv, og her vil vi så sikkert kunne mødes. Kun på den måde kan vi begynde at skabe et nyt, fælles værdigrundlag for det samfundsliv, vi nu engang skal eksistere sammen i, hvor tillid, lighed for loven og gensidig omsorg kan trives. n cand.mag.