Prøv avisen
Kronik

International rådgiver: VM i fodbold kan bygge bro til Rusland

VM i fodbold kan i bedste fald bygge bro over kløfter og løse op for en i det store billede unødvendig og kostbar konflikt mellem Rusland og resten af Europa. Frem for at hænge ham ud kunne man vælge at rose Peter Schmeichel for hans indsats i den retning. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Gunnar Olesen, international rådgiver med flere års arbejde i det tidligere sovjetunionen

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Verdensmesterskabet i fodbold kan løse op for en unødvendig og kostbar konflikt mellem Rusland og resten af Europa. Frem for at hænge ham ud kunne man vælge at rose Peter Schmeichel for hans indsats i den retning, skriver Gunnar Olesen i dagens kronik

RUSLAND FYLDER MEGET i danske medier, men sjældent for det gode. Sådan har det ikke altid været. Gennem historien giftede danske og russiske fyrste familier sig ind i hinanden. Valdemar er dansk for Vladimir, og næstsidste tsarina var dansk kongedatter. Flere gange var man i forbund mod Sverige, og Danmark kunne takke Rusland for at vinde Første Slesvigske Krig. Danskere emigrerede til det vilde Østen i Sibirien. Den store opdagelsesrejsende Vitus Bering var dansker i russisk tjeneste.

Men under den kolde krig blev billedet af en farlig russisk bjørn skabt, og det bliver i dag genoplivet. Det præges af Ukraine, Syrien, internettrolde samt et autoritært og homofobisk Putin-regime, som kritiseres ofte og åbent. I modsætning til Kina, hvis økonomiske magt har fået kritik af dets forhold til menneskerettigheder og Tibet til at forstumme.

DEN NYE koldkrig indgår i en sammenhæng, hvor Vestens selvbillede som bærer af universelle værdier udfordres fra andre dele af verden, der hæfter sig ved vestlig dekadence. Ikke bare Rusland og flere østeuropæiske lande, men også Kina og dele af den muslimske verden. Det afspejler en skiftende magtbalance.

Da universelle menneskerettigheder blev formuleret i 1948, dominerede Vesten. Sovjet var eneste udfordrer og fik indføjet økonomiske og sociale rettigheder, der nærmest er glemt, for eksempel ret til et arbejde.

Under påvirkning af vestlige sanktioner søger Rusland at udbygge samarbejdet med Kina, og der aftegner sig en ny stærk gruppering i international politik, hvori også Iran og Tyrkiet indgår. Med sit silkevejsprojekt er Kina godt i gang med at svejse infrastrukturen. På den baggrund er spørgsmålet, om de vestlige demokratier gør ret i at ekskludere Rusland. Er der belæg for aggressive russiske hensigter i Østeuropa eller for overhovedet at frygte Rusland?

Noget af frygten kan bunde i Ruslands størrelse, der med en ottendedel af Jordens landareal strækker sig over halvdelen af kloden. Men den nordlige del er arktisk permafrost, hvor udnyttelse af naturressourcer kræver store investeringer og er sårbart for klimaforandring. Sibirien er tyndt befolket og har allerede indvandring fra Kina, hvis befolkning og økonomi er 10 gange så store som Ruslands. Kina har hidtil undladt at nævne, at russisk Fjernøsten – den del, der lettest lader sig udnytte – er resultatet af en grænsedragning, som det blev påtvunget i 1800-tallet.

EFTER SOVJET har den sociale og økonomiske udvikling ikke været god i Rusland, hvor 1990’ernes kaos kostede en nedgang i gennemsnitslevealder på 10 år! Vladimir Putin fik stabiliseret forholdene, men i et ulige samfund med en økonomi på niveau med Spaniens og svag befolkningsvækst.

Frygt kan bunde i billedet af den røde hærs styrke, som besejrede nazismen og udfordrede Vesten. Men det tilbageværende Rusland omfatter efter Sovjets opløsning kun halvdelen af unionens befolkning, og det står ikke i spidsen for nogen Warszawa-pagt.

Rusland har stor militær og teknologisk kapacitet, men ikke på niveau med Natos. Det mangler ganske enkelt både mulighed og motiv for at angribe Nato-lande. Desuden kan man notere, at dets rumforskning trods alt stadig foregår i et konstruktivt samarbejde med USA og andre lande. Den bratte opløsning af Sovjet i mange efterfølgerstater (1991) selvstændiggjorde resultaterne af århundreders russisk ekspansion – i lighed med opløsningen af europæiske koloni-imperier. En noget tilfældig grænsedragning mellem Sovjet-republikker kom til at efterlade russiske mindretal i andre lande. Herunder ikke mindst i Østukraine og på det for Rusland militært og historisk betydningsfulde Krim, hvor russerne var i flertal.

MANGE RUSSERE og andre ekssovjetborgere havde vænnet sig til at være borgere i en verdensmagt og betragter patriotisme som en naturlig dyd. En af dem var Putin, der efter eget udsagn var en rod som ung, men blev disciplineret under sin uddannelse i KGB, hvorfra han har medbragt idéer om national storhed og metoder til at virkeliggøre den. De blev først brugt til at forhindre yderligere opløsning af Den Russiske Føderation med nedkæmpelse af oprør i Tjetjenien i slutningen af 1990’erne. Senere mod Georgien i 2008, da det i tiltro til vestlig støtte ville tage den russiskstøttede udbryderregion Sydossetien tilbage.

2008 var også året for Kinas spektakulære OL og vil måske i fremtiden blive anset for et vendepunkt i magtbalancen mellem Vesten og resten.

Prøver man at se stridens æbler fra en russisk vinkel, var den folkevalgte præsidents flugt fra Ukraine i 2014 – efter langvarige demonstrationer i Kijev på grund af hans beslutning om at vælge Rusland frem for EU – et statskup. Ganske vist var han korrupt, men det har efterfølgerne også været. Man ser det som dobbeltmoral, at Vesten stod fast på grænsernes ukrænkelighed i Ukraine, når man tidligere hyldede folkenes selvbestemmelsesret i Kosovo på trods af serbiske og russiske ønsker.

For Putin-styret var den nødvendige konsekvens at tage Krim tilbage, da man ellers risikerede at miste Sortehavsflåden og adgangen til Middelhavet, samt at yde en vis støtte til den russisksindede befolkning, som gjorde oprør i Østukraine. Det er dog værd at bemærke, at man ikke erobrede landforbindelse til Krim, men i stedet byggede Europas længste bro, som blev indviet i maj 2018.

Vesten svarede med sanktioner mod Rusland, som gjorde ondt, men fik befolkningens flertal til at rykke sammen om Putin, som søgte at øge samarbejdet mod Øst og tilsyneladende at udnytte de nye medier til at splitte et fjendtligt Vesten. Hvilket må siges at være lykkedes, hvis russisk intervention var udslaggivende for valget af Donald Trump.

DE RUSSISKE internettroldes øgenavn for Europa er ”Gayropa”. Det siger noget om en kulturkløft, hvor homofobianklager mod Rusland modsvares af en opfattelse af, at Vestens dekadence har fået det til at glemme religiøse og nationale værdier.

Kløften har været synlig i det europæiske melodigrandprix, der i København blev vundet af en skægget, østrigsk kvinde, som vakte afsky mod Øst, og i 2016 af Ukraine med en antirussisk sang. Året efter blev den russiske deltager nægtet indrejse til Ukraine, fordi hun havde optrådt på Krim.

Set fra officiel russisk side er der ingen krænkelse af homoseksuelle. Men man vil ikke have propaganda fra dem og synes, at det skulle Vesten blande sig uden om.

Vesten hæfter sig ved, at russisk intervention i Syrien afgjorde Assad-styrets sejr. I Rusland ved, at man har forhindret kaos og Islamisk Stats magtovertagelse. Samt demonstreret, at man må regne med Rusland internationalt. Det sidste kan få betydning for Afghanistans fremtid og for Balkans, hvor tilhængerne af serbisk EU-medlemskab har fået konkurrence fra Rusland og Kina. Men næppe for resten af Europas.

PÅ DEN BAGGRUND kan VM i fodbold i bedste fald bygge bro over kløfter og løse op for en i det store billede unødvendig og kostbar konflikt mellem Rusland og resten af Europa. Frem for at hænge ham ud kunne man vælge at rose Peter Schmeichel for hans indsats i den retning.

Inden de trækker en slæde i vejen for en russisk gasledning i Østersøen, som allerede er godkendt af Tyskland, kunne danske politikere også tænke lidt over, om det er i Danmarks bedste interesse at være på linje med Trumps USA eller med Tyskland og Rusland i forening.

Peter Schmeichel i værtsrollen på russisk stats-tv for en udsendelse om det kommende VM har medført kritik af den tidligere målmand.