Forestil dig et øjeblik, at du ikke ved, hvor du er. At du ikke kan genkende de møbler, der omgiver dig, eller orientere dig på den vej, du går på. At du ikke kan placere de mennesker, der henvender sig til dig, selvom de taler til dig, som om de ved, hvem du er.
Sådan føles det at være dement. Og det er en virkelighed, der hvert år rammer flere tusinde danskere. Det skønnes, at godt 84.000 danskere i dag lider af en demenssygdom, og at tallet vil stige betragteligt de næste år, i takt med at der bliver flere ældre.
Nationalt Videnscenter for Demens vurderer, at omkring 124.000 danskere vil være ramt i 2030. Det er voldsomme tal, og det er derfor glædeligt og betryggende, at regeringen og partierne bag satspuljeaftalen har afsat 470 millioner kroner til en national demenshandlingsplan, der skal sikre de demente borgere og deres pårørende bedre vilkår.
I regeringens handlingsplan, der blev præsenteret for nylig, fremgår det blandt andet, at de demente skal sikres bedre og ikke mindst have sikrere boliger. Det kan vi kun være enige i. Af i alt 46.000 plejeboliger og plejehjemspladser er kun knap 6000 i dag indrettet til borgere med demens. Det siger sig selv, at det er alt for lidt, og at en betydelig udvidelse og opgradering af eksisterende plejeboliger er nødvendig. Men spørgsmålet er, hvordan fremtidens demensboliger skal se ud.
Vi ved i dag, at boliger til demente skal være funktionelle, praktiske og ikke mindst sikre. De skal indrettes med overskuelige planløsninger og tydelige og let afkodelige piktogrammer, der gør det lettere at orientere sig og finde rundt. Glaspartier og glasaltaner skal undgås eller udskiftes, da glas opleves som det rene ”ingenting” for demente.
Og alt fra kopper og bestik til betræk på stole og fronten på dørpartier skal farvekodes, så deres funktioner bliver lettere at afkode og benytte. Udearealer skal sikres ved hjælp af stier og cirkler i sløjfer, så de demente ikke ledes ud af have- og gårdarealer. Og brandsikringer, camouflerede hoveddøre, alarmer og GPS skal forebygge brand, ulykker og risikable vandringer bort fra de sikrede boliger.
Men sikkerhed og overvågning er ikke alt. Og det er slet ikke nok, hvis vi også vil sikre de dementes livskvalitet. Demenssygdom rammer først og fremmest hjernens intellektuelle funktioner, mens de mere fundamentale sanser bevares langt hen i sygdommen. Duft, berøring, lys og lyde bliver derfor helt essentielle for den dementes trivsel og livskvalitet.
Det er gennem sanserne, at hukommelsen pirres, og erindringen vækkes til live, og det er gennem sanserne, at der for en stund kan skabes små glimt af den virkelighed, der engang var, før sygdom og hukommelsessvigt satte ind. Det er derfor en misforståelse, hvis man tror, at indretning til demente alene skal være funktionel, praktisk og sikker. Ligesom det heller ikke passer, at den dementes behov for sanselige, æstetiske og stimulerende omgivelser falder, i takt med at den dementes kognitive evner svigter.
Det er det stik modsatte, der er tilfældet. Som sygdommen skrider frem, får den demente stadig større behov for sanselige omgivelser, der med beroligende lysindfald, stemningsfuld akustik og stimulerende og sanselige ude- og indeoplevelser kan skabe et hverdagsrum, som kan påvirke, aktivere og stimulere det sanseapparat, der endnu er intakt.
Sikkerhed skal med andre ord være en selvfølge i indretningen af fremtidens demensboliger, men sanseligheden må for alt i verden ikke tabes af syne.
Det har fremtidens arkitekter og designere heldigvis heller ikke gjort. På KADK – Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering – forskes og under- vises der systematisk i at udvikle fysiske rammer til alle borgergrupper – også til demente. Formålet og ambitionen er at uddanne kandidater, der ikke bare har blik for velfærdssamfundets fremtidige udfordringer, men også har kompetencerne til at skabe de stærke og skræddersyede velfærdsløsninger, der er brug for. Og alene blandt dette års afgangsprojekter er der flere eksempler på projekter, der netop undersøger, hvordan der kan indrettes og designes specifikt til demente, så ikke bare deres behov for sikkerhed, men også deres behov for sanselige omgivelser sikres.
Blandt de nye projekter fra skolens afgængere er blandt andet en sansestimulerende tyngdeplaid, som kan favne kroppen og giver tryghed og ro. Der er en aktivitetsskulptur, der motiverer rastløse hænder og giver hvileløse blikke fokus. Og et vandresystem med integrerede musiske og sanselige komponenter, der vækker hukommelse og erindring.
Dertil kommer et forslag til en ombygning af et gammelt utidssvarende plejehjem, der med en justering af den eksisterende planløsning sikrer større overskuelighed og samtidig skaber akustik og lysindfald, som stimulerer, beroliger og giver tryghed.
Fælles for afgangsprojekterne er, at de er udviklet i tæt samarbejde med beboere og ansatte på kommunale plejehjem og på aktivitetscentre for ældre og demente. Det er en metode, der skal forankre de arkitektoniske og designmæssige løsninger i de dementes og deres pårørendes virkelighed. Den form for brugerdreven tilgang er også den primære i KADK’s forskning på området.
Netop nu undersøger to forskningsprojekter, hvordan også byrummet kan indrettes, så det i højere grad tilgodeser den voksende ældre befolkning og derigennem hjælper seniorer til at blive mere fysisk aktive i byen. Det er et område, vi endnu ikke ved meget om. Især ved vi stort set ingenting om, hvordan demente borgere og borgere, der er i risiko for at udvikle demens, kan få bedre vilkår i byrummet.
Men vi ved, at fysisk aktivitet er afgørende for de ældres mentale og fysiske sundhed. Og i netop de dementes tilfælde vil vi godt slå fast, at den er livsnødvendig. Undersøgelser har vist, at netop fysisk aktivitet har stor forebyggende effekt på demens og kan hjælpe dem, der allerede er ramt af sygdommen, med at bevare deres mentale funktioner længere.
Den rigtige indretning af boligen, plejeboligen og byrummet kan altså blive afgørende for vores muligheder for at støtte og hjælpe de mennesker, der er ramt af demens. Samtidig giver det os mulighed for at forebygge sygdommen og bremse dens udvikling.
Vi vil derfor gerne i fællesskab indtrængende opfordre til, at det sanselige, det stimulerende og det aktiverende tænkes med på lige fod med funktionalitet og sikkerhed, når regeringens demenshandlingsplan sætter skub i ombygningen af gamle plejeboliger og opførelsen af nye.
Sikkerhed og sanselighed må ikke udelukke hinanden, men skal tænkes sammen, hvis vi skal have fuldt ud- bytte af de nye boligers potentiale. Det er derfor afgørende, at den arkitektoniske og designmæssige forskning tager udgangspunkt i brugeren og brugerens virkelighed, ligesom den brugerdrevne metode skal være i højsædet i uddannelsen af fremtidens arkitekter og designere.
Det er sådan, det skal være. Ikke mindst når der udvikles boliger og indretning til mennesker med demens, for den samtænkning er en forudsætning for, at deres livskvalitet og trivsel kan blomstre trods deres sygdom. Og det skylder vi de demente og deres pårørende.
Vi gentager lige tallet: 124.000 vil være ramt af demens i 2030.
Bjarne Hastrup og Lene Dammand Lund, Direktør i Ældre Sagen og rektor på KADK; Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering