Vore gerninger afslører vor tro

Den kristne etik foreskriver os at hjælpe, men tillader stor uenighed om den praktiske udformning. I den nuværende flygtningesituation betyder det dog som et minimum, at vi skal sørge for mad og tøj og husly til så mange flygtninge som muligt. Vi skal dog også se på ressoucer og lytte til den sunde fornuft

Enhver kristen skal gøre godt mod alle fjender og alle nødlidende. I den nuværende flygtningesituation betyder det, at vi skal sørge for mad og tøj og husly til så mange flygtninge som muligt. Det indebærer, at alle kristne må skønne, hvad de kan give til flygtningene. Vi må sætte os overkommelige og langtidsholdbare mål, skriver debattør.
Enhver kristen skal gøre godt mod alle fjender og alle nødlidende. I den nuværende flygtningesituation betyder det, at vi skal sørge for mad og tøj og husly til så mange flygtninge som muligt. Det indebærer, at alle kristne må skønne, hvad de kan give til flygtningene. Vi må sætte os overkommelige og langtidsholdbare mål, skriver debattør. Foto: Bulent Kilic/AFP

Den gigantiske flygtningestrøm rejser spørgsmålet om det kristne ansvar. Hvad siger den kristne etik om vores opgave og ansvar i denne situation? Svaret findes i de tekster i Det Nye Testamente, som fortæller, hvad alle kristne har pligt til at gøre. Kun disse tekster kan gøres gældende i en etisk vejledning.

Jesus og Paulus taler kort og klart om vores forpligtelse til at hjælpe andre. Jesus siger: ”Elsk jeres fjender” (Matt. 5, 43-48), Så selvom der blandt flygtningene skulle være fjender af den kristne kirke, så skal vi elske dem alligevel, og det indebærer praktisk hjælp til de nødlidende.

Paulus siger, at man skal slide i det og selv frembringe noget med sine hænder, så man har noget at give af til den, der har behov for det (Ef. 4, 28). Enhver kristen skal gøre godt mod alle fjender og alle nødlidende.

I den nuværende flygtningesituation betyder det, at vi skal sørge for mad og tøj og husly til så mange flygtninge som muligt. Det indebærer, at alle kristne må skønne, hvad de kan give til flygtningene. Vi må sætte os overkommelige og langtidsholdbare mål.

Dette er den enkelte kristnes ansvar, og det er hele den kristne kirkes ansvar. Denne praktiske tilgang møder vi allerede i Det Nye Testamente, hvor nogle fik adgang til menighedens nødhjælp, og andre, som havde mulighed for det, blev henvist til at skaffe sig udkomme på andre måder (1. Tim. 5, 3-16).

Kirken skal hjælpe socialt, og den skal også forkynde evangeliet. De nødlidende skal ikke tvinges til at høre på evangeliet som betingelse for at modtage nødhjælp, men når de betingelsesløst har modtaget nødhjælp, skal de før eller senere også spørges, om de vil høre, hvad Jesus har at sige til dem og os alle.

Kirken må ikke glemme eller forsømme at give dette tilbud. Alle, som vil, skal høre Jesu indbydelse til freden i Guds rige. Han indbyder alle trætte og tyngede mennesker til at komme til ham og få hvile.

Det er en hvile, som overgår den lettelse, en flygtning oplever, når han bliver vel modtaget og får ophold og beskyttelse i et fremmed land.

Jesus indbyder til noget større, nemlig hvile og lettelse fra syndens skyld og dødens ødelæggelse. Kort sagt indbyder han os til at få tilgivelse samt legemlig, håndgribelig opstandelse og evigt liv i Guds evige rige. Det er den fred, han taler om (i Matt. 11, 28).

Vi skal ikke gøre gode gerninger for at blive set af mennesker. Jesus nævner tre velkendte religiøse handlinger: almisse, bøn og faste, og udfordrer vores egoisme derved, at man ikke skal søge sin løn i menneskelig anerkendelse (Matt. 6, 1-6), men alene forvente løn hos Gud. Han siger ikke, hvori lønnen består, blot at den findes.

Kirken skal derfor ikke stræbe efter at vise sig frem som god. Den skal træde til, ganske enkelt fordi der er brug for hjælp - uanset modtagerens politiske og religiøse ståsted.

Vore gerninger afslører vor tro. På Dommedag vil Jesus tale om, hvad nogen har gjort og andre forsømt over for hans mindste brødre.

Matthæusevangeliet 25, 31-46 gengiver Jesu skildring af Dommedag. Han kalder sig både Menneskesønnen og Kongen, der kommer synligt ved verdens ende sammen med sine mægtige, hellige engle og sætter sig på sin guddommelige trone.

Alle mennesker kaldes frem for ham, og han deler dem i to flokke, som en hyrde ved aftenstid skiller fårene fra gedebukkene og anbringer dem i hver sin fold, så gedebukkene ikke kan stange fårene.

Jesus vil da tale vidt forskelligt til de to grupper. Den ene gruppe bliver budt velkommen i Guds evige rige, fordi de har modtaget Jesus selv på god og kærlig vis og taget sig af ham, da han var i nød. Disse mennesker er overraskede over, hvad de har gjort, og de får at vide, at alt det, de har gjort mod Jesu mindste søskende, er gjort mod ham.

Modsat bliver den anden gruppe forkastet til evig dom, fordi de har undladt at hjælpe Jesus i de samme nødsituationer. Ved den lejlighed vil Jesus tale om noget andet end vores forpligtelse til at hjælpe alle uanset tro, nemlig om det helt særlige, at vores praksis over for nødlidende kristne afslører vores indstilling til ham personligt.

Vi frelses ved tro, men bedømmes efter, om troen har givet sig udslag eller ej. Hvis der ingen udslag er, er der heller ingen tro.

Jesus spørger ikke efter gode gerninger i almindelighed, for vi frelses netop ikke ved gerninger, men han spørger efter de gerninger, som udspringer af troen på ham og derfor bevidner dens tilstedeværelse, og dér vælger han de tydeligste, nemlig hjælp til nødlidende kristne.

De allermest nødlidende kristne er de forfulgte, og de bliver let glemt, og kun de, der har sympati for dem og deres Herre, vil huske dem. Flygtningene taler alle om, men de forfulgte kristne glemmes.

I Vesten er det en overvindelse at tale åbent om forfulgte kristne. Måske er det derfor, at Paulus skriver: ”Så lad os da gøre godt mod alle, så længe det er tid, især mod vore trosfæller” (Gal. 6, 10).

Visse steder kan det ovenikøbet være farligt at hjælpe dem, for da vil myndighederne også forfølge hjælperne. Vælger man alligevel at hjælpe, vælger man side for de kristne og mod myndighederne, og Jesus forstår denne handling som udslag af tro på ham, og den tro anser han for frelsende.

Han siger: ”Den, der tager imod jer, tager imod mig (“) Den, der tager imod en retfærdig, fordi det er en retfærdig, skal få løn som en retfærdig. Og den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn” (Matt. 10, 40-42; jævnfør enken fra Sarepta i 1. Kong. 17, som muligvis er den beretning, Jesus hentyder til).

Ligesom kirken må gøre status over behov og ressourcer, sådan må staten også. I den forbindelse er det ikke forbudt at lytte til den praktiske erfaring, at nødhjælpsarbejderen skal sikre sig selv, før han hjælper andre, for ellers risikerer man at øge nøden i stedet for at mindske den.

Den politiske debat opviser mange forskellige skøn over nødsituationen og mange vidt forskellige vurderinger af konsekvenserne af disse skøn. Min pointe er, at ingen af disse foreslåede løsninger i den danske debat er ukristelige.

Som kristne kan vi mødes i gudstjenesten og styrkes i troen på Jesus som frelser og herre og inspireres til at tjene ham, herunder at hjælpe flygtningene, og så kan vi derefter gå til hver vores vælger- og nødhjælpsforening og arbejde for den praktiske løsning, som vi hver især tror gavner dem bedst.

Den kristne kirke har intet mandat til en politisk mening om, hvor mange flygtninge der skal komme til landet, og om de skal bo i en flygtningelejr eller indkvarteres et andet sted, og om de skal have dansk statsborgerskab.

Nogle mener, at Danmark som en stærk nationalstat bedst kan hjælpe flygtningene, hvilket man så hævder bedst sker i nærområderne. Andre mener, at vi hjælper bedst ved at blive mere integreret i EU, så nationalstaten neddæmpes eller helt forsvinder, og vi løfter i flok - så vi tager store flygtningestrømme ind i EU og dermed også ind i Danmark.

Enkelte nævner, at vi også kunne indføre økonomiske sanktioner mod Mellemøstens krigsførende parter, så krigen dør ud af mangel på penge og våben.

Kirken har intet mandat til at vejlede her. Den kristne etik foreskriver os at hjælpe, men den praktiske udformning må vi hver især selv finde ud af.

Jørgen Sejergaard er sognepræst i Karlebo Sogn