Vores adskillelseskultur går ud over fremtidens par

I Danmark har vi verdensrekord i antal singler og i institutionalisering. Måske giver den utrygge tilknytning i institutioner både psykiske problemer og et stigende antal mennesker, som lever alene – uden en kærlighedspartner, skriver psykoterapeut og parterapeut

Vores adskillelseskultur går ud over fremtidens par

ALDRIG HAR SÅ MANGE mennesker i Danmark været singler. 1,6 millioner danske voksne lever alene ifølge tal fra Danmarks Statistik. Danmark har den højeste andel af singler i verden. Antallet af singler har gennem de sidste mange år været støt stigende. I Københavns Kommune er der den største andel af singler, 43 procent af de 30-49-årige levede alene i marts 2019. Hvorfor er det sådan? Parforholdet har af mange grunde rigtig svære vilkår i vores tid.

Det er relativt nyt at gifte sig eller danne par på baggrund af forelskelse og kærlighed – indtil for 100 år siden giftede man sig mest af økonomiske, sociale og familiemæssige grunde.

Det er blevet ”let” og socialt acceptabelt at leve alene, at blive skilt og at være serielt monogam. Det med at blive skilt er kun for godt 50 år siden for alvor blevet en mulighed

Kærligheden i et livslangt parhold har mange forskellige faser. Hver fase kræver en særlig selvindsigt og respekt for den andens situation og kræver, at forholdet udvikler sig sideløbende med de faser, man går igennem som par.

Men vi lever i en meget individualistisk tid, hvor der er fokus på personlig realisering. Søgelyset er i høj grad rettet mod mine mål, mine behov, mine muligheder, min udvikling og mine drømme. Det gør det uden tvivl udfordrende at få det samme kærlighedsforhold til at vare hele livet.

Vi lever desuden i en meget præstationsorienteret tid. Der har aldrig har været større forventninger, pres og krav om uddannelse, karriere, lykke, penge, kærlighed, personlig vækst, sundhed, børn og familie. Der er meget at leve op til, og vi vil gerne lykkes på alle områder. Dette sætter parforholdet under pres, da der ofte ikke bliver tid tilbage til faktisk at passe på parforholdet, når alle andre sider af tilværelsen er tilgodeset.

Så når jobbet har fået sit, børnene har fået deres, man har holdt sig i form og plejet familie og venner og alt det andet, et moderne liv kræver, er der ikke mere tilbage til partneren og parforholdet.

Og aldrig har så mange danskere været syge med stress.

KVINDERNE ER SIDEN 1960’erne kommet ud på arbejdsmarkedet og har fået mere og mere succes der. Men kvinderne – både de unge og de lidt ældre – er allerhårdest ramt af stress. 29 procent af kvinderne har et højt stressniveeau, mens andelen af stressede mænd er 21 procent. Et tilsvarende mønster ses i alle aldersgrupper.

Mens kvinderne har fået succes på arbejdsmarkedet, er der sket en slags maskulinisering af hele samfundet, som er blevet meget mere præstationsorienteret, evidensbaseret og resultatorienteret. Og omsorgen for børnene er blevet udliciteret. Kvinderne klarer sig rigtig godt på både uddannelser og arbejdsmarkedet – de er flittige, og de ofrer nok også i mange tilfælde rigtig meget for at præstere godt. Prisen bliver for mange kvinder altså stress.

Men der sker også noget med parforholdet, når kønsrollerne ændrer sig, og kvinder arbejder ”som mænd” og kan tjene penge nok selv.

Et godt parforhold og en levende seksualitet kræver polaritet. Polariteten er nødvendig for at holde den seksuelle tiltrækning levende. Når vi bliver alt for ens, sker der noget med polariteten.

Mændene har i en længere årrække kæmpet med at finde deres plads og nye rolle, mens kvinderne har indtaget deres. Mange af de mænd, jeg møder i min psykoterapeutiske praksis, føler sig ”kørt over” af deres stærke kvinder. Og kvinderne kommer til at savne modspil og grænsesætning fra deres mand. Mange kvinder mister som følge af dette langsomt respekten for deres mand.

Jeg taler på ingen måder for, at vi skal tilbage til 1950’ernes kønsroller, men konstaterer blot, at de ændringer, der har været, giver nogle udfordringer for nutidens par og familier.

Vi er i dag i stor udstrækning og på både godt og ondt overladt til at finde vores egne kreative løsninger og modeller for, hvad et godt parforhold og familieliv, er. Der findes ikke længere nogen faste modeller at læne sig op ad, som der var i tidligere tider. Og forhindringer for parforholdet er der nok af, som vi også allerede har set.

Vi lever i en adskillelseskultur. Ud over at have verdensrekord i antallet af singler, har vi også verdensrekorden i institutionalisering af vores børn. Danmark er det land, hvor flest børn kommer tidligst i institution.

Psykologer har siden 1950’erne vidst, at tryg tilknytning er helt afgørende for vores evne til at danne sunde, trygge og langvarige relationer. Forskning viser, at mindst 40 procent af os har så svært ved at knytte os på en tryg måde til et andet menneske, at det skaber problemer for os – særligt i parforhold. Og meget tyder på, at de tilknytningsproblemer, børn, unge og voksne har er blevet langt mere alvorlige.

To nye studier fra henholdsvis Sverige og Danmark viser, at der er et sammenfald mellem dårlig normering i vores daginstitutioner og den enorme stigning i antallet af diagnosebørn. Samtidig viser den nyeste forskning, at der er sammenhæng mellem utryg tilknytning og flere diagnoser, samt at børn med tryg tilknytning er mere resiliente i forhold til at udvikle diagnoser.

Så mens debatten om utilstrækkelige normeringer og minimumsnormeringer i vores vuggestuer og børnehaver er højaktuel og igen fylder medierne, så er det altså vores alles fremtid, vi sætter på spil. Vi gambler med børnene og deres trivsel, deres psykiske helbred, deres indlæringsevne og deres evne til at indgå i relationer med andre mennesker. Og især deres evne til i fremtiden at indgå i de helt nære relationer, som sunde parforhold er.

SPØRGSMÅLET ER, om vi allerede ser konsekvenserne af den stigende institutionalisering afspejlet i den store stigning i mennesker med psykiske diagnoser. Særligt stor er stigningen blandt de helt unge. De har i gennemsnit tilbragt de fleste timer i institution, samtidig med at normeringerne har været støt faldende siden begyndelsen af 1970’erne og aldrig har været lavere. De trygt tilknyttede børn klarer antageligt bedre den ”tynde” voksenkontakt. Det er tilsyneladende de i forvejen udsatte børn og unge, der rammes dobbelt hårdt, og deres problemer bliver endnu mere synlige og endnu mere invaliderende end nogensinde. En utryg tilknytning giver sig måske, ud over som psykiske problemer, desuden til udtryk i det stigende antal mennesker, som lever alene – uden en kærlighedspartner.

Begge køn har en betydeligt kortere levetid, hvis de er enlige – ugifte, fraskilte eller i enkestand – end hvis de er i et parforhold. Effekten på levetiden for mænd er klart mere negativ, end den er for kvinderne. Mænd, der er enlige, lever i gennemsnit over syv år kortere end mænd, der lever i parforhold. For kvinder er effekten af at være single omkring det halve.

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) udtalte i november i TV 2 Nyhederne, at vi skal passe på, at TV 2’s dokumentar om livet i vores daginstitutioner ”ikke giver os lyst til at tage børnene hjem, for så tager vi også hjem til kødgryderne og 1950’erne”. Det er, set fra mit perspektiv, dybt problematisk, at spørgsmålet om ligestilling blandes ind i debatten om omsorgen for vores børn og lysten til at have dem mest muligt hjemme i deres mest sårbare år.

Jeg siger ligesom et stigende antal andre ja tak til en bedre balance mellem arbejdsliv og familieliv og nej tak til den stigende institutionalisering af barndommen. Lad os så få nogle ordentlige forhold for vores børn – og dermed også for fremtidens par og familier.