Med stadig stigende styrke har debatten på sociale medier, i debatspalter og i det offentlige rum raset omkring krænkelse – eller potentiel krænkelse – af særlige grupper.
Er det i år 2020 fortsat i orden at kalde en is for Eskimo-is? Kan man tillade sig at synge ”Den danske sang er en ung, blond pige” til morgensang? Skal digte eller sangtekster omskrives eller udelades i forbindelse med genudgivelser? Og kan og skal statuer og vejnavne af tidligere tiders slavehandlere og kristne forkyndere fortsat pryde det offentlige rum, eller er det blot unuanceret krænkelseskultur?
Spørgsmålene er mange, men svarende er bare ikke så ligetil, og jeg vil endda driste mig til at låne Niels Bohrs begreb ”komplementaritet” til at karakterisere debatsituationen.
Ifølge David Favrholdt er komplementaritet en betegnelse, som Bohr brugte ”om iagttagelsessituationer, som gensidigt udelukker hinanden, og sekundært om de begrebssæt, der knytter sig til sådanne situationer”.
Og selvom begrebet egentlig er udviklet inden for fysikkens verden, udviklede Niels Bohr selv sin idé om komplementaritet fra 1927 og frem inden for andre områder end fysik, for eksempel vedrørende forholdet mellem forskellige kulturer.
Lad os tage eksemplet om statuer i det offentlige rum. Umiddelbart virker det jo historieløst og nærmest totalitært at tage sagen i egen hånd ved at fjerne eller overmale en statue.
Som Nikolaj Bøgh har skrevet på sociale medier: ”Mennesker, der ødelægger statuer, tager retten i egen hånd og vil uden om den fælles demokratiske samtale afgøre, hvordan vores byrum skal se ud, og bestemme, hvem vi i fællesskab skal mindes.” Holdningen er i min optik både rigtig og legitim.
Det til trods vil jeg alligevel tillade mig at minde om, at eliminering af statuer nu ikke er et nyt fænomen, ej heller i Danmark.
Danske modstandsfolk sprængte Bismarck-tårnet i luften den 16. august 1945 lige efter Anden Verdenskrig. Tårnet blev ikke genopført, men blev dækket med jord.
Var det så historieløst, eller var følelser og afmagt så nærværende og gjaldt for så mange, at den handling var moralsk tilladelig? Her er det jo omvendt ikke svært for mange at sætte sig ind i følelsen og sympatien.
I nogle situationer er udtryk eller beskrivelser af en art meget meningsfulde, men i andre meningsløse. Det afhænger af situationerne og beskrivelsesbetingelserne. Det er en erkendelse, som alt for mange af os overser i det daglige.
Der er stor forskel på vores livssituationer i dagens Danmark anno 2020. Hvad er vores historiske ophav? Hvor henter vi vores informationer fra? Hvem bor og omgiver vi os med i vores lokalområde? Hvem og hvorfra henter vi i dag vores sympatier og helteforestillinger? Der er stor forskel på at bo i og leve hverdagen i Gentofte frem for Gellerup eller i Holbæk frem for Hanstholm.
Og kan man på den ene side tillade sig at glæde sig over prægtige bygninger som ”Det Gule Palæ” eller Pakhusene på Toldboden i København eller Lerchenborg Gods på Vestsjælland, men samtidig have sympati for, at der skal navngives nye gader som Axeline Elizabeth Salomons Alle, Mary Thomas Vej eller Gottlieb Bordeaux Gade?
Jeg mener ja, og nu er vi ved at være fremme ved sagens kerne. For grundlæggende mangler vores debatkultur, og det gælder i særlig grad på de sociale medier, at hver enkelt af os i højere grad vælger at påtage os den etiske forpligtelse, det er, at tage vores omgang med andre mennesker alvorligt.
K.E. Løgstrup skrev i bogen ”Den etiske fordring” følgende: ”Den altid enkle konflikt i konflikten – at man har vovet sig frem for at blive imødekommet og ikke er blevet det – gør dertil al ting enten sort eller hvidt og gør en dom tilsvarende uigenkaldelig. Akkurat så sort og hvidt som tingene er i vores moralske vurderinger og akkurat så uigenkaldelig som den moralske dom er det.”
Og Løgstrup fortætter samme sted: ”Ikke at ville lade den anden komme til i ord, gerninger og opførsel, men søge at hindre det med sin mistænksomhed, men sin antipatis billede af ham eller hende, er livsfornægtende. Under eet er det en fornægtelse af den andens og ens eget liv.”
Vi går simpelthen glip af for meget som individer så vel som fælles samfund, hvis vi alene lader os bekræfte af meningsfæller.
Alt for få tager dette opdrag alvorligt nok, og det skader i stigende grad vores debatkultur. Det er med Løgstrups tilgang en del af vores menneskelige tilværelse ikke at ville reducere os selv til at bestå i reaktioner, der er bestemt af, hvad der allerede er sket.
Tillid i elementær forstand hører enhver samtale til. I det blotte samarbejde udleverer man sig, og i forventningen til den anden foretager man sig noget, og deri består udleveringen.
Med vor blotte holdning til hinanden er vi med til at give hinandens verden dens skikkelse, påpeger Løgstrup. Det er det, der i moderne kommunikations- og ledelsesteori kaldes for ”framing”, som grundlæggende kan oversættes til ”at indramme”.
En klassisk definition af begrebet findes hos professor Robert Entman, der skriver, ”at frame er at vælge nogle aspekter af en opfattet virkelighed og gøre dem mere synlige i en kommunikerende tekst for at promovere en bestemt definition af et problem, årsagerne til problemet, de moralske evalueringer og/eller løsningsforslag til det beskrevne fænomen”.
Og det er det, der alt for ofte sker. Vi ”indrammer” hver især, hvilke associationer der skal knyttes til et bestemt fænomens tanke – og endda til tider også uden vilje – for at ville anerkende den elementære afhængighed, vi grundlæggende har til hinanden.
Det er ikke bare dumt, det er også livfornægtende. Den fordring, der ligger i at tage vare på vores medmennesker og deres velbefindende, som i enhver samtale – også på sociale medier – påvirkes vores handlinger, skal tages mere alvorligt af flere, og det bør ske på en måde, hvor det aldrig må være målet at søge at tage selvstændigheden fra modparten. Det sker for ofte, at ”gryden bebrejder kedlen, at den er sort”. Stil i højere grad spørgsmål.
Vær åben og nysgerrig på andre udsagn, men kend også til og forstå din egen fortid, og skab derved dit ståsted med den ydmyghed, der ligger i, at verden aldrig står stille, at vi nok ikke er så homogene, som vi måske går og tror.
Det til trods er vi alligevel dybt afhængige af hinanden, når vi skal skabe den fælles fremtid, som vi jo hver især ”er kastet ind i” og skal leve i.
Det handler i høj grad om at ville lade sig udfordre i forhold til gængse forestillinger, eller som forfatter Thorkild Bjørnvig skrev i essayet ”Begyndelsen” fra 1960:
”Kærnen kunne da være et Mod med aabne Øjne, en rolig, en utrættelig og spontan Opmærksomhed, som bare er der, en Handling, som ikke slavisk er knyttet til Resultater og Effektivitet. Dette er Forudsætningen for at alt andet lykkes.”
Det handler grundlæggende om en hjertets dannelse, som vi selv må tage på os.
