Vores forkvaklede forhold til køn hindrer os i at leve livet

Det var sjovere at være dreng, da jeg var barn. Det kunne det stadig være, hvis ikke ligestillingens primære resultat var, at det hverken må være sjovt at være pige eller dreng. Voksne burde gøre det lettere for børn at blive glade for deres køn, skriver kronikøren

Mennesker - børn som voksne, der har det svært ved ikke bare deres køn, men den kønsidentifikation, de møder overalt - vil over- eller underkompensere for det, de tror, er deres køn, skriver kronikøren. Arkivfoto.
Mennesker - børn som voksne, der har det svært ved ikke bare deres køn, men den kønsidentifikation, de møder overalt - vil over- eller underkompensere for det, de tror, er deres køn, skriver kronikøren. Arkivfoto. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Det begyndte med MeToo, der endte som en hetz mod alle hvide mænd helt tilbage til deres barndom. Så kom coronaen, og midt i coronaen blev en stakkels sort amerikaner dræbt af en frustreret hvid politimand. Det fik alle krænkede op på barrikaderne hele verden over, så MeToo-kvinderne blev suppleret med millioner og atter millioner af krænkede af alle køn, hudfarver, racer, og hvad man nu kan føle sig krænket over at være kommet til livet med. Så da statsminister Mette Frederiksen (S) og resten af regeringen med hende foreslog, at nu skulle børn helt ned til femårsalderen selv bestemme deres juridiske køn, blev det for meget for mange af os.

Hvorfra kommer også denne totale liggen under for noget, et barn kan finde på at sige, hos et menneske, der lige med stalinistisk kontrol har tvunget os alle først hjem og så med mundbind på?

Etiske og religiøse specialister diskuterer cpr-numre og køn på alle medier, men vi kan ikke få øje på virkeligheden med moralske eller ideologiske briller. Så begrænses vores opfattelsesmuligheder. Vi mister den totale uforbeholdenhed og åbenhed, det fordrer at kunne se det hele. Virkeligheden har sine egne fysiske love, som ligger bag alt, stort som småt, og det er de samme love for alt. Med al respekt for evidens kan vi med sikkerhed sige, at det er helt usandsynligt, at det skulle være anderledes.

Vi kan og bør også for fornuftig sameksistens skabe vores egne moralske love i vores familie, virksomhed eller land – eller flere lande samlet. Jo flere mennesker vi vil kontrollere med dem, desto sværere er det imidlertid, og der dannes så mini- eller parallelsamfund med deres egne love, så de kan holde ud at være i de større sammenhænge uden for megen krig og ufred for alle.

Alle disse samfund med forskellige love går imidlertid til grunde, hver gang deres moral og ideologiske praksis ikke matcher naturens eller fysikkens overordnede harmonisering. Det kan vi se, når vi skuer tilbage i historien, og klimakrisen og også coronaen, som begge kan tage livet af det, vi kalder vores civilisation, er eksempler, vi ikke burde kunne undgå at se.

Naturen med alt dueligt liv skal nok gå videre, uanset om vi brænder alle regnskovene og fyrer ozonlaget helt væk. Naturen er ligeglad. Den er ikke moralsk, ikke ond eller god. Naturen er bare vores fysiske liv og muligheder, og via sine kvantespring på alle niveauer udligner den alt det, vi gør, så livet kan gå videre bedst muligt. Med eller uden os.

Hvis vi vil forstå, hvad der sker omkring os og i os, skal vi se alt, hvad vi gør i virkeligheden i vores små eller store menneskeskabte samfund med egne regler og love, som noget, der enten er i modsætning eller i overenstemmelse med naturens og livets love. Så opdager vi, hvor absurd det er, at vi i vores intellektuelle overmod tror, at vi kan lade små børn bestemme, hvilket køn deres forældre nu synes, de skal have.

Der er ingen tvivl om, at det ville gøre alting lettere for de fleste af os, hvis vi fjernede kønsopdelingen i cpr-numrene, men det ville ikke fjerne det faktum, at vi mennesker kan have særdeles svært ved at skelne mellem, hvad vi skal slås med, og hvad vi respektfuldt og med fordel for alt og alle skal lade flyde og vores egen fantasi håndtere. Der er intet, vi ikke må eller kan tale om, og kun virkeligheden og de svar, den giver os, sætter en stopper for det, vi må sige og hvordan. Her undervurderer vi omvendt den menneskelige intelligens.

Vores sprog afspejler vores tanker og dermed en del af vores hjernes arbejde, og det er vi alle udviklet til at kunne forstå. Så her skal Facebook, regeringen eller mennesker, der føler sig krænket ikke prøve at lege politibetjente, for når det eneste, der adskiller os fra alle de andre dyr, kontrolleres, så sker det, som definitivt har ødelagt det ene store menneskeskabte verdensrige efter det andet.Det er også derfor, nogle af os, som ellers intet frygter, er ved at blive bange nu.

Disse lovforslag slår lovforslagene mod omskæring af jødiske og muslimske drengebørn med flere længder og kan have konsekvenser, der ikke bare nærmer sig omskæring af småpiger, men trumfer disse overgreb. Alt er ikke lige meget eller lige lidt værd, og hvis de demokratiske regler ikke matcher de kræfter, der har skabt os, går vores fælles samfund under. Ligestillingsminister Mogens Jensen (S) siger det, som det fungerer: Når vi allerede har accepteret fysisk kønsskifte, kan vi lige så godt også gøre det juridisk, som er et langt mindre indgreb. Naturen er blevet et intellektuelt lovgivningsmæssigt spørgsmål, men naturens principper for fornuft og hensigtsmæssighed skal nok tage vare på det.

Da jeg var barn, var vi mange piger, der hellere ville have været drenge, og der var også ganske få drenge, der hellere ville have været piger.

Det var bare sjovere at være dreng, da jeg var barn, og det kunne det stadig være, hvis ikke ligestillingens primære resultat var blevet, at det hverken må være sjovt at være pige eller dreng – eller mand eller kvinde. Hvis ingen har det morsomt, er der ingen, der kan føle sig krænket over, at andre har det.

Man skal have meget humoristisk sans for at synes, at det er morsomt at være kvinde, men det har jeg heldigvis også, ligesom der også stadig er mange mænd og også kvinder, der stadig kan se det morsomme i vores virkelighed.

I dag er der bare mange flere, både drenge og piger, der mener, de hellere ville have haft et andet køn, blot fordi de tror, de har det træls i det, de endnu ikke har fået mulighed for at lære at kende. Det kan vi ikke være bekendt. Og vi voksne fortsætter med at tage det, børnene siger, alvorligt og giver dem en iPad, hvis det nu er det, de siger, de vil have, eller et nyt køn, hvis de hellere vil have det.

Hvordan kan vi voksne tillade os at have en mening om, hvad der er bedst for vores børn, når de fleste af os selv er helt fremmedgjorte over for, hvad der er bedst for os selv? Vi kan ikke engang mere lære vores børn det vigtigste i livet og det, som alle andre dyr evner at lære deres børn: at leve livet. Og det hænger blandt andet sammen med vores forkvaklede forhold til vores køn.

Ligesom mennesker, der har det svært med mad, straffer deres krop ved at under- eller overspise, vil mennesker, børn som voksne, der har det svært ved ikke bare deres køn, men den kønsidentifikation, de møder overalt, over- eller underkompensere for det, de tror, er deres køn. Spisning og sex er fra at være almindelige grundlæggende livsbehov blevet subtile flugtmekanismer. Selv unge mennesker mister deres lyst til sex med andre mennesker, uanset køn, relativt tidligt i dag. Hvis de overhovedet får lyst til sex. Hvordan kan det være? Måske skyldes det, at deres forældre bruger mere tid på at italesætte det, de oplever som deres barns køn, end at kommunikere med hinanden ved hjælp af de køn, de selv har fået. Sex er sjovt og helt uundværligt, men hvordan kan det blive det, når ens forældre har talt livet af det, længe inden det sjove skal til at ske?

Hvis vi forældre bruger mere tid på at elske hinanden og vise vores børn, at vi gør det, gør vi det meget lettere for dem at blive glade for det køn, de har, men som ingen tør fortælle dem, hvorfor de har. Vores køn er ikke en social konstruktion. Det er forestillingen om vores køn, der er det.

Vores køn er en personlig gave, som vi har fået sammen med vores liv for at bruge begge dele, uanset hvad vi selv foretrækker at mene, at vi ellers er for nogle individer.