Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Kronik

Christian Friis Bach: Vores grundlæggende idé om værdighed er under pres

Værdigheden er iboende i mennesket og kan ikke erstattes eller prissættes, skriver tidligere generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp Christian Friis Bach.

Christian Friis Bach, Tidligere generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, international chef i Folkekirkens Nødhjælp og udviklingsminister for Radikale Venstre samt tidligere undergeneralsekretær i FN

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Værdighed er udgangspunktet for alt, hvad vi tror på og har kæmpet for. Desværre ser vi en tendens til, når det gælder flygtninge og fordrevne, at lande skaber dårligere og mere uværdige forhold for mennesker på flugt, skriver Christian Friis Bach

INDTIL SIDSTE SOMMER opfattede jeg blot ordet værdighed som et lidt gammeldags ord, der blev brugt ved højtidelige lejligheder. Det var, indtil jeg læste bogen ”Ståsteder” af Svend Brinkmann. Her beskrives værdighed som et filosofisk begreb, der er et af vores vigtigste ståsteder som mennesker og som land.

Nu er jeg agronom og bestemt ikke filosof, men har siden forsøgt at læse videre om værdighed. Det har forandret min forståelse af både ordet og af vigtigheden af værdighed.

Værdighed er nemlig meget mere end et ord. Det er det filosofiske udgangspunkt for alt, hvad vi tror på og har kæmpet for. Den helt grundlæggende idé om, at der inde i ethvert menneske findes en menneskelig værdighed.

Idéen blev for alvor italesat fra filosoffen Immanuel Kant, der for 250 år siden definerede værdighed som ”alt, der er over enhver pris og derfor ikke har nogen ækvivalent, har en værdighed”. Værdigheden er iboende i mennesket og kan ikke erstattes eller prissættes.

Det er på grund af den menneskelige værdighed, at vi skal behandle alle mennesker med respekt. Det er på grund af den menneskelige værdighed, at vi ikke bare kan handle med mennesker, torturere dem eller bruge dem som slaver. Og det er på grund af den menneskelige værdighed, at vi kan tildele mennesket rettigheder. De to ting hænger uløseligt sammen.

Og det er derfor, at paragraf 1 i FN’s Verdenserklæring om menneskerettigheder lyder: ”Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder.”

Vi er lige i værdighed. Alle mennesker er lige værdige. Alle mennesker har derfor det samme sæt af grundlæggende menneskerettigheder.

Det er afgørende at holde fast i, fordi det netop er vores respekt for den menneskelige værdighed, der er under pres. Vores manglende evner til at stå fast på den menneskelige værdighed er den mest alvorlige krise, vi ser, og den kan få vidtrækkende konsekvenser.

SIDSTE ÅR BESØGTE JEG Moria-lejren på Lesbos. Det er en lejr, der er lavet til cirka 3000 mennesker. Da jeg var der, opholdt over 5000 flygtninge og migranter sig i lejren. Der har været op til 11.000 i den lille lejr på få hektar. De kan langtfra være i de relativt få beboelses-containere, der er sat op, og bor derfor i små telte på paller og i store lagerhaller, hvor de blot får tæpper, som de kan hænge ned fra loftet for at skabe lidt privatliv for sig selv og deres familier.

Der var over 1000 børn i lejren, da jeg besøgte den, men ingen legeplads inde i lejren. Sikkerheden i lejren er utilstrækkelig. En undersøgelse lavet af FN’s højkommissariat for flygtninge (UNHCR) viste, at af de kvinder, der havde oplevet seksuelle overgreb på ruterne fra deres hjemland og via de græske øer, havde en fjerdedel oplevet overgrebene i disse såkaldte hotspot-lejre.

Kvinder, der har kæmpet sig gennem Sahara og hen over Middelhavet eller Det Ægæiske Hav, ankommer endelig til det, de tror og håber er sikkerhed i EU. Og så bliver de udsat for seksuelle overgreb. På europæisk jord.

Det er her, vores grundlæggende idéer om værdighed og rettigheder kommer under pres. Og det er ikke kun i hotspot-lejrene. Vi ser det overalt på de ruter, hvor flygtninge og migranter bevæger sig. Gennem titusinder af interviews med flygtninge og migranter er det dokumenteret, hvordan 60 procent oplever overgreb på deres vej. Og det er ikke kun overgreb, der begås af kriminelle og smuglere. Op mod en fjerdedel af overgrebene begås af grænsevagter og politi.

Alt tyder på, at overgrebene bliver barskere, i takt med at grænserne lukkes, og ruterne blokeres. Det er kvinder og piger, der strander på grænsen mellem Eritrea og Sudan – hvor Sudans regering, endda i en periode med støtte fra EU, har forsøgt at styrke grænsekontrollen. Det er flygtninge og migranter, der strander i titusindvis i forfærdelige detentionscentre i Libyen, hvor der rapporteres om voldsomme overgreb, vold og endda slavehandel.

De strander på vej ud af Afghanistan og bliver udsat for kidnapning og krav om løsepenge, i takt med at grænserne lukkes. De strander i ugevis under elendige forhold på skibe på Middelhavet, fordi flere og flere lande lukker deres havne og deres grænser.

DER ER ET MARKANT POLITISK PRES for at lukke grænser og blokere ruter. Det kan man være enig eller uenig i, men vores afgørende budskab er, at vi skal beskytte de mennesker, der så strander undervejs eller tvinges ud på stadig mere usikre og farlige ruter. Vi skal beskytte deres værdighed og deres rettigheder – og uanset hvor de kommer fra, og hvor de er på vej hen, skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at behandle dem med respekt.

Det er også afgørende, hvordan vi hjælper mennesker på flugt. Nye undersøgelser viser, hvor vigtigt det er at beskytte menneskets værdighed, når vi træder til. Det handler i høj grad om at behandle andre mennesker med respekt. I den årlige rapport om verdens humanitære tilstand udgivet af organisationen Alnap har man spurgt mennesker i nød om, hvad de synes om den humanitære hjælp, de har fået.

De, der var blevet spurgt og havde fået mulighed for selv at påvirke den hjælp, de fik, var tre gange mere tilbøjelige til at sige, at de var blevet behandlet med respekt og værdighed. Og de var to-tre gange så tilbøjelige til at melde positivt tilbage om den hjælp, de havde fået.

En anden stor undersøgelse af Humanitarian Policy Group og ODI af værdighed i flygtningearbejdet viste, at flygtninge og fordrevne lagde mere vægt på, hvordan de havde fået hjælp, end hvilken hjælp de havde fået.

Det handler om værdighed. Hvis flygtninge får penge, som de selv kan disponere over, i stedet for mad, så føler de, at det i højere grad respekterer deres værdighed. Men skal de stå i kø i 12 timer for at få udleveret pengene, så forsvinder den følelse igen. Familierne på Udrejsecenter Sjælsmark får mad hver dag, men de må ikke selv lave maden og spise sammen med deres familier. Det påvirker dem negativt. De føler ikke, at de bliver behandlet med grundlæggende respekt for deres værdighed. Desværre ser vi, især når det gælder flygtninge og fordrevne, en tendens til både i tale og i praksis, at lande skaber dårligere og dårligere – og mere uværdige – forhold for mennesker på flugt.

DET AFGØRENDE SPØRGSMÅL ER, hvor langt vi vil gå. Hvor ligger vores grænser for, hvordan vi vil behandle andre mennesker? Det er et af de vigtigste spørgsmål – menneskeligt, politisk og filosofisk – vi skal besvare i en verden, hvor grundlæggende værdier om værdighed og menneskerettigheder er under stigende pres.

Svaret vil afgøre, hvor vi bevæger os hen som samfund. Vi har siden Anden Verdenskrig, hvor netop spørgsmålet om den menneskelige værdighed for de jødiske borgere blev sat under et uhyggeligt og umenneskeligt pres, set en stadig stærkere forståelse af betydningen af den menneskelige værdighed som fundament for vores samfund. Men meget tyder på, at den udvikling er ved at vende.

Immanuel Kant og en lang række af filosoffer efter ham, herunder Kierkegaard og Løgstrup, tog udgangspunkt i den menneskelige værdighed. De var ikke altid enige om, hvor værdigheden kom fra. Nogle argumenterer, at den menneskelige værdighed bliver givet til os af Gud. Andre, at vi har en iboende værdighed, blot fordi vi er mennesker. Men de er enige om, at menneskelig værdighed er det helt afgørende fundament for vores samfund. Det fundament skal vi stå fast på.