JEG LYTTER GERNE TIL P1, når jeg kører bil. Det er et privilegium, at vi har så mange gode kulturprogrammer. Forleden hørte jeg et indslag om jul i den ortodokse kirke. Værten Tore Leifer berørte prædiken i denne kirke i sammenligning med praksis vestpå. Og så kom det: Leifer sagde, at med den protestantiske reformation begyndte præsterne at prædike på folkesproget. Tore Leifer er en velinformeret radiovært, der dækker et hav af emner, men her afslørede han en fordom, som ligger dybt i den danske bevidsthed: Der er en udbredt forestilling om, at prædiken i middelalderen var på latin, og derfor forstod stort set kun præster hvad deres kollega sagde. Hvis de overhovedet forstod ham. De andre kirkegængere var på herrens mark.
Men der blev prædiket på dansk i danske kirker igennem middelalderen, som påpeget allerede i 1969 af Anne Riising i hendes disputats ”Danmarks middelalderlige prædiken”, hvor hun åbner med ordene: ”Det har været og er efter min erfaring til dels endnu en udbredt misforståelse, at der ikke blev prædiket ret meget i middelalderen, og da slet ikke på folkesproget.” Riising ræsonnerede gavmildt, at misforståelsen skyldtes, at ”de evangeliske kirker tillægger prædikenen en større principiel betydning”. Derfor giver disse kirker prædiken en større plads i gudstjenesten. Selvom middelalderkirken havde latin som gudstjenestesprog, ”var netop prædikenen normalt på modersmålet”, medmindre den blev holdt for en forsamling gejstlige.
Anne Riising gennemgik specielt prædikensamlinger fra Ribe, og de fleste af disse er på latin. Men de blev nedskrevet på dette sprog, fordi deres ophavsmænd ønskede, at deres tanker og formuleringer skulle nå ud til et europæisk publikum. De oprindelige prædikener blev stort set altid givet på folkesproget, dansk. For få år siden måtte ligefrem den verdslige avis Politiken irettesætte Dronningen, der også gav udtryk for denne fordom angående middelalderprædiken på latin. Avisen korrigerede vores historiebevidste Dronning på en måde, således at det ikke blev tydeligt, at det var Dronningen, der havde hævdet, at der først ved Reformationen blev prædiket på dansk. Måske har Hendes Majestæt Dronningen lagt mærke til Politikens venlige korrektion, men der er så mange andre, inklusive Tore Leifer, der endnu ikke har indset, at de viderefører en forestilling, der for længst er blevet afsløret som et falsum.
Jeg ønsker ikke at optræde som en arrogant historiker, der ved bedre end alle andre. Det er dog svært at vie sit liv til at forstå mennesker og tanker i fortiden, mens jeg oplever, at nutiden viderefører gamle myter. I en tid, hvor løgn og fordomme trives på internettet, er det af afgørende betydning at blive ved med at sige og skrive det, som er den historiske sandhed.
For et par år siden til en sogneaften talte jeg om middelalderen og Reformationen, og her understregede jeg, at der igennem middelalderen blev prædiket på dansk. For eksempel i Viborg Domkirke, hvor bisp Gunner i 1200-tallet var kendt for sine fremragende og folkelige prædikener. Efter kaffen, da der blev spørgsmål og diskussion (den del af en aften, jeg sætter mest pris på), begyndte en dame at tale om middelalderprædiken på latin. Hun havde overhovedet ikke lyttet til min prædiken, selvom jeg talte dansk. Jeg måtte erkende, at min optræden havde været forgæves. I lignende situationer har jeg oplevet, hvordan folkekirkelige præster er blevet helt røde i hovedet, når de har hørt mig, fordi de samme dag havde fortalt deres konfirmander, at prædiken på dansk først kom i 1500-tallet.
Det er ikke min opgave som historiker at glorificere middelalderen eller hævde, at alt, som kom bagefter, var en katastrofe. Jeg forsøger at vise, at mange aspekter af middelalderen var lyse, med henblik på lærdom, teknisk viden og spiritualitet. Igennem flere årtier har jeg bekæmpet opfattelsen af ”mørk middelalder”. Jeg får kuldegysninger, når jeg hører politikere kalde noget ”middelalderligt”, fordi brugen af dette ord som noget entydigt negativt er en misforståelse, et udtryk for vores egen tids grænseløse uvidenhed – på trods af at vi har bedre adgang til viden end på nogen anden tid i historien.
En af myterne, jeg regelmæssigt møder, handler om, hvordan danerne blev kristne. I den gængse fortælling, som findes for eksempel hos arkæologer trænet i Aarhus, blev Harald Blåtand kristen for at undgå, at landet blev invaderet af den tysk-romerske kejser Otto I. Der er faktisk ingen samtidige kilder til at støtte denne påstand. Den dukker først senere op i Adam af Bremens historie, der er fyldt med løgne. Men tanken om den store konge som politisk klog passer fint med hele Jelling-miljøets dyrkelse af Harald. Der er blevet investeret millioner i et nyt museum og miljø i Jelling, og resultatet er smukt. Men budskabet er desværre, at Harald var en snusfornuftig hersker, der vidste, hvordan han skulle redde sig selv og sit land.
I denne fortælling er der ingen plads til muligheden, at Harald blev overbevist om den kristne tros saft og kraft. I DR’s store serie om vores lands historie begynder et afsnit med Harald og Poppos jernbyrd, men bagefter siges det, at dette blot er en myte. En arkæolog fastholder, at Harald var endt ”i fængsel” hos kejser Otto, hvis han ikke havde valgt kristendommen. Men faktum er, at Otto i disse år var fjernt fra Danmark og ikke optaget af danske anliggender. Han havde nok at se til i Italien.
Der hersker her i landet, specielt i akademiske kredse, hvad jeg ville kalde en materialistisk opfattelse af menneskelig adfærd. Mennesker menes stort set altid at handle for at opnå en materiel gevinst og stort set aldrig af idealistiske grunde. Tanken er, at mennesker i fortid og nutid bruger tro og religion for at berige sig, enten med magt eller med penge. Eller endnu bedre: med begge dele. Vores historie ses i lyset af ønsket om at blive stærk og erobre andre, og netop den tid, da Danmark var stort, er blevet kaldt ”Valdemarernes storhedstid”. Udgangspunktet for denne opfattelse er den famøse Saxo, der elskede magt og for det meste foragtede svage mennesker.
Saxo har givet navn til et fornemt institut på Københavns Universitet og hans helt Absalon har beriget sig en plads i den danske uddannelsesverden. Saxo beundres for sin næsten umulige latinske stil, og hans beundring for det danske imperialistiske projekt bliver set på med milde øjne.
Der er en alternativ dansk historie, men ikke en historie, der kendes i samme brede kredse. Her har vi de munke, der kom til Danmark fra Frankrig, cistercienserne, og den ærkebiskop, Eskil, der elskede dem og endte sine dage i deres moderkloster, Clairvaux. Eskil huskes af de få, der kender ham i dag, som en sur gammel mand, der stod i vejen for Absalon. Men både Absalon og Eskil indså, at deres land havde brug for en spiritualitet og et munkeliv, som cistercienserne kunne bidrage med til landet.
Det er lidt trist, at en danmarkshistorie, der opfatter menneskeliv og spiritualitet som andet og mere end løgn og latin, ikke kan rodfæste sig her.
Det har altid undret mig som forhenværende amerikaner, at mit nye land ikke kan acceptere, at det blev bygget ikke alene med sten, men også med bønner. Vi kan ikke måle og veje disse bønner, men vi ved, at mange generationer af mænd og kvinder har fundet mening og håb i deres appel til en kærlig Gud.
Jeg slutter med en erkendelse af, at jeg ikke når at ændre de sædvanlige danske myter, fordi de er så indgroede i den danske sjæl. Men jeg kan kun blive ved at fortælle, at her står jeg, og jeg nægter at overgive mig til mørket.