Prøv avisen
Kronik

Arbejdsløshedsforsker: Vores overdrevne fokus på arbejde hindrer det gode liv

Det vil klæde venstrefløjen fremadrettet at lade sig inspirere af Kristendemokraternes grundighed i udviklingen af konstruktive visioner for et samfund, hvori det frivillige arbejde, foreningsarbejdet og familiearbejdet nyder samme anerkendelse for deres bidrag til det gode liv og samfundet, som lønarbejdet gør, skriver forsker i kronikken. Foto: Privat

Mikkel Morgen, Cand.mag. og ph.d.-studerende i arbejdsløshed, Roskilde Universitet

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Venstrefløjen har fuldstændig glemt, at der er andet end lønarbejde. Kun Kristendemokraterne taler om, at lønarbejdets dominerende rolle i vores liv giver mindre overskud til familieliv og til demokratisk engagement, skriver ph.d.-studerende

I SPRÆKKERNE AF den dominerende og vigtige klimapolitiske dagsorden ved det seneste folketingsvalg var der heldigvis plads til nogen diskussion af konkurrencestatens produktivitetslogik, der har sat sig så markante spor i både daginstitutioner, folkeskolen og de videregående uddannelser.

Jeg tænker her på produktivitetslogikken, der positionerer børn, unge og studerende som ”human ressource”, som menneskeligt råmateriale, der først og fremmest skal realiseres som arbejdskraft og bidrage til Danmarks konkurrencedygtighed på et globaliseret marked.

Kritikken af produktivitetslogikkens kolonisering af uddannelsessystemet kommer i dag typisk fra den yderste venstrefløj suppleret af spredte pædagogiske videnskabsfolk og dannelsesfilosoffer, der vover at blande sig i den offentlige debat.

For sidstnævnte gruppe indebærer det at gå imod både den udprægede politiske konsensus om konkurrencestatens nødvendighed og i særdeleshed også deres eget fagfelt.

Her gør det sig gældende, at instrumentaliseret forskning i læringsoptimering og -effektivisering indtager en nærmest perverteret forrang for eksempelvis kritiske analyser af læreprocessers og dannelsens samfundsmæssige mulighedsrum – hvormed konkurrencestatens produktivitetslogik enten legitimeres ubevidst eller fremmes bevidst af forskere i (ind)læringsoptimering.

Kritikken af en arbejdskraftproducerende daginstitutions-, skole- og uddannelsessektor har trange kår. Man kan skæve til en pædagogisk tænker som Thomas Aastrup Rømer eller den norske skolelærer Simon Malkenes, der for nylig har udgivet en kritisk bog om ”markedsskolen”, for at få eksempler på, hvor mange slag det kan give at gå åbenlyst imod læringsregimet.

At tale om et decideret læringsregime kan lyde som en polemisk overdrivelse for mange – og gid det var så vel. Men når folkeskolen igen i vismændenes produktivitetsrapport fra dette forår gøres til genstand for måling af, hvor ”meget” læring der produceres på årlig national basis, så har produktivitetslogikken altså mere fat, end vi måske aner.

Vismændene begiver sig endda ud i at skrive om fremtidsscenarier, hvori det er tænkeligt, at man ikke længere kan forvente yderligere optimering af elevernes indlæring via udvikling af bedre læringsmetoder – men at der kan fastholdes en positiv vækst i læringsudbyttet ved at udskifte lærere med computere og på den måde få samme mængde læring for færre ressourcer. Input-output.

MEN MÅSKE HAR den uddannelsesrettede produktivitetskritik lidt under, at den har insisteret for ensidigt på netop daginstitutioner, skole og uddannelse som omdrejningspunkt for kritikken.

Kritikken har altså svære vilkår, hvis ikke den kombineres med en bredere kritik af lønarbejdets rolle som altoverskyggende kriterium for det enkelte menneskes opnåelse af samfundsmæssig og social anerkendelse.

En sådan kritik er relevant, da det står klart, at demokratisk berigende og fællesskabsfremmende arbejde i fritids- og foreningslivet, i politiske organisationer og i familiesfæren ikke nyder samme anerkendelse som erhvervsarbejdet.

Det gør sig både gældende i vores kollektive bevidsthed, i konkret politisk lovgivning, i mellemmenneskelige relationer og ikke mindst i vores organisering af den kommunale beskæftigelsesindsats.

Problemet er, at forenings- og familielivet har bedre mulighed for demokratisk, politisk, de-instrumentaliseret relationel og kritisk menneskelig udfoldelse end lønarbejdet i dets nuværende samfundsmæssige form.

DEN MANGLENDE POLITISKE, lovgivningsmæssige og sociale anerkendelse af bredere arbejdsformer end løn- eller erhvervsarbejde gør, at det er svært at argumentere overbevisende for, at vores daginstitutioner, skoler og uddannelser skal baseres på klassiske dannelsesidealer, selvstændig erfaringsdannelse og udvikling af kritisk-demokratisk bevidsthed – frem for den blotte udvikling af rustning til det arbejdsmarked, vores børn og unge jo skal ud i.

Gennemslagskraften af kritikken daler simpelthen, hvis vi argumenterer for sådanne uddannelsesidealer og kritiserer konkurrencestatens læringsteknokrati uden samtidig at kæmpe for både en demokratisering af lønarbejdet og en styrkelse af civilsamfundet og rettigheder og status til alternative arbejdsformer.

Jeg mener, at kampen for udvidelsen af arbejdsbegrebet og en samfundsmæssig anerkendelse af andre arbejdsformer end lønarbejdet historisk set har stået relativt stærkt på venstrefløjen.

Det har for eksempel været et centralt emne for den venstreintellektuelle socialfilosof Oskar Negt, der har bidraget til kampen for nedsat (løn)arbejdstid i Tyskland.

I dansk sammenhæng er emnet desværre ikke tildelt særlig politisk opmærksomhed de seneste år.

Det bringer mig tilbage til den nyligt afsluttede valgkamp, hvor kilden til kritik af lønarbejdets dominans af familieliv og civilsamfund skulle findes et andet sted end venstrefløjen.

DET VAR SÅLEDES en utrolig positiv oplevelse at se et parti som Kristendemokraterne med konstitueret partiformand Isabella Arendt i spidsen.

Kristendemokraterne forsøgte i valgkampen som det eneste parti at sætte på dagsordenen, hvordan lønarbejdets opsvulmede betydning bidrager til svækket overskud og tid til familielivet, til politisk og demokratisk engagement, til engagement i foreningsliv og i frivillige samfunds- og kulturgavnlige aktiviteter og på sin vis derfor også til en form for kulturel erosion.

Partiets kritiske indstilling til lønarbejdets nødvendige, men stærkt overophedede rolle i det moderne menneskeliv blev fint suppleret med håndgribelige politiske forslag om større støtte til frivillighed og foreningsarbejde, bedre vilkår for hjemmepasning, udvidelse af mulighederne for deltidslønarbejde, udvidelse af den frie familietid, ret til ved arbejdsløshed at afslå arbejde langt fra bopæl og så videre.

Essensen af disse og flere forslag er, at lønarbejdets kvantitative omfang reduceres og skaber plads til engagement i alternative arbejdsformer, hvis grundlag og tilgængelighed til gengæld styrkes.

En lignende opmærksomhed lader desværre ikke til at eksistere hos venstrefløjen, på trods af at man nok kunne blive enig med et midterparti som Kristendemokraterne i, at lønarbejdet har indtaget en alt for dominerende i rolle i menneskelivet.

Hos (det yderste af) venstrefløjen er kritikken i højere grad rettet imod erhvervsinstrumentaliseringen af daginstitutions-, skole- og uddannelsessektoren, og her står den stærkt.

DET VIL KLÆDE VENSTREFLØJEN fremadrettet at lade sig inspirere af Kristendemokraternes grundighed i udviklingen af konstruktive visioner for et samfund, hvori det frivillige arbejde, foreningsarbejdet og familiearbejdet nyder samme anerkendelse for deres bidrag til det gode liv og samfundet, som lønarbejdet gør.

Forhåbentlig kan en fortsat politisk kamp for styrkelse og anerkendelse af disse alternative arbejds-/aktivitetsformer, det vil sige en udvidelse af arenaer for menneskelig udfoldelse, supplere og give øget tyngde til kritikken af produktivitetslogikkens kolonisering af børneliv og skolegang.