Vores parforhold er som barnets kærlighed til sin mor

Ligesom et spædbarn kun har én mor, har de fleste kun én kæreste ad gangen. Vi kæmper for at få vores parforhold til at lykkes, fordi nærhed til en anden er et gennemgribende livstema af vital betydning, skriver speciallæge i psykiatri

Vores parforhold er som barnets kærlighed til sin mor

ET MENNESKELIV BESTÅR AF en række parforhold. Man fødes ind i en topersonersrelation, som bliver skabelon for efterfølgende pardannelser. Spædbarnet knytter stærke følelsesmæssige bånd til moderen, samtidig med at erogene zoner bliver stimuleret under amningen. Senere svækkes intensiteten mellem mor og barn, fordi barnets aktionsradius øges, og fordi det begynder at orientere sig mod den verden, der befinder sig uden for hjemmet. Sideløbende rettes blikket mod nye kærlighedsobjekter.

Barndomsforelskelser er almindelige i såvel børnehavealder som skolealder. Mange af disse forelskelser fører ikke til kontakt, men virkeliggøres kun på fantasiplanet. Selvom det således blot drejer sig om forestillede relationer, vidner det ikke desto mindre om, at drømmen om et topersonersforhold ligger dybt i det større barns sind.

Når puberteten indtræder, og den infantile seksualitet forsvinder til fordel for den genitale seksualitet, stiger interessen for en partner eksplosivt. En interesse, der for de fleste varer livet ud. Selv på plejehjem, hvor beboerne er tæt på livets slutning, er der nogle, der er åbne over for at finde sig en livsledsager.

Forelskelse er – hvis den er gengældt – en betagende oplevelse. En af de sjældne situationer, hvor man kommer tæt på sig selv og tæt på en anden. Man vover at vise den anden, hvem man er, såvel fysisk som psykisk. At være sig selv over for et andet menneske og opleve fuldstændig tillidsfuldhed er en overrumplende oplevelse, som skaber en følelse af frihed, fordi man ikke behøver at forstille sig. Man er god nok, som man er, hvilket får selvfølelsen til at vokse.

Og når man tilmed mærker, at ens blotte eksistens og tilstedeværelse gør et andet menneske lykkeligt, aktiveres på et ubevidst plan den fornemmelse, man som spæd oplevede, når ens mor var lykkelig og syntes, at man var det bedste, der fandtes i hendes verden.

Et forelsket par tror ofte, at andres forelskelse blegner i forhold til deres egen, og at ingen andre har oplevet det, de oplever. De udstråler en medrivende selvværdsfølelse, som hverken er dominerende eller undertrykkende, men er mild og accepterende. De smiler og griner og undrer sig over, at de ejer den samme form for humor, og at det er så let at få den anden til at more sig. De overser ofte, at deres fælles latter blot er udtryk for, at de er glade.

MEN DET ER IKKE HVEM SOM HELST, man bliver forelsket i. Det siges, at krage søger mage, men det siges også, at modsætninger mødes. Begge udsagn er sande. Man falder for mennesker, som indeholder noget genkendeligt, man kan identificere sig med.

For at en forelskelse kan komme i stand, skal der eksistere et fælles mentalt område, hvor parterne ligner hinanden. Men den udvalgte person skal desuden rumme attråede egenskaber, som man ikke selv besidder.

Ingen gensidig forelskelse uden gensidig idealisering og beundring. Og det, man beundrer, er typisk det, som man ikke selv har. En genert mand kan se op til en frigjort kvinde, og en svag kvinde kan se på en selvhævdende mand med tilbedende blikke. Og en gensidig seksuel tiltrækning er uomgængelig. Det er lysten, der driver værket.

Den efterfølgende bevarelse af relationen er ligeledes bygget på følelser. Selvom værdi-og interessefællesskab er væsentligt, og selvom det er betydningsfuldt, at man har nogenlunde samme begavelsesniveau, er det særegne ved et mand-kvinde-forhold tilstedeværelsen af nærhed, intimitet, kropslighed og sex. Nærhed behøver ikke at handle om lange beretninger og betroelser om en selv. Nærhed kan være af ikke-sproglig karakter og bestå af blikkontakt, mimik, et smil. At genkende hinandens signaler og registrere den andens bevægelser og vide, hvad de er udtryk for, kan skabe en stærk følelse af samhørighed.

At være stille sammen kan føles tillidsfuldt og tæt. Intimitet kan opstå, når man vover at vise hinanden sine skamfulde sider, hvilket binder parret sammen og lagres i den ”kasse”, der hedder ”vores hemmeligheder”. Man lærer hinandens kroppe at kende og får et dybt indblik i den andens fysisk. Man ser hinandens legemer i udfoldelse, rører ved hinanden og bliver fortrolig med hinandens lugte. Den seksuelle relation er det sted, hvor sind og krop kan mødes.

Man benytter den andens krop som en genstand for tilfredsstillelse, samtidig med at man indgår i en gensidig følelsesmæssig relation. Sex er en blanding af tingsliggørelse og inderliggørelse. Et pars samlejer er forskellige. Tidvis er de romantiske, og tidvis er de driftsprægede. En vis grad af gensidig følelsesmæssig tilfredsstillelse skal vedvarende opfyldes, for at et par kan fungere sammen. Dykker behovsopfyldelsen under et vist niveau, er forholdet truet. Kærlighed varer ikke, til ”døden jer skiller”. Den varer, så længe man får det, man har brug for. Får man ikke det, eller får man det, man absolut ikke har brug for, mister parforholdet sin vitalitet. Nogle vælger at forblive i et dødt forhold, mens andre forlader det livløse samliv.

MENNESKER KNYTTER KONTAKTER, som har hver sit særkende. Det, der gælder for kollegaer, gælder ikke for naboer, og det, der er typisk for venner, er atypisk for søskende. Nogle forhold er præget af fornuft, andre er prægede af følelser. Parforholdet er den relation, hvor følelser er overordnet, og hvor fornuft er underordnet.

Man har brug for et sted, hvor der er mulighed for at vise de mest grundlæggende følelser, drifter, tanker og adfærd. Et forum, der i en eller anden forstand, minder om det oprindelige topersonersforhold, der var udgangspunktet for det hele: den tidlige morrelation, som var kendetegnet ved drifter, følelser, nærhed, intimitet, og hvor der var fravær af fornuft og rationel tankegang.

Naturligvis optræder og disponerer parterne i et ægteskab almindeligvis fornuftigt, men det er ikke det, der primært binder dem sammen. Kittet, der knytter dem til hinanden, er følelser og krop.

Ikke hvem som helst er i stand til at danne en parrelation. En vellykket tosomhed med sin mor er forudsætningen for, at man tør begive sig ind i en nær kontakt til det andet køn. Mennesker, der tidligt i deres liv oplevede et frustrerende og utrygt samspil med deres mor, vil tit fornemme en usikkerhed over for forelskelse, nærhed og sex. Deres ambivalens kan være præget af en blanding af frygt og tiltrækning, had og længsel, og intimitet vil derfor ofte for dem være lukket land.

Man knytter sig nært til én af det modsatte køn. Godt nok findes der ”åbne” forhold, og godt nok er utroskab en daglig foreteelse, men man kan tvivle på, om der er mange, der i længere tid evner at være intim med flere personer af det modsatte køn. Det intime hører hjemme hos den udvalgte partner. Ligesom et spædbarn kun har én mor, har de fleste kun én kæreste ad gangen.

Det kan opleves som en provokation, at der trækkes paralleller mellem spædbarnets forhold til sin mor og to voksne personers levende samliv, og det kan føles som en uromantisk forfladigelse, hvis man står midt i en forelskelse. Men sammenligningen kan også være perspektivrig og betone, at det er et menneskeligt grundvilkår at gentage fortidens mønstre.

Mange mentale og kropslige følelser, som ligger uden for viljens kontrol skal falde i hak, for at et parforhold kan udvikle sig kreativt. Eftersom man ikke er herre over, hvad man føler, er man heller ikke herre over, hvordan ens parforhold udvikler sig. Mennesker kæmper for at få deres parforhold til at lykkes, fordi nærhed til en anden er et gennemgribende livstema af vital betydning.