Kronik: Når et samfund producerer stressramte unge, er ansvarlighed, retfærdighed, medmenneskelighed og arbejdsomhed ikke længere de dyder, du skulle have givet dit barn med i rygsækken.
For de værdier er ikke længere de grundpiller, som vores samfund (herunder vores skole og uddannelsessystem) står på.
Hvis du er 16 år i dag og naivt forsøger at holde de værdier i hævd, vil du opleve dig tromlet af et sygeligt resultatorienteret samfund blottet for menneskelighed. Her ville du stå langt stærkere, hvis du var lidt kynisk, beregnende, tilpasningsdygtig og meget lidt idealistisk, hvis du altså vil overleve i det danske uddannelsessystem.
Sådan er min datter ikke. Hun er ansvarlig, retfærdig som bare pokker, omsorgsfuld over for sine medmennesker og meget flittig. Indehaver af de værdier, vi plejede at hylde. Indehaver af de værdier, som jeg gerne så vores næste generation være bærere af.
Men hun er også ramt af stress, har haft voldsom kronisk spændingshovedpine og ondt i ryg og nakke det sidste halve år. Det har været et helvede for hende hver dag at slæbe sig af sted. Hun går i 1. g, og går der faktisk stadig på trods af ovenstående.
Da jeg i sin tid gik i gymnasiet, var det mine bedste år. Min datter kan slet ikke genkalde sig de billeder af frihed, dannelse, kammeratskab, glæde og læring, som jeg fabler om.
Det er en helt anden verden i dag, hvor det udelukkende handler om at præstere og levere. En verden styret af koderne fra new public management-systemet, hvor eleverne skal levere det input, som lærere og gymnasium så kan videreformidle opad i systemet for hele tiden at sikre egen økonomiske overlevelse.
Jeg ved ikke, om min datter har lært noget i sit første halve år i gymnasiet. For som Hanne Leth Andersen, rektor og professor på RUC, udtaler, skaber gymnasiet ikke læring med henblik på at lære for livet, men med henblik på at skabe hurtige resultater, der kan omsættes til karakterer. Præstationsfokusering skaber systemaflæsning, ikke originalitet og selvstændighed, siger hun.
Det er også det, jeg ser hos min datter. Hun har fokus på karakterer og Lectio. Nok først og fremmest Lectio. Jo, det har hun lært. Hun har lært at navigere i Lectio og flere gange dagligt tjekke sit fravær og afleveringsopgaver. Lectio er gymnasiernes it-teknologiske platform, hvor elevernes fravær registreres og afleveringsopgaver gives. Fuldstændig som gamle dages indtjekning på fabrikkerne.
”Hvad sagde hun om, hvad der var vigtigt i opgaven?”, spurgte jeg den ene dag min datter, som endnu en gang sukkede over mig. ”Mor, hvor mange gange skal jeg forklare dig, at lærerne ikke fortæller noget om opgaverne i timerne. Opgaverne bliver bare lagt ind på Lectio, og så skal vi lave dem.”
Det er stadig svært for mig at forstå. Ligesom det er svært for mig at forstå, at min datters ene lærer med bekymret mine tog fat i hende, da hun ikke havde været der i tre lektioner i det ene fag over et par måneder og sagde til hende, at hun havde for meget fravær. Hallo! For meget? Det er tre gange?
Min datter var ked af det efter den replik med, at hun havde for meget fravær efter sølle tre lektioner, og det var jo slet ikke første gang. Lærernes fokus på fravær overskygger deres evne til at se mennesket eller årsagen bag fraværet. Eller da hun sagde til sin anden lærer, at hun lige havde kastet op på grund af sin voldsomme hovedpine og derfor ville gå hjem.
Lærerens gensvar var blot: ”Det var da synd, men du får altså fravær for timen alligevel.”
”Jeg skulle bare være gået, mor, uden at sige det til nogen,” sagde hun.
”Så havde jeg ikke fået den bemærkning i hovedet.”
Fokus på fravær og karakterer er enormt, så stort at det overskygger alt andet. Min datter er ikke optaget af at forstå indholdet i det, der undervises i, men blot af at overholde det store antal af afleveringer og så præstere så godt, som hun overhovedet kan. Altså ”godt” her defineret i forhold til den karakter, hun får. Hun er dybest set ligeglad med, om hun lærer det, som det er meningen, hun skal lære.
Hun har i stedet lært sig at høre, hvad det er læreren vil have, og så levere det. Præcis som professor Hanne Leth Andersen udtaler. Systemaflæsning, at afkode det, som systemet gerne vil have. På et tidspunkt insisterede en nyuddannet lærer på, at eleverne skulle bruge hendes model til brainstorming. Min datter diskuterede først med hende og argumenterede for, at sådan fungerede det ikke for hende at arbejde. Hun havde en anden metode.
Læreren holdt fast i, at den model, hun præsenterede, var den bedste måde at gøre det på. Her kunne min datter have lært noget om egen læring og refleksion, men valgte (selvfølgelig) til sidst at lægge den brainstormingmodel ind, som læreren anbefalede. Ikke fordi hun havde brugt den til at arbejde efter, men blot for syns skyld. Hun fik selvfølgelig en god karakter – og lærte, at ”man skal give dem, hvad de vil have”.
Som forælder er jeg bekymret. Nej, det er ikke rigtigt. Jeg er faktisk rasende. Rasende over, at vi som så civiliseret og intelligent et samfund rider med på en bølge af et totalt ensporet fokus på økonomi, præstationer og vækst. Hvor skole og gymnasium rider med på samme positivistiske bølge, hvor menneskelighed er på retræte og dannelsen reduceret til den lanciers, der stadig undervises i. Hvor vi med det voldsomme pres, vi lægger ned over børn og unge, i virkeligheden producerer stressramte børn og unge.
Men så kan vi jo selvfølgelig også støtte den konstant voksende medicinalindustri, der producerer psykofarmaka, som er den foretrukne løsning på stress, eller vi kan støtte de kognitive terapeuter, hvis forklaring på stress skal findes inde i hovedet på den enkelte.
For ja, enten kan min datter få nogle lykkepiller eller få nogle redskaber til at håndtere de tanker, der stresser. Hendes problem er med andre ordhendes problem. Og her er det så, jeg har lyst til at flyve op af stolen og ruske politikerne, økonomerne, virksomhederne og alle dem, der har en aktie i den udvikling, vores samfund er inde i. Så stop da for pokker! Det her er ikke min datters problem, eller de mange andre stressramte unges problem. Det er et fælles problem. Det er samfundets problem.
WHO forudsagde i 2001 i rapporten ”Mental health: New understanding, new hope”, at hvis de nuværende tendenser fortsætter, vil depression i 2020 i de såkaldt udviklede regioner være den vigtigste årsag til samfundets sygdomsbyrde.
Vi har konstrueret en verden, der skaber resultatorienterede unge, der er mindre og mindre stressresistente end nogensinde. Unge, der ukritisk viderefører en syg vækstpolitik og selv bukker under i kapløbet uden nogensinde at se det tog, der ramte dem. Er det det, vi vil give videre til vores allermest dyrbare – nemlig vores børn?
Også en dansk rapport fra efteråret 2014 fra Statens Institut for Folkesundhed og Vidensråd for Forebyggelse cementerer de dystre udsigter. Antallet af unge med symptomer på angst, depression og stress har nemlig aldrig været højere. Andelen af unge kvinder (i alderen 16-24 år), der ofte er stressede og nervøse, er fordoblet i perioden 2005-2013.
Jeg håber, at min datter får det godt igen. At der stadig er håb for, at hun kan blive en glad og ubekymret ung. Hvis de overhovedet findes længere …
Jeg håber, at hun en dag får lyst til at lære for sin egen skyld. Fordi hun ikke kan lade være, fordi hun er drevet af en indre gejst. Jeg håber, at hun lærer at lytte til sin krop, og når hovedet gør ondt, så bliver hun hjemme og plejer sig selv i stedet for at overhøre de vigtige signaler og blot køre med på ræset.
Susan Nielsen er cand.mag. i kommunikation og pædagogik, lektor, coach og forfatter – og mor til Sophie