Prøv avisen
Kronik

Vores tro er fri til at møde hver en tidsalder

Peter Skov-Jakobsen er biskop over Københavns Stift. Arkivfoto.

Hvem har bedt nogen om at tale om skabelse og opstandelse og bøn, som om det var fakta? Opstandelsen griber man efter med troen, og man er inde i helt andre poetisk-mytiske dimensioner. Jeg tror, at Jesus opstod fra de døde. Men bliv mig fra livet med al den snak om biologi og fysik, skriver Københavns biskop efter afgørelsen i Ramsdal-sagen

TEOLOGISKE DISKUSSIONER i folkekirken kan vi ikke undvære, og de må gerne blive højtråbende. Det handler dog om at styre uden om de automatiske fejlopfattelser, hvis samtalen skal have lov til at blomstre.

Den aktuelle debat om skabelse og opstandelse handler ikke om mørkemændene mod de oplyste, de bogstavtro mod de liberale, de socialt aktive imod de kulturelt tænksomme.

Derimod handler det om det grundlæggende i kristendommen. Kristendommens fundament eller kilde er opstandelsen. Hvad det egentlig var, der skete, har troen grebet ud efter siden. Hvis man skulle falde for fristelsen til at ville vide, hvad der egentlig skete, kan man begynde med at læse de fire evangelier og konstatere, at hvis man så meget som blot nærmer sig mysteriet med nogen form for bogstavtro, har man allerede lukket sine øjne for den nye virkelighed.

Ja, jeg tror, at han opstod fra de døde. Men bliv mig fra livet med al den snak om biologi og fysik. ”Det er så sandt, at ingen så/ vor Herre ud af graven gå./ For det, der aldrig kunne ske,/ det skulle intet øje se.”“”Men det, som intet øje så,/ vil kirken holde søndag på/ og vidne frit, som Ånden bød,/ om ham, der døden gennembrød”.

Sådan skriver K.L. Aastrup i sin påskesalme. Menighederne har nu i snart 2000 år levet med den symfoni af stemmer, der kommer til udtryk i evangelierne. Vi har levet med, at den ene kan huske, at det var Maria Magdalene, der kom ud til graven og så, at stenen var væltet fra, og derefter skyndte sig hjem for at sige det til Peter og den anden discipel, og så var det mandfolk, der konstaterede opstandelsen. Hos de andre tre fortællere er det kvinder, der bevidner den tomme grav og derefter proklamerer den enestående kosmiske begivenhed, som vi kalder opstandelsen.

Troen konstaterer, at døden ikke kunne holde Jesus i graven, og nu ser troen tilbage på hans liv og konstaterer, at han var Menneskesønnen, Guds søn, den, der gav Gud ansigt.

AT DER IKKE BARE er tale om en dødeopvækkelse, gør evangelisterne også tilhørerne opmærksomme på. Da disciplene møder den opstandne, kender de ham ikke. De vandrer med ham, taler med ham (og lidt bagkloge mente de nok, at hjerterne brændte i dem, da han talte), men det er først, da de bryder brødet med ham, at de ser, hvem han er, og straks unddrager han sig dem igen.

Maria Magdalene er opløst af gråd foran graven. Hun taler med én, som hun tror, er havemanden, som muligvis havde fjernet hans lig. Det er først, da han siger hendes navn, at hun opdager, hvem det er, hun står op ad! Så lader han sig i øvrigt se af disciplene, går foran dem til Galilæa. Byder dem, der havde fornægtet ham tre gange et ”Fred være med jer” og et ”vogt mine får” tre gange.

Med opstandelsen bryder et nyt sprog ud, en helt anden måde at anskue tilværelsen på. Nu kan man komme med sin tvivl, sine længsler, sine forventninger, sin død, og sproget bryder ud i adskillige sprogspil. Vi spørger os med rette, hvad det er at møde den opstandne i live igen, og svaret har brændt i menighederne fra første færd: Han indgyder os mod, og vi trodser foragt og mord og tør gøre det, der altid vil give mening, for vi synes, at vi skuer kærligheden, får en flig af sandheden, mærker en fred (Hans Anker Jørgensen).

Hvorfor i alverden skal denne begivenhed fanges i fysik og biologi, når det handler om, at billederne danser for vores øjne for at befri os fra det, vi tror, vi ved? Hvem har nogensinde bedt nogen om at tale om skabelse og opstandelse og bøn, som om det var fakta? Et faktum ved man. Gør man det ikke, er man dum! Opstandelsen griber man efter med troen, og man er inde i helt andre poetisk-mytiske dimensioner.

Når menighederne bekender: ”Vi tror på Gud fader, den almægtige, Himlens og Jordens skaber,” er det ikke en tro på, at jorden blev skabt på seks dage for at Gud kunne puste ud på den syvende.

Det er derimod den dybe tro på, at Gud skabte universet, kloden, menneskene, alt og lige siden har ageret i forhold til sin skabelse. Ud af ingenting skabtes alt med kærlighed som formål.

Gud er ikke bare de kristnes Gud - ikke bare kirkens Gud - men universets, alt levendes Gud. Gud sidder ikke som en molok oppe i sin høje himmel, urørlig og unævnelig, men lægger øre til menneskers fortvivlelse, længsler, glæder, forhåbninger.

Gud sender sin søn og får et ansigt, og vi bekender, at vi bliver befriet og benådet med et nyt liv. Troen skal ikke knæsætte antikkens eller middelalderens verdensbillede. Den skal heller ikke fastslå en Big Bang-teori, for om føje år er der nok en ny og bedre teori. Det handler om Gud, der ikke spærrer sig inde i sin guddommelighed, men hele tiden kommunikerer sig selv.

NÅR DE KRISTNE ALTID har talt om frihed, er det, fordi døden aldrig får det sidste ord. Det er, fordi der aldrig synes at være et sidste billede. Det er, fordi vi ikke bliver spærret inde i bestemte ord. Vores tro er fri til at møde hver en tidsalder.

Den er ikke bundet til ét bestemt sprogligt, kulturelt eller socialt udtryk. Det handler ikke om at omskabe verden, så samfundet ligner et samfund, som fandtes på nytestamentlig tid. Man kan ikke bare sådan rykke om på historien. Det er ikke et kostumebal, vi deltager i!

Der findes en Ånd i verden, som vi kalder hellig! Den foranlediger tro. Den bevæger os mod det evigt sande. Den får os til at se Jesus som Guds prisme i verden, og vi ser og mærker, at han er sand og stadig kan bevæge os.

At tro er at turde være med i iagttagelsen og have tillid til sandheden, som de kristne altid har opfattet som tredimensional. Vi bliver ikke ladt i fred. ”Treenighedsdogmet er et værn mod tre forenklinger” (Hein Heinsen). Fundamentalismen skaber en lukket kultur med for lidt sprælsk fantasi. Moralismen har ikke noget modbillede uden Gudsønnen. Uden ham havde vi været overladt til selvspejling, god tone og lidenskabsløshed. Havde alting kun været Ånd, havde vi nok været overladt til sværmeri og sentimentalitet. Men nu er vi inddraget i en evig samtale. Vi er dem, der er på vej.

Dannelse er at skænke medmennesket, verden, Gud opmærksomhed. Det mest forunderlige ved Jesus var vel, at i grunden har menneskeheden aldrig oplevet en større opmærksomhed end ved ham. Han elskede menneskene og hengav sig. Det er en opmærksomhed, man kan blive inddraget i og flygtigt opleve det evige og det sande. Bønnen er den ”spændte opmærksomhed” (Svend Bjerg), som efterlader spor hos Gud og i mennesket.

Jeg har i korthed forsøgt at beskrive tre ”lamper”: opstandelse, skabelse og bøn. Slukker man for disse tre ”lamper”, bliver der mørkt og koldt i troens eftertanke. I sidste ende er der vel knap nok så meget idé og følelse tilbage, at man kan tale om en lidenskabelig humanisme. Slukker man for de ”lamper”, har man overladt sig til fundamentalismen, sværmeriet og moralismen.

Fortolkeren må ikke tie og slet ikke slukke ”lamper”. Man kan tage fejl, men så er det godt at erindre sig, at den farligste erindring ved opstandelsen er, at livet bryder ud igen i medfølelse og tilgivelse - og lidt intellektuelt knofedt.

Peter Skov-Jakobsen er biskop i Københavns Stift