Prøv avisen

Weber og verdens affortryllelse

VIDENSKAB OG TRO Sociolog Max Weber fik ikke ret i, at verden mistede sin fortryllelse, i takt med at rationaliteten vandt frem. Tværtimod viser den eksakte videnskab ved sin yderste grænse, at verden både er mystisk, magisk og mirakuløs

For nogle dage siden omtalte Kristeligt Dagblad 100-års-dagen for Max Webers bog, "Den Protestantiske Etik og Kapitalismens Ånd". Det blev imidlertid ikke omtalt, at 1905 også var det år, Albert Einstein offentliggjorde sin relativitetsteori. Samme år som Weber mente, at verden var ved at blive affortryllet, blev det klart for Einstein, at tiden og rummet tilsammen besad langt mærkeligere egenskaber, end nogen havde drømt om.

Weber begik en filosofisk kortslutning i 1905, da han skrev, at videnskaben med rationaliteten ville tage magien ud af verden. Han kaldte det for "Den store religionshistoriske proces, hvis mål var uddrivelsen af al magi i verden." Weber sammenblandede en transcendent tolkning af Guds nåde med videnskabernes rationelle empiriske forskning i den immanente verden. Han sammenblandede en overjordisk forståelse af Guds nåde med videnskabens erfaringsbaserede søgen efter iboende love som for eksempel tyngdeloven. Weber mente, alt kunne forstås, og at alt ville blive forstået rationelt gennem fornuften; og dermed ville man skridt for skridt afklæde verden dens magi.

Peter L. Berger, den kendte religionssociolog, broderede senere videre på begreberne protestantisme og verdens affortryllelse. Berger mente, at protestantismen har fralagt sig tre af de ældste og mest kraftfulde af det helliges ledsagefænomener – mysterier, mirakler og magi. Denne proces er meget passende blevet kaldt "verdens affortryllelse", skrev den unge Berger og fulgte Webers ånd.

Og Berger fortsatte, "Med andre ord, Guds radikale transcendens stilles over for et univers af radikal immanens, et univers præget af "lukkethed" over for det hellige. Religiøst udtrykt bliver verden virkelig et ensomt sted."

Berger argumenterede for, at verden bliver forklaret rationalistisk, især af naturvidenskaben. Disse forklaringer tager fortryllelsen ud af den katolske tro. Ræsonnementet er, at en hvilken som helst tryllekunster, der viser sit publikum, hvordan han tryller, har for evigt frataget sin egen kunst fortryllelsen. Verden bliver et univers af iboende forklaringer; og universet udelukker på den måde det hellige. Verden bliver, ifølge Berger, tom for religiøsitet.

Men måske har hverken Weber eller Berger tænkt på Jesus Kristus af Nazaret, han der på én gang var tømrerens søn og Guds søn. Kernen i alle kristne trosretninger, inklusive den lutherske protestantiske tro, er, at Jesus Kristus på en og samme tid var både helt menneske og hel Gud. Og det er et mysterium, et mirakel og magi.

Så længe kernen i kristendommen er Jesus Kristus, på én gang helt menneskesøn og helt Guds søn, kan ingen protestanter beskyldes for, at de har taget mysteriet, miraklet eller magien ud af verden.

Ud over at Weber ganske glemte protestanternes mysterium i Jesus Kristus, lavede Weber en kortslutning. Man kan billedligt illustrere Webers kortslutning som et menneske, der bevæger sig hen over jordkloden. Weber kom med sit udsagn på Nordpolen og begyndte at gå mod Sydpolen. Han, og videnskaben i øvrigt, havde vendt ryggen til kirkens udsagn, og de begyndte at gå mod Sydpolen, hvor de mente, fornuften en dag ville forklare alt. De afviste, at der fandtes magi i verden, som menneskene ikke kunne og ville forstå. Det forudsætter selvfølgelig, at vi med vores sanser og bevidsthed kan stille os uden for verden og gennemskue verdens indbyg-gede love. Det forudsætter også, at man er sikker på at al magi i verden er noget, kirken er indblandet i. På et tidspunkt nåede Weber og kompagni Sydpolen, og derfra leder alle veje igen mod nord. Som de første mødte fysikken og matematikken igen den transcendente eller overjordiske verden. Først som en afgrund af nye spørgsmål, og siden, på vej videre mod nord, som den nye og på visse punkter transcendente verden, der dukkede op i de eksakte videnskaber.

Einstein offentliggjorde sin relativitetsteori i 1905, samme år som Weber skrev om verdens affortryllelse. Med relativitetsteorien blev tid og rum geometrisk afhængige. Einstein viste, til sin egen overraskelse, at verden havde et skabelsestidspunkt. Ganske få år efter Webers bog dukkede atter andre mænd op som fysikeren Niels Bohr og logikeren Kurt Gödel.

Naturvidenskaben opdagede, at der var teorier, der var empirisk sande, men ikke kunne forenes: relativitetsteorien og kvantefysikken. Disse er fysikkens yderste grænser i henholdsvis det allerstørste og det allermindste. Gödel fandt, at der inden for mange logiske systemer var udsagn, hvis sandhed ikke kunne afgøres. At ubeviselige sandheder er en logisk nødvendighed. De logiske systemer havde en konsekvens ud over dem selv.

Verden fik en helt anden form for fortryllelse tilbage, da man opdagede, at for hvert spørgsmål, der kunne besvares, dukkede nye spørgsmål op. Ikke alene dukkede nye spørgsmål op, men med kvantefysikken opdagede mennesket noget nyt: at man kunne vælge ét spørgsmål, og eksperimentet ville få ét udfald. Men man kunne også vælge et andet spørgsmål, og udfaldet ville blive et andet. Begge udfald var rigtige, men kun delresultater. Sandheden var begge dele på én gang. Men det ligger uden for vores sansers rækkevidde at kunne iagttage både og; vi må tro på dem. Oven i dette opdagede Bohr, at vi med vores bevidsthed medvirker i udfaldet. Mennesket opdagede, at det ikke kunne stille sig udenfor og iagttage. Vi er altså indlejret i en fælles bevidsthed, som vi kan iagttage, men aldrig adskille os fra.

Man kan ikke, som Weber gjorde, sammenblande Guds overjordiske nåde med naturvidenskabens og logikkens transcendens. Guds nåde er en tolkning ud fra troen på, at Jesus Kristus var både Guds søn og menneskesøn. Videnskabens transcendens er en erkendelse af bevidsthedens grænser og fællesskab. Naturviden-skaben arbejder i forhold til de ibo- ende fysiske love, dens virke er at finde de skjulte lov-mæssigheder. Ved hjælp af videnska-ben kan mennesket bryde grænsen for sin erkendelse ved at "lade, som om" lovmæssighederne gælder, men bliver slået tilbage, fordi lovmæssighedernes udfald giver rig- tige resultater ved modsatte forsøg. Man kan påstå, at naturvidenskaben igen har gjort det muligt for verden påny at blive fortryllet. Men hvor religionen tolker en Gud dér, hvor erkendelsen når sin grænse, der nøjes naturvidenskaben med at konstatere, at her er grænsen for vores fornuftsmæssige erkendelse, ved netop at prikke til grænsen.

Mennesket går stadig rundt på jordoverfladen og kan ikke andet. Jo, i en kort periode, ved hjælp af en ekstrem mængde energi og en krævende tek- nologi, kan et lille udsnit af menne- skene tage ild, vand, tryk og tempe- ratur med sig, og det kan leve under havene, eller ude i himmelrummet. Mennesket udvider grænserne for sin erkendelse ved at medbringe sine egne livsbetingelser fra jordoverfladen til himmelrummet eller under havet. Men der er vores grænser – også for erkendelse.

Ingrid Salinas er cand.scient. og stud.theol.