EN VARM SOMMERDAG i år stod jeg i kø til åbningen af et nyt museum i Weimar, Haus der Weimarer Republik.
Det var 100-årsdagen for vedtagelsen af Tysklands første demokratiske forfatning, som skulle erstatte kejserdømmet. Rigsdagen skulle efter den nye forfatning vælges ved almindelig valgret for alle mænd og kvinder over 20 år ved rent forholdstalsvalg og uden spærregrænse. Med en folkevalgt præsident og mulighed for folkeafstemninger på initiativ af mindst 10 procent af de stemmeberettigede skabte man en gennemført demokratisk forfatning, der sikrede borgernes frihedsrettigheder og retssikkerhed.
Berlin var i vinteren 1918-1919 præget af gadekampe, vold og de politiske mord på kommunistlederne Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg. Derfor valgte man den fredelige provinsby i Thüringen til sæde for den nationalforsamling, der vedtog den nye forfatning med 262 stemmer mod 75 – folkestyre blev jo i praksis flertalsstyre.
DET NYE MUSEUM ligger lige over for teaterbygningen, hvor nationalforsamlingen mødtes, og på pladsen derimellem står dobbeltstatuen af Goethe og Schiller. Weimar er i tysk historie en åndens højborg. Her har Luther prædiket, Bach musiceret og i oplysningstiden stod Goethe, Schiller og Herder for det ypperste i tysk åndsliv. I nabobyen Jena lå universitetet, hvor filosoffer som Fichte, Schelling og Hegel forelæste.
Men som det nye museum fortæller, så blev Weimarrepublikken ingen succes. Tidens sociale spændinger splittede og polariserede Rigsdagen mellem en kommunistisk venstrefløj og en nationalistisk højrefløj – begge modstandere af det liberale demokrati. Og i 1933 kom Hitler og nationalsocialisterne så til magten ad parlamentarisk vej. Derefter satte de friheds- og retsstatsprincipperne ud af kraft, hvad der var muligt efter forfatningens paragraf 48, hvis orden og sikkerhed var truet.
I Thüringen kom nazisterne til magten allerede i 1930. Weimar blev en nazistisk højborg, ofte besøgt af Hitler. Byen skæmmes stadig af det kolossale Gauforum, bygget som pompøs nazistisk magtcentral og til parader og propaganda. Og lige uden for Weimar oprettedes kz-lejren Buchenwald midt i bøgeskoven, som Goethe havde digtet højstemt om. I dag står Weimar i historien for både ånd og barbari.
HVORFOR SLOG DEMOKRATIET IKKE for alvor rod i Weimarrepublikken? Den økonomiske krise efter 1929 og den sociale nød er en del af forklaringen, men dybere stikker det, at de intellektuelle og den åndelige kultur aldrig fuldt ud støttede demokratiet.
De åndelige autoriteter, herunder kirkerne, så med dyb skepsis på Weimarrepublikkens liberale modernitet med abstrakt kunst, kvindefrigørelse, frigjort moral og seksualitet som i Berlins dekadente ”Babylon”. Hertil kom arven fra Luther, der adskilte det åndelige som privat trosanliggende fra den verdslige, politiske magt.
Hverken kirkerne eller åndslivet som helhed bidrog til et åndeligt fundament for det liberale demokrati, men opretholdt hellere en kløft mellem ånd og magt.
Og så blev der spurgt: Er folket ikke en helhed, der trues af parlamentarismens partisplittelse? Er der ikke brug for at forene folket frem for socialismens klassekamp og liberalismens egoisme? Er der ikke brug for fastere førerskab end de ustabile alliancer? Er ikke fri spekulation i sex og sanserus en trussel mod folkesjælens sundhed? Er der ikke brug for respekt for værdier som familie, arbejde, fædreland, folk? I Tyskland det urgamle tyske folk – og ikke snyltere på den tyske folkestamme.
NAZISTERNE HAVDE KLARE SVAR, og på museet i Weimar kan man følge, hvordan de undergravede demokratiet. Og en dag viste det sig så, at parlamentet i folkets hellige navn kunne ophæve de demokratiske borgerrettigheder. Demokratiet kan vanskeligt forsvare sig mod sig selv.
Udstillingen mindede mig om demokratiets skrøbelighed og om kløften mellem ånd og magt. Og man kan jo spørge, om demokratiet i dag har et åndeligt fundament? Hvordan begrunder vi demokratiet? Det hævdes ofte uden videre, at demokrati og menneskerettigheder skulle være universelt gyldige værdier begrundet rationelt i oplysningstidens tænkning.
Det er dog en illusion. Der kan ikke gives nogen tvingende begrundelse for demokratiets universelle gyldighed. Der er tale om en nordvesteuropæisk særudvikling, hvor antikke tanker om humanitet og evangelisk kristendom efter renæssancen flettedes sammen for at kulminere i oplysningstidens idé om menneskerettigheder og et demokrati, der sikrer alle lige del af den politiske magt.
DER FINDES IKKE NOGEN DYBERE begrundelse for demokratiet end fortællingen om generationers kamp for oplysningstidens idealer. En fortælling, der som i Weimar kan berette om åndelige højdepunkter såvel som barbariske lavpunkter. Og denne fortælling er uadskillelig fra fortællingen om Vestens økonomiske og teknologiske førerskab, der har bragt os frem til vores historisk uhørte velstand og personlige frihed.
Men det er også denne Vestens vej, der i dag har ført til global klimakrise og migrantpresset på Vestens rige lande. Og mens demokratiernes horisont er begrænset i tid og rum af korte valgperioder og nationale grænser, så er problemerne globale og rækker århundredlangt frem i tiden. Vestens demokratier står over for udfordringer uden fortilfælde.
Med globaliseringen konfronteres vi direkte med kulturkredse med andre åndelige traditioner – islam, Rusland, Indien, Kina. Vi kan ikke længere blot hævde, at vores vej og vores værdier har universel gyldighed for hele kloden. Vores værdier er netop vores værdier. Det gør dem ikke mindre værd, men bør gøre os mere ydmyge over for andres erfaringer.
I WEIMAR BESØGER jeg altid J.G. Herders grav i stadskirken, hvor han virkede som luthersk biskop.
Han hører til i den europæiske tænknings inderste kreds. Med sine originale tanker om humanitet og historie lagde han grunden til al moderne europæisk humanvidenskab i fag som historie, idéhistorie, religionshistorie, sprogvidenskab, etnografi og antropologi. Hans respekt for alle kulturers ret til at sætte egne målestokke og værdier peger frem mod nutidens globale verden og behovet for gensidig respekt og forståelse.
Og så var det hos Herder, at Grundtvig fandt sit begreb om ånd som den usynlige, men dog virksomme kraft i ”das lebendige Wort”. Ånd betyder ikke spirituelt navlepilleri, men kraften i ”det levende ord”, når det formidler inspiration og erfaring fra forfædrenes sejre og nederlag, deres mytologi og poesi, visdom og dårskab, håb og drømme.
Åndens verden er historiens verden. Tyskland er i dag et foregangsland, når det gælder historisk oplysning også om de dystre sider af egen fortid. Et åndeligt fundament for demokratiet kan kun bygges af historiens vidnesbyrd på godt og ondt.