Prøv avisen

Yoga, zen og googlebuddhisme

Som folkereligion har vi fået det, som nu benævnes googlebuddhisme. Og det er ikke så uskyldigt, som mange tror, mener dagens kronikør. Foto: .

Den såkaldte husmor-yoga er ikke så uskyldig, som mange går rundt og tror. Hvad man gør med kroppen, åbner også sindet for fremmede lærdomme, mener dagens kronikør

Mit yoga-bekendtskab begyndte på samme måde som for så mange andre: Min ryg havde det ikke så godt. Jeg fik anbefalet en yogalærer, som via yoga havde fået sin dårlige ryg rask og rank. Yoga måtte også være løsningen for min ryg.

Til den første lektion mødte jeg op med spørgsmålet: Følger der hinduistisk religiøsitet med?. Nej, kom det overbevisende, men efter en tænksom pause: Noget følger der vel altid med. Min opmærksomhed var skærpet. Men yogaen hjalp på min ryg, så alt var godt.

LÆS OGSÅ: Til kamp mod tidens selvoptagethed

Flytning fra Aarhus til København medførte start i en anden yogaskole. Mit motiv var også udvidet: Dette måtte jeg kunne bruge på kurser i kristen meditation.

Her var en dygtig lærer, som gav os stærke øvelser og derefter dyb afspænding. Og mens vi lå der i en total receptiv holdning, blev der dryppet hindufilosofi ind i vore åbne sind. I indre protest blev jeg mere og mere anspændt. Dette var uhæderligt. Man reklamerede jo med øvelser, der var helbredende for vore dårligdomme, og vi var ikke kommet for at blive hinduer.

Men naturligvis burde vi vide, at man ikke kunne skille yoga ud fra hele pakken. Også under selve øvelserne blev vi hinduiseret. En gammel dame klagede sig: Hun kunne ikke udføre øvelserne. Det skal du ikke være ked af, gør så meget, du kan, og det får du med i dit næste liv. Hvor skønt at tænke på, svarede hun, og så var troen på reinkarnation plantet i hende og måske også i andre.

Mit motiv havde efterhånden udvidet sig til, at jeg ville uddannes til yogalærer. Jeg stod over for at skulle være med til at opbygge et retrætehus, og dér måtte jeg kunne anvende dette. Altså ville jeg tage imod det, jeg kunne bruge, og det, som kunne forenes med kristen meditation, og udelukke det rent hinduistiske. Jeg var naiv nok til at tro, at dette var muligt!

Med i uddannelsen hørte et kursus i pranayama åndedrætsteknik. Men for at deltage i disse ikke ufarlige øvelser skulle man for en sikkerheds skyld aflægge lydighedsløfte til swami Narayanananda, guruen i det hinduistiske ashram i Gylling. Den del af min yogauddannelse måtte jeg undvære! Og for øvrigt nåede rygtet mig, at der fra øverste ledelse var nedlagt forbud mod at uddanne mig til yogalærer, for jeg var for kristen.

Efter at have prøvet yoga på egen krop har jeg forstået alle dem, jeg gennem årene har mødt, der var kommet til at tro på reinkarnation uden nogensinde at have læst om hinduisme. Den såkaldte husmor-yoga er ikke så uskyldig, som mange tror. Hvad man gør med kroppen, åbner også sindet for fremmede lærdomme.

NU HAVDE JEG afprøvet yoga og både set og mærket, hvor hinduiserende den virkede. Men jeg kendte flere retræteledere, som dyrkede zenmeditation. Den var i det mindste neutral. Hvad jeg læste om den, var smukt, for eksempel er den baggrunden for den japanske blomstertradition, som jeg beundrede. Jeg tog på kurser i Tyskland hos Dürckheim, som var det store navn og en fantastisk person. Han udstrålede ro og integritet. Han holdt i en alder langt over 80 år timelange foredrag stående med rank holdning.

Og hvad han sagde, var jo bare så rigtigt. Da han første gang ankom til Japan, blev han mødt af en zenlærer. Denne havde peget på nogle europæere og sagt: Går jeg hen og skubber til en af dem, så falder han. Men: Går jeg hen og skubber til den japaner, der står dér, bliver han stående, han er nemlig i hara, det vil sige, at han havde et lavt tyngdepunkt. Europæeren er centreret i sit hoved, men i zenmeditationen får man sit tyngdepunket i hara, altså i midten. Men er det ikke det samme, man siger i Jesusbønnens tradition: Gå fra hovedet til hjertet?

Vi øvede dette, og det virkede. Vi sad til meditation zazen flere timer dagligt. Sad med rank ryg og mærkede vort åndedræt uden at gribe ind i det. Totalt neutralt.

Til disse kurser kom ledere fra klosterverdenen ud fra en stærk tro på, at østlige teknikker kunne integreres i kristen meditation. Det Andet Vatikanerkoncil havde jo også åbnet sig mod verden og påpeget, at der er værdier i de andre religioner. Men det undrede, at jo mere intensivt man dyrkede zen, jo mere syntes messen at miste betydning for disse gode katolikker. Efterhånden hørte vi, hvordan den og den havde forladt sit kloster.

På et kursus for retræteledere i Sigtuna blev det helt klart for mig, at dette skulle jeg ikke beskæftige mig med. Under en aftendrøftelse blev den tanke fremsat, at alle religioners meditationer i dybden førte til samme oplevelse. Ingen modsagde dette. Jeg gik forvirret op på mit værelse. Da fik jeg en stærk oplevelse af Kristi kærlighed. Jeg indså med stor klarhed, at der på trods af alle ligheder er afgørende forskel på kristen bøn og al anden meditation. Jeg skulle ikke mere beskæftige mig med zen.

FORSKELLEN KAN udtrykkes sådan: I zenmeditation foretager man en opdagelsesrejse, men i ensomhed. Den kristne bøn kan lignes med en bryllupsrejse, hvor alt står i kærlighedens tegn.

Jesuitten Hugo M. Enomiya-Lassalle, som har levet i Japan i 30-40 år og dér haft meget fællesskab med zenmestre, har i Zen-Meditation für Christen beskrevet forskellen. Zenmeditationen kan føre til en form for oplysning, som kan føles fantastisk. Som enhedsoplevelse, som klarhed ubeskrivelig. Denne oplevelse hører under det, man kan kalde naturlig mystik.

Jeg husker især én sådan oplevelse på et zenkursus. Vi sad i meditation i den stor meditationshal. Pludselig sang en lille fugl uden for vinduet, og i mig opstod en stor klarhed, en oplysning. Det var nytår 1973. Jeg glemmer det aldrig og forstår, hvis nogle kan synes, at dette er målet.

At få dette som varig tilstand er zenmeditationens endemål. Men den kristne meditation når videre mod kærlighedsforeningen med Gud. Den er nåde. Men den naturlige mystik kan synes så skøn, at man standser dér og standser ved den tekniske meditation. Disse østlige meditationer passer som fod i hose til vor tids individuelle indstilling. De kan dyrkes i ensomhed, de styrker mit jeg.

En, som i flere år havde dyrket zen, sagde til mig, at det var så svært at komme ind i en personlig bøn. Og det er vel ikke så mærkeligt. Den kristne bøn er altid et jeg-du-forhold. Jeg er netop nu ved at gennemlæse min bog om Teresa af Avila med henblik på genudgivelse. Hun betoner, at bøn er venskabeligt samvær, at Jesus er Vennen, der altid er hos hende. Hvilken forskel på dette og så den upersonlige zenmeditation!

Engang blev jeg ringet op af en mig ukendt mand. Han havde som led i sit ønske om at gøre karriere lært Transcendental Meditation og mediterede nu hver dag. Ved initiationen skal man medbringe små gaver, som ofres til en hindugud, men det kan selv aktive kristne sluge for at få det lovende mantra.

Denne mand havde først haft gode erfaringer: Han blev virkelig mere rolig og kunne bedre koncentrere sig. Godt for karrieren! Men så mærkede han noget, der gjorde ham ængstelig: Er der ikke noget med, at når et hus er fejet, så kan der komme onde ånder ind?, spurgte han. Det kunne jeg kun bekræfte. Han var ulykkelig over, at han havde indført sine børn i dette.

Som barn mødte jeg i mit hjem en del missionærer fra Asien. Nogle fortalte om, hvordan de dér mødte mennesker, der var besatte af onde ånder. Man spurgte, hvorfor vi ikke mødte sådant her. Nej, var svaret, for Europa er dækket af et tæppe af bøn.

Mon det tæppe ikke er blevet ret så hullet? Og hvad har vi gjort ved at lukke alle disse fremmede lærdomme ind? Som folkereligion har vi fået det, som nu benævnes googlebuddhisme. Og det er ikke så uskyldigt, som mange tror.

Grethe Livbjerg er retræteleder