Muhammed-tegningerne er efter min opfattelse helt uskyldige. Alligevel var det unødvendigt at trykke dem og direkte provokerende at genoptrykke dem. For offentliggørelsen beviser intet, og den styrker ikke ytringsfriheden.

Mange vil være uenige. De vil understrege ytringsfrihedens nødvendighed. Eller rettere dens nødvendige kompromisløshed: De vil sige, at det ikke er holdbart at tage religiøse hensyn, uanset hvor meget visse ytringer gør ondt på visse mennesker. Såsom 1,5 milliard muslimer.

Idéen synes her at være, at hvis det er selve ytringsfriheden, der gør ondt på tilhøreren, skal man blive ved med at ytre sig for at understrege frihedens kompromisløse karakter. Gør vi ikke det, lyder argumentet, giver vi efter for et pres og bevæger os ud på en glidebane, der underminerer ytringsfriheden. Og snart tør vi hverken kritisere hellige køer eller dem, der kaster med sten.

Jeg er uenig. Lige så rigtigt det er at insistere på retten til altid at kunne ytre sig frit, lige så forkert er det at insistere på, at man altid skal gøre det. Ytringsfriheden er altid en mulighed, aldrig en pligt. Hvis du vælger ikke at udtale dig nedsættende om andre, begrænser du ikke din ytringsfrihed. Du viser hensyn. Som sociale væsener lægger vi konstant bånd på vores tilskyndelser for at hellige os højere mål. Det er den begavelse, der løser problemer i en verden, hvor mennesker har forskellige måder at se tingene på.

Hvorfor så ikke udøve selvcensur i forbindelse med Muhammed-tegningerne? Sætter vi da vores værdier på spil? Mister vi blikket for, hvor grænsen går? Nej. I Danmark er vi opdraget til at tage ansvar for vores grundlovssikrede frihed. Og vi er lige så sikre på den, som vi er sikre på, at de voldelige reaktioner på Muhammed-tegningerne demonstrerer en fanatisme, som på alle måder er værd at foragte.

Forstå mig derfor ret. Jeg efterlyser ikke en tolerance over for totalitær islamisme. Jeg efterlyser respekt for andres særheder. Og jeg efterlyser kommunikation, der løser problemer, frem for at hælde benzin på en kulturkamp, der allerede står i flammer.

Ateismen forstår ikke troens intimitet

Den næsten missionerende ateisme, som er oppe i tiden, synes at være blind for, at mennesker i mange henseender ikke opfører sig rationelt, religion eller ej. Vi bruger alle utrolige mængder af tid og kræfter på ting, som er totalt blottet for rationalitet. I en verden, hvor et underholdningsprogram kan blive et nationalt samlingspunkt, har jeg derfor svært ved at pege fingre ad det historiefortællende menneske, der søger mening, integritet og menneskelig samhørighed i en tro.

For troen er et intimt spørgsmål, som vi forholder os følelsesmæssigt til. Det er som kærlighed eller farven grøn: Den kan ikke forklares logisk, men virker indlysende på dem, som oplever den. Personligt er jeg hverken overbevist om reinkarnation, Helvede eller udsigten til jomfrusex. For mig er det afgørende, at ingen tro ikke sættes over vores frihed til at tage fejl.

Voltaire, en af oplysningstidens store filosoffer og en stor forkæmper for ytringsfrihed, skrev engang: "Slå følge med dem, som søger sandheden, men tag dig i agt for dem, som påstår, at de har fundet den". Ud fra samme tankegang respekterer jeg folk, som søger svar i troen, videnskaben, musikken, samtalen eller ved at kigge sig selv i spejlet.

Til gengæld er det svært at have respekt for nogen, som ikke respekterer én tilbage.

Den totalitære islamisme er svær at respektere, fordi den er som et lille barn, der kun ænser sig selv. Den udviser en absolut mangel på tolerance og forståelse over for det, der ikke harmonerer med dens egen virkelighedsopfattelse. Der er altså ikke noget godt at sige om totalitær islamisme. Men der er heller ikke noget godt at sige om et snæversyn, der ikke tager højde for, at den totalitære islamisme ikke repræsenterer islam som helhed.

Betvivler man holocaust, håner man os, der er forfærdede over dens brutalitet på menneskehedens vegne. Afbilder man Muhammed, håner man dem, som anser ham for det forbilledlige menneske par excellence. Uanset om afbildningen er humoristisk eller abstrakt - hånen er den samme.

Det synes vi måske er latterligt, men det er en virkelighed for mange muslimer. Skal vi så gøre grin med deres virkelighedsopfattelse? Ja, hvis vi har lyst til det. Skal vi gøre det, mens de hører på det? Når foreningen "Stop Islamiseringen Af Danmark" bruger tegningen af Muhammed med en bombe i turbanen og tilføjer ordlyden: "Kan du ikke li' billedet tag hjem!", søger de bevidst at håne dem, der har det dårligt med tegningerne. Når man på den måde nedgør andre mennesker, fordi de ikke deler ens smag, iscenesætter man mest tydeligt sit eget snæversyn. Hvis man anser det for gode danske værdier, er man muligvis ikke engang godt nok integreret i sin egen kultur.

De fleste danskere er dog indstillet på et Danmark, hvor forskellige kulturer og religioner trives på den måde, at man ikke med vilje, men nødvendigvis kommer til at træde hinanden over fødderne i forsøget på at finde fælles fodslag. Og når nu de fleste muslimer mener det samme, må det være frustrerende at blive slået i hartkorn med en mindre gruppe af fanatikere, der ikke gør.

Anerkender man således ikke den danske grundlov, medgiver jeg Villy Søvndal, at man bør overveje, hvorfor man har valgt at bo i Danmark. Søvndals nye og utvetydige retorik stimulerer den nationale selvbevidsthed hos dem, der er trætte af islamistiske fundamentalister, men som samtidig har det svært med Pia Kjærsgaards unuancerede måde at tale om danskere med en anden etnisk baggrund på.

Derfor er det ironisk, at netop Søvndal for nylig blev fejlciteret i den egyptiske avis Al-Gomhuria for at have udtalt "muslimerne skal gå ad helvede til", når hans udtalelse udelukkende var møntet på Hizb ut-Tahrir. Det viser blot, at det meste kan fordrejes der, hvor man sætter en ære i at fremstille Danmark som et arrogant, fremmedfjendsk og antimuslimsk land.

Er ytringsfriheden mediernes bud på en religion?

Problemet er selvfølgelig, at befolkningen i disse lande bliver fodret med antivestlig propaganda og mangler ytringsfrihed. Af samme grund udbreder Muhammed-sagen ingen forståelse for ytringsfriheden uden for de lande, der allerede har den kær. Ved at genoptrykke tegningerne insisterer man kun på balladen og ikke på ytringsfriheden. Det svarer til bilisten, der forsøger at få en anden bilist til at indse sin idioti ved at give ham fingeren. Det eneste, der med sikkerhed bliver opfattet, er, at danskerne gør grin med islam.

Spørgsmålet er derfor ikke, om Muhammed-sagen sætter vores ytringsfrihed under pres. Spørgsmålet er, hvad der får medierne til at tro, at de kan få nogen til at indse, at ytringsfriheden er hævet over tro, kultur og fine fornemmelser. Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at ytringsfriheden var mediernes eget bud på en religion. Eller bare ideologisk selvtilfredsstillelse.

Frihed under ansvar er en forudsætning for det demokratiske liv. Og frihed under ansvar er centralt i et menneskes etik: Vi føler dårlig samvittighed, når vi bruger vores frihed på en måde, som strider mod det, vi ønsker at være som mennesker.

Bør man føle dårlig samvittighed over tegningerne? Jeg gør ikke. Bør man overveje, om det er værd at fornærme 1,5 milliard mennesker for at markere et frihedsprincip over for en fanatisk brøkdel, der alligevel er uden for terapeutisk rækkevidde? Ja, det synes jeg.

Thomas Alexander Hoelgaard er cand.mag. i kommunikation og psykologi