Prøv avisen
Kronik

Ytringsfrihed i den kristne samfundsorden

Interior of Kremsmünster abbey church with cruzifix 18.09.2015

Ingen tro må i Danmark få en sådan magt, at en borger berøves den frihed i forhold til det guddommelige, som forkyndes ved det kristne evangelium. Sådan er ytrings- og trosfriheden i Danmark bundet til et håndfast og kontant forsvar for kristendommens fortrinsstilling i Danmark. For Danmark er et kristent samfund. Dét skal forsvares

I et kristent samfund som det danske er ytringsfriheden bundet til forkyndelsen af det kristne evangelium.

Det evangelium, hvormed Gud i ordet om syndernes forladelse forkynder menneskers frihed til at leve som de gudskritiske, profetfordømmende, vantro og urene mennesker, vi er.

Fundamentet for al ytringsfrihed og al samfundsfrihed er derfor friheden til at kritisere Gud, enhver gud og enhver gudsprofet – Allah, Muhammed, Jesus eller en hvilken som helst anden gud eller totalitær sekulær eller religiøs ideologi, der med eller uden voldstrusler vil sætte sig selv i Guds sted i vort samfund.

Friheden i Danmark er ikke paradisisk, universel eller ubegrænset, men netop på ganske jordisk og håndgribelig, ja, på politisk vis bundet til evangeliets forretsstilling og frie forkyndelse i vort samfund.

Hvor denne ytringsfrihedskerne, det vil sige friheden til at kritisere Gud, uden at det medfører vold eller trusler om vold, ikke opretholdes og forsvares ved politiske foranstaltninger, dér undermineres ytringsfriheden, ja, friheden overhovedet.

Når vi siger, at Danmark er et kristent land, så er det ikke blot tom reklame – eller såkaldt symbolpolitik. Det er tværtimod et program til politisk handling, til forsvar, til konfrontation. Gud har ikke tilladt nogen regeringsmyndighed at stille sig i en verdslig neutralitetszone, hvor Guds ord rager den en fjer, så det tillades en hvilken som helst gud at tage magten over det danske samfund.

For Gud har selv sat sit ord hos os som et ydre ord, en lære, en frihedsmeddelelse, som ikke blot det enkelte menneske, men også det kristne samfund skal holde fast i for fredens og frihedens skyld. For ved denne lære frigøres enhver borger fra politisk, kirkelig eller anden teokratisk gudstugt og religiøs underkastelse.

Altså er det en kristen statsmyndigheds opgave at kæmpe for, at det stadig er kristendommen, der med sin fortrinsstilling er grundlaget for samfundsordenen.

I den kamp for bevarelse af den frie samfundsorden i Danmark, som modsætningen mellem kristendom og islam har kastet os ud i, findes der ikke nogen religiøs neutralitetszone. Her kan man ikke påberåbe sig en form for religiøst indifferent verdslighed, der totalt forkaster det politiske forsvar for det kristne evangeliums forkyndelse af et kristent menneskes frihed ved at henvise til skellet mellem verdsligt og åndeligt.

I dag er der overhovedet ikke behov for at advare mod sammenblandingen af det verdslige og det åndelige regimente.

Der er tværtimod behov for ikke at adskille dem! Og behov for at forsvare kristendommen, den kristne ytringsfrihed og den kristne samfundsorden over for islam. Behov for at forsvare, at kristendommen er fundamentet for frihed i dette land.

Tidligere kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V) er en ivrig forkæmper for det, man kunne kalde en sekulariseret, halveret og altså ophævet kristendom. Gentagne gange har hun i Kristeligt Dagblad og andre aviser kritiseret regeringens lovindgreb mod religiøse forkyndere. I Kristeligt Dagblad den 9. april 2016 skriver hun:

”Regeringens fremfærd må netop interessere folkekirkens medlemmer. Luther skelnede klart mellem det verdslige og det kirkelige regimente. Endnu klarere udtalte Grundtvig sig, når han som en konsekvens af denne lutherske arv tordnede mod en statsmagt, der vil blande sig i hjertesager.

Det er præcis, hvad regeringen forsøger: at blande sig i hjertesager. Ved at drage hjertesagerne ind under den politiske magtsfære blander regeringen netop de to regimenter sammen. Regeringen er slået ind på en vej, der netop kendes i islamismen. Regeringen inddrager kirkens regimente og hjertets regimente under sin politik. Det er definitionen på totalitarisme.”

Når Luther skelnede mellem de to regimenter, var det for i protest over for den katolske kirkes tugt og tvang over sjælene at understrege, at ingen øvrighed, hverken en kirkelig eller en verdslig, kunne skabe fromme hjerter.

Lige så lidt som et menneske kunne gøre sig selv til en from kristen gennem sine retfærdighedsgerninger. Kun Guds egen gerning, evangeliets forkyndelse, havde denne magt på jorden og i samfundet. Derfor var såvel kirken som den verdslige øvrighed forpligtet på, at evangeliet blev forkyndt.

Men at adskillelsen mellem de to regimenter skulle betyde, at et kristent menneske eller en kristen øvrighed ikke havde ultimative, jordiske pligter i forhold til det kristne evangelium, det vil sige at hævde, bekende, forsvare, udbrede, favorisere og give magt til det kristne evangelium også gennem øvrighedens lovgivning og øvrige foranstaltninger, dét har Luther aldrig ment.

At være verdslig øvrighed betød for Luther ikkecarte blanche til at forkaste kristendommen som øvrighedens primære opgave og forpligtelse i samfundsordenen. Ingen på denne jord kan sætte sig uden for den evangeliske ånds forpligtelse.

Men Rønn Hornbech bruger alligevel skellet mellem åndelig og verdslig regimente til at melde sig ud af evangeliets forpligtelse over for frihedens ånd i det verdslige, i det politiske, i det samfundsmæssige.

Hun udtrykker: I det politisk-verdslige kan kristendommen bare skrubbe af! Men for Luther var det at være kristen, at ethvert menneske og enhver øvrighed i alt sit virke var forpligtet af evangeliet, for frihedens, nådens og fredens skyld. Rønn Hornbech har fuldstændig misforstået Luther.

Ved sin åndløse og misforståede halvering af Luthers toregimentelære forkaster hun kristendommen ved ikke at ville forsvare den som grundlaget for den frie samfundsorden i Danmark, og hun fremmer dermed den islamisk-religiøse totalitarisme i dette land. For Rønn Hornbech er det kristeligt, korrekt, tilstrækkeligt og nødvendigt for den verdslige øvrighed blot at være – verdslig.

Hun kaster kristendommens ånd fra sig og udtrykker med sine ord: Om så den totalitære islam vinder magten over hjerterne i hele Danmark, så skal en regering bare være verdslig – ellers bliver den totalitær.

Sådan ender Rønn Hornbechs forståelse af Luthers toregimentelære i en sværmerisk verdslighed, der i sit sværmeri uundgåeligt allierer sig med islam imod kristendommen og friheden i det danske samfund.

Nej, man bliver ikke kristen eller from af at være samfundsborger i det Danmark, der har kristendommen som fundament. Men ved Grundlovens paragraf 4, der pålægger staten at støtte den evangelisk-lutherske folkekirke, er ”kirkens regimente og hjertets regimente” netop inddraget i al dansk grundpolitik.

Dette er Danmarks fundamentale ”hjertepolitik”. For i denne ”hjertepolitik” bliver det fastlagt, at i Danmark skal ingen totalitær samfunds- eller livsopfattelse eller islamisk slavebinding af sjælene kunne unddrage sig modsigelse fra det kristne evangelium, der stiller ethvert guds- og profetkritisk menneske frit i forhold til Gud.

Med udgangspunkt i det kristne evangelium indfører Grundlovens paragraf 4 sjælenes og gudskritikernes frihed i Danmark. Her hævdes grundlaget for den kristne ytringsfrihed. Her hævdes friheden til at modsige og bekæmpe (!) ethvert gudstyranni i vort samfund. Her hævdes det – politisk! – at ingen tro må i Danmark få en sådan magt, at en borger berøves den frihed i forhold til det guddommelige, som forkyndes ved det kristne evangelium.

Sådan er ytrings- og trosfriheden i Danmark bundet til et håndfast og kontant forsvar for kristendommens fortrinsstilling i Danmark. For Danmark er et kristent samfund. Dét skal forsvares.

Jens Kristian Bech Pedersen er cand.theol., tidligere sognepræst og pensioneret oberstløjnant i hæren