Prøv avisen
Kronik

Ytringsfriheden efter Charlie Hebdo

Erling Tiedemann er tidligere formand for Det Etiske Råd og har været amtsborgmester i Vejle Amt for Venstre. Foto: Arkivfoto

I vores del af verden står vi massivt vagt om ytringsfriheden. Vi har ikke mistet den, og det forhold, at den endnu en gang er blevet mødt med terror i Paris, styrker snarere opbakningen til den. Måske skulle vi snarere tale om selvcensuren. Første led i forsvaret for ytringsfriheden er måske at lade være at misbruge den, mener dagens kronikør

VERDEN ER BLEVET LILLE, og selvom der forholdsmæssigt næppe har været lige så mange i Danmark som i Frankrig, der i forrige uge har siddet klæbet til tv-skærmen for at følge med i et drama med brutale mord, røveri, gidseltagning og politijagt på kriminelle, så har spørgsmål om ytringsfriheden i høj grad også optaget os, der ikke alene lever i Muhammed-tegningernes, men også i Grundtvigs og Hal Kochs fædreland.

Da krisen og debatten omkring Morgenavisen Jyllands-Postens tegninger var på sit højeste, overgik mange hinanden i at fortælle, at ytringsfriheden var absolut og ikke noget, der kunne gradbøjes. ”Der er ytringsfrihed uden men!”, hed det sig.

Men det passer ikke. Der er rigtig mange men'er, thi dels formulerer Grundloven og konventionerne slet ikke denne frihedsret som et absolut uden men, dels er den for længst blevet gradbøjet i mangfoldige sammenhænge - og dét ikke kun gennem blasfemiparagraf, racismeparagraf og injurieparagraf.

Ingen tvivl er der imidlertid om, at ytringsfriheden er et overordnet og i et demokrati selvindlysende retsprincip. Det er begrænsninger og undtagelser fra ytringsfriheden, som skal lovfæstes for at gælde, og undtagelser skal have stærke samfundsmæssige begrundelser, fordi ytringsfriheden netop er så fundamental for et demokratisk samfund.

Der er naturligvis også frihed til at ytre sig om ytringsfrihedens grænser, og i nyere tid er det især blasfemi- og racismeparagrafferne, som er til diskussion.

Nogle ønsker blasfemiparagraffen ophævet, så det kan blive lovligt at sætte den offentlige orden og fred på spil ved offentligt at drive spot med eller forhåne bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse.

Andre ønsker racismeparagraffen ophævet, så det kan blive lovligt at fremsætte udtalelser, ved hvilke en gruppe af personer, for eksempel jøder eller homoseksuelle, trues, forhånes eller nedværdiges, sådan som det skete i 1930'erne under nazismens herredømme.

JEG DELER IKKE DISSE ØNSKER, men finder dem både overflødige og forkerte. Og jeg kan slet ikke se, at angrebet på Charlie Hebdo skulle motivere til at ophæve de to paragraffer.

I forbindelse med Charlie Hebdo har mange givet udtryk for, at terrorhandlingen har sat ytringsfriheden under pres. Jeg forstår godt dette synspunkt, men jeg tillader mig at mene, at det må udredes noget mere.

I hvert fald må det konstateres, at hvis mordet på tegnerne på den franske satireavis skal betragtes som et angreb på ytringsfriheden, så er dette angreb slået fejl. Hverken i Frankrig eller i Danmark er der politikere, der går ind for, at ytringsfriheden skal være mere begrænset, end den er i dag. Og de store folkelige demonstrationer i Frankrigs byer har ikke haft som budskab, at politikerne skal ændre gældende lovgivning om ytringsfrihed, så militante islamisters krav herom kan blive imødekommet.

Tværtimod, i vores del af verden står vi massivt vagt om ytringsfriheden; vi har ikke mistet den, og det forhold, at den endnu en gang er blevet mødt med terror, styrker snarere opbakningen til den.

MEN NÅR ALT DET ER SAGT, må nye trusler mod vore samfund så alligevel ikke indebære, at vi er kommet i en ny situation?

Den megen vold i verden, der udfolder sig i islams navn, er notorisk et problem både for ofrene og for troende eller kulturmuslimske mennesker, som ser deres religion blive trukket skævt af nogle få radikaliserede islamister.

Men det er jo ikke noget nyt. Vi ved, at danske myndigheder har været i stand til at afværge et angreb på Morgenavisen Jyllands-Posten af samme type som det angreb på Charlie Hebdo, hvis afværgelse slog fejl for de tilsvarende franske myndigheder. Ifølge den franske indenrigsminister har de imidlertid haft held med at afværge andre terrorhandlinger.

Så måske har de myndigheder ret, som siger, at truslerne fortsat er reelle, men at vi ikke står over for noget nyt trusselsbillede i forhold til tidligere?

Noget kunne tyde på, at begrebet selvcensur er blevet et negativt begreb, noget, en frihedselskende demokrat holder sig fra.

Men god selvcensur er noget, som ethvert voksent menneske, der ikke har psykotiske eller psykopatiske træk, hver eneste dag foretager på løbende bånd - og i hvert fald ved enhver, der er gift, hvad selvcensur handler om, nemlig at moderere sine ytringer på en sådan måde, at man kan aflevere et fair og relevant budskab i en form, der ikke risikerer at ødelægge et større gode.

Medier, der ellers holder ytringsfrihedens fane højt, har også altid bedrevet selvcensur for ikke at støde annoncører og aktionærer.

Og selv den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), som ingen kan beskylde for at være modstander af ytringsfriheden, mente, vi skulle passe på, at religion ikke kom til at fylde for meget i det offentlige rum. Rummede det ikke en opfordring til selvcensur?

Selvcensur handler om at afstå fra ytringer, som nok er lovlige, men tillige tovlige.

Første led i forsvaret for ytringsfriheden er måske at lade være at misbruge den? For eksempel ved at indse, at hån, spot og latterliggørelse ydmyger; at ydmygelser radikaliserer, og at hvis man vil undgå radikalisering, så skal man holde igen med latterliggørelse og ydmygelser. Pubertetsagtigt at holde fast i en ret til at ytre sig med hån og latterliggørelse er kontraproduktivt.

UDEN SELVCENSUR VIL VI FÅ et uciviliseret samfund og risikere at bidrage til at mobilisere netop dem, hvis terror vi frygter. Velkommen til virkeligheden, kunne man have lyst til at sige ...

Men denne erkendelse af selvcensurens positive betydning skal ikke skygge for, at der også findes dårlig selvcensur, hvor man hygger sig i smug, holder lav profil og ikke lever op til sit moralske ansvar for at deltage aktivt i samfundslivet. Tværtimod lader man sig skræmme fra at tage en nødvendig debat op i samfundet og øve en kritik mod noget, som fortjener kritik - herunder også en seriøs og saglig religionskritik.

Så efter Charlie Hebdo står kampen vel i virkeligheden mere omkring selvcensuren end omkring ytringsfriheden. Er grænsen for, hvornår selvcensur er legitim, under pres?

I hvert fald tre ting er at tage i betragtning. For det første, at spørgsmålet om selvcensur kun kan afgøres i den helt konkrete sammenhæng - og fortrinsvis af dem, der kender denne sammenhæng til bunds og har den inde på livet. Måske har vedkommende endda en særlig moralsk pligt til at sikre andres liv.

Terror rammer også dem, den ikke rammer direkte. Derfor kan det uanset et godt formål være uetisk at provokere på andres vegne. Det er som bekendt så let at lægge kors på andre, mens det kan være en gratis omgang for én selv.

For det andet er der ting, der nok skal siges, men formålet med en ytring skal alligevel være tungtvejende nok til at retfærdiggøre den risiko, den udløser.

For det tredje har man ikke givet afkald på sin ytringsfrihed, fordi man tier i en konkret sammenhæng. Ytringsfriheden er intakt og kan bruges en anden god gang.

Netop derfor er det vigtigt at understrege, at ytringsfriheden ikke er blevet begrænset gennem begivenhederne omkring Charlie Hebdo.

Erling Tiedemann er tidligere formand for Det Etiske Råd og har været amtsborgmester i Vejle Amt for Venstre