Ånderne, der så den totalitære skrift på væggen

Det 20. århundredes store ismer blev imødegået af litterære ånder, der med forfattere som Kafka og George Orwell tilmed forudså, hvor det bar hen med de totalitære politiske ideologier

Kristian Østergaards "Skriften på væggen" er god og særdeles læsværdig, også hvis man ikke skulle kende alle de omtalte klassikere. Bogen er en god lejlighed til at indhente noget forsømt og til letlæseligt at stifte bekendtskab med blivende store ånder, der har tydet tidernes tegn, skriver cand.theol. Johannes L. Bundgaard. -
Kristian Østergaards "Skriften på væggen" er god og særdeles læsværdig, også hvis man ikke skulle kende alle de omtalte klassikere. Bogen er en god lejlighed til at indhente noget forsømt og til letlæseligt at stifte bekendtskab med blivende store ånder, der har tydet tidernes tegn, skriver cand.theol. Johannes L. Bundgaard. -. Foto: Hovedland.

EUROPAS HISTORIE og kultur rummer dybe modsætninger i sig. Disse kom tydeligt frem i det 20. århundrede med de store totalitære ideologier og systemer. Europæiske var de som kommunismen, der ved Lenins hjælp og fortolkning kom til at blive idéerne bag det sovjetiske imperium. Med Mao kom kommunismen til det vældige Kina, og skønt ideologien er under ændring og nærmer sig en form for "normaltilstand", fastholdes den stadig.

Karl Marx var tysker og altså europæer, og Hitlers tusindårsrige havde også europæiske idémæssige rødder i en form for racistisk biologisme, symboliseret for eksempel ved den vilde gudinde Natur, som Hitler beskrev den i "Mein Kampf". Udtrykt i kamp, koste, hvad den ville, som det hed i kampskriftet.

Millioner og atter millioner af mennesker bukkede under for disse også gudløse systemer og deres hærgen, fulde af menneskeforagt. Kommunismen blev i vid udstrækning overvundet, men lever stadig, og en form for biologisme er livet op i det, nogle kalder ny-ateismen, der fører sig militant og også ret totalitært frem. Den hævder blandt andet, at religiøse mennesker er en slags undermennesker.

Men ismerne er blevet bekæmpet også ved hjælp af store ånder, der tilmed af og til forudså, hvor det bar hen. Her kan nævnes en Kafka og George Orwell.

Europa kendes på meget godt, men dets idéhistorie har unægtelig både en uhyre positiv og en uhyre negativ side. Idéer har også en historie, og de har et udspring. Det er ikke altid, de har en gang på jorden, til andre tider bliver deres virkeliggørelse noget helt andet end deres ideelle udspring. Helt anderledes brutal, fordi mennesker med vold og magt skal indordne sig under idéen, og alle bliver skåret over en kam.

De gode idéer om frihed, lighed og broderskab stammer fra den franske revolutionstid, i hvert fald som de politisk er udfoldet. Men den franske revolution selv bukkede under i et blodbad og afløstes af Napoleons diktatur og hans hærgen i Europa, Rusland og Nordafrika.

Ikke desto mindre har begrebet revolution vundet stor popularitet, selv i islamiske styrer, men sjældent har de fundet sted uden store menneskelige omkostninger.

Hvis jeg må tillade lidt fra min egen historie, så blev jeg aldrig grebet af noget revolutionssværmeri, heller ikke i 1968. Under min opvækst læste jeg mange engelske romaner, og de handlede både om "Den røde Pimpernel" og Napoleonskrigene. I forvejen var jeg vaccineret mod al form for nazisme og for den sags skyld kommunisme i mit hjem. Min far havde været med i den danske modstandsbevægelse og politisk i Dansk Samling.

Hvad angår frihed, lighed og broderskab, denne slagkraftige treklang, har den mange steder i verden vundet genklang. Dog ser det ikke mindst ud til, at frihed har svært ved at fænge i muslimske lande. Den er da heller ikke nævnt i Koranen. Det er faktisk noget anderledes i Bibelen. Her kendes både frihed, lighed og broderskab, således hos apostlen Paulus.

I mit virke som præst har jeg også tænkt, at de kristne hoveddyder tro, håb og kærlighed som et af deres udtryk netop har frihed, lighed og broderskab. Tro, håb og kærlighed indebærer et gudsforhold, og deres udfoldelse kan netop ytre sig i frihed, lighed og broderskab. Troen på Gud, der frigør fra det onde og gør fri til det gode, håbet, der stiller alle lige, og kærligheden, der udfolder sig i et "broderskab" eller snarere i et søskendeskab.

Sognepræsten ved Sorø Klosterkirke, Kristian Østergaard, har netop udgivet en bog med titlen "Skriften på væggen". Østergaard er både cand.theol. og exam.art. i litteraturvidenskab, og i sin bog gennemgår han adskillige litterære klassikere set i et nutidigt lys. Den røde tråd gennem bogen er deres næsten profetiske skarpsyn som tydere af tidens tegn med henblik på fremtiden, og herunder ikke mindst de totalitære systemer.

Bogens titel har sin inspiration fra Det Gamle Testamente, hvor den babyloniske kong Belshassar i Daniels bog under et mægtigt gilde i paladset pludselig opdager "skriften på væggen": Dit kongeriges dage er talte, og du er vejet og fundet for let (Daniels Bog, kapitel 5).
Østergaards bog gennemgår 20 forfattere, der har kunnet tyde skriften på væggen og været forud for deres tid. Lige frem til Muhammed-krisen, den 11. september 2001, ny-ateismen og den folkekirkelige faneflugt, som det hedder i forordet.

Bogens første forfatter er apostlen Paulus, set altså som litterat, og afsnittets undertitel er "Fra det lokale til det globale". Den kristne frihed fremhæves, ligesom ligheden, for eksempel i det kendte citat fra Galaterbrevet 3, 28: "Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus." Kristendommen er universel, selvom den finder sin indlejring i de forskellige folkeslag og deres særpræg.
Østergaard ser ikke et langt spring herfra og til for eksempel den amerikanske uafhængighedserklæring og FN's menneskerettighedserklæring. Man kunne tilføje også EU's endnu ikke vedtagne erklæring, hvor frihed og lighed er tilføjet ikke broderskab, men solidaritet.

Kristian Østergaard er en hurtiglæser og utroligt belæst, og bogen går videre til forfattere som de allerede nævnte Kafka og Orwell. Især er det tyske og engelske forfattere, dog er der en enkelt russisk som Dostojevskij, der kendte den politiske fangelejrs gru. Der er to danske forfattere med, digteren Thomas Kingo og den dansk-norske Ludvig Holberg.

Der er også en franskmand, der via sine forældre var tæt på den franske revolution med den følelseskolde, fanatiske Robespierre og hans rædselsregimente. Det er Alexis de Tocqeville. Ham vil jeg opholde mig lidt ved som forstandig i demokrati. Han blev jurist med stor interesse for politik. Han drog sammen med en ven på en 10 måneders tur tværs gennem Amerika, og i 1835 udkom en klassisk bog derom: "Demokratiet i Amerika".

En af de ting, der slog ham, var den store lighed i Amerika. En jævn og lige omgang også mellem rig og fattig. Den fattige i dag var måske den rige i morgen. Ligeledes bed han mærke i mænds og kvinders ligeberettigelse og så, at den gavnede samfundet. En anden ting, han iagttog, var det forhold, at Syd med dens slaveri var langt mindre dynamisk og velstillet end Nord med dens frie folk. I Amerika udelukkede frihed og lighed ikke hinanden.

Mens man i Europa på den tid kunne frygte, at demokrati førte til revolution, så mente Tocqeville, at demokrati også kan føre til apati og ansvarsforflygtigelse, noget som måske i dag træder tydeligt frem, særligt vel en ansvarsforflygtigelse. En af de ting, det for ham ikke mindst drejede sig om, var at give mennesket tro og mod og ikke at tage dets kraft fra det.

Endnu bør nævnes teologen Dietrich Bonhoeffer, der kaldes for martyr i det 20. århundrede. Allerede i et radioforedrag i 1933 advarer han mod førerdyrkelsen, som han sammenligner med afgudsdyrkelse. Transmissionen blev afbrudt. Som bekendt var han med i den tyske modstandsbevægelse og forblev i Tyskland, selvom han fik tilbudt en god stilling i USA. Det kostede ham livet, og han fremstår som en troens og håbets og modets mand, der talte al uret og undertrykkelse midt imod.

Kristian Østergaards bog er god og særdeles læseværdig, også hvis man ikke skulle kende alle de omtalte klassikere. Her er der en god lejlighed til at indhente noget forsømt og til letlæseligt at stifte bekendtskab med blivende store ånder, der har tydet tidernes tegn.

Johannes L. Bundgaard er cand.theol. og tidligere sognepræst