DEN TURBULENTE UDVIKLING siden finanskrisen illustrerer, at økonomi er et spørgsmål om magt snarere end om videnskab. Det er imidlertid ikke en entydig og lokaliseret magt
Det er fem år siden, finanskrisen brød ud. I Danmark fulgte et brat fald i bruttonationalproduktet (BNP) på omkring syv procent, og eftervirkningerne spøger stadig med negativ vækst i 2012 og forventninger om lavvækst i år. BNP er i dag stadig væsentligt lavere end i 2007. Finanskrisen kom som en stor overraskelse for økonomerne og deres gentagne forsikringer om et snarligt opsving har heller ikke været overbevisende.
Helt frem til finanskrisens udbrud betragtede stort set alle økonomer mangel på arbejdskraft, ældrebyrde og overophedning som de vigtigste økonomiske problemer. Deres prognoser viste en afmatning med lave men dog positive vækstrater i de følgende år, og rådet til politikerne var, at de burde koncentrere sig om at forøge udbuddet af arbejdskraft, for at styrke eksporten og væksten. Økonomerne var helt blinde for optakten til finanskrisen.
LÆS OGSÅ: Der tages fra dem, der ikke har
Med den finansielle nedsmeltning fra efteråret 2008 og den kraftige efterfølgende stigning i arbejdsløsheden har økonomerne nedtonet frygten for overophedning, men den ligger stadig langt fremme i deres bevidsthed, for prognoserne viser konsekvent, at opsvinget er lige rundt om hjørnet, og mangel på arbejdskraft ses derfor fortsat som et centralt økonomisk problem på lidt længere sigt. I mellemtiden skal der så, som altid i en lavkonjunktur, føres en mildt ekspansiv økonomisk politik for at hjælpe opsvinget på vej.
Alt er altså stort set uforandret i økonomisk teori efter finanskrisen. De økonomiske modeller har ikke forandret sig nævneværdigt og økonomernes politiske rådgivning er også grundlæggende uforandret.
Det er de samme økonomer, der underviser på universiteterne, skriver lærebøgerne og med korte mellemrum toner frem på tv-skærmene. Og de mener basalt set det samme, som de gjorde for fem år siden.
Når nu BNP er økonomernes vigtigste målestok, når prognoser og rådgivning er deres afgørende aktiviteter, og de betragter sig som videnskabsfolk, så skulle man måske forvente, at tiden efter finanskrisen ville indebære selvransagelse og åbenhed over for fornyelse. Men det er der ikke noget, der tyder på. Og det er der mange grunde til.
Den vigtigste grund er, at økonomisk teori og metode er blevet resistent over for kritik og virkeligheden.
Det var økonomen Paul Samuelson, som i efterkrigstiden igangsatte flugten fra virkeligheden og den kritiske refleksion. Det handlede for Samuelson om intet mindre end økonomernes mest værdsatte aktiv: homo oeconomicus, det økonomiske menneske. Tidligere økonomer mente, at det økonomiske menneske eksisterede i virkeligheden, men Samuelsons teori om afslørede præferencer brød med dette mønster.
Denne teori om forbrugeradfærd anser ikke nødvendigvis mennesker som rationelle og nyttemaksimerende, men hævder, at de opfører sig, som om de er, hvad der end ligger til grund for deres handlinger. Hvis det ikke kan modbevises, at menneskers afslørede præferencer via deres markedsadfærd stemmer overens med rationalitet og nyttemaksimering, så betragtes denne adfærdsmodel som videnskabelig.
LÆS OGSÅ: Tilbuddet Corydon kun kan sige nej til
I forlængelse heraf påstår økonomer ikke, at folk er perfekt rationelle og oplever nytte, men at deres faktiske adfærd hvordan den så end reelt er skruet sammen fremstår på en måde, der gør det legitimt, at man bygger på disse antagelser, når man i den videnskabelige økonomi skal udvikle modeller og frem for alt forudsige den økonomiske udvikling.
DET SYSTEMATISKE GRUNDLAG for denne tilgang blev ligeledes udviklet i efterkrigstiden, men af Milton Friedman, der også er en kendt nyliberal ideolog. For ham handlede det slet ikke om, hvorvidt økonomiske antagelser stemmer overens med virkeligheden eller ej, men om, hvorvidt de har forudsigelseskraft eller ej.
Denne tilgang er helt indarbejdet i økonomi i dag. Den moderne økonom kræver i forlængelse af Samuelson og Friedman, der begge fik Nobelprisen i økonomi, at hvis han skal tage kritik af sine antagelser og fremgangsmåde alvorligt, så skal kritikken være suppleret af en model, der beviseligt er bedre til at forudsige kvantitative økonomiske data såsom forbrugeradfærd, arbejdsløshed og økonomisk vækst.
Dette er tilsyneladende en videnskabelig tilgang, som låner legitimitet fra naturvidenskaben, men i realiteten er det en cirkulær konstruktion.
Økonomi handler nu for økonomerne først og fremmest om at kortlægge fremtiden gennem prognoser, og bevisbyrden skubbes konsekvent over på deres kritikere. Konsekvensen er, at økonomisk teori og metode bliver virkelighedsfornægtende, og at enhver kritik lammes.
Den økonomiske tilgang bliver gennemgribende uvirkelig, idet fremtiden essentielt er ubestemt. Ved at gøre fremtidens data til deres grundmateriale sikrer økonomerne i realiteten, at deres modeller og rådgivning aldrig kan falsificeres eller erstattes.
Økonomernes kritikere er nemlig stort set lige så dårlige som økonomerne selv til at forudsige den kvantitative økonomiske udvikling, da dette forehavende grundlæggende er umuliggjort af, at verden er fuld af modsætninger, kompleks og åben og derfor uforudsigelig. Samfundet er radikalt anderledes end naturen.
Samtidig er økonomernes virkelighedssyn også uforpligtende, idet empiriske data ikke er objektive og endegyldige, men et spørgsmål om fortolkning. Og på dette område har økonomerne tildelt sig selv monopol. Ligesom de også i praksis har monopol på produktionsmidlerne i form af modeller og teorier.
Den uvirkelige økonomiske teori er som helhed hinsides enhver kritik. På den ene side kan virkeligheden ikke være rettesnor for økonomernes praksis, og på den anden side kan man ikke ramme økonomerne med kritik om, at deres teori ikke stemmer overens med virkeligheden. Samtidig bliver kritik, der ikke er empirisk, fejet til side med henvisning til, at økonomi er en empirisk videnskab. Den moderne økonomi er derfor selvopretholdende og tillukket med en indre nødvendighed.
Økonomi bliver identificeret med den fremherskende økonomiske tilgang og mangler notorisk et eksternt genstandsfelt. Den diskursive cirkel er sluttet. Økonomi er en tilgang, og denne tilgang er økonomi. Der er intet alternativ og basalt set ingen muligheder for innovation.
Når økonomer på denne måde er resistente over for kritik og virkeligheden, hvilket de seneste års turbulens siden finanskrisen illustrerer, så bliver økonomi til et spørgsmål om magt snarere end om videnskab. Det er imidlertid ikke en entydig og lokaliseret magt.
Økonomerne har selv magt som dominerende på universiteterne. Politikeren giver dem magt ved at betragte deres modeller og rådgivning som udtryk for den højeste sandhed og mere konkret ved at bruge dem i stort tal i Finansministeriet og diverse kommissioner. Journalister medvirker til at forankre økonomernes magt ved at tildele dem roller som objektive eksperter i et massivt mediebombardement. Og helt bredt er økonomernes magt baseret på den anerkendelse, de møder i offentligheden.
Det er en diffus, strukturel magt. Der er selvfølgelig individuelle undtagelser blandt universitetsfolk, politikere, journalister og mange andre. Og der har været en større åbenhed over for økonomikritik og pluralisme siden 2008, men hidtil har der slet ikke været grus nok i maskineriet til, at økonomernes komplekse og decentrale magt er grundlæggende svækket.
Hvis der skal ske betydelig innovation i den fremherskende økonomiske tilgang, så forudsætter det strukturelle forandringer i de måder, vi praktiserer viden, politik og medier på. Sådanne forandringer er sket før og kan ske igen, men det tager normalt årtier. Derfor er det alt for tidligt at vurdere effekterne af finanskrisen også hvad angår økonomi og økonomer.