Prøv avisen
Boguddrag

Sundhedsforsker og sognepræst: Løb og træning er blevet et magtsprog

Sognepræst Mikkel Wold og sundhedsforsker og speciallæge Bente Klarlund Pedersen har med udgangspunkt i hver deres faglighed skrevet en bog, som beskæftiger sig med emnerne krop og ånd. Foto: Mikkel Møller Jørgensen

Nogle realiserer sig selv gennem fysisk aktivitet og lader sundhed få den altdominerende rolle. Overdreven motion og ekstreme kure kan få karakter af en konstant søgen indad. Det er mig, mig, mig, der er i centrum. Hvor sund den udvikling er, kan være værd at overveje, skriver sundhedsforsker og sognepræst i by bog

Løb som passion
Bente Klarlund

Jeg husker den søndag, da jeg var inviteret til frokost i Dyrehaven. Jeg tog cyklen og ankom lettere forpustet og flov over at være forsinket. Det viste sig imidlertid, at de fleste andre gæster var endnu senere på den, ikke mindst Mikkel Wold, der kom mere end en time for sent. Årsagen var, at han ligesom mange andre havde siddet fastlåst i lange bilkøer på grund af afviklingen af et triatlonløb i København. Nu bander præster ikke, men hvis de gjorde, ville Mikkel have både bandet og svoret. Han ankom i hvert fald i lettere irritabel tilstand, ganske forurettet over alle de ekstremløbere, der havde forhindret ham i at manøvrere bilen ud af byen denne søndag lige efter kirketid. Men Mikkels humør kom hurtigt i top. Han kastede sig nemlig ud i en analyse af ekstremsporten og talte sig hurtigt varm. Det ene ord tog det andet, og jeg forstod, at hele banden af triatleter var ilde stedt, havde vendt Gud ryggen og nu løb imod den evige fortabelse.

Der er en stigende interesse for maraton og andre former for ekstremsport, og naturligvis må det avle en modreaktion. Har vi erstattet Gud med fitness? Sådan lød spørgsmålet i „Ordet er dit“ på P1. Radioprogrammet gav stemme til en beretning om, at træningen kan tage overhånd, og at et par ture på løbebåndet om ugen kan udvikle sig til daglige crossfit-sessioner og mere end et maratonløb om året. Idrætspsykologen i radioprogrammet kunne fortælle om en mand, der brugte alle anledninger til lige at få et par ekstra kilometer i benene. Han var bidt af at løbe, og det hører med til historien, at han skjulte den megen træning for sin kone og vaskede sit løbetøj i smug! Jeg kunne ikke lade være med at smile. For det er meget muligt, at den aktuelle historie handler om en løber, der har et usundt forhold til motion, men han er trods alt ikke den første mand, der har haft hemmeligheder for konen.

Det er nok sådan, at de fleste løber, fordi de har det godt med det. Nogle afsøger kroppens grænser og dyrker maraton og triatlon og er vilde med det. Forfatteren og løberen Christopher McDougall har skrevet en fascinerende bog, Born To Run, hvor han gør op med myten om, at det er unaturligt for mennesket at løbe langt. I sin argumentation peger han bl.a. på Tarahumara-indianerne i Mexico. De er kendt for at have en forkærlighed for løb. De kalder sig „Raràmuris“, eller dem der løber stærkt, og gennem generationer er fortællingerne om de løbendes bedrifter gået fra mund til mund, fra landsby til landsby. I dag afvikler de løb på bare fødder på over 150 km, mens de sparker en bomuldsbold frem foran sig.

McDougall får støtte af to amerikanske forskere, Daniel Lieberman og Dennis Bramble, der har skrevet om de evolutionære aspekter af maratonløb. De peger på, at mennesket har en række helt unikke karakteristika, der gør os egnede til at løbe. Ja, man kan ligefrem sige, at vores evne til at løbe og vores udholdenhed spiller en vigtig rolle i vores evolution. I fortiden løb vi langt for at skaffe føde. Vi skulle jage et bytte, indtil det blev så udmattet og overophedet, at det kunne nedlægges. Det er bl.a. menneskets overlegne evne til at løbe i lang tid, der gør, at vi stadig er her.

Ganske vist kan de fleste andre pattedyr løbe hurtigere end mennesket, men på den lange bane er vi andre dyr overlegne. Det skyldes bl.a., at mennesket kan afkøle kroppen gennem sved. Mange pattedyr med pels bliver overophedede. Når det er varmt, kan et menneske løbe en hest ned! Dertil kommer, at vi i forhold til vores nærmeste udi arterne pattedyr har bedre løbefødder. Storetåen vender lige frem, og vi har korte tæer, hvilket giver os en fordel i løbets afsæt. Vores ledbånd og sener er elastiske, hvilket er en fordel i forhold til aberne. Kroppens største muskel, gluteus maximus eller ballemusklen, benytter vi for fuld udblæsning, når vi løber, men kun i begrænset omfang, når vi går. Vores største muskel er skabt til at løbe!

Mennesket er skabt til at løbe. Løb er ikke en sygelig passion, og elitesportsfolk er ikke syge, selvom de for en tid prioriterer træningen meget højt, måske højere end andet.

Men motion og sundhed kan i nogle mennesker udvikle sig til en form for besættelse. De tror på kroppens overlegenhed. En bøn kan være et fast holdepunkt. Men det kan de daglige løbeture også. I religionen skal man renses for synden. I sundhedens verden dæmoniseres fedtet, og tilgivelsen søges i overholdelsen af præstationerne. Overdreven fokusering på egen krop minder om religiøse ritualer. Skriftestolens rolle er erstattet af bekendelser til diætisten. Træningen får karakter af bodsøvelser. Motion bliver en moderne form for djævleuddrivelse. Man har en sundhedsguru, der viser vejen og har svar på alt. Der er klare religiøse over- og undertoner i visse dele af sundhedskulturen.

Nogle realiserer sig selv gennem fysisk aktivitet og lader sundhed få den altdominerende rolle. Overdreven motion og ekstreme kure kan få karakter af en konstant søgen indad. Det er mig, mig, mig, der er i centrum. Men overdreven fysisk træning kan også være udtryk for, at man har et skrøbeligt sind og forsøger at tøjle mindreværd og indre kaos med ydre disciplin. Tidligere ville et menneske med indre kaos måske have kastet sig ud i ekstrem religionsdyrkelse. Begge dele kan føre til fanatisme.

Ved at anskue en ekstrem tilgang til nutidens sundhedskure som en slags religiøs narcissisme bliver det ikke den generelle fokusering på sundhed i samfundet, der er årsagen til sygelig dyrkelse af motion og sundhed. Årsagen ligger i menneskers sind, men tager farve af tidsånden.

Men man kan ikke definere den sygelige sundhed ud fra antallet af timer i fitnesscenteret. Det giver ikke mening at sige, at det er bedre at se fjernsyn fire timer i træk end at tilbringe et par timer i løbeskoene. Og det kan vel være lige så godt at hænge ud med vennerne i fitnesscenteret som i baren. Det normale har vide grænser. Og man er ikke på vej til den evige fortabelse, bare fordi man kan lide at løbe langt.

Når knap en tredjedel af befolkningen løber, er det ikke meningsfuldt at spørge, om der findes en særlig løberpersonlighed, som går igen på tværs af sociale forhold, alder og erfaring. Men idrætspsykologer taler alligevel om en maratonpsyke. Den typiske personlighed for maratonløbere er blevet fastlagt i uafhængige undersøgelser ved anvendelse af en såkaldt „Profile of Mood States“ (POMS). I forhold til en kontrolgruppe rapporterer den typiske løber færre spændinger og mindre tendens til depression, vrede, træthed og konfusion, men mere energi og kampgejst. Andre studier rapporterer, at maratonløbere har større selvtillid, er mere vedholdende og emotionelt stabile, og at de er mere tålmodige og mere ambitiøse. Maratonløberen skal kunne udholde træthed og smerter i lang tid uden at gå i panik. Det handler om at kunne overskue et løb og lægge en strategi. Det handler om at kunne planlægge at løbe en distance, som man ikke træner.

Der er naturligvis mange løbere, der ikke passer til denne profil, men der er måske nogle fællestræk, der karakteriserer en stor del af maratonløberne. Det er vanskeligt at konkludere, hvorvidt personer med en særlig personlighed vælger at dyrke de ekstreme distancer, eller om sporten er med til at forme personligheden. Sportspsykologen Bruce C. Ogilvie er ikke i tvivl: „Langdistanceløb har karakterstyrkende effekter. Løberen bliver klædt på med kvaliteter såsom strategisk sans, organisationsevne, villighed til at løbe risici og gå helt til kanten og slet og ret mod. Der er tale om kvaliteter og egenskaber, som er nødvendige for at overleve i verden i dag.“

I vor tid er løb blevet et magtsprog. Toppolitikere og erhvervsledere bruger løb til at signalere, at de er målrettede og vedholdende. Margrethe Vestager blev portrætteret i tv. Hun lod sig filme slank og skøn på løbetur i morgenmørket. Kronprins Frederik løber, Anders Fogh Rasmussen løber. Det samme gør Bill Clinton og Barack Obama. Også erhvervslivets top løber, alene eller sammen med andre erhvervsledere. Og de lader sig fotografere i løbesko og fortæller gerne om deres løbepassion. At løbe er blevet et vigtigt brand, der signalerer: „Jeg er med på holdet, og jeg kan stå distancen.“ Løb er blevet et magtsprog.

At løbe langt er en del af tidsånden. Vi er i princippet ikke længere bundet af traditioner og forventninger om, hvad man bør og skal. Vi er sat fri som individer. Men med frihed følger også utryghed. Vi er frie, men skal selv tage ansvar for vores identitet og selvrealisering.

Mens personligheden tidligere blev dannet i trygge fællesskaber med faste normer, er det blevet en individuel opgave at forme personligheden. For at træde ud af intetheden og ind i personligheden må det enkelte individ være interessant og succesrigt. Selvrealisering er svaret på utrygheden. Og ekstremsport er for nogle en vej til selvrealisering.

Men når flere og flere løber maraton, er heller ikke det længere noget særligt. Narcissos blev forelsket i sit eget spejlbillede. Men selvom det ligger i Narcissos’ selvopfattelse, at han er unik, så står vi paradoksalt nok midt i en narcissismeepidemi. En række videnskabelige undersøgelser viser, at der i disse år er en stigende forekomst af personer med en narcissistisk personlighedstype. Når det derfor ikke længere er unikt at løbe maraton, så må de selvdannende individer søge andre muligheder, hvor de netop kan realisere sig selv, f.eks. ved at deltage i en ironman.

Ved at gennemføre en triatlon kan man realisere sig selv. Man har fået en erstatning for tidligere tiders fællesskaber.

En krop uden sjæl og ånd?
Mikkel Wold

Det vil nok være en overdrivelse at hævde, at vi har erstattet Gud med fitness, som det blev hævdet i den radioudsendelse, Bente refererede til. Men noget er der sket med vores fokus på det kropslige, på sporten og på vedligeholdelsen af kroppen. Og hvor sund den udvikling er, kan være værd at overveje.

„En sund sjæl i et sundt legeme,“ siger vi ofte. Det stammer fra digteren og satirikeren Juvenal, som skrev ordene i begyndelsen af det andet århundrede e.Kr. Udtrykket er blevet stående, om end det er overleveret i reduceret form i forhold til den oprindelige formulering. Her hed det nemlig: „Orandum est ut sit mens sana in corpore sano“, det vil sige: „Man skal bede til at få en sund sjæl i et sundt legeme.“ Set fra antikkens synspunkt var troen på det guddommelige en del af pakken med den sunde sjæl og det sunde legeme. Kroppen og sjælen hang sammen, begge dele var vigtige og skulle passes, men samtidig havde man en overbevisning om, at mennesket var rettet mod noget andet og mere end det dennesidige.

Som det vil fremgå senere, er det ikke kun i antikken, men også i vores egen samtid, at man – i teologien, men også i dele af filosofien og psykologien – ser menneskets rettethed mod noget uden for mennesket som noget helt afgørende ved beskrivelsen af mennesket. Men i reglen medtænker vi ikke Gud eller noget religiøst, når vi skal beskrive vores identitet. I nogle kulturer ville en sådan gudløs tankegang blive anset for åndelig fattigdom eller måske ligefrem galskab. Men hos os har vi bortset fra særlige øjeblikke skubbet troen og Gud ud på sidelinjen.

Er det samme ved at ske med sjælen? Noget tyder på det. Selv om vi ikke har fjernet os fra talen om sjælen på samme måde, som vi har fjernet os fra talen om Gud, så har kroppen erobret ikke så lidt terræn på det seneste. Optagetheden af kroppen, og hvad vi putter i den, har for mange fået næsten eksistentiel eller ligefrem religiøs betydning. Med religiøs forstås bl.a. det at være knyttet til noget – ordet religion har sin historie fra det latinske religati, som betyder „at være knyttet til“. I den betydning har sporten for nogle fået en religiøs dimension. Det ses ikke mindst i dens funktion som askese og renselsesproces, som jeg senere skal omtale.

Men dermed overanstrenges forventningerne til sportens muligheder. Den kan give meget, herunder mentalt velvære, det skal man ikke være blind for. Selv folk med en så alvorlig sygdom som depression kan sandsynligvis opleve en registrerbar bedring i deres sygdom ved motion. Endorfinerne har deres gavnlige effekt. Også ved de helt ødelæggende situationer kan sporten for nogle have en enorm betydning. Journalisten Anders Legarth Schmidt har bevægende beskrevet, hvorledes han efter tabet af datteren Ellen gennem løbet fandt rum for en smule frihed fra den fatale lidelse, et sådant tab medfører.

Når jeg kritiserer den religiøse dimension i sporten, er det derfor ikke udtryk for foragt for sport eller for kropsbevidsthed. Selv om der i kristendommens historie er eksempler på en foragt for kroppen, er der lige så mange, men knap så omtalte, eksempler på en understregning af sammenhængen mellem krop og sjæl. Søren Kierkegaard berettede om, hvor meget hans daglige gåture betød for hans tænkning, og han opfattede menneskets krop som lige så betydningsfuld som sjælen. Sjælen var ikke finere end legemet, mente han. „Legemet er Sjælens og saaledes igjen Aandens Organ.“

Men sporten har sin begrænsning, og legemet skal ikke fortrænge talen om sjælen og ånden. Gør den det, ser det sort ud for vores mentale tilstand. Krop uden sjæl er blot en skal – et af-sjælet legeme, som jo netop er en omskrivning for, at man er død.

Den russiske forfatter Aleksandr Solsjenitsyn har et sted en fortælling om en mand, der ligger på en sygestue. Fortællingen foregår i Sovjetstyrets dage, og manden lever således i en verden af materialisme, en verden, hvor enhver form for religion er forbudt, fordi den anses for fordærvende og nedgørende for mennesket. På sygestuen er der tid og ro, og som bekendt er det som regel under de betingelser, at de væsentlige tanker dukker frem. Og manden begynder at spekulere over, hvad der egentlig er det væsentlige i hans tilværelse. I sin fattige indstilling til tilværelsen har han aldrig rigtig spekuleret over de ting, men nu er der ikke længere mulighed for at lade sig distrahere af hverdagen, af arbejdet eller travlheden, og nu registrerer han, at han jo mangler svaret på det væsentlige. På et tidspunkt stiller han sine medpatienter spørgsmålet om, hvad mennesket egentlig lever af. Én svarer, at man lever af de næringsstoffer, kroppen har brug for, en anden mener, at blot vi får tilfredsstillet vore drifter, er målet nået, og en tredje svarer med en af Sovjetstyrets kommunistiske formler om forholdet mellem produktionsmidler og kapitalen. Men manden i sengen er nu på fortvivlelsens rand, og til sidst råber han sit spørgsmål ud i værelset, men ingen forstår ham, og der kommer ikke flere svar.

Vi lever ikke længere under kommunismens afsjælede materialisme og dens foragt for religion og åndelige spørgsmål. Men nutidens tankesæt har nu alligevel en del mere tilfælles med kommunismen, end vi måske bryder os om. Vor egen samtids markedsgørende materialisme, dens instrumentalistiske livsindstilling, dens glæde ved det skalérbare og målelige og dens foragt for eller manglende forståelse for åndelige forhold skaber samme fortvivlelse som den, manden på sygestuen oplevede. For hvis man – som jeg senere skal uddybe – ignorerer menneskets længsel efter og rettethed mod en åndelig dimension, mistolker man mennesket og reducerer det til l’Homme-machine, en menneskelig maskine. Dermed indskrænkes vores horisont til det merkantile og det, der kan måles. Ånd og sjæl er ord, der i værste fald vil ophøre med at give mening.

Hvad bliver der tilbage, hvis vi forsøger at beskrive mennesket uden sjæl og ånd? Den førnævnte instrumentalistiske indstilling hæmmer vores indsigt i retning af åndelige erkendelser. Instrumentalismen vil altid spørge efter, hvad det, man nu er optaget af, kan bruges til. Den vil ikke anerkende, at viden, som er ‘unyttig’, skulle være nødvendig. Dens mind-set er primitivt og brutalt, men det er den ideologi, der sidder ved styrepinden for øjeblikket. Derfor ser jeg også idrætspsykologen Ogilvies karakteristik af langdistanceløb som udtryk for denne ubehagelige tendens. Løbet giver „villighed til at løbe risici“, og der er tale om „kvaliteter og egenskaber, som er nødvendige for at overleve i dag.“ Dermed beskriver psykologen jo et socialdarwinistisk mareridt, en alles kamp mod alle, hvor de brutale, ja, nærmest psykopatiske egenskaber giver mere overlevelsesstærke individer. Langdistanceløb er jo naturligvis i sig selv ikke udtryk for en negativ tendens, men når der i løbet lægges den betydning, som Ogilvie meget præcist beskriver, er det udtryk for en retning, der kalder på kritisk refleksion.

Beskrivelsen minder om den, der bl.a. fremkommer i bogen Selvrealisering. – Kritiske diskussioner af en grænseløs udviklingskultur fra 2005. Her var forskernes konklusioner bl.a., at selvets udfoldelse i vores egen tid ofte sker i en hæmningsløshed og total mangel på etik. Psykologen Nina Sæther hævder således – med fuld dokumentation – at „idealet om det selvrealiserende menneske viser sig at minde påfaldende meget om den såkaldte psykopats faktiske adfærd.“ I samme bog dokumenteres det også, hvorledes der i megen selvrealiseringstænkning ligger en ideologi, som er præget af en new age-inspireret religiøsitet, hvor rettetheden ikke går udad mod noget guddommeligt, men indad mod menneskets indre, som hævdes at rumme en oprindelig kerne af ‘noget medfødt og ægte’, der eksisterer forud for al menneskelig og kulturel kontakt. Denne ‘ægte’ natur rummer karaktertræk som medfølelse, glæde, ro, kreativitet og mening. Alle disse gode egenskaber udsættes imidlertid for et angreb i mødet med omverdenen, og det gælder derfor om at finde ind til den ‘sande natur’.

Problemet er så, at de gode egenskaber ikke rigtig kommer til udfoldelse. Selvet står i vejen, fristes man til at sige. Eller mere præcis selv-optagetheden i egentlig forstand. Selv-udvikling, som tilbage i historien ofte så selvet i en social sammenhæng, og hvor selvudviklingen blev knyttet til etiske, teologiske eller politiske anliggender, er i vores egen samtid blevet afløst af selvrealiseringen, som indebærer en udbredelse af ‘mig selv’ uden det store hensyn til de andre. Man er sit eget projekt.

Men det duer bare ikke. Det er f.eks. helt rigtigt, at mennesket er unikt, som det ofte siges til hin enkelte, at hun eller han er, men hvis man glemmer, at det er alle de andre også, opstår der snart en ubehagelig social situation. Når opgøret med det narcissistiske i mennesket udebliver, og målet for selvet ikke bliver noget uden for mennesket, men blikket i stedet rettes indad, fordi man har nok i sig selv, varer det ikke længe, før nogle meget negative træk begynder at manifestere sig. Når buddhisten mediterer, er det ikke for at slappe af og dykke ind i sig selv, men fordi meditationen skal fordybe indsigten (i dette tilfælde i Buddhas lære) og opøve i næstekærlighed. Når der på Apollontemplet i Delfi stod ordene gnosis seauton – kend dig selv – var det ikke en opfordring til at ‘realisere sig selv’, men til at kende sig selv ud fra den visdom, der lå parat i traditionen og de store fortællinger.

Læs interview med Bente Klarlund Pedersen og Mikkel Wold ved at klikke her.