Sneklædte bjergtoppe, et ufremkommeligt terræn og frosthårde grantræer. Omgivelserne omslutter den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, der omsvøbt i en lysebrun frakke med en mørkebrun pelskrave stavrer sig frem på en hvid, prægtig hest. Det hele udspiller sig på Paektu-bjerget på grænsen mellem Nordkorea og Kina.
Sådan er den nordkoreanske leder portrætteret på de billeder, som det statsejede nordkoreanske medie KCNA i sidste uge frigav til omverdenen. Ifølge selvsamme medie havde Kim Jong-un besteget det højeste punkt på den koreanske halvø med årets første sne fygende om ørerne.
En ikke ubetydelig fysisk kraftanstrengelse, der maler et anderledes og mere machoagtigt billede af den lavstammede og velnærede statsleder.
Og den iscenesættelse er ikke tilfældig, forklarer professor Hans Bonde fra Københavns Universitet, der har forsket i køn med speciale i maskulinitet. Han kalder det for et ”politisk motiveret propagandastunt”.
”Der er en urmaskulinitet i de her billeder. Også i moderniteten findes en dyb fascination af den stærke mand, som er i kamp med naturen og med primitive midler kan klare sig under de mest barske omstændigheder. På den måde appellerer den nordkoreanske propaganda til den mest arkaiske (gammeldags, red.) maskuline figur,” siger han.
Det er ikke kun Kim Jong-un på hesteryg, der rummer et propagandamateriale. Også de sneklædte bjerge er en del af fortællingen om Kim-dynastiet, som har regeret Nordkorea siden Korea-krigens afslutning i 1953, og som afslører de politiske motiver, der ligger til grund for billederne. Paektu er for den almene koreaner et meditativt sted på linje med Mekka for troende muslimer, forklarer Weekendavisens tidligere Sydkorea-korrespondent Markus Bernsen.
”Statsapparatet bruger billederne til at vise, at Kim-slægten er en guddommelig slægt, og at Kim-familien er den retmæssige arvtager til magten. Alle koreanere har et forhold til bjerget, da den koreanske skabelsesberetning begynder her. Kim Jong-uns far blev også født på bjerget ifølge den officielle propaganda,” siger han.
Ifølge Markus Bernsen spiller også hestens hvide farve en særlig rolle. I centrum for den koreanske selvforståelse er tanken om det koreanske folk som den reneste race, der ikke må blandes med folk udefra. Det kommer blandt andet til udtryk i refrænet ”one family, one race, one nation”, der stadig er et nøglebegreb i den nordkoreanske propaganda.
Den muskuløse hest er også et symbol på en helt særlig arkaisk maskulinitet, som pressetjenesten bruger til at afbilde Kim Jong-un i et handlekraftigt lys, fortæller Hans Bonde:
”For 150 år siden var hesten det hurtigste bevægelsesmiddel. I aristokratiet var det i middelalderen og renæssancen et adelsmærke at ride på en prægtig ganger. At kunne bevæge og magte så mange naturlige hestekræfter med et enkelt vink var et tegn på naturbeherskelse”.
Med billederne skriver Kim Jong-un sig ind i rækken af halv- og helautoritære ledere, der bruger kroppen, hesten og naturen som forførelsesmidler i propagandakampagner. I nyere tid går traditionen tilbage til Benito Mussolini i det fascistiske Italien. Senere fulgte Vladimir Putin trop med de ikoniske bar-overkrop-billeder i den vidtstrakte sibiriske tundra. Også den nuværende turkmenske præsident, Gurbanguly Berdimuhamedov, er blevet affotograferet i gyldne klæder på en stejlende hest.
Hans Bonde betegner statsledernes hang til at benytte kroppen i politiske henseender som et ”korpokrati”, afledt af det latinske ord corpus, der betyder "legeme". De autoritære ledere har ikke et demokratisk mandat, og derfor er kroppen et middel, de kan bruge til at hente legitimitet i befolkningen.
”Når folk ikke kan få demokratiske rettigheder, så må statslederne få dem til at indordne sig på en anden måde, og her er tvang ganske virkningsfuldt, men det er ikke altid nok. Det, de får i stedet for selvbestemmelse og rettigheder, er følelsen af at tilhøre en stor familie med et karismatisk overhoved, nemlig statslederen, der præsenteres som næsten overjordisk,” forklarer han.
Selvom billederne bliver modtaget med skepsis i Vesten, er det ifølge Markus Bernsen vigtigt at forstå, at målgruppen er nordkoreanerne selv.
”Mange nordkoreanere vil blive husket på, at de har en stærk leder, som kan passe på dem, særligt i en tid hvor de konstant bliver mindet om, at de er i fare fra andre magter. Det giver den almene nordkoreaner tryghed.”